Ferie på Kreta - tirsdag den 27. juli

Om tirsdagen var M&J rimelig ømme i kroppen efter mandagens Samaria-vandretur, og da de har været på Kreta, og i Chania, før, tog Tobias, Henrik og jeg selv ind til Chania med bus, for at kigge lidt på den største by i området.

Det foregik rimelig smertefrit, og ved hjælp af et kort vi fik udleveret på et lille turistkontor, lykkedes det os at finde markedshallen, hvor vi fik kigget lidt på både olie, oliven og andre sjove ting.

Man kan også købe alle mulige slags kød (det ville dog være løgn at sige at slagterafdelingerne lugter ret godt) - også hele kaniner. Historien lyder, at for at man kan være sikker på det er kaniner (og ikke feks. kat), lader de pelsen sidde på bagpoterne...

Efter turen gennem markedshallen (hvor jeg fik købt lidt Kalamata-oliven), fandt vi ind i de små handelsgader, og fik frokost på en cafe - jeg fik en græsk sandwich med bla. fetaost og tomat. Det var helt rart med lidt groft brød...

Efter frokosten fandt vi ned til havnen, som er meget hyggelig, men også meget overrendt af turister. Og i de fleste restauranter bliver man antastet fordi de vil have én ind at spise. De steder går vi som regel langt udenom.

Vi fortsatte videre ind igennem en masse små hyggelige gader - der er utroligt mange steder hvor de har værelser til udlejning, så man skal vist være uheldig, hvis ikke man har et sted at overnatte som nytilkommen turist

Der gik dog ikke så længe inden vi var ved at have fået nok af menneskemængden i Chania, så vi begav os mod busstationen igen for at finde en bus tilbage til Agia Marina. Det var ikke helt så nemt som at finde den derind!

Der var en stor menneskemængde på stationen, og det var noget forvirrende at finde ud af, hvilken bus vi skulle med. Det lykkedes dog at konstatere at busnumrene ville blive annonceret over en højtaler - eneste problem var at man ikke for godt kunne høre hvad der blev sagt. Men ved at spørge i informationen fik vi dog fundet det rigtige nummer, og vi kom med den rigtige bus.

Forinden nåede jeg lige at få et minde med hjem - en eller anden halsede forbi mig med en slags bagagevogn, hvor der må have været et eller andet skarpt der stak ud, for jeg endte i hvert fald med en næsten 10 cm lang rift i låret, som også begyndte at bløde - godt jeg havde Kleenex med...

Vi stod op det meste af vejen til Agia Marina, og var glade da vi endelig kunne stå af bussen.

Det første vi gjorde var at gå ned på en strandcafe og købe en milkshake - det var hårdt tiltrængt i varmen, og efter gåturen i Chania.

Det var en fantastisk god milkshake - desværre yder billedet den ikke helt retfærdighed, jeg havde vist glemt at sætte makro til (*rødme*)

Resten af eftermiddagen tilbragte vi igen ved poolen på hotellet, inden vi om aftenen mødtes med M&J og drengene. Vi havde bestemt os til at spørge på Horiatiki Gonia, om de kunne lave en ordentlig portion mezze til os, så vi kunne prøve noget forskelligt.

Det kunne de - desværre tror jeg vi misforstod hinanden lidt, for vi ville gerne have haft noget med både grøntsager og kød, men det endte med at være et næsten rent kød- og osteorgie!

Der var dog også lidt tilbehør til - 3 forskellige saucer, bearnaise, en fantastisk pebersauce og en slags tomatsauce

Der var også tzatziki, en rød fiskerognsalat som jeg ikke kan huske navnet på, skordalia, og en anden slags yoghurtdip, jeg ikke fik navnet på

Vi spiste og vi spiste, men det lykkedes os ikke at tømme fadet - det er der vist heller ikke noget at sige til, efter sådan et proteinorgie. Lad mig bare sige det sådan, at der ikke blev gået meget til desserten den aften...

