mandag den 20. september 2010

Opskrift: Stærk blommesauce



Syltesæsonen fortsætter - i går fik vi en stor spand rød/gule blommer fra en af naboerne, så jeg brugte et par timer i går aftes på at fjerne sten og skære ud og fjerne skind osv.
Jeg havde ladet 1½ kg uden skind og sten stå i køleskabet til i dag, hvor de så skulle omformes til noget i retning af chutney/marmelade/relish/salsa/sauce - det stod ikke helt klart da jeg gik i seng.
Derudover røg der 1 kg i både i fryseren til feks. en smuldredejs-kage, og 1 kg til en gang senere syltning. Og så havde jeg 1 kg med på arbejde, da jeg ikke lige orkede at skulle finde på noget til resten...

Efterhånden som dagen skred frem blev jeg enig med mig selv om at lave en gang blommesauce af portionen i køleskabet, af den lidt stærke slags. Den skal bl.a. bruges til engang når jeg får prøvet at lave hjemmelavede forårsruller, som der er indkøbt frossen dej til.


Jeg fandt 2 opskrifter jeg lavede et mix af - her og her, og ellers forsøgte jeg mig lidt frem.
Resultatet blev som følger:


Stærk blommesauce:


1½ kg blommer, renset vægt (sten og skind er fjernet)
2 grofthakkede rødløg (ca. 75 g)
4 fed grofthakkede hvidløg
20 g finthakket frisk ingefær
½ dl riseddike
2 spsk soyasauce
saft af 1 lime
skal af 1 appelsin + saft af det halve
2 tsk sennepspulver
2½ tsk chiliflager
2½ dl lys rørsukker

De rensede blommer, løg, hvidløg og ingefær koges igennem til det hele er faldet sammen og ligner mos. Der køres en tur med stavblenderen til blandingen er jævn, og så tilsættes de øvrige ingredienser (hold evt. lidt igen med chiliflager, alt efter ønsket chili-styrke). Hvis man ikke gider fjerne skindet på blommerne, kan man sagtens undlade dette, og så evt. køre mosen igennem en sigte hvis ikke stavblenderen tager det hele.
Saucen koges igennem i 20-30 minutter og smages til - den skal være både sød, syrlig og stærk på samme tid.
Hældes på skoldede, spiritusskyllede flasker/glas og gemmes i køleskab, hvis ikke de henkoges (det fik jeg ikke gjort i dag, men det kan være jeg gør det den kommende weekend med de to store portioner).

Konklusion:


Den blev PÆNT stærk, og jeg tror det var både ingefæren og chilien der gjorde det. Men den smager faktisk rigtig godt, og udover dyppelse til forårsruller, kunne den også godt bruges til en gang is, eller måske som smagsgiver i en wok-ret, eller anden asian-style mad. Nu skal der bare lige findes en anledning til forårsrullerne...

Billeder:

Mega-mange blommer...


...bliver kogt med noget andet...


...og bliver til sauce...


...og kommer på glas...




lørdag den 18. september 2010

Opskrift: Krydderurtesalt


Endelig en hel lørdag, hvor dagen kan stå i madlavningens tegn - Tobias har et par venner på besøg til computerparty og de skal også overnatte, men derudover skal vi absolut ingenting.

Menuen i aften kommer til at stå på græsk farsbrød, tzatziki, kartofler i ovnen og gulerødder (separat indlæg kommer senere) - men inden det har jeg fået lavet en ny portion chilisyltede agurker, bagt no-knead flutes fra dej der blev sat til hævning i går, og lavet krydderurtesalt.
Krydderurtekrukkerne på terrassen er ved at se lidt kedelige ud, så for at få udnyttet noget af det sidste inden det hele visner ned, blev det altså til en gang grøn salt.

Jeg valgte en blanding af oregano, timian, esdragon og løvstikke, og så Mariager Sydesalt, som jeg har haft en pose liggende af, siden vi besøgte Saltcenteret for efterhånden 4-5 år siden.

Krydderurtesalt:

30 g rensede/afpillede krydderurteblade (som sagt brugte jeg oregano, timian, esdragon og løvstikke - jeg har ikke målt hvor meget af hver, men jeg tror der var mest af timian og oregano)
100 g salt

Urterne skylles enten før eller efter plukningen, og tørres i et rent viskestykke.
Salt og urter blendes grundigt sammen, til urterne er helt findelte.
Blandingen hældes i et ovnfast fad, eller på bagepapir i en bradepande, og tørres ved 100 grader i ovnen i ca. 30 minutter. Rør i det et par gange undervejs.
Køler helt af og hældes på krydderiglas.

