torsdag den 30. januar 2014

Low carb/LCHF+almindelig opskrift: Oksekødboller i berømt tomatsauce med smør


For snart to år siden huserede en bestemt tomatsauce med smør i blogland, men jeg nåede aldrig at få den prøvet da den var på sit højeste.
Ikke før i sidste uge, hvor jeg fik lyst til kødboller i sauce - og derfor kom til at tænke på tomatsaucen igen. Og faktisk blev overrasket over at det allerede er så længe siden den var fremme - mente bestemt det var sidste år, men hukommelsen er åbenbart begyndt at svigte.

Det ændrer heldigvis ikke på at det er en meget simpel opskrift, som stammer fra den italienske kogebogsforfatter Marcella Hazan (som i øvrigt døde sidste efterår), og den går i al sin enkelhed ud på at lade tomater, smør og løg simre en times tid, fiske løget op, smage til, og bum, så er der sauce. Forfatterens søn, Giuliano Hazan, har publiceret opskriften her.

Jeg valgte at tilsætte lidt ekstra smag i form af hvidløg og rosmarin, bl.a. inspireret af Klidmoster, og smagte til sidst til med salt, peber og sirup (yacon, agave, sweet freedom eller hvad man nu har) - jeg brugte dåsetomater, som ganske vist smager af mere end friske tomater på denne årstid, men jeg synes alligevel saucen manglede en smule sødme til sidst.
Det vil selvfølgelig være oplagt at bruge friske tomater, hvis man kan finde nogen der smager af noget i sæsonen, men ellers brug en god type fra dåse eller glas/flaske, gerne økologiske.

Kødbollerne blev til med inspiration i nogle kyllingekødboller jeg lavede for længe siden, men aldrig har fået blogget om, og jeg kan derfor ikke huske hvor jeg fandt opskriften - men de er lavet uden mel, og eftersom tomatsaucen heller ikke indeholder voldsomme mængder tilsatte kulhydrater og jeg serverede retten med squashetti (squash i brede strimler), ryger hele opskriften ind under kategorien low carb/LCHF.
Men man kan jo justere den som man har lyst til.
Med mel i bollerne, og almindelig pasta.

Tomatsauce med smør:
ca. 2-3 personer

2 ds hakkede tomater, i alt 800 gram
70 g smør (jeg brugte saltet)
1 stort løg
2 fed hvidløg
½ tsk tørret rosmarin
salt og friskkværnet peber
evt. lidt sirup (yacon, agave, sweet freedom) - vil man lave den helt low carb, så brug evt. lidt kulydratfattig sødemiddel, feks. Sukrin eller Stevia - eller undlad det helt

pynt:
friskrevet parmesanost
friskhakket basilikum

Løget pilles og skæres igennem en gang på langs - hvidløgsfed pilles og skæres igennem en gang på langs. Tomater, smør, løg, hvidløg og rosmarin hældes i en gryde, gerne en lidt bred en, så væskefordampningen sker lidt hurtigere - der tændes for varmen og når tomaterne begynder at plutte i gryden, skrues ned på lav varme, og saucen simrer uden låg i ca. 45-60 minutter, indtil den begynder at tykne, og smørret ligesom separerer sig fra tomaterne i toppen.
Fisk løg og hvidløg op af gryden (gem dem evt. til kødbollerne) - nu kan saucen enten blendes, eller man kan knuse større stykker af tomater med en ske mod siden af gryden hvis man gerne vil have den jævn.
Smag til med salt, peber og evt. sødning.

Oksekødsboller:
ca. 2-3 personer

400 g god kvalitet hakket oksekød (jeg hamstrer øko i Bilka når der er rabat)
1 finthakket løg (genbrug gerne det fra tomatsaucen, og tilsæt evt. lidt ekstra frisk, da det i saucen har afgivet en del af smagen)
1 stort fed presset hvidløg (plus evt. det fra tomatsaucen)
1 stor æggehvide
1 tsk HUSK (den grønne - eller ½ tsk fiberHusk)
1-2 tsk dijonsennep
¼ tsk chipotlepulver
1 tsk fintrevet citronskal (fra usprøjtet/ øko citron)
1 tsk tørret basilikum
1 tsk tørret timian
1-2 tsk salt
½ tsk fingerpeber (lidt mindre hvis man bruger stødt peber)

Rør det hakkede kød godt sammen med de øvrige ingredienser - bring en gryde vand i kog og kog en test-bolle så smagen kan justeres - måske skal der ikke 2 tsk salt i fra starten, så prøv dig frem til smagen passer med det hele.
Form resten af farsen til små boller og kog dem til de flyder på toppen - flyt dem derefter over i tomatsaucen og varm det hele igennem.
Gem evt. kogevandet til at koge pasta i, hvis du serverer det til retten - så spares der lidt vand.