Vi fik igen snakket lidt med restaurantpersonalet, og det lykkedes også at få taget et fælles billede (der mangler kun tanterne fra køkkenet)

Forrest far Niko - bagerst fra venstre tjener Vangelis, datter Christina, søn Mihalis, mor Katarina, og en fætter vi ikke fik navnet på

Vi vraltede nærmest hjem lidt før midnat, efter at have siddet der i henved tre timer - jeg havde også en anelse dårlig mave om natten, men så kan jeg jo lære ikke at spise så meget...

Ferie på Kreta - søndag den 25. og mandag den 26. juli

Søndag gik dagen med ren afslapning - vi blev på vores hotel det meste af dagen, og plaskede rundt i poolen, eller lå i solen ved poolen (mig med min uundværlige bog).
Om aftenen mødtes vi med vennerne til aftensmad igen. Denne gang fandt vi en restaurant der også lå lidt væk fra hovedvejen, i et stille og roligt område - jeg kan desværre ikke huske navnet, men vi fik det anbefalet af vores hotelværter.

Vi bestilte en gang mezze til fælles forret - der var forskellige grøntsager, bl.a. friturestegte squash og auberginer - især squash'ne (hvad mon det hedder i flertal?) var gode - sprøde og saltede.

Jeg bestilte gang spaghetti carbonara til hovedret - den var udmærket, men jeg kunne slet ikke spise hele portionen

J fik en hel fisk

Den obligatoriske dessert bestod af en slags frugtbudding/gele med lidt bærsauce - den var overraskende god

Om mandagen ville M & J med på udflugt til Samaria kløften - jeg havde på forhånd meldt ud at jeg ikke ville med - jeg tror uden tvivl det er en flot tur, men jeg har et problem med den ene fod, som gør at jeg ikke ville risikere at overanstrenge den. Henrik var heller ikke overvældende interesseret, så han tog i stedet alle 3 drenge med i vandlandet lidt udenfor Chania.

Det betød at jeg havde det meste af en dag for mig selv, som jeg tilbragte ved først at gå en tur på shopping for at se om jeg kunne finde noget spændende. Det blev nu ikke til så meget, men i det mindste fik jeg en ide om hvor de forskellige butikker lå.

Jeg gik også lige en tur ned til den lokale strand og dyppede fødderne - øen er tilholdssted for Kri-kri gederne, som kun lever på Kreta og et par øer udfor Kreta.

Ved frokosttid gik jeg over i supermarkedet og købte et bæger færdiglavet tzatziki, som jeg spiste sammen med rester af brød fra morgenmaden - sammen med et glas juice og en god bog, udgjorde det en perfekt, let frokost på terrassen...

Hotelmis 1 gik tur i træerne

Henrik og drengene kom hjem fra vandland sidst på eftermiddagen, og vi tog drengene med ud og spise, da M&J først ville være tilbage midt på aftenen.
Vi endte på Restaurant Nostos som lå på samme gade som vores hotel - det var en dansker der tog imod os, og menuen stod også på dansk, så det var da til at finde ud af.
Vi fik alle 5 pizza, og det var ganske udmærket.

Den gratis dessert bestod af en slags chokolademousse, serveret med en sød dessertvin til. Vinen smagte som noget jeg har smagt før, men jeg kunne ikke helt placere smagen - men god var den.

Vi gik forholdsvist tidligt hjem, alle trætte efter dagens aktiviteter...

Den første blåbærhøst - og nyt kamera

Vi har plantet tre blåbærbuske i år, som står med bær nu - jeg har dog en mistanke om at enten fuglene eller forbipasserende har været på rov, mens vi var på Kreta, for der var ikke helt så mange bær da jeg kiggede i dag, som før vi tog afsted.

