Viser opslag med etiketten ost. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ost. Vis alle opslag

mandag den 17. december 2012

Opskrift: Bagt brieost med timian og hvidløg


I august måned agerede vi grill-assistance til en fest hos nogle grillvenner vi har lært at kende gennem Weberklubben, og som hjalp med grilleriet til Bonussønnens konfirmation. Til gengæld blev vi inviteret til mad en aften i november (hej O og S, hvis i læser med!), og her fik vi som forret en grillet/bagt brieost til forret - osten var "fodret" med hvidløgsfed, timiankviste og rødvin, og så dyppede man ellers ristet flute ned i den smeltede ost.
Selvom Lækkermåsen ikke er specielt glad for ost, så var han ret begejstret - måske fordi den smeltede brie er ret mild i smagen, og mere minder om en smeltet revet pizzaost, end noget hvor der faktisk er skimmel på.
Jeg er jo vild med næsten al slags ost, så dette var lige sagen for mig - ost, og så noget man kan sidde og dyppe og nippe til, så bliver det næsten ikke bedre.

Julemusen Musse ville godt
lige have haft en smagsprøve
Derfor bestemte vi os for at bidrage med denne ost som dessert til vores årlige sammenskudsnabojulefrokost forrige weekend - den er godt nok ikke så dessertagtig, men sammen med lidt vindruer og clementiner gik det an alligevel. Og så var der også lidt afveksling fra den sædvanlige frugtsalat, som vi har fået til to andre julefrokoster før og efter.
Ikke at der er noget i vejen med frugtsalat - den her er endda rigtig god - men der må godt ske lidt andet, når man juler tre lørdage i træk.

Osten er ekstremt nem at have med at gøre - man kan forberede den i god tid, og så skal den ellers bare i ovnen til den er godt blød indeni, og brød skal ristes. Så er der serveret.
Den fungerer reelt nok bedst som en forret, men kunne også sagtens bruges som en hovedret, evt. sammen med nogle andre lette ting, sådan lidt tapas-agtigt, når man gerne vil sidde og nippe til forskellige ting.

Vi gjorde mere eller mindre som da vi fik den serveret, men vi undlod at hælde rødvin over, da to af naboerne ikke kan tåle det, og så puttede vi mindre hvidløgssplitter i, i stedet for hele hvidløgsfed, så smagen blev fordelt lidt bedre.

Bagt brieost med timian og hvidløg:
ca. 4 personer som forret

1 hel brieost på 500 g
friske timiankviste
ca. 2 store fed hvidløg
evt. lidt rødvin

Prik en masse huller i osten med en lille urtekniv - vrid kniven lidt så man nemmere kan få plads til hvidløgssplitterne.
Skær hvidløg ud i tynde aflange stykker, og stik dem ned i hullerne, sammen med små timiankviste.
Sæt osten i et ovnfast fad (hvis det er sådan en brie der kommer i en træ-agtig ring, så bare lad den sidde på) og lav evt. også et "fad" af staniol - især hvis man bruger rødvin er det bedst at have staniol om, så rødvinen ikke bare flyder ud i fadet.
Bag osten i ovnen eller grillen ved indirekte varme ved 200 grader i ca. 1/2 time, til osten føles meget blød og den begynder at blive lidt brun i kanten.
Rist noget godt brød/flute, skær toppen af osten, og lad gæsterne dyppe brødet direkte ned i osten - eller brug en kniv til at smøre osten på brødet. Drys de tørre timianblade på osten og husk at spise hvidløgssplitterne også.
Drik en god rødvin til, og der er ikke et øje tørt.

Konklusion:

Meget simpelt og enkelt, men også meget smagfuldt og lækkert. Da vi fik det som forret var vi nærmest ved at spise os mætte i det, så det er en god ide at det ikke er en alt for tung hovedret og dessert der kommer efter.
Men det er helt sikkert en ret der kommer på menuen igen her, uanset hvad nummer den har i menurækkefølgen.

tirsdag den 31. januar 2012

Opskrift: Hjemmelavet Velveeta/smelteost erstatning



For et par år siden, næsten lige inden vi skulle til USA, stødte jeg på fænomenet Velveeta, og lige siden har jeg haft lyst til at afprøve det, bare én gang, for at prøve at lave en varm ostesauce/dip á la chili con queso.