Server saucen og kødbollerne med squashetti og/eller pasta, og pynt med revet parmesanost og frisk basilikum.

Konklusion:

Er den så lige så fantastisk som den er blevet udråbt til, tomatsaucen med smør?
Jeg vil ikke påstå at jeg blev fuldstændig blown away - jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, men jeg blev måske en lille smule skuffet. Altså ja, det er helt klart en god tomatsauce, og smørret giver også en anden smag end feks. olivenolie ville have gjort - men sådan ligefrem eksorbitant god - det synes jeg måske ikke. 
Ikke desto mindre smagte det hele godt, og selv Lækkermåsen, som ellers ikke er den helt store fan af tomatsauce i den her sammenhæng, sagde det helt af sig selv.
Så jeg vil uden tvivl kunne finde på at lave tomatsaucen igen, men måske skal der lidt ekstra smør, plus lidt flere smagstilsætninger i, før jeg synes den er helt oppe at ringe.

Har du prøvet den, og hvad synes du om smagen?

tirsdag den 28. januar 2014

Vind Jane Faerbers/Madbandittens nye LCHF bog, Mæt & Slank med LCHF


Sponsoreret indlæg

Igen har jeg fået lov at udlodde en bog i samarbejde med Politikens Forlag - denne gang er det guf for low carb/LCHF folket, nemlig fortsættelsen til Jane Faerbers/Madbandittens LCHF - Spis Dig Mæt & Glad:

"Mæt & Slank med LCHF

I pressebrevet fra Politikens Forlag står der bl.a.:

LCHF - Low Carb High Fat er en kostmodel, som har taget Danmark med storm. Principperne er enkle, maden er nem og velsmagende, og effekten mærkes øjeblikkeligt!

Spis dig mæt og tab dig samtidig! Det lyder næsten for godt til at være sandt. I alt for mange år har vi lært, at vægttab er ensbetydende med afsavn, lidelse og sult. Men ingen kan holde ud at være sulten i længere tid af gangen, og derfor er det projekt dømt til at mislykkes.

Med LCHF starter vi et helt andet sted. Vi starter med at spise rigtig mad. Mad, som kroppen kan forstå og genkende som mad, og som vi kan spise os mætte i med god samvittighed. Når vi lægger kosten om til STRIKS LCHF og spiser få kulhydrater og mere fedt, sker der nemlig det fine, at kroppens maskineri skifter brændstof. Og i stedet for at bruge kulhydrater som energi, forbrænder kroppen nu fedt som energi. Det har den åbenlyse fordel, at kroppen nu har fri adgang til de reserver, vi i årenes løb har bygget op og lagret rundt omkring på vores krop.

Med bogen her får du en livsstil, som på én gang regulerer dine hormoner, dit blodsukker og din appetit. Og kan du gætte, hvad der så også sker? Så regulerer din vægt sig også!

Du kan læse lidt mere om bogen her på side 6 og 7.

For at deltage i konkurrencen om bogen, skal du denne gang opfylde lidt flere krav end ved sidste give-away - men punkt 1 kan forhåbentlig komme andre til gavn også:

1. Læg en besked/kommentar til dette indlæg senest tirsdag den 04.02.2014 kl. 18.00, og skriv din opskrift på din bedste LCHF/low carb dressing/dip/sauce/smør/snask/humus/salsa - hvad som helst der kan bruges som dyppelse eller smørelse til kød og grøntsager, og som er (forholdsvis) low carb/LCHF. Det er fint med opskrifter der indeholder underjords-grøntsager og bælgfrugter.
Kun kommentarer med en opskrift i kommer med i betragtning.
2. Bogen skal kunne sendes til en adresse i Danmark.
3. Husk at nævne din email adresse i kommentaren, så jeg kan få fat på dig hvis du vinder.