Så jeg tænkte at jeg hellere måtte se hvad der kunne høstes i dag, så det hele ikke forsvinder ud i det blå.
Det her er hvad det blev til:

Det er jo ikke fordi det rækker langt i en smoothie, men jeg håber det bliver til en lille posefuld, hvis ellers jeg når at fange dem inden tyvene :-)

Og så er det bare hyggeligt at kunne høste sin egen avl...

I torsdags kom der nyt kamera i huset - jeg har længe været træt af den lille Canon Ixus 55, selvom den nu har tjent os godt de sidste 4 år (især i betragtning af at den var gratis, da Henrik vandt den i en konkurrence) - men den har godt nok sine begrænsninger i forhold til f.eks. madfotografering.

Vi havde set os lidt lune på et Canon 500D (digitalt spejlrefleks), og tog derfor ind i en kamerabutik i Viborg for at se og mærke på den. De havde den dog ikke hjemme, men vi gik en god snak med ekspedienten om mulighederne, og han viste os også et par alternativer.

Vi ville dog lige et andet sted hen for at tjekke om de havde den hjemme, så vi kunne prøve den i hånden - jeg skal lade butikkens navn være usagt, men lad mig bare sige med det samme, at der behøver vi ikke komme igen foreløbigt.

Vi kunne se at kameraet ikke stod på hylden ved skiltet, så vi spurgte den ledige ekspedient (som jeg heller ikke røber kønnet på) om de evt. havde den liggende på lageret. Ekspedienten M/K forsøgte at slå den op i systemet, og kunne se at der skulle være 2 på lager. Ved spørgsmålet om de også havde den ekstra linse, som kameraet var i et andet tilbud med, gik det dog helt i stå.

M/K kunne ikke finde noget i systemet, og der gik adskillige minutter hvor han/hun fumlede lidt frem og tilbage, bad os om at finde tilbudsavisen fra et stativ, og til sidst næsten lød som om vedkommende forventede at vi skulle kunne fortælle hvordan han/hun skulle finde den rigtige info.

Langt om længe fik vedkommende spurgt en anden ansat, som kunne fortælle at de 2 der skulle være på lageret, ikke passede alligevel, da der stod to kasser hvor der var taget noget fra, og den ekstra linse havde de vist heller ikke.

Så vi gik igen uden at have fået noget som helst ud af det besøg. Jeg ved ikke om det er for meget at forlange at personalet i sådan en butik skal vide noget om hvad de sælger, men efter sådan en oplevelse kommer man til at sætte lidt mere pris på specialbutikkerne - som faktisk heller ikke er så meget dyrere.

Vi tog derefter tilbage til den første butik, hvor vi så endte med at kigge lidt nærmere på et helt andet kamera, som godt nok ikke var et spejlrefleks, men som havde hele 30 x optisk zoom. Det var et Olympus SP-800ZU.

Det var noget billigere og lettere end Canon modellen, så efter lidt overvejelse endte det med at vi købte det, og fik en god pris på et ekstra batteri, og kamerataske.

Så siden lørdag er billederne her på bloggen taget med det nye kamera - og selvom det tager tid at sætte sig ind i alle de nye funktioner, så synes jeg der er en klar forskel, i hvert fald når jeg står ved kogepladen, hvor jeg tit har haft problemer med at få nok lys. 

Det skal der leges meget mere med fremover :-)

Opskrift: Henkogt tomatmarmelade med abrikos og chili

I fredags fik jeg lavet endnu en ordentlig portion semi-tørrede tomater (denne gang to plader ved varmluft - det kan så IKKE anbefales, for det tog næsten 9 timer, før de sidste var klar - godt jeg gik i gang i god tid), men der var stadig masser tilbage, så jeg bestemte mig for at lave noget tomatmarmelade, som jeg havde set en opskrift på fornylig i Familie Journalen.

Vi skal holde fødselsdag i starten af september, og regner med at starte med lidt ost, oliven, kiks og brød, og marmeladen skulle passe godt til ost, så der kan den passende blive brugt.

