lørdag den 28. august 2010

Opskrift: Hjemmelavet müsli vers. 2 med tørrede frugter - luksusudgaven






 



Efter tirsdagens lidt mislykkede müsli eventyr (som nu egentlig ikke smager så skidt endda), tog jeg udfordringen op igen i torsdags - jeg havde nævnt müslien på facebook, hvilket inspirerede en FB-ven til også at lave en portion, og hun linkede til en opskrift som så lidt bedre ud mht. at undgå det brændte.
Jeg gik derfor ud fra denne opskrift, men ændrede lidt i mængderne og ingredienserne, så det passede med hvad jeg havde, og hvad Superbest havde at byde på i dag - der kom bl.a. nogle tørrede frugter og bær i.

Hjemmelavet müsli med tørrede frugter:ca. 1250 g


400 g grovvalsede havregryn
200 g speltflager
75 g solsikkekerner
75 g hørfrø
75 g græskarkerner
50 g grofthakkede valnødder
75 g grofthakkede mandler
25 g kokosspåner
75 g finthakkede tørrede dadler
50 g finthakket tørret mango 
50 g grofthakkede tørrede blåbær


Sukkerblanding:


75 g (1 dl) mørk muscovadosukker
50 g (½ dl) ahornsirup
1½ dl vand


Havregryn og speltflager hældes i en bradepande beklædt med bagepapir. Stilles i en kold ovn som tændes på 160 grader almindelig varme, og bages i 15 min. (regnet fra det øjeblik man stiller den i ovnen).


Imens koges vand op med sukker og sirup, til sukkeret er opløst.
Når de første 15 min. er gået, hældes sukkerblandingen over grynene, og der røres godt rundt så sukkerblandingen fordeles jævnt.
Bag i 15 minutter mere.

Tilsæt solsikkekerner, hørfrø og græskarkerner, og rør godt rundt. Bag i 15 minutter mere.

Tilsæt til sidst valnødder og mandler, og bag i endnu 15 min.

Efter de sidste 15 minutter, hældes blandingen i en stor skål til afkøling, og kokosspåner, dadler, mango og blåbær blandes i, hvorefter müslien køles helt af, inden den hældes i en lufttæt beholder.

Konklusion:

Meget bedre denne gang - det eneste der blev en smule brændt var kokosspånerne, som var mere brune end hvide (uden at de dog smager brændt), og dem havde jeg tilsat så de fik de sidste 15 min. med i ovnen - men jeg tror det er bedre at putte dem i "rå" sammen med de tørrede frugter til allersidst, så derfor har jeg skrevet det sådan i opskriften - og jeg puttede lidt ekstra i efter bagningen, og det hjalp på smagen.
Det vigtigste i denne opskrift er at overholde tiderne, samt hvornår man tilsætter de forskellige ting - så kan det vist ikke gå helt galt.
Lækkermåsen fik en lille portion oven på A38 til aftensmaden (da lysten til rugbrødsmadder, som menuen ellers stod på, ikke var tilstede), og han sagde også god for den, hvilket egentlig overraskede mig lidt - han plejer kun at gide müsli som enten indeholder chokolade, eller enorme mængder sukker.
Jeg har selv spist den oven på A38 de sidste par dage, uden ekstra sukker, og jeg er faktisk meget begejstret for den, så den bliver helt sikkert lavet igen. Måske med andre tørrede bær og frugter næste gang - der ligger en grønthandler tæt på mit arbejde, som har alverdens forskellige slags tørret frugt, så mulighederne er mange - men det fungerer rigtigt godt med det jeg puttede i denne gang.

2 kommentarer:

  1. Din müsli ser rigtig god ud. Jeg har også prøvet at lave hjemmelavet müsli engang, men ligesom din første udgave endte jeg ud med en meget meget brun müsli. Også selvom jeg hev pladen ud af ovnen længe inden bagetiden var slut ifølge opskriften. Ved ikke lige hvad det er for nogle ovne de kogebogsskribenter kører med.

    Måske skulle jeg prøve din opskrift og se om der er mere held i det:-)

    SvarSlet
  2. Og det er bare sur røv når man har brugt både tid og ingredienser på noget man regnede med blev godt!
    Hvis du følger denne opskrift i stedet mht. temperatur, bagetider osv., og først tilføjer nødder/mandler de sidste 15 min., og kokos og tørret frugt efter bagningen, så tror jeg næsten ikke det kan gå galt - havregryn og speltflager bliver ikke brændt efter en time :-)

    SvarSlet