Der er allerede mange der er hoppet med på legen om at skrive 20 ting om sig selv så læserne kan lære en lidt bedre at kende, og jeg kan selv godt lide at vide noget om de bloggere jeg læser med hos, så måske nogen af jer derude synes det samme.
Hvis ikke, så er det tilladt at springe det over.
Under alle omstændigheder bliver det nogle ret udvidede facts og derfor LANGT - primært fordi jeg egentlig ikke synes jeg deler SÅ meget om mig selv i mine sædvanlige indlæg, så når først jeg kommer i gang, har jeg svært ved at få stoppet igen.
Derfor deler jeg det op i 3 portioner.
Som stadig bliver lange.
De første 7 lange facts om mig:
1. Vi starter ud med noget der er relevant for bloggen - nemlig madlavning.
Jeg begyndte først for alvor at interessere mig for dette i starten af 2009 - der begyndte vi at gå en del op i grillning. Vi havde haft en kuglegrill siden vi flyttede i huset i 2004, men den var mest blevet brugt til de obligatoriske pølser og en bøf - men efter at have opdaget Weberklubben, meldte vi os ind i den og fandt en masse inspiration, købte en masse udstyr og var med på Weber Camp i Give.
Jeg lavede en blog på Weberklubben, hvor det selvsagt mest gik ud på at grille maden, så det var ikke meget køkkenet blev brugt den sommer - men i efteråret 2009 kom madlavningen mere til at foregå i køkkenet, og jeg bestemte mig for at starte denne blog, som kom til at handle om madlavningen i huset generelt, og ikke kun grillning. Siden da har Weberklub bloggen ligget stille, og jeg bruger ikke længere grillen til så meget som dengang hvor ALT
(bortset fra koldskål) jo nærmest skulle på risten. Selv flødeboller har jeg bagt på den.
Grillbestanden er også skrumpet noget, så fra at have haft både en 57 cm kuglegrill, en Smokey Joe, Smokey Mountain, Q320, Q120 og Summit 670, har vi i dag "kun" Summit'en, som vi bruger til næsten alt, Q120 som bruges hvis der lige mangler lidt ekstra plads, eller hvis vi skal have en grill med på tur, og så Smokey Joe som vi stort set aldrig har brugt - men eftersom den reelt blev købt til Bonussønnen tror jeg heller ikke vi sælger den. Kan være han vil overtage den, når han engang flytter hjemmefra. Om ikke andet kan den vel bruges til at plante krydderurter i.
Jeg kan i dag godt ærgre mig over, at jeg ikke interesserede mig mere for madlavning noget tidligere
(og kan godt undre mig over/ikke huske hvad vi egentlig har fået at spise før 2009, udover pasta og kødsauce) - men bedre sent end aldrig.
Så sparede vi da også de penge dengang, for mad er godt nok en stor post på budgettet i dag.
2. Mit kælenavn, som stammer fra folkeskolen, er Tulle, og det hænger stadig ved hos dem jeg fortsat har kontakt med fra dengang, og fra handelsskoletiden. Så vidt jeg husker blev det til fordi vi var flere der hed Heidi i årgangen i 8./9. klasse - hvem der fandt på det kan jeg dog ikke huske.
3. Efter handelsskolen (dengang tog man en EFG og efterfølgende en HH) anede jeg ikke hvad jeg ville, så jeg endte med at vælge au pair tjansen. Først var det tanken det skulle være i Norge, og jeg var tæt på at få en plads - men tilfældigheder ville at valget i stedet faldt på Luxembourg. Jeg gik på handelsskolen med en hvis forældre boede dernede, og han skulle selv derned og arbejde et års tid efter skolen, så vi aftalte jeg skulle ringe hvis jeg kom derned, så vi lige kunne mødes. Han blev senere en af de bedste venner jeg havde mens jeg var dernede, selvom vi stort set ikke havde snakket sammen i hele skoletiden.
Jeg fik et job hos en dansk/sjællandsk familie med 3 små piger - moren gik hjemme
(uden dog at være ret meget hjemme), og faren arbejdede, som så mange andre danskere, i en bank.