Til de uindviede, så er Velveeta en speciel type "processed" ost, som mange i USA bruger til feks. Mac & Cheese og diverse andre ting som kræver at en ost kan smelte og blive jævn og cremet som en slags sovs.

Nogle steder er den lige så upopulær som den er populær andre steder - primært fordi den tilsyneladende indeholder en masse ingredienser som slet ikke har noget med ost at gøre, og fremstillingsprocessen er der også noget mystik om.
Faktisk har jeg læst mange kommentarer fra folk der simpelthen nægter at have Velveeta indenfor dørene pga. indholdet, og måden det er lavet på (det siger også lidt, at det kan opbevares ved stuetemperatur uåbnet - og holde sig i op til 8 uger i køleskab efter åbning, hvis det pakkes godt ind) - men samtidig savnede de noget at lave ostesovs med som fungerede lige så godt, og derfor er denne opskrift åbenbart et hit.

Nå men jeg var fortsat "intrigued", så da vi kom til USA, undersøgte jeg med en eller anden levnedsmiddelkontrol herhjemme, om jeg måtte tage det med hjem (der er jo ret strenge regler for hvilke fødevarer man må tage med), men det var ikke tilladt. Måske også derfor det er så svært at få fat i, i Europa (hverken Tyskland eller England giver ret mange muligheder når man søger). Jeg kunne selvfølgelig have taget chancen, men da vi i lufthavnen i Denver så hvordan de gik rundt med hunde der snusede til kufferterne for at finde fødevarer, var jeg nu glad nok for at jeg undlod det.

Videre til sidste uge, hvor jeg i mangel af Fluff til at lave Snickers med, fandt ud af at lave det selv - uvist af hvilken årsag kom jeg så nogle dage efter til at tænke på, om man mon også kunne lave et eller andet der kunne bruges på samme måde som Velveeta. Og sørme ja. Google er virkelig min ven, når det gælder hjemmelavede udgaver af ting man normalt køber færdiglavet (især det der stammer fra USA) - der dukkede hurtigt en opskrift op, som gik igen mange steder, og som også fik rosende ord med på vejen. Og det bedste af det hele - jeg havde alle ingredienser hjemme.

Den hjemmelavede udgave laves af revet cheddar ost (som jeg altid har i hele blokke enten i fryser eller køleskab), kogende vand, skummetmælkspulver (som jeg købte for noget tid siden for at prøve at lave hjemmelavet kondenseret mælk - det er jeg så ikke nået til endnu), og gelatinepulver (som jeg købte i Metro for at kunne lave skumfiduser - så langt er jeg heller ikke nået). Det er jo alt sammen sådan nogenlunde hæderlige produkter (bortset fra mælkepulver som tilsyneladende også kan være en speget sag, men det er en helt anden historie), som ikke indeholder en masse tilsætningsstoffer og underlødige ting - modsat Velveeta, som altså tilsyneladende scorer højt på det punkt.

Jeg lagde forsigtigt ud med en mindre portion (som nævnt findes opskriften mange steder, så jeg linker ikke til et specifikt sted - men søg evt. på Homemade Velveeta, så kommer der en del links), for at tjekke om smag, konsistens og funktion var noget værd, inden jeg brugte hele min beholdning af cheddar ost på det.
I de opskrifter jeg fandt, anbefales det at lave en mindre portion ad gangen, sandsynligvis for at osten kan nå at smelte i det varme vand. Men næste gang vil jeg nok lave lidt større portion, da blenderbladet havde lidt svært ved at få fat i det hele. Det dobbelte af denne portion er hvad der anbefales man laver ad gangen, og så fylder man sin form/beholder op efterhånden..