Jeg fandt flere forskellige opskrifter på nettet også, så min version er en blanding af 3-4 opskrifter.

Henkogt tomatmarmelade med abrikos og chili:

ca. 1 liter

100 g tørrede abrikoser i små tern (sættes evt. i blød først, hvis det er de helt tørrede der anvendes - dem jeg brugte var lidt bløde, så det var ikke nødvendigt her)

1 kg cherrytomater, blendede, men ikke helt til "smat"

½ rød peber i små tern

2 små røde chilifrugter (blendes sammen med lidt af tomaterne, eller hakkes meget fint)

1 dl rødvinseddike

revet/finthakket skal af 1 appelsin

saft af ½ appelsin

saft af ½ citron 

2 tsk vanillesukker

750 g sukker

1 tsk salt

friskkværnet peber

2 tsk rød Melatin uden konserveringsmiddel

2 spsk sukker

spiritus til skylning af glas

Abrikoser, tomater, peberfrugt, chili, eddike, skal og saft, vanille og sukker blandes i en gryde, og bringes i kog. Simrer ved svag varme i ca. 20 minutter. Smag til med salt og peber.

Melatin blandes med sukker, hældes i marmeladen under omrøring og koges med i 2-3 minutter. Lav evt. en test af konsistensen, ved at hælde lidt marmelade på en tallerken og stille den i fryseren et par minutter. Hvis konsistensen virker rigtig og marmeladeagtig, er den færdig.

Hæld marmeladen på skoldede og spiritusskyllede glas (hvis der skal henkoges, skal der være 2-3 cm luft op til glassets kant), og luk dem til med det samme.

Opbevares i køleskab, eller henkoges for længere opbevaringstid.

Henkogning (metode fundet her):

Glassene sættes i en bradepande, og der hældes et par cm vand i bradepanden, som sættes i en kold ovn. Glassene må ikke røre ved hinanden.

Ovnen tændes på 120 grader, og når den er varm, skal glassene stå i mindst en time - jeg lod dem stå i ca. 75 minutter.

Efter mindst en time slukkes ovnen, og glassene bliver stående i ovnen til de er afkølede. Opbevares derefter mørkt og køligt.

OBS: Jeg brugte glas med patentlåg, som skal være lukkede hele vejen igennem - hvis man bruger glas med skruelåg, skal man huske at låget ikke må være skruet helt på under henkogningen, da man risikerer at glasset eksploderer. Først når ovnen slukkes, skal lågene skrues helt på, hvorefter glassene afkøler i ovnen.

Konklusion:

Jeg har testet marmeladen på en enkelt ostemad, og den virker ok. Der er jo meget sukker i, så den er temmelig sød, og smager måske ikke så meget af tomater som man kunne tænke sig - men jeg tror den vil være udmærket til et ostebord, og måske også til kød eller i en sandwich.

Billeder:

Abrikoser snittes

Tomater blendes let

Marmeladen koger

Så har jeg også prøvet at købe Melatin for første gang i mit liv

Marmelade på en hvidløgssmøreost

Klar til henkogning

Opskrift: Kogt fersken-mango salsa

I torsdags var vi igen en tur i Bazar Vest og købe cherrytomater, mangofrugt, lidt tyrkisk brød og nogle mega (jeg siger jer, MEGA) store ferskner.
Ikke fordi prisen på cherrytomater helt kan retfærdiggøre to ture til Århus på en uge (omend det snerper derhenad, nu hvor vi kører i dieselbil), men vi skulle alligevel i Ikea for at købe en væghylde, som alle mine ny-erhvervede henkogningsglas- og flasker kan få et nyt hjem i - og så kan man jo lige så godt tage noget med hjem, som kan komme i de der glas.

På vej hjem svingede vi lige ind omkring ostemejeriet i Lading, hvor vi købte tre slags flødeost (en med chili/jalapeño, en med pesto og en med hvidløg) og lidt ægte parmesan. Vi havde smagt den stærke chiliost hos en nabo, som syntes den var FOR stærk til hendes smagsløg - så det betyder som regel at den passer til vores.
Og den ER stærk - men man skal bare ikke bruge så tykt et lag, så går det fint.