Konklusion:

Esdragon gav en næsten lakridsagtig duft, og løvstikken duftede bare fantastisk af løvstikke.
Noget af smagen forsvandt efter opvarmningen (og det gjorde noget af farven også), men jeg tror stadig der er god smag tilbage, til feks at drysse på en mad der trænger til lidt salt, til dressing eller måske noget fjerkræ - og under alle omstændigheder er farven stadig flot, og krydderurter giver jo heldigvis også nogle sunde ting sammen med det usunde salt.

Billeder:

Urterne skylles og tørres 


Og blendes med salt


Det dufter fantastisk - og smager meget af løvstikke inden tørringen 


Det blev til to næsten fyldte krydderiglas, købt i Løvbjerg (der kom mere i efter billedet blev taget) - et til mig, og et til min mor, som har fødselsdag om et par dage



onsdag den 15. september 2010

Ost ost ost ost ost, jeg må haaaaa' ost!


I dag har jeg været en tur i Århus i forbindelse med arbejde, og på vejen kommer jeg igennem Lading, hvor der ligger et ostemejeri med butik.
(Ikke et ord om at det lykkedes mig at køre forkert både på vej derud og hjem, fordi jeg simpelthen ikke kan finde ud af det nye rundkørsels-system ved Ikea. Jeg har verdens dårligste stedsans og kan fare vild i en telefonboks, så når GPS'en ikke lige er opdateret med de nye veje, er det et evigt mareridt hver gang jeg selv skal køre derud - men jeg må vel for fanden lære det en dag...)


Vi har en gang før købt hvidløgs- og chilismøreost i Lading med succes (sidstnævnte den mest stærke ost jeg endnu har prøvet - den skal kun spises i små doser), så på vej hjem i dag stoppede jeg lige ind i 5 minutter og købte lidt forsyninger med hjem.
Det blev igen til en chiliost, en stærk hvidløgsost, og derudover et stykke ægte Parmesan, samt en Danablu og en 5-dobbelt Cheddar. Det skulle være 5 populære typer engelsk cheddarost de har samlet i én ost, og den glæder jeg mig til at prøve.

Parmesanen er allerede frosset ned i mindre stykker, så den kan holde i lang tid - jeg synes de store stykker har det med at nå at blive hårde i køleskabet inden jeg når at få dem brugt, så det skulle jeg gerne undgå nu.

Nå men et besøg i butikken i Lading kan anbefales, hvis man alligevel er på de kanter. De har også andre lækkerier udover ost...

Stærk hvidløgsost - jeg har planer om at noget af den skal bruges i en pasta-flødesauce i morgen


Jalapeño/chiliost - den er HOT HOT HOT


Danablu


Ægte Parmesan


Og en 5-dobbelt Cheddar, kaldet De Fem Regioner

onsdag den 8. september 2010

Opskrift: Paneret kyllingeinderfilet med chili-ris og jalapeño-ostesauce





I fredags var der travlt med forberedelser til lørdagens fødselsdag, men der skulle jo stadig noget mad på bordet, og jeg havde kigget lidt i nogle af de amerikanske blogs jeg følger med i.
Vi har en masse kyllingeinderfileter i fryseren, så jeg fandt en opskrift på chili-ris med jalapeño-ostesauce, og mexicansk kylling, som jeg konverterede til en paneret udgave med inspiration fra NYBH.


Paneret kyllingeinderfilet:
4-5 personer

10-12 stk. kyllingeinderfilet


Panering:

2 dl creme fraiche 18%
2 tsk. dijon sennep 
½ tsk. stærk chilipulver 
salt
friskkværnet peber¨


ca. 1 dl rasp
salt
friskkværnet peber
½ tsk stødt spidskommen
ca. 1 spsk olie
ca. 1 spsk smør 


Creme fraiche, sennep, chili, salt og peber blandes i en dyb tallerken. Rasp blandes med salt og peber og spidskommen i en anden tallerken.
Kyllingefileterne dyppes først i creme fraichen (overskydende "sauce" skrabes af på tallerkenkanten eller med hænderne), og derefter i raspblandingen.
Fileterne steges i en blanding af olie og smør på en ret varm pande til de er sprøde og brune på begge sider. Pas på at paneringen ikke falder af (det er en god ide kun at vende dem én gang).