Hjemmelavet Velveeta/smelteost erstatning:
ca. 150 gram


4 spsk kogende vand
1½ spsk skummetmælkspulver
1/4 tsk gelatinepulver

115 g revet cheddar ost (jeg brugte hovedsagligt en almindelig orange cheddar, men også et lille stykke lidt skarpere hvid cheddar)

Hæld vand, skummetmælkspulver og gelatine i en blender, og blend til gelatinen er opløst.
Tilsæt osten og blend videre til osten er smeltet og blandingen er jævn - afhængig af hvordan din blender fungerer, skal osten måske lige skrabes ned fra siderne nogle gange, men bliv ved til al osten er smeltet og massen er uden klumper.
Fór en egnet firkantet beholder med husholdningsfilm og fyld ostemassen i - læg film henover og tryk osten i facon, og sæt låg på.
Lad osten stå i køleskab et døgns tid, til den har sat sig.
Den kan nu anvendes som smelteost til feks. varm ostedip (og det kommer der selvfølgelig også en opskrift på, hvis det bliver en succes), Mac & Cheese, eller hvilken som helst anden ret der vil have gavn af en smeltet ostesovs.
Jeg ved ikke nøjagtigt hvor længe osten kan holde sig i køleskab, men jeg har prøvet at fryse en lille portion i dag, hvorefter jeg puttede den direkte i en gryde sammen med lidt mælk, og smeltede det. Det blev måske en anelse mere grynet fra frost end da jeg smeltede det med mælk i frisk tilstand, men smagen fejler ikke noget.

Konklusion:

Og hvordan er smagen så. Den er forbavsende meget ligesom en cheddar ost. Hvilket jo egentlig ikke burde forbavse så meget, i betragtning af hvor stor en del cheddar udgør af det færdige produkt.
Den smager fint og vil uden tvivl kunne bruges i mange sammenhænge  hvor der skal bruges en jævn smeltet cheddarost. Det skal siges at den ér en anelse grynet, i hvert fald når den varmes op med mælk, som er det eneste jeg har prøvet indtil nu.

Til venstre en lille klump ost smeltet for sig selv - til højre smeltet sammen med lidt mælk
Men jeg har ingen kvaler ved at prøve at bruge den i en ostedip der skal serveres lun. Den opskrift jeg har i tankerne indeholder alligevel så mange andre ting, at lidt grynethed nok kan kamufleres.
Det skal så også siges at det kan godt lade sig gøre at lave en ostedip baseret på ren ost, som man kommer direkte i de øvrige ingredienser, i revet tilstand - men det kræver tilsyneladende lidt mere gefühl at få osten smeltet ordentligt og jævnt.
Jeg har ikke fortrudt at jeg har prøvet denne metode, og jeg vil nok også lave en lidt større portion så jeg har til ostedippen i weekenden - efterfølgende må jeg så prøve om man kan lave et lige så godt resultat bare med revet ost.

søndag den 17. april 2011

Hjemmelavet ost - Havarti-style



Ost ost ost ost ost, jeg må haaaaaaaaaaaaaaaaa ost!!

Ost hører til et af grundstofferne i min verden - der befinder sig konstant nok omkring 5-6 forskellige oste i vores køleskab og fryser - i øjeblikket en del mere.
Pt. indeholder fryseren parmesan, pecorino og cheddarost i mindre blokke så de er hurtige at tø op til en madret (så undgår man også at de ligger og tørrer ind i køleskabet, især for parmesanens vedkommende).
Køleskabet byder på to forskellige hele blokke af fetaost, en fast madost der kan grilles i skiver, alle ostene fra madbloggertræffet (bortset fra en enkelt Løgismose, som er fortærret), en Havarti 16%, en rest revet cheddarost til madlavning, en fedtfattig smøreost fra Lidl og en rest Løgismose rygeost.