Vel hjemme igen fik mand og bonusbarn lov at dele en halv fersken (man er vel gavmild), hvorefter resten fik lov at ende deres dage som del af en fersken-mangosalsa. Opskriften er fundet her - den er egentlig kun med ferskner, og så tomater, men jeg brugte også en mango, og så knap så meget tomat. (Eftersom det meste skal i fryseren, valgte jeg den opvarmede version, i stedet for en rå).

Kogt fersken-mangosalsa:

2½ meget store ferskner, ca. 950 g renset vægt (uden skind), skåret i store tern
1 stor mangofrugt, ca. 400 g renset vægt, skrællet og skåret i store tern
2 medium rødløg i grove stykker
1½ peberfrugt (½ gul og 1 grøn) i store tern
3 fed hvidløg
1 dåse hakkede tomater
1 lille dåse tomatpuré (70 g)
2 store røde chilifrugter (á 15 g stykket) - de fleste frø og frøvægge fjernet
10 g frisk koriander, både blade og stilke (dvs. jeg brugte noget af det jeg tidligere har frosset i bundter - det giver stadig udmærket smag. Jeg ville gerne have brugt et helt bundt, men af hensyn til Lækkermåsens aversion mod urten, så nøjedes jeg med lidt, og håber på han ikke opdager det)
1/4 dl flydende honning
½ dl hvidvinseddike
saft af 3 limefrugter (ca. 1 dl)
½-1 tsk cayennepeber (alt efter hvor modig man er)
1 tsk stødt spidskommen
salt og friskkværnet peber - ca. 8 vrid med hver kværn

Først skal skrællen fjernes fra fersknerne. Det gøres nemmest ved at koge en gryde vand op, og lade fersknerne koge med i 1 minut. Derefter lægges de i en skål (eller vasken) som er fyldt med koldt vand og isterninger. Når de er kølet helt ned, kan skindet uden problemer gnides af.
Fersken- og mangotern gemmes til sidst.
Rødløg, peberfrugt, hvidløg, hakkede tomater, chili og koriander blendes til ønsket konsistens, og hældes i en gryde. Mango og ferskner blendes forsigtigt for sig selv, til ønsket konsistens - jeg ville gerne have dem lidt "chunky". Hældes i gryden når konsistensen er passende.
Honning, eddike, limesaft, cayennepeber (hold evt. lidt tilbage og smag til, til sidst) og spidskommen tilsættes, og blandingen koges igennem i ca. 10 minutter. Smages til med salt og peber, og evt. mere cayennepeber - der kan selvfølgelig også tilsættes mere limesaft, eddike, honning osv. hvis man ønsker det.

Salsaen køles af, og fryses evt. ned i passende portioner - der blev i alt ca. 1,8 liter ud af denne portion, og jeg gemte 6 dl i køleskabet til dagens menu - resten er fordelt i 4 Ziploc poser til fryseren.

Konklusion:

Jeg ville som skrevet gerne have haft mere koriander i - og den kunne nok godt have tålt lidt mere frisk chili, plus ekstra løg og hvidløg - men smagen er fin af den friske frugt, og man kan også smage cayennen uden problemer.
I aften har den fået ilddåben i en slags enchiladas, sammen med bla. kylling og en hjemmelavet enchiladasauce. Mere om det i et andet indlæg...

Opskrift: Henkogte tomater

Jeg havde stadig 3 kg cherrytomater efter søndagens besøg i Bazar Vest, og jeg havde bestemt at nogle af dem skulle bruges til en gang henkogte tomater. Jeg fik egentlig opskriften på grillklubben.dk, men fandt efterfølgende ud af at det er Camilla Plums opskrift, så det var her jeg kiggede.