Chili-ris:
til alt for mange personer! (jeg har det med at koge for mange ris...)

2 spsk olivenolie
1 lille finthakket løg
½ tsk stærk + 1 tsk sød chilipulver
ca. 4,5 dl ris (2 cups)
ca. 7 dl vand (3 cups
salt

Varm olie op i en høj pande eller en gryde. Steg løget under omrøring til det begynder at blive blankt, ca. 3-5 minutter.
Tilsæt chilipulver og rør grundigt rundt i ca. 1 minut, til løget er dækket af chili-olieblandingen. Tilsæt risene og steg dem med i yderligere 1 minut.
Tilsæt vandet og ca. 1-2 tsk salt, bring det i kog, og lad risene koge iht. pakkens anvisninger ved medium varme (her i 12 minutter).

Jalapeño-ostesauce:


1 pakke baconskiver (hældes over kyllingen som pynt)
2 fed finthakket hvidløg
2 friske jalapeñochili uden kerner, finthakket
1 pakke flødeost på 200 g (jeg brugte en Buko light)
ca. ½ liter hønsebouillon (jeg brugte Oscar pulver)
ca. 60 g revet cheddarost (jeg brugte en jeg fandt i Bilka med jalapeño i - hvor godt passede dét ikke lige)
evt. frisk koriander til pynt (det undlod jeg af hensyn til Lækkermåsen - som endte med ikke at få noget, fordi han rendte rundt hos diverse naboer og ikke var klar over det var spisetid. Så kan jeg lære at lade være med at tage specielle hensyn)


Steg baconskiverne sprøde og lad dem køle af på køkkenrulle. Hak dem i mindre stykker.
Hæld evt. lidt af baconfedtet fra og steg jalapeño i resten i et par minutter. Tilsæt hvidløg og steg i ca. ½-1 minut, uden at hvidløget bruner.
Tilsæt hønsebouillon, flødeost og revet ost, og varm op til saucen er jævn og cremet, og al osten er smeltet. Smag evt. til med bouillon, salt og peber.


Konklusion:


Det er vist comfort-food, det her! Ostesaucen er på ingen måde sund (til gengæld var den lige tilpas stærk), og det kan kyllingepaneringen heller ikke siges at være, men det smagte rigtig godt - omend kyllingen druknede lidt i saucen, så jeg ved egentlig ikke hvor meget paneringen smagte af.
Det var også lidt hektisk med at få det hele til at passe sammen, så alt var færdig på samme tid, men det gik nogenlunde, og alt i alt var det rigtig godt. Bonussønnen konkluderede også, at det måtte jeg godt lave igen - godt vi har fået ham opdraget til at kunne lide stærk mad.


Billeder:


Løg steges i chilipulver



Kyllingen er paneret


Jalapeño hakkes


Cheddar med chili - den smager af pænt meget


Kyllingen steges


Færdige chili-ris


Færdig sauce


Og min tallerken





søndag den 5. september 2010

Gæstemiddag del II - cheesecake/ostelagkage med blåbærkompot



Der var ingen tvivl om at desserten til lørdagens familietræf skulle bestå af cheesecake/ostelagkage - spørgsmålet var bare hvilken version det skulle være, for guderne skal vide der er nok af muligheder når man søger på nettet.

Jeg har tidligere lavet NYBH's version med blåbærkompot (se evt. min udgave her), og den er fantastisk - men jeg ville gerne prøve en uden mascarpone denne gang.
For et uges tid siden faldt jeg så over MadGlad's version - den skal også bages af to omgange ligesom NYBHs, men det passer egentlig fint, da jeg synes den bliver lidt mere fast i faconen på den måde - husblas har jeg ikke lyst til at bruge for at opnå det.

I stedet for brombærgelé lavede jeg blåbærkompot ligesom sidst. Jeg lavede to kager så jeg fordoblede opskriften på flere af ingredienserne, og ændrede lidt hist og her, så min version til to kager kommer her.