Jeg trækker en vinder tirsdag den 4. februar om aftenen, eller hurtigst muligt derefter.

Good luck!

lørdag den 25. januar 2014

Opskrift: Fully loaded/fyldte knuste kartofler



Vi får ikke særlig tit kartofler her om vinteren - jeg er vokset op med kogte kartofler til aftensmad stort set hver dag, og det gør nok bare at jeg ikke synes det er særlig spændende. I hvert fald ikke med vinterkartofler - nej så hellere gemme de kogte kartofler til om sommeren, hvor de nye lækre kartofler gør det lidt mere interessant.

Hvis der skal kartofler på bordet om vinteren skal det derfor være efter lidt mere spændende fremgangsmåder, og nogle af mine favoritter er helt klart de knuste kartofler med eddike og rosmarin, og så Heston Blumenthals ovnkartofler.

Men efter at have set Annes fully loaded hasselbackkartofler, så stod de højt på listen over kartoffelvarianter der skulle prøves. Jeg nåede det dog ikke før jeg også så Closet Cookings loaded smashed potatoes - samme princip som hasselbackkartoflerne, hvor man topper op med ost, creme fraiche, bacon og forårsløg, men i stedet for at lave hasselbackkartofler som skæres næsten igennem (og lad mig bare lige nævne en af mine kæpheste her - det hedder hasselBACK-kartofler - ikke hasselbaGTE kartofler, vel?), koger man bare kartoflerne med skræl, og maser dem let, ligesom de knuste kartofler med eddike og rosmarin, inden man steger/bager dem i ovnen med olivenolie.

Det blev derfor den knuste model der kom på menuen en lørdag aften, sammen med en god bøf af oksefilet, lun rosenkålssalat og et godt brød fra bageren.

Kartoflerne kan sagtens koges i god tid og gøres klar i en bradepande eller et stort fad - så er det bare at poppe dem i ovnen en halv times tid før der spises, og gøre toppings klar.
Så er der lækker kartoffel.

Fully loaded/fyldte knuste kartofler:

så mange kartofler man kan spise (vi fik 2 medium størrelse pr. person)
olivenolie
flagesalt
friskrevet cheddarost
creme fraiche 38%
sprøde bacontern
forårsløg i tynde ringe (eller evt. purløg)

Kog kartoflerne netop møre og køl dem evt. af. Læg dem på en bradepande med bagepapir, eller i et stort fad, mas dem lidt ud med en gaffel, dryp med olivenolie og drys med lidt flagesalt. Alt dette kan gøres i god tid.
Tænd ovnen på 220 grader almindelig varme, og bag kartoflerne i ca. 20-30 minutter, til kanterne begynder at blive gyldne og sprøde (de nåede ikke at blive helt så sprøde, som jeg godt kan lide, denne gang, men der var heller ikke så meget olie på, som når jeg laver dem med eddike og rosmarin).
Server kartoflerne med toppings så man selv kan vælge hvad man vil have på.
Og nyd.

Konklusion:

Favoritten er stadig udgaven med eddike og rosmarin, men den her version er god som afveksling, og jeg tror Lækkermåsen godt kan lide at der skal ting ovenpå. Han var i hvert fald begejstret.
Med tilstrækkelige mængder toppings kan den faktisk udgøre en ret i sig selv, hvis man ikke er så sulten - evt. med lidt salat til.
Uanset hvad, bliver den klart lavet igen - og gerne med endnu mere topping på.

torsdag den 23. januar 2014

Low carb/LCHF opskrift: Lun rosenkålssalat med hvidløg, bacon og æbler


Den her opskrift (eller noget der ligner meget) har jeg egentlig postet før, faktisk for nøjagtig tre år siden, men jeg synes den er så god at den godt kan tåle en gentagelse. Især for dem som har traumer om rosenkål fra barndommen.

Sammen med en ordentlig røvfuld hvidløg, som steges ved svag varme til den værste skarpe hvidløgssmag er væk, og så sprødstegt bacon - så burde de fleste kunne være med.