Jeg brugte 2 kg som i opskriften, som jeg fordelte på 3 henkogningsglas á 1 liter (forinden havde jeg nemlig lige lokket Lækkermåsen med en tur i Imerco, hvor der tilfældigvis var tilbud på patentglas, så der røg 2x0,23 liter, 6x0,5 liter, 6x1 liter og 2x3 liters glas, plus 6x1 liters flasker i kurven. Og i Kop & Kande fandt vi 0,5 liters flasker, så dem blev det også til et par stykker af). Jeg syntes dog det virkede som lige lovlig lidt at fordele 2 dl olie på de tre glas, så det blev nok nærmere 2 dl der kom i hvert glas, og jeg ved ikke helt om det var en fejl. Der er i hvert fald meget væske i nu, men mon ikke det går alligevel - det vil vise sig når jeg kommer så langt som til at smage på det!

I får den som jeg lavede den.

Henkogte tomater:

2 kg cherrytomater eller anden smagfuld moden tomat
1 helt hvidløg, fordelt i fed og pillede, og skåret igennem på langs
1 stort bundt basilikum
4 store friske esdragonkviste
2 spsk groft køkkensalt
½ dl æblecidereddike
5½ dl almindelig rapsolie (Fru Plum bruger godt nok olivenolie, men jeg vil jo mene at et glas skal opbevares i køleskab efter man har åbnet for det, og hvis man så bruger olivenolie, vil den stivne når den bliver kold. Så jeg håber smagen bliver nogenlunde lige så god med rapsolie).
3 henkogningsglas á 1 liter

Glassene vaskes af hvis de er helt nye. Tomaterne proppes i glassene, og krydderurter og hvidløg stikkes ned i siden af glassene. 2 tsk salt hældes i hvert glas, og derefter hældes olien over (i det ene glas puttede jeg esdragon i, udover basilikum, og brugte ½ dl eddike + 1½ dl olie - i de to andre brugte jeg kun olie, og ingen esdragon).
Ovnen opvarmes til 110 grader, og glassene stilles ind i en bradepande (der stod ikke noget om at der skulle vand i bradepanden, så det gjorde jeg ikke - men jeg tænkte egentlig over bagefter om det havde været en ide, måske for at de blev hurtigere varme).
Glassene varmes nu op til væsken bobler og tomaterne begynder at synke sammen - i mit tilfælde tog det ca. 2½ time før jeg var sikker på de havde fået nok.
Ovnen slukkes nu, og glassene bliver stående i ovnen og køler af. Opbevares derefter et køligt sted, og i køleskab efter åbning. Trækker i ca. 14 dage inden man bruger af dem.

Konklusion:

Har jeg af gode grunde ikke nogen af endnu, da jeg har tænkt mig at lade dem stå i 14 dage før jeg smager på dem.
Det ene glas kan dog ske at blive taget i brug lidt før - efter at glassene var kølede af, fandt jeg ud af, at pakningen ikke havde siddet ordentligt, så det glas er ikke henkogt ordentligt. Det viste sig også ved, at tomaterne ikke trak op i toppen af glasset, som de gjorde i de to andre.
Jeg ved endnu ikke rigtigt hvad jeg har tænkt mig at bruge dem til - men måske i en tomatsauce kunne de tilføje noget smag - eller på en pizza.

Billeder:

Tomaterne "pakkes" med krydderurter, hvidløg og salt

De to gode glas, hvor tomaterne har søgt op i toppen

Men her er de lidt tunge i rumpen og synker til bunds

Ferie på Kreta - lørdag den 24. juli

Lørdag morgen gik vi over i supermarkedet, der lå lige overfor hotellet, og købte ind til morgenmad, som blev indtaget på altanen - den lå lige ud til græsplænen og poolen, hvilket var meget bekvemt når man skulle i poolen.
Vi købte brød, smør, ost, spegepølse, marmelade, honning, friskbagt brød, mælk og et eller andet chokoladefyldt morgenmadsprodukt, som Henrik og Tobias gerne ville have, og juice - og det var det vores morgenmad bestod af det meste af ugen.