Det var et fantastisk år, hvor jeg fik lov at være en del af familien, og ikke bare var en ansat som blev forvist til værelset hver aften efter arbejdets afslutning
(sådan var forholdene desværre for nogle enkelte).
Der var ca. 20-30 andre danske au pair piger dernede, så der var fest og glade dage på de forskellige pubs i Luxembourg by, som regel både onsdag
(hvor man fejrede at man var halvvejs gennem ugen), fredag og lørdag. I dag fatter jeg ikke at jeg kunne holde til det, men man kan jo alting når man er 19-20 år.
Der har været mange planer om at besøge det dejlige lille land igen siden, men det blev ikke til noget før i 2008, hvor jeg tog Lækkermåsen med derned, og vi kørte landet tyndt, og oplevede den koncert som er nævnt i punkt 6.
4. Undervejs i au pair tjansen blev jeg enig med mig selv om, at jeg skulle være korrespondent i engelsk og tysk, og siden jeg blev færdig med den uddannelse, har jeg haft 3 længerevarende jobs. Det første i 5 år i Horsens, hvor jeg kom i jobtræning i et lille softwarefirma
(det var ikke nemt at få job som nyuddannet, uden erhvervserfaring, så jeg gik ledig i et års tid inden det via arbejdsformidlingen lykkedes at finde dén plads). Dernæst gik jeg igen ledig et stykke tid, efter selv at have sagt mit arbejde op
(efter at være flyttet fra en eks), og endte i et barselsvikariat som receptionist i Brande i et år.
Da det sluttede gik jeg ledig lidt igen, og fik så mit nuværende job, som jeg havde 10 års jubilæum i sidste år.
Det lidt sjove er, at alle disse tre jobs har jeg fået lidt af omveje, og jeg har dermed aldrig prøvet at søge et job på traditionel vis, blive udvalgt til samtale og derefter få jobbet
(gad vide om det siger noget om mine evner indenfor for jobsamtaler?). Det første var som nævnt via arbejdsformidlingen - barselsvikariatet var via min svigerinde, som kørte i tog med en ansat i firmaet, som fortalte at de manglede en barselsvikar fordi den nuværende var stoppet uden varsel. Jeg ringede, fik arrangeret en samtale gennem det vikarbureau jeg var tilmeldt, og startede to dage efter.
Mit nuværende job blev jeg "headhuntet" til, via min profil på Jobnet
(eller hvad det nu hed dengang) - min chef ringede og inviterede mig til samtale, og jeg fik jobbet. Så ja, det kan godt lade sig gøre at få job den vej - eller det kunne det i hvert fald for 10 år siden.
Efter at jeg blev færdig med korrespondentuddannelse svor jeg at det sidste i verden jeg skulle arbejde med var bogholderi og tal - som er det jeg er endt med primært at beskæftige mig med i dag. Jeg bruger dog stadig det engelske en del, men går nærmest i panik hvis der ringer nogen der kun snakker tysk.
5. Jeg er vokset op på en gård i en lille landsby sammen med min storesøster, og begge mine forældre som stadig bor der.
Jeg har tjent lommpenge ved at hakke roer og "rædde-rense"
(og det er først nu det går op for mig at maskinen faktisk hedder en ræKKerenser - for det har aldrig heddet andet end ræDDerenser i min verden - men jeg snakkede også noget mere jysk som barn) - jeg har leget i halmballer og indhaleret rigelige mængder af støv og snavs, har klatret i træer i den bagvedliggende skov, og leget halli-hallo på gaden med de andre børn.
Jeg var barn dengang det altid var varmt om sommeren, det var lyst til kl. 23, og man kunne være ude og lege hele aftenen, uden at ens forældre vidste nøjagtigt hvor man var, eller hvem man var sammen med.
Selvom min far sjældent kunne holde rigtigt fri i flere dage pga. dyrene, så var vi alligevel på heldagsture til stranden flere gange hver sommer, og selvom jeg aldrig rigtig har lært at svømme ordentligt, og ikke kan have hovedet under vand, så elsker jeg badeferier, og har aldrig været på en eneste skiferie i mit liv
(og kommer det heller aldrig).