Æblerne skal ikke varmes med, så om man vil tilsætte dem til den varme salat, eller køle kålene lidt af før man serverer dem er op til ens egen smag - salaten kan sagtens spises lidt afkølet, men hvis du sætter den i køleskabet inden servering, så tag den ud lidt før, så kålene ikke er helt kolde.
Æblerne gør at salaten ikke er 100% low carb, så hvis man vil være helt striks kan man sagtens undlade dem - jeg synes dog de giver en rigtig god smag, og hvis man tillader sig selv lidt frugt, så er det her en af de retter, hvor æbler er velkomne.

Eneste minus ved den her ret var, at jeg også havde bagt nogle rødbeder i ovnen, og de skulle have været blandet i salaten da vi først fik den.
Men det glemte jeg.
Godnat og sov godt.

Lun rosenkålssalat med hvidløg, bacon og æbler:
ca. 4-5 personer

200 g god bacon i tern
olivenolie eller baconfedt
6 fed finthakket hvidløg
1 lille finthakket rødløg
1 lille stykke finthakket rød chili
450 g rosenkål i kvarte (ca. 350 g renset vægt)
1 æble i små tern

Start med at stege bacontern sprøde - gem evt. noget af fedtet til at stege grøntsagerne i.
Lad hvidløg, rødløg og chili simre ved svag til medium varme i ca. 10-15 minutter i baconfedtet eller olivenolie, men pas på at hvidløgene ikke branker og tager farve - de skal kun simre stille og roligt, så noget af den skarpe smag forsvinder.
Tilsæt rosenkål og lad dem svitse med et par minutter - de skal stadig være sprøde, og kun lige lunes.
Hæld blandingen i en skål og bland æblerne i - server salaten lun eller afkølet.

Konklusion:

Vi fik salaten sammen med en god bøf, knuste kartofler med fyld og et godt brød, og den fungerer altså rigtig godt som tilbehør. Den smager overhovedet ikke af kål, og det "langtids-svitsede" hvidløg giver rigtig god smag sammen med bacon og æblerne.
Hvis du har det skidt med rosenkål, så giv det her et forsøg.
Du kunne risikere at skifte mening.

søndag den 19. januar 2014

Vindere af 5:2 kogebogs give-aways



Uden yderligere udenomssnak - her er vinderne af de to kogebøger om 5:2 fasten - Random.org har igen hjulpet mig, og denne gang har jeg endda fundet ud af at sætte billederne rigtigt ind:


Vinder af 5:2 Kurens Kogebog blev kommentar nr. 17, Pia H.:
Sjovt... jeg sad lige i går og fablede til kæresten om 5.2 kuren. Han mener ikke, jeg behøver tabe mig, men vil klart støtte op om projektet, hvis jeg vælger at starte. Er han ikke skøn??
Så... 5:2 Kurens Kogebog... ville være dejlig at få i min retning:-D


Vinder af Sund og Slank med 5:2 blev kommentar nr. 9, Louise:''
Jeg kunne rigtig godt tænke mig at vinde Big nummer to: "Sund og Slank med 5:2". Det kunne være sjovt at få prøvet kuren af.

Til lykke til jer begge, og tak til alle der var med - hvis i sender mig en mail på hejdi (at) fiberpost . dk med jeres navn og adresse, så får jeg sendt bøgerne i løbet af næste uge.

God fornøjelse med dem :-)

fredag den 17. januar 2014

Husk give-away på 5:2 bøger



Du kan stadig nå at deltage i konkurrencen om en af de to 5:2 faste bøger - se mere her.
Frist er søndag kl. 18!

mandag den 13. januar 2014

20 udvidede facts om mig - del 1 af 3

Der er allerede mange der er hoppet med på legen om at skrive 20 ting om sig selv så læserne kan lære en lidt bedre at kende, og jeg kan selv godt lide at vide noget om de bloggere jeg læser med hos, så måske nogen af jer derude synes det samme.
Hvis ikke, så er det tilladt at springe det over.

Under alle omstændigheder bliver det nogle ret udvidede facts og derfor LANGT - primært fordi jeg egentlig ikke synes jeg deler SÅ meget om mig selv i mine sædvanlige indlæg, så når først jeg kommer i gang, har jeg svært ved at få stoppet igen.
Derfor deler jeg det op i 3 portioner.
Som stadig bliver lange.