Kl. 10 var der infomøde på M&J's hotel, som vi tog med til, i stedet for det der gjaldt for vores eget hotel (der skulle vi have været med bus til Chania).
Vi havde snakket om at køre en tur til Elafonisi stranden i det sydvestlige hjørne af Kreta, og vi fik guiden til at ringe til det biludlejningsfirma de samarbejdede med, Kreta Rental, for at høre om de havde en 7 personers bil ledig samme dag. Bravo Tours arrangerede også en tur dertil om søndagen, men den kostede 34 EUR pr. person, hvilket vi kunne gøre til næsten halv pris ved at leje en bil.
Vi var heldige at de havde en 9 personers Citroen Jumpy, som kostede 115 EUR for en dag, så 20 minutter senere holdt bilen udenfor M&J's hotel, og efter en hurtig pakning satte vi kursen sydpå.

Vi kørte ned gennem landet, gennem bjerge, og selvom der kun var omkring 70 km derned, tog turen næsten 2 timer - men det var en flot tur.

Her gjorde vi holdt kort før en et-sporet tunnel

Ankommet til Elafonisi - vandet var så lavt så langt ud, at man fik ondt i benene af gåturen - ikke et ord om dårlig kondi eller noget

Fantastisk blå vand

Der skulle jo også lidt føde til - en sandwich med Kreta fyld - fetaost, oliven, tomat og peberfrugt

På vej hjem kørte vi langs vestkysten, og kom her op i højde med skyerne

Om aftenen da vi kom hjem, godt sultne og tørstige, ville vi en tur på Restaurant Nymfi, som jeg havde læst positivt om hjemmefra, og som lå på samme vej som vores hotel. Den drives af en svensk kvinde og hendes græske mand.
Da vi kom fik vi at vide at der ville gå ca. 10 minutter inden et bord var ledigt - det sagde vi ja til at vente på.
Da vi havde fået et bord, fik vi bestemt hvad vi gerne ville have, og så ventede vi ellers på at afgive vores ordre. Og vi ventede. Og vi ventede. Og der skete ingenting. Tobias sad og forsøgte at vinke en tjener hen, men det hjalp ikke.
Efter ca. 10-15 minutter blev vi enige om at vente 5 minutter mere - hvis der stadig ikke var kommet nogen tjener for i det mindste at tage imod vores bestilling på drikkevarer, så ville vi gå. Det kan godt være restauranten har god mad og har fået mange gode anmeldelser - men det er altså ikke hvad vi forstår ved service.

Da der var gået 5-7 minutter yderligere, rejste vi os op og pakkede sammen. På vej ud kom der sjovt nok endelig en tjener og spurgte om ikke der var nogen der havde taget imod vores ordre. Det måtte vi jo svare nej til, og vi gav ham besked på at vi var både sultne og tørstige og ikke havde lyst til at vente længere.
Fair nok at personalet har travlt, men så kunne de måske overveje ikke at tage så mange mennesker ind.

Men sultne og tørstige var vi jo stadig, så vi gik videre på jagt efter et andet sted, der så mere service-venligt ud. Og det skulle vise sig at være held i uheld at vi måtte lede efter et andet spisested.

M&J har været på Kreta før, og mente de kunne huske et sted i nærheden der havde været godt.
Efter en gåtur gennem ret mørke og halv-øde gader, nåede vi til et lidt mere befolket område, hvor vi på det ene hjørne kunne se en restaurant af lidt mindre størrelse, og som også så lidt mere autentisk græsk ud.
Vi bestemte os derfor for at spørge om vi kunne få mad og drikke der, uden at skulle vente for længe (de fik det at vide som det var - at vi var lidt mugne, og meget lidt tilfredse med det andet sted), og det kunne vi. Og dette endte med at blive vores mest besøgte spisested resten af ugen.

