Viser opslag med etiketten brunch. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten brunch. Vis alle opslag

torsdag den 22. september 2011

Opskrift: Små brunch-pandekager


Til vores brunch i lørdags skulle der selvfølgelig også små pandekager til - jeg havde fundet en opskrift i Familiejournalen, hvor de efter sigende kunne laves dagen før, og varmes forsigtigt op i ovnen, og det passede perfekt ind i mit program.
Jeg lavede halv portion i forhold til opskriften, og lavede dem forholdsvis små så jeg var sikker på der var minimum 2 til hver, så jeg endte med lidt over 30 stk. - så var der lige et par smagsprøver (og så bliver de første heller aldrig så gode, så de er jo dømt til at blive spist).
Jeg lavede en test med et par stykker først, for at se om de var søde nok, og det syntes jeg ikke helt, så jeg brugte noget mere sukker end i opskriften - men det kan selvfølgelig justeres efter smag, og efter hvad der skal serveres til.
Pandekagerne hæver godt op pga. bagepulveret, så de skal ikke laves så tykke.

De blev serveret med noget så simpelt som ahornsirup - men lidt græsk yoghurt og frugt vil sikkert også være godt til - hvis man da ikke går the American way, og overøser dem med stegt bacon og smeltet smør, sammen med siruppen.

Små brunch-pandekager:
ca. 30 stk.

300 g hvedemel
1 spsk bagepulver
½ tsk salt
3/4 dl sukker
6½ dl kærnemælk
3 æg
25 g smeltet smør
smør eller neutral olie til at stege i

Mel, bagepulver og salt sigtes ned i en skål og sukker hældes i. Pisk kærnemælk med æg og det smeltede smør i en separat skål. Lav en fordybning i midten af melet og hæld kærnemælksblandingen i, i en tynd stråle, mens der piskes grundigt - fortsæt til det hele er pisket sammen, og er uden klumper.
Varm en pande (eller to) op - jeg brugte trin 6-7 ud af 9 - og steg små pandekager i en smule smør eller olie. Jeg brugte nok ca. ½ dl pr. pandekage. De steges til de er gyldne på stegefladen, og vendes og steges færdige.
Hvis de skal serveres med det samme, holdes de lune på en tallerken under staniol, eller de sættes i køleskab og lunes i ovnen under staniol når de skal bruges.

Konklusion:

Da der lige kom lidt ekstra sukker i, blev smagen rigtig god, og de klarede fint turen med genopvarmning dagen efter. Jeg kunne forestille mig at man også godt kunne fryse dem ned og så varme dem forsigtigt op igen - det gør det noget nemmere hvis man skal bruge mange.
En anden gang leger jeg med tanken om at der skal diverse smagstilsætninger i - feks. (blå)bær, banan, chokolade/kakao - mulighederne er jo mange. Man kunne sikkert også godt snige noget fintrevet squash ind i - og noget grovere mel, eller måske havregryn. Så er de jo næsten sunde.

onsdag den 7. september 2011

Opskrift: Hjemmelavet Nutella / chokolade smørepålæg


I næste weekend skal vi holde brunch-fødselsdag for Lækkermåsens familie, og jeg har været ved at spekulere over hvad der skal på bordet. Der skal jo nok noget med æg og bacon til, sammen med nogle brunch pølser vi allerede har i fryseren, og hjemmelavet appelsin- og blommemarmelade er også klar.
Derudover skal der måske laves en ost igen, med chili og hvidløg, hvis jeg når det nogle pandekager (har heldigvis fået fri dagen før), og så har jeg tænkt mig at prøve det her kernebrød uden mel, som lyder rigtig godt.

Og endelig skal der Nutella til - eller chokolade smørepålæg, om man vil, for smagsmæssigt ligger den hjemmelavede nok noget ved siden af den traditionelle Nutella.

Jeg søgte lidt rundt omkring og fandt bl.a. Anne au Chocolats opskrift (med nødder) her - den gik jeg ud fra, men ændrede lidt i mængder og tilføjede desuden flormelis, da jeg brugte meget mørk chokolade, og den lige trængte til lidt ekstra sødt.

Hjemmelavet Nutella / chokolade smørepålæg:
ca. 3½-4 dl

150 g god chokolade (jeg brugte 125 g 70% mørke knapper fra Callebaut, og 25 g lys chokolade)

50 g ristede og afskallede hasselnødder (brug fingrene til at afskalle med, eller gnid nødderne i et rent viskestykke - det gør ikke noget hvis der kommer en smule skal med, den må bare ikke være brændt)
1½ dl piskefløde
30 g smør i tern
2 spsk flormelis
et lille nip flagesalt der er knust mellem fingrene

Nødderne ristes i et fad i ovnen ved 130 grader varmluft i ca. 10-15 minutter, til skallen løsner sig (pas på de ikke bliver for mørke!)
Nødderne kværnes helt fint i feks. en kaffekværn (jeg har en jeg kun bruger til krydderier og nødder) eller foodprocessor - eller hak dem med en kniv i den grovhed man ønsker (jeg ville gerne have den helt glat, men man kan selvfølgelig sagtens lave den med lidt bid i).
Hak chokoladen (ikke nødvendigt hvis man bruger knapper) og bland den med nødderne.
Varm fløden op til den småkoger, og hæld den i chokoladen/nødderne - rør rundt til chokoladen er helt smeltet. Bland smørret i og rør rundt igen til det også er smeltet, og massen er uden klumper. Tilsæt flormelis (smag evt. til med lidt af gangen - mængden afhænger også lidt af hvor mørk chokolade man har brugt, og hvor bitter eller sød man gerne vil have den) og bland en fingerspids salt i.
Hæld blandingen på glas og luk til det med det samme - opbevares i køleskab, hvor det vil stivne lidt, men ikke mere end at det sagtens stadig kan smøres ud
EDIT: Det har nu stået i køleskabet natten over, og er stivnet en del, men det gør Nutella selvfølgelig også i køleskab - så det skal nok lige stå ved stuetemperatur en halv time før det er ordentligt smørbart.
Holder i ca. 14 dage på køl (hvis ikke det er spist inden). 

Konklusion:

Den minder meget om Princip udgaven af Nutella i smag - man skal uden tvivl være glad for mørk chokolade for at kunne lide denne version, og det er ikke nødvendigt (eller for den sags skyld anbefalelsesværdigt) at putte ret meget på brødet - men jeg er faktisk positivt overrasket, og synes sagtens den kan udgøre en erstatning for Nutella, og ikke mindst de billige købe-varianter.
Lækkermåsen var ikke udelt begejstret (og han spiser ellers kun mørk pålægschokolade) men jeg tror måske lige han skal vænne sig til den.
Det har jeg allerede gjort.