De første 7 lange facts om mig:

1. Vi starter ud med noget der er relevant for bloggen - nemlig madlavning.
Jeg begyndte først for alvor at interessere mig for dette i starten af 2009 - der begyndte vi at gå en del op i grillning. Vi havde haft en kuglegrill siden vi flyttede i huset i 2004, men den var mest blevet brugt til de obligatoriske pølser og en bøf - men efter at have opdaget Weberklubben, meldte vi os ind i den og fandt en masse inspiration, købte en masse udstyr og var med på Weber Camp i Give.
Jeg lavede en blog på Weberklubben, hvor det selvsagt mest gik ud på at grille maden, så det var ikke meget køkkenet blev brugt den sommer - men i efteråret 2009 kom madlavningen mere til at foregå i køkkenet, og jeg bestemte mig for at starte denne blog, som kom til at handle om madlavningen i huset generelt, og ikke kun grillning. Siden da har Weberklub bloggen ligget stille, og jeg bruger ikke længere grillen til så meget som dengang hvor ALT (bortset fra koldskål) jo nærmest skulle på risten. Selv flødeboller har jeg bagt på den.
Grillbestanden er også skrumpet noget, så fra at have haft både en 57 cm kuglegrill, en Smokey Joe, Smokey Mountain, Q320, Q120 og Summit 670, har vi i dag "kun" Summit'en, som vi bruger til næsten alt, Q120 som bruges hvis der lige mangler lidt ekstra plads, eller hvis vi skal have en grill med på tur, og så Smokey Joe som vi stort set aldrig har brugt - men eftersom den reelt blev købt til Bonussønnen tror jeg heller ikke vi sælger den. Kan være han vil overtage den, når han engang flytter hjemmefra. Om ikke andet kan den vel bruges til at plante krydderurter i.
Jeg kan i dag godt ærgre mig over, at jeg ikke interesserede mig mere for madlavning noget tidligere (og kan godt undre mig over/ikke huske hvad vi egentlig har fået at spise før 2009, udover pasta og kødsauce) - men bedre sent end aldrig.
Så sparede vi da også de penge dengang, for mad er godt nok en stor post på budgettet i dag.

2. Mit kælenavn, som stammer fra folkeskolen, er Tulle, og det hænger stadig ved hos dem jeg fortsat har kontakt med fra dengang, og fra handelsskoletiden. Så vidt jeg husker blev det til fordi vi var flere der hed Heidi i årgangen i 8./9. klasse - hvem der fandt på det kan jeg dog ikke huske.

3. Efter handelsskolen (dengang tog man en EFG og efterfølgende en HH) anede jeg ikke hvad jeg ville, så jeg endte med at vælge au pair tjansen. Først var det tanken det skulle være i Norge, og jeg var tæt på at få en plads - men tilfældigheder ville at valget i stedet faldt på Luxembourg. Jeg gik på handelsskolen med en hvis forældre boede dernede, og han skulle selv derned og arbejde et års tid efter skolen, så vi aftalte jeg skulle ringe hvis jeg kom derned, så vi lige kunne mødes. Han blev senere en af de bedste venner jeg havde mens jeg var dernede, selvom vi stort set ikke havde snakket sammen i hele skoletiden.
Jeg fik et job hos en dansk/sjællandsk familie med 3 små piger - moren gik hjemme (uden dog at være ret meget hjemme), og faren arbejdede, som så mange andre danskere, i en bank.
Det var et fantastisk år, hvor jeg fik lov at være en del af familien, og ikke bare var en ansat som blev forvist til værelset hver aften efter arbejdets afslutning (sådan var forholdene desværre for nogle enkelte).
Der var ca. 20-30 andre danske au pair piger dernede, så der var fest og glade dage på de forskellige pubs i Luxembourg by, som regel både onsdag (hvor man fejrede at man var halvvejs gennem ugen), fredag og lørdag. I dag fatter jeg ikke at jeg kunne holde til det, men man kan jo alting når man er 19-20 år.
Der har været mange planer om at besøge det dejlige lille land igen siden, men det blev ikke til noget før i 2008, hvor jeg tog Lækkermåsen med derned, og vi kørte landet tyndt, og oplevede den koncert som er nævnt i punkt 6.