Undervejs fik vi lidt at vide om stedet og familien - restauranten hedder Horiatiki Gonia (som vist nok betyder noget i retning af Det Rustikke Hjørne) - det drives af ægteparret Katharina og Niko (er lidt i tvivl om stavemåden, men det er noget i den retning), og deres datter Christina og søn Michalis fungerer som tjenere, børnenes fætter som kassemester, og et par tanter står i køkkenet. Og så er der tjener Vangelis, som ikke er i familie med nogen - i hvert fald ikke dem i restauranten.
Nikos forældre bor i øvrigt i stueetagen inde bag restauranten, så det må siges at være en ren familievirksomhed!

Vi bestilte et par forretter til det brød som altid kommer ind - bl.a. tzatziki og skordalia (mosede kartofler med bl.a. olie og hvidløg). Der kommer et par dårlige billeder, men der var ikke så meget lys på det tidspunkt af aftenen.

Skordalia

Tzatziki

Henrik fik desuden gyros med en tomat-agtig sauce

Jeg bestilte moussaka, som det ikke lykkedes mig at spise op

Uden at vi havde bestilt det, kom der desuden en gang dessert ind - og det fandt vi så ud af er generelt - at der i hvert fald kommer en lille portion af et eller andet, så man behøver sjældent bestille noget til dessert.

Hos Horiatiki Gonia består desserten af to filodejsruller med honning og nødder (tror jeg), en kugle is, chokoladesauce og melon

Og dertil en ouzzo blandet med vand

Der blev desuden fyldt gratis op med både øl og sodavand, så vi var meget mætte og tilfredse da vi gik derfra lidt i midnat, og var enige om at vi gerne ville besøge dem igen senere på ugen...

Ferie på Kreta - fredag den 23. juli

Fredag den 23. gik turen endelig til Grækenland, og til en uges afslapning og hygge - helt nøjagtigt til Hotel Apelia i Agia Marina, lidt vest for Chania, som er den 2. største by på Kreta.
Vi havde lejet en 2-værelses lejlighed uden pension gennem Bravo Tours, og vores venner M & J, samt M's søn og en kammerat, skulle bo på et andet hotel knap 1 km fra os.

Vi ankom i Chania lufthavn lidt efter kl. 14 lokal tid, og efter at have ventet rimelig længe på vores bagage (her gælder begrebet "hvad man ikke når i dag..." uden tvivl), kom vi endelig med bussen, som satte os af som nogen af de sidste.

Opholdsrum med køkken, samt to enkeltsenge - der stod i Bravo Tours kataloget at der ikke var fjernsyn på værelset, men det var der - der var også P1 som radiokanal, så det fik vi også hørt en del. Udover de græske kanaler som var eftersynkroniserede, var der også et par stykker der viste udsendelser på originalsproget, så vi fik bl.a. set lidt American Idol.

Soveværelset med meget hårde senge, som det tog nogle dage at vænne sig til - og over døren den uundværlige air condition, som kørte på 16 grader mere eller mindre i døgndrift - der skal noget til at køle rummene af, når temperaturen udenfor ligger på mellem 30 og 43 grader hele ugen. Om natten tror jeg den lå på mellem 25 og 30, så der var heller ikke meget afkøling at hente.

Hotellet udefra

Der var mange grønne planter rundt omkring - en af dagene hvor der ikke blev gjort rent, gik rengøringsdamerne og beskar planter, så tingene blev holdt vedlige

Min første aftensmad på Restaurant Mitsos - gyros med pommes frites, tzatziki og lidt salat. Bestemt ikke dårligt og vist den bedste tzatziki jeg har fået til dato...

Der var to hotel-katte på stedet - søskendekillinger som var født i foråret. Det var enormt hyggeligt at have dem gående rundt (i hvert fald for en katteelsker som mig), og de var meget kælne og legesyge.