Tanken om at flytte til noget mindre, men i en lidt større by, er vist så småt begyndt at melde sig hos mine forældre, og selvom der måske går et par år eller 5 endnu før det bliver en realitet, så bliver det en meget mærkelig fornemmelse, den dag min søster og jeg ikke længere kan komme "hjem".
6. Mit største idol gennem tiden er, uden diskussion, D-A-D. Det startede allerede i folkeskolen hvor jeg kan huske at min søster og jeg optog
It's After Dark på video fra et eller musikprogram, og efterfølgende voldspillede det videobånd så det er et mirakel det ikke blev slidt op
(i ved, det var dengang man optog musik på kassettebånd og videobånd). Den første koncert jeg var til af deres, var i Silkeborg i ca. 1986, i et lille lokale hvor de gik nede mellem publikum inden koncerten startede. Faktisk tror jeg næsten jeg rørte lidt ved Peter, som var trommeslager dengang.
Siden er det blevet til mange koncerter
(bl.a. i Luxembourg i 2008, hvor de var hyret til at spille koncert for en dansk bankmands søn, der fyldte 18 - det var en offentlig koncert som alle kunne købe billet til, men det var næsten lige så intim en oplevelse som den første i Silkeborg, med plads til ca. 500 mennesker), og jeg får hvert år et julekort gennem deres Net Pet klub. For nok ca. 20 år siden sendte de et par strømper med deres ko-hoved logo ud i julegave - dem har jeg stadigvæk, og de sidder fantastisk, selvom de er tæt på gennemslidte i hælen.
7. Jeg tror jeg har nogle lettere autistisk-lignende træk, bl.a. min trang til at have enormt meget styr på min
krydderiskuffe, og til dels min bogreol - som dog ikke får så mange nye tilføjelser længere, efter jeg er begyndt at læse bøger på iPhone og iPad. Jeg vil ikke kalde mig selv en liste-person
(altså en der styrer alting med lister - bortset fra indkøbslisten på telefonen, den kan jeg ikke leve uden) - men jeg har det generelt bedst med at vide hvad der skal ske i løbet af en dag, hvor mange jeg skal lave mad til, og hvem der er hjemme hvornår.
Med en mand der er fuldstændig modsat og meget spontan, er jeg dog tit tvunget til at følge med og udfordre mig selv, og det er sikkert sundt nok
(selvom det ind i mellem giver anledning til en del diskussioner) - jeg synes også jeg er blevet bedre til bare at sige "ok" og så gå ud og sætte håret, når det pludselig bliver foreslået at vi skal ud af døren om 5 minutter - men jeg har det stadig bedst med at vide at nu kan jeg sætte mig i sofaen, og så skal vi ikke mere i dag...
- fortsættes -
Men - for at man kan lave en kartoffelmad skal kartoflerne koges ordentligt (og det gælder jo egentlig uanset om de nye kartofler skal bruges til en mad, bare til at spise kogte, eller kolde i en kartoffelsalat). Jeg har altid været en klovn til at koge kartofler, uanset om det var nye eller gamle - de fik altid for meget og blev smattede og trælse.
Indtil jeg læste et tip om at koge nye kartofler i ca. 6-8 minutter (afhængig af størrelsen - jeg plejer at skære de største halvt over, hvis de er meget uens i størrelse, men det bedste resultat fås hvis de alle har nogenlunde samme størrelse), tage dem af varmen, og derefter lade dem trække i kogevandet ca. lige så længe, til de er lige netop møre (mærk efter med spidsen af en urtekniv ca. halvt ind i kartoflen). Derefter op af vandet og dampe tørre i en sigte - og så er de klar. Enten til at spise, eller til at køle af og bruge kolde til kartoffelmaden eller i kartoffelsalaten (men det gør ikke noget de stadig er lune på kartoffelmaden - det bliver den ikke ringere af).