Cheesecake/ostelagkage med blåbærkompot:
passer til 2 springforme på 26 cm i diameter

150 g smeltet smør
375 g knuste digestivekiks
125 g grofthakkede mandler med skal
100 g grofthakket hvid chokolade (jeg brugte igen hvid Rittersport med nødder)

5 æg
1 kg flødeost naturel (fy for den 1 kg lyder af meget!!)
250+125 g sukker
korn af 2+1 gode vaniljestænger
5 dl creme fraiche 38% (jeg brugte dog halv 38% og halv 18% og det fungerede fint - jeg vil næsten vove den påstand at man godt kunne forsøge med 100% 18%)

Blåbærkompot:

ca. 450 g blåbær fra frost
1 dl vand
2-3 spsk rørsukker
saft af ½ limefrugt
lidt maizenajævning

Bland smeltet smør med kiks, mandler og chokolade, og tryk blandingen fast i en springform, hvor bunden er beklædt med bagepapir. Bagepapiret skal stikke lidt udenfor formen, så er det nemmere at få flyttet kagen over på et fad efter bagningen.
Pisk æg, flødeost, 250 g sukker og korn af 2 vaniljestænger grundigt sammen, og hæld det over kiksebunden. Put formen i ovnen ved forvarmet 200 grader i 20 minutter, til æggeblandingen føles fast og begynder at slippe lidt i kanten. (Men pas endelig på at den ikke får for meget, så den bliver mørk i toppen, og man er nød til at skrælle noget af det øverste af - ikke at det skete for mig eller noget, jeg vil bare lige nævne det).
Tag kagen ud og lad den køle af i 15-20 minutter.
Imens blandes creme fraiche med 125 g sukker og korn af 1 vaniljestang, og det hældes over den let afkølede kage, der bages igen ved 200 grader i 10 minutter.
Nu skal kagen køles helt af og i køleskabet i minimum 7 timer. Efter den var kølet nogenlunde af på køkkenbordet, flyttede jeg den over på serveringsfadet (mest fordi jeg kun har 1 springform, og derfor var nød til at genbruge den til kage nr. 2), og dækkede den løst med staniol, og så i køleskab.

Blåbærkompot kan også sagtens laves dagen før - bær koges igennem med vand, sukker og limesaft og smages til, og jævnes med lidt maizena rørt ud i koldt vand. Nogle vil sikkert hellere bruge marmeladepulver, men jeg synes maizena fungerer lige så godt og er nemt at bruge.
Kompotten køles helt af og stilles evt. i køleskab til næste dag.
Den hældes på kagen og spredes ud som man ønsker lige inden servering. Kunne evt. pyntes med lidt formelis der sigtes over, men det fik jeg ikke lige tid til.

Konklusion:

I MadGlads version er der ikke mandler og chokolade i bunden, men det har jeg taget med fra NYBHs version, og det fungerer rigtig godt - det giver lidt ekstra sprødhed og knas til det meget cremede fyld, som måske ellers godt kan blive en anelse for meget.
Alt i alt er kagen supergod, og egentlig heller ikke så svær at lave, så den kan sagtens blive lavet igen.
Der var i øvrigt mere end rigeligt i 1 kage, så vi har en hel i overskud i køleskabet nu - er der nogen der vil have et stykke?

Billeder:

Ritter chokolade med nødder og kiks blendet med mandler


Det smeltede smør hældes i kikseblandingen


Formen smøres med smør - i tilfælde af at man ikke synes der er nok i kikseblandingen


Vaniljekorn gafles ud med lidt sukker, så det ikke klumper i dejen - et tip jeg har set i Det Søde Sommerliv, og som jeg aldrig selv ville have tænkt på


Færdigbagt


Da kagen skulle flyttes over på et fad, var jeg glad for mine to store Weber dimser - 
i fællesskab gjorde de det muligt at flytte den uden at bunden gik i stykker overhovedet


Færdig kage på fad, klar til at komme på køl


Og klar til servering med blåbærkompot

onsdag den 1. september 2010

Opskrift: Hjemmelavet smør




Inspireret af ShowMeTheCurry.com hvor de laver smør, fik jeg også lyst til at prøve selv.
Jeg syntes dog jeg tidligere havde læst noget om at smørret skal "vaskes" på en eller anden facon og af en grund som jeg ikke husker, og det gjorde de ikke i denne video - men efter lidt søgning fandt jeg frem til Anarkistens version, hvor det er forklaret glimrende.

Jeg havde købt ½ liter øko-fløde fra Harmonie - ikke billigt overhovedet, men bare lige for at prøve om det nu er noget...

