*** OPDATERET VERSION HER: http://hejdis.blogspot.com/2011/01/opskrift-humus-version-2-og-grove.html ***
Som overskriften antyder har kært barn flere navne - jeg ved faktisk ikke hvad den korrekte stavemåde er, men ifølge antallet af hits på Google, og Blogspots egen stavekontrol, så tyder det på at Humus vinder med en kikærtelængde.
Grunden til at humus overhovedet kom i tankerne i dag var vores vinkyndige venner, som spurgte om jeg havde en afprøvet favoritopskrift (jeg har en mistanke om at den skal bruges til den vinsmagningsaften de snart afholder for deres mindre vinkyndige venner - herunder os).
Eftersom jeg (vist nok) aldrig har prøvet at lave det før, så måtte jeg melde pas - men nogle gange når jeg støder på en eller anden opskrift eller hører om et eller andet, så MÅ det bare afprøves i køkkenet her og nu. Og jeg har også mange gange tænkt tanken at NU skulle jeg altså snart prøve at lave det, so there is no time as the present.
Heldigvis havde jeg en pose forkogte kikærter i fryseren (det er så meget nemmere at iblødsætte og koge en stor portion og så fryse dem ned man ikke skal bruge nu og her, i stedet for at måtte vente et døgn når man lige får lyst til noget med kikærter), og jeg mente også at have de fleste af de øvrige nødvendige ingredienser klar, så det var egentlig "bare" at finde en opskrift.
Undervejs i min søgning fandt jeg denne opskrift fra en israelsk blog dedikeret til humus (de staver det så hummus) og kikærter og deraf afledte produkter generelt, og bortset fra en længere historie med at sætte kikærterne i blød med natron, og i øvrigt også bruge natron under kogningen, så fulgte jeg fremgangsmåden ret nøjagtigt.
Næste gang jeg koger kikærter til humus-brug vil jeg prøve med natron, men der er stadig en stor pose i fryseren, så det bliver ikke foreløbigt.
Nå, nok udenomssnak - videre til opskriften!
Humus:
1/4 cup / 0,6 dl tahini (det skal være en af de lyse typer man køber i feks. indvandrerbutikker - ikke den mørke bitre fra Urtekram!)
1½ spsk citronsaft (ca. ½ citron)
1 pænt stort fed hvidløg skåret i lidt mindre stykker
1/4 tsk stødt spidskommen
½ cup / 1,2 dl vand (her skal man i følge opskriften bruge kogevandet, men det kunne jeg af gode grunde ikke)
ca. 1 tsk salt, men det afhænger af smagsløgene, så prøv jer frem
evt. en knivspids cayennepeber
olivenolie
røget (eller almindelig) paprika
friskhakket persille
De frosne kikærter tøes op i mikroovn i ca. et minut, eller koges evt. et par minutter til de er helt optøede.
Kikærterne males i en minihakker/foodprocessor eller hvad man nu har - en morter kan også gøre det i mangel af bedre.
Tahini, citronsaft, hvidløg, spidskommen og ca. det halve af vandet tilsættes, og det blendes/hakkes til det har en jævn konsistens. Tilsæt så meget vand som nødvendigt, og vær obs på at hvis humusen skal stå i længere tid før den spises, så vil den blive tykkere da kikærterne og tahini suger vand, så den skal være lidt tyndere end man vil servere den.
Smag til med salt og tilsæt cayennepeber, hvis den gerne må have lidt bid.
Inden servering hældes humusen i en skål, dryppes med olivenolie og drysses med paprika, og pyntes evt. med frisk persille, eller persillen serveres ved siden af.
Kan gemmes i køleskab i 1-2 døgn - alternativt kan man vente med at tilsætte citronsaft, så skulle den kunne holde en dag eller to længere - men jeg synes nu den er så nem at lave, at jeg max. ville lave til to dage ad gangen.
Konklusion:
![]() |
| Her kan man (måske) se den noget grove konsistens |
Som skrevet vil jeg prøve på et tidspunkt helt fra bunden af, med at følge kogevejledningen i den originale opskrift, og så får vi se om det bliver bedre.
Jeg ved i hvert fald nu hvad jeg skal have med til frokosten i morgen!