Når man er så oste-glad som jeg, så er det jo sært at der skulle gå 38 år før man prøver at lave skidtet selv - men siden jeg tilfældigt faldt over Foodwishes fremgangsmåde på hjemmelavet ost for en uges tid siden, har jeg også bare ventet på at få tid og mulighed for at prøve selv.

I går kom dagen, så jeg havde til anledningen købt den mest fuldfede sødmælk jeg kunne finde - en biodynamisk gårdmælk fra Mejeriet Naturmælk, samt en økologisk kærnemælk.

Jeg fulgte stort set slavisk Chef Johns fremgangsmåde (bortset fra at jeg brugte en hel liter mælk, hvor han bruger en amerikansk quart - hvilket svarer til 0,95 liter. Eftersom han siger i videoen at mængderne er "crucial", så skulle jeg jo nok tilsvarende have omsat 1 cup kærnemælk til nøjagtigt mål - men jeg levede livet farligt og tilsatte bare en sjat ekstra, udover den ene cup (som i USA og i min verden svarer til 2,36 dl)).

Hjemmelavet ost:
ca. 150 g

1 liter god sødmælk, må ikke være høj-pasteuriseret (kun almindeligt pasteuriseret) - gerne sødmælk direkte fra gården hvis det kan skaffes
ca. 2,4 dl kærnemælk (jeg brugte en almindelig øko-version - ikke den gammeldags type, for den var udsolgt)
2-3 tsk citronsaft (jeg havde læst forkert og tog det som 2 spsk, så det puttede jeg i - heldigvis kunne man ikke smage det i den færdige ost)
3/4 tsk fint salt

Mælken varmes langsomt op til ca. 80 grader i en tykbundet gryde (jeg havde kogepladen stående på 6 ud af 9). Brug et termometer for at være på den sikre side. Der skal ikke røres unødvenigt i gryden - mælken skal kun lige sættes i bevægelse ind i mellem, for at undgå der dannes skind, og så den ikke brænder på i bunden.

Når de 80 grader er nået, tilsættes kærnemælken og citronsaften, og der slukkes for varmen.
Nu røres der forsigtigt i gryden, hvorefter mælken gerne ret hurtigt skulle begynde at koagulere - dvs. ostemassen skal skille sig fra vallen.

Hvis ikke der sker noget indenfor ca. 30 sekunder, så tilsættes yderligere en 1 tsk citronsaft (det var så ikke noget problem her pga. den ekstra mængde jeg fik puttet i). Se evt. videoen i linket, så er det meget tydeligt hvordan det skal se ud.
Når vallen begynder at skille fra, lader man gryden stå i 10 minutter, uden at røre. Imens kan man passende stille an med det udstyr der skal bruges til at skille osten fra vallen.

Sæt en sigte eller et dørslag oven i en stor gryde, og læg et vådt, opvredet osteklædde i (jeg bruger noget almindeligt ubleget lærred jeg har købt i en stofbutik, og som jeg har klippet i mindre stykker). Når de 10 minutter er gået, hældes osteblandingen i sigten, og vallen skal nu dryppe fra. Evt. kan man tage så meget valle op af gryden som muligt med en suppeske, og lade det løbe igennem først, inden man putter ostemassen i - så løber vallen lidt hurtigere fra.

Når det meste af vallen er løbet igennem, bindes osteklæddet sammen om osten, og hænges på en grydeske som ligger på tværs af gryden - så kan det sidste af vallen løbe fra. Lad den hænge sådan i en halv times tid.
Efter den halve time tages ostemassen ud og lægges i en skål. Tilsæt saltet og bland det grundigt i.
Pres osten godt ned i en form (jeg brugte en hjerteformet ramekin), som evt. er penslet med olie først, og stil den i køleskabet til dagen efter, eller til den er kølet helt af.

