lørdag den 26. juni 2010

Opskrift: Syltede agurker / agurkesalat med variationer (og chili)


Jeg er det sidste stykke tid stødt på flere udgaver af syltede agurker, eller agurkesalat, om man vil, og har også haft lyst til at prøve selv. Men der skulle 3 hele og 2 halve agurker i køleskabets grøntsagsskuffe, plus en opskrift fra en kollega til, før det blev til noget.
Som regel kan jeg aldrig huske om vi har mere agurk når jeg er ude og handle, og da det er et must i bonussønnens madpakke, så ryger der tit en ekstra med. Og når de så ligger i skuffen kniber det med at få brugt en hel, før der tages hul på en ny. Derfor de lidt ukurante antal.

Any-ho - førnævnte kollega snakkede fornylig om en opskrift hun havde forsøgt sig med, hvor agurkerne overhældes med kold eddike, salt og sukker, og nærmest ikke andet, og derefter skulle rå-sylte i køleskabet i 14 dage inden de kan spises. Det syntes jeg lød tilpas besværligt til at det måtte forsøges. Agurkerne skulle desuden skæres i tykkere skiver end normalt, og der kommer lidt mere bid i dem, så det kunne være spændende at prøve. Ikke fordi vi er voldsomt store forbrugere af syltede agurker - men alle de tomme glas i skufferne skal jo have en tilstedeværelses-berettigelse på et tidspunkt.

For nu at have noget at sammenligne med om 14 dage når de er klar, så lavede jeg også en "almindelig" udgave - så får vi se hvad der er bedst. Opskriften til denne er lidt et miks af Klidmosters version, en udgave fra en grillklub som jeg ikke kan linke til, og et udklip fra Familie Journalen 29/2008.

Rå-syltede agurker/agurkesalat:
Den rå-syltede klar til køleskabet -
her to dage efter er alt sukker og salt opløst
passer til et stort købe-glas hvor der vistnok har været rødkål i (etiketten er pillet af, så jeg kunne ikke lige se hvor meget den rummede, og jeg glemte at måle) - portionen er halv i forhold til opskriften jeg fik, men det kan man jo tilpasse som man vil

1½ stor agurk, i alt ca. 500 g, vasket og enderne skåret af, derefter skåret i skiver på ca. 2-3 mm
50 g groft køkkensalt
250 g sukker
1/4 l lagereddike
evt. dildskærme hvis man har nogen (det havde jeg så ikke)
7-8 små røde chilifrugter (jeg brugte nogle jeg havde syltet) - skåret halvt over

Sylteglasset med låg vaskes grundigt af, og varmes op i en 140 g varm ovn i ca. 20 minutter så evt. bakterier slås ihjel. Jeg skyllede desuden glasset i en atamon-blanding for at være på den sikre side, men jeg er godt klar over at det er upopulært hos mange!.
Agurkeskiverne lægges lagvist i glasset sammen med chilifrugter; salt og sukker hældes over, og til sidst hældes eddiken i - husk at de redskaber man bruger til at måle og veje og øse op med, også skal være helt rene.
Låget skrues godt fast, og glasset vendes derefter på hovedet nogle gange så sukker og salt kan fordele sig., og det hele bliver gennemvæddet.
Agurkerne skal nu trække i køleskab i 10-14 dage, og 1-2 gange om dagen vendes glasset igen, så agurkerne bliver godt blandet med lagen.
Bør opbevares på køl efter åbning.
Jeg ved ikke hvor længe agurkerne kan holde sig efter de er færdige, men det må komme an på en prøve.

Varmsyltede agurker/agurkesalat:
passer nogenlunde til samme størrelse glas som ovenfor

1½ dl vand
3 dl lagereddike
3/4 tsk salt
8 spsk sukker (1,2 dl)
30 peberkorn - 10 sorte, 10 røde og 10 tørrede grønne - og nej det har sikkert ingen som helst relevans for smagen, men jeg har kun en peberblanding, så jeg kunne jo lige så godt bruge alle farverne.
1½ stor agurk, i alt ca. 500 g, vasket og enderne skåret af, derefter skåret i skiver på ca. 2-3 mm (til denne portion brugte jeg min Börner Deko-Star bølge-skære-fætter, som laver bølgefacon i skiverne - endelig har dét redskab også vist sin eksistensberettigelse).
2 store chilifrugter af ubestemt styrke (jeg brugte nogle syltede nogen jeg har fået af en nabo - de minder lidt om habanero i facon, men jeg ved ikke om det er dem)

Kog en lage op af vand, eddike, salt, sukker og peberkorn, til sukker og salt er opløst. Køl lagen en smule ned, så den ikke er spilkogende.
Sylteglas forberedes på samme måde som ovenfor, og agurkeskiverne lægges i glasset sammen med chilifrugterne. Lagen hældes over mens den stadig er varm.
Låget skrues godt fast med det samme, og når glasset er kølet lidt ned sættes den i køleskab og trækker et døgns tid. Hvis man laver tyndere skiver kan man sikkert nøjes med mindre trækketid, men jeg kan godt lide at der er lidt bid i.
Opbevares for en sikkerheds skyld i køleskab efter åbning.

Konklusion:

Eftersom det var i torsdags jeg lavede begge udgaver, og den første skal trække i 14 dage inden test-smagning, så ved jeg af gode grunde ikke endnu hvordan den bliver.
Men den varmsyltede blev testet i dag på en mad med varm leverpostej, og det var en succes, hos os alle tre! (begge husets mænd kan ikke lide agurk i burgere, men på hotdogs og sådan en lever-ståhej-mad, så duer det åbenbart bare).
Agurkeskiverne havde stadig bid pga. tykkelsen, og der var et godt stærkt pift af chilien (nogle i familien vil nok kalde det mere end et pift, men vi er jo ved at være lidt hærdede).
Jeg tør absolut godt lave agurker igen når det både er så nemt og hurtigt, og resultatet bliver så godt.

6 kommentarer:

  1. Er det så de kold- eller varm-syltede du vender tilbage til?

    SvarSlet
  2. Hej Signe

    Jeg har kun lavet de kold-syltede den ene gang, men er vendt tilbage til de varmsyltede flere gange, så svaret må være de varme :-)
    De koldtsyltede var bestemt også gode, men tålmodigheden (og tiden) til at vente i 14 dage er der ikke lige altid.

    Så når vi er ved at løbe tør for agurker, varmer jeg faktisk bare "den gamle" lage op igen og hælder den over friske agurker - jeg genbruger dog kun lagen så længde den ser nogenlunde klar ud, og chilismagen hænger faktisk forbavsende godt ved, selvom de bliver genbrugt.
    Håber du kan bruge det til noget!

    SvarSlet
  3. Prøv roligt de koldsyltede allerede dagen efter - og på behøver du ikke engang atamon. De bliver nemlig spist med det samme ;-) Linda

    SvarSlet
  4. Hej Linda

    Tak for din kommentar! Jeg havde ikke engang overvejet at de havde fået nok smag allerede dagen efter, men jeg vil da vove forsøget og smage på dem lidt tidligere, hvis jeg får dem lavet i den version igen :-)

    SvarSlet
  5. Min far elsker de varmsyltede, putter ekstra Chilli i...

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er også den varmsyltede jeg vender tilbage til, da den er nem og lagen kan bruges igen. Chilistyrken kan man jo heldigvis selv styre :-)

      Slet