Hjemmelavet smør:
ca. 200 g

½ liter økologisk piskefløde
1/4 tsk fint salt


Fløden piskes med foodprocessor, minihakker eller elpisker, til kærnemælken begynder at skille fra.
Hæld det hele op i en sigte med et osteklædde, over en skål, og pres kærnemælken fra. Fold gerne osteklæddet sammen og "vrid" det, så al kærnemælken løber ud.
Hæld derefter det tiloversblevne smør i en ny skål, hæld en god sjat koldt vand ved, og tæsk løs på blandingen med en grydeske. Væsken bliver hvid så længe der stadig er kærnemælk i smørret, så vandet hældes fra og nyt tilsættes og bankes igennem, indtil vandet er klart. Det tog 3 forsøg her.
Pres evt. smørret i ostelærredet igen så alt vandet presses ud, men pas på at smørret ikke begynder at sive igennem.
Tilsæt salt og smag til efter ønsket salt-styrke.

Konklusion:

Spændende at prøve - og lidt sjovt bevidst at gå videre end til det punkt hvor "flødeskummet er lige ved at have fået for meget". Jeg har ikke spist noget af det endnu, kun lige smagt en knivspids, og som Anarkisten skriver er smagen mere flødet end almindeligt smør.
Jeg har frosset størstedelen ned, og gemmer resten til en dag vi skal have noget med madbrød - så prøver jeg nok at lave en gang hvidløgssmør af det.

Billeder (farverne er lidt mærkelige denne gang, men jeg er begyndt at bruge Lækkermåsens kamera til madbilleder, og var nød til at gå tilbage til mit eget i dag, da hans var fladt - og mit tager altså bare ikke lige så gode billeder i køkkenet...):

Smørret er pisket så kærnemælken skiller fra


Det sidste presses ud i et osteklædde


Hvorefter smørret ser sådan ud


Det sidste kærnemælk mases ud i vandet


Og så ender man med sådan en klump her


Og et glas kærnemælk, som egentlig smager lidt af sødmælk


tirsdag den 31. august 2010

Opskrift: Kokosmakroner


I weekenden bagte jeg chocolate chip cookies til den kommende weekends fødselsdagsafholdelse, men jeg synes der skulle være en kage/småkage mere - så da jeg fandt en opskrift på kokosmakroner i en gammel Familie Journalen, måtte det blive den.

Jeg fulgte opskriften slavisk (bortset fra at Lækkermåsen har ødelagt den elektroniske køkkenvægt ved at skylle den under vandhanen efter at vi havde vejet hakket oksekød af på den, så jeg måtte ty til den gammeldags vægt som altså ikke vejer særlig nøjagtigt - så det er ikke til at vide hvor meget sukker der EGENTLIG kom i), og lavede dobbelt portion.

Kokosmakroner:
ca. 35 stk.

4 æg str. M/L
250 g sukker
400 g kokosmel
100 g mørk chokolade

Æg og sukker piskes luftigt (jeg brugte køkkenmaskinens pisker), og kokosmelet vendes i.
Kokosblandingen sættes på en bageplade med bagepapir i store toppe (jeg formede dem først ved at klemme dem til en slags kugle i hånden, men det er ikke det nemmeste med den konsistens "dejen" har).
Bages i forvarmet ovn ved 180 grader i ca. 15-20 minutter.
Når de er kølet af (jeg gjorde det i køleskabet efter at den værste varme var forsvundet) smeltes chokoladen i en flad tallerken, og kokosmakronerne dyppes i chokoladen så bunden dækkes. Sættes på bagepapir på en  tallerken og tilbage i køleskabet, til chokoladen er stivnet.
Gemmes i lufttæt kagedåse, eller kan fryses ned.

Konklusion:

Smagen fejler ikke noget, men de var som nævnt lidt svære at forme så de hang ordentligt sammen - det lykkedes dog ved at "knuge" dem i hånden, og så forme dem lidt med en ske efter de kom på pladen.
De fik 20 minutter og var lige på nippet til at få for meget, så 17-18 min. vil sikkert være passende.
Da chokoladen var kommet på troede jeg at jeg var smart ved at sætte dem direkte på en tallerken og så i køleskabet - men chokoladen havde godt nok suget sig fast til tallerkenen, så jeg måtte kæmpe noget med en kniv for at få dem af - faktisk var jeg nød til at give dem 20 sekunder i mikroen, og så sætte dem på bagepapir bagefter, men sig det ikke til nogen...

Billeder:

Sukker og æg piskes


Kokos vendes i


Blandingen formes i toppe



Chokoladen smeltes


Og kokosmakronerne dyppes i