Konklusion:

Ud fra videoen havde jeg måske nok forventet at osten blev lidt mere smørbar (men måske var det fordi jeg tog en gåtur på den vilde side og ikke overholdt mængderne nøjagtigt) - men udover det, så må jeg sige at jeg er meget positivt overrasket.
Osten er ikke helt fast i det, ligesom en rigtig Havarti (det var i øvrigt Lækkermåsen der kom med Havarti-sammenligningen - han er normalt ikke glad for ost, medmindre den er totalt smagsløs og uden skorpe, men Havarti kan han lige klare), men med lidt forsigtighed kan man godt skære den i skiver med en almindelige ostehøvl. Og hvis man ikke bruger noget alt for blødt brød, så kan den også godt tværes en smule ud (vi har lige prøvet den som morgenmad på godt ristet brød).
Og hvordan er smagen så - det er helt sikkert, at hvis ikke der var kommet salt i, så havde smagen været meget bleg og fad i det - men der var lige nøjagtig tilpas mængde salt i, efter min smag.
Jeg har allerede flere idéer til hvordan den kunne bruges - enten bare på brød med smør, som vi lige har fået - nippet i mindre bidder til en tomatsalat i stedet for mozarella eller feta (og det samme i en almindelige salat, hvor man ville bruge feta, men hvor osten ikke behøver være helt så salt) - til bruschetta sammen med olivenolie, lidt salt og måske krydderurter - sammen med honning eller sirup og valnødder som en slags dessert.
Jeg kan kun sige - prøv det bare en enkelt gang, hvis du er til ost. Selvom det måske er dyrere end at købe en ost (kommer an på hvor dyr mælk man bruger), så er det altså sjovt at prøve - og man har chancen for at tilsætte lige nøjagtig den smag man har lyst til.
Eftersom den snart er spist, så må der jo laves en ny portion snart - og planen er at der skal tilsættes masser af smag. Jeg tænker pt. hvidløg og masser af chili...

Billeder:

God fed sødmælk - faktisk varierer fedt-procenten efter årstid og fodertype, så de skriver på kartonens top hvad fedtprocenten er for dagens mælk - lidt cool, synes jeg


Ostemassen er ved at skille fra vallen


Storm P. løsning til afdrypning


Den mases i en form og stilles på køl


The following day...


Og sådan ser den ud når der skæres skiver

onsdag den 16. marts 2011

Opskrift: Salat med pære og blå ost og rugbrøds croutoner


Lige siden madbloggertræffet i lørdags, har jeg drømt om mere blåskimmelost - og tanken om det ristede rugbrød har også rumsteret lidt i baghovedet.
I dag blev begge dele til virkelighed igen - vi fik oksekød i fad i går, og da der ikke var så mange rester at vi begge kunne blive mætte i dag, har jeg overladt smulerne til manden, og i stedet lavet en salat med pære, blåskimmelost og ristede rugbrødsterninger - som allerede er fortærret, selvom klokken kun er 17.44 i skrivende stund.
Til de ristede rugbrødstern brugte jeg Egeskov rapsolien, som vi fik i sponsorgave i lørdags.
Jeg puttede også lidt rå fennikel i salaten, fordi der lå en i køleskabet og så lettere kedelig ud, og i stedet for valnødder, som mange vist bruger til kombinationen pære/blå ost, men som jeg ikke havde, blev salaten afsluttet med lidt cashewnødder, som er det nye sort i mit køkken.

I vores nærmeste grønthandel har de, udover frugt og grønt, også forskellige oste - heriblandt en prisvindende Danbo fra Mammen Mejeri (som godt kan have været den vi også fik i lørdags), så det blev den der fik lov at udgøre osteindslaget.

Salat med pære og blå ost:
1 person

1 skive fuldkornsrugbrød, skåret i små tern
rapsolie
salt
1 stor håndfuld rucola, skyllet og evt. plukket i lidt mindre stykker
3-4 skiver finthakket fennikel
½ Conferencepære skåret i skiver på langs
ca. 50-75 g Danablu ost i små stykker
1 lille håndfuld grofthakkede cashewnødder
evt. Blue Cheese dressing

Rugbrødsterninger ristes på en pande i lidt rapsolie og drysses med lidt salt - når de er sprøde tages de af varmen og køler helt af.
Rucola anrettes på en tallerken, fennikel lægges oven på sammen med pæreskiver, ost, rugbrødstern og nødder.
Kan spises som den er, eller hvis man ikke har fået for meget ost allerede, evt. sammen med lidt blå ostedressing (jeg købte en flaske i Lidl, da de havde amerikansk uge fornylig, så den brugte jeg).

Konklusion:

Skøn, skøn salat. Pære og blå ost spiller bare godt sammen, og fennikelen gav den lidt lakridsagtige kontrast, som passede fint til, men kan sagtens undværes, hvis man ikke har det.
Jeg puttede som nævnt lidt blue cheese dressing på, og det fuldendte efter min mening billedet - men hele portionen kræver godt nok at man er til den blå ost. Omvendt, hvis man ikke var det, så ville det være fjollet at lave den.
Rapsolien fra Egeskov har en fin og lidt nøddeagtig smag, som samtidig minder mig om ét eller andet jeg bare ikke kan komme i tanke om - den virker ret tyndtflydende, og jeg synes ikke det var nødvendigt at bruge så meget, for at brødternene blev jævnt ristet, så den er indtil videre godkendt.
Brødtern af rugbrød - ja jeg ved ikke hvorfor jeg aldrig har tænkt på at lave det før, men det var absolut også en succes. Jeg forestiller mig allerede nogle forsøg med forskellige smagstilsætninger (den obligatoriske chili/hvidløgskombination falder her naturligt), og at bruge den i en almindelig salat også, i stedet for de almindelige hvide brødterninger. Fordelen ved rugbrød er både at den selvfølgelig er sundere end terninger lavet af det hvide brød - og så holder rugbrødstern formen bedre selvom de bliver skubbet rundt på panden. Ren win-win.

Billeder:

Rugbrødstern ristes sprøde i rapsolie


Fennikel og cashewnødder hakkes


Og den færdige salat serveres


onsdag den 15. september 2010

Ost ost ost ost ost, jeg må haaaaa' ost!


I dag har jeg været en tur i Århus i forbindelse med arbejde, og på vejen kommer jeg igennem Lading, hvor der ligger et ostemejeri med butik.
(Ikke et ord om at det lykkedes mig at køre forkert både på vej derud og hjem, fordi jeg simpelthen ikke kan finde ud af det nye rundkørsels-system ved Ikea. Jeg har verdens dårligste stedsans og kan fare vild i en telefonboks, så når GPS'en ikke lige er opdateret med de nye veje, er det et evigt mareridt hver gang jeg selv skal køre derud - men jeg må vel for fanden lære det en dag...)


Vi har en gang før købt hvidløgs- og chilismøreost i Lading med succes (sidstnævnte den mest stærke ost jeg endnu har prøvet - den skal kun spises i små doser), så på vej hjem i dag stoppede jeg lige ind i 5 minutter og købte lidt forsyninger med hjem.
Det blev igen til en chiliost, en stærk hvidløgsost, og derudover et stykke ægte Parmesan, samt en Danablu og en 5-dobbelt Cheddar. Det skulle være 5 populære typer engelsk cheddarost de har samlet i én ost, og den glæder jeg mig til at prøve.

Parmesanen er allerede frosset ned i mindre stykker, så den kan holde i lang tid - jeg synes de store stykker har det med at nå at blive hårde i køleskabet inden jeg når at få dem brugt, så det skulle jeg gerne undgå nu.

Nå men et besøg i butikken i Lading kan anbefales, hvis man alligevel er på de kanter. De har også andre lækkerier udover ost...

Stærk hvidløgsost - jeg har planer om at noget af den skal bruges i en pasta-flødesauce i morgen


Jalapeño/chiliost - den er HOT HOT HOT


Danablu


Ægte Parmesan


Og en 5-dobbelt Cheddar, kaldet De Fem Regioner