4. Undervejs i au pair tjansen blev jeg enig med mig selv om, at jeg skulle være korrespondent i engelsk og tysk, og siden jeg blev færdig med den uddannelse, har jeg haft 3 længerevarende jobs. Det første i 5 år i Horsens, hvor jeg kom i jobtræning i et lille softwarefirma (det var ikke nemt at få job som nyuddannet, uden erhvervserfaring, så jeg gik ledig i et års tid inden det via  arbejdsformidlingen lykkedes at finde dén plads). Dernæst gik jeg igen ledig et stykke tid, efter selv at have sagt mit arbejde op (efter at være flyttet fra en eks), og endte i et barselsvikariat som receptionist i Brande i et år.
Da det sluttede gik jeg ledig lidt igen, og fik så mit nuværende job, som jeg havde 10 års jubilæum i sidste år.
Det lidt sjove er, at alle disse tre jobs har jeg fået lidt af omveje, og jeg har dermed aldrig prøvet at søge et job på traditionel vis, blive udvalgt til samtale og derefter få jobbet (gad vide om det siger noget om mine evner indenfor for jobsamtaler?). Det første var som nævnt via arbejdsformidlingen - barselsvikariatet var via min svigerinde, som kørte i tog med en ansat i firmaet, som fortalte at de manglede en barselsvikar fordi den nuværende var stoppet uden varsel. Jeg ringede, fik arrangeret en samtale gennem det vikarbureau jeg var tilmeldt, og startede to dage efter.
Mit nuværende job blev jeg "headhuntet" til, via min profil på Jobnet (eller hvad det nu hed dengang) - min chef ringede og inviterede mig til samtale, og jeg fik jobbet. Så ja, det kan godt lade sig gøre at få job den vej - eller det kunne det i hvert fald for 10 år siden.
Efter at jeg blev færdig med korrespondentuddannelse svor jeg at det sidste i verden jeg skulle arbejde med var bogholderi og tal - som er det jeg er endt med primært at beskæftige mig med i dag. Jeg bruger dog stadig det engelske en del, men går nærmest i panik hvis der ringer nogen der kun snakker tysk.

5. Jeg er vokset op på en gård i en lille landsby sammen med min storesøster, og begge mine forældre som stadig bor der.
Jeg har tjent lommpenge ved at hakke roer og "rædde-rense" (og det er først nu det går op for mig at maskinen faktisk hedder en ræKKerenser - for det har aldrig heddet andet end ræDDerenser i min verden - men jeg snakkede også noget mere jysk som barn) - jeg har leget i halmballer og indhaleret rigelige mængder af støv og snavs, har klatret i træer i den bagvedliggende skov, og leget halli-hallo på gaden med de andre børn.
Jeg var barn dengang det altid var varmt om sommeren, det var lyst til kl. 23, og man kunne være ude og lege hele aftenen, uden at ens forældre vidste nøjagtigt hvor man var, eller hvem man var sammen med.
Selvom min far sjældent kunne holde rigtigt fri i flere dage pga. dyrene, så var vi alligevel på heldagsture til stranden flere gange hver sommer, og selvom jeg aldrig rigtig har lært at svømme ordentligt, og ikke kan have hovedet under vand, så elsker jeg badeferier, og har aldrig været på en eneste skiferie i mit liv (og kommer det heller aldrig).
Tanken om at flytte til noget mindre, men i en lidt større by, er vist så småt begyndt at melde sig hos mine forældre, og selvom der måske går et par år eller 5 endnu før det bliver en realitet, så bliver det en meget mærkelig fornemmelse, den dag min søster og jeg ikke længere kan komme "hjem".

6. Mit største idol gennem tiden er, uden diskussion, D-A-D. Det startede allerede i folkeskolen hvor jeg kan huske at min søster og jeg optog It's After Dark på video fra et eller musikprogram, og efterfølgende voldspillede det videobånd så det er et mirakel det ikke blev slidt op (i ved, det var dengang man optog musik på kassettebånd og videobånd). Den første koncert jeg var til af deres, var i Silkeborg i ca. 1986, i et lille lokale hvor de gik nede mellem publikum inden koncerten startede. Faktisk tror jeg næsten jeg rørte lidt ved Peter, som var trommeslager dengang.
Siden er det blevet til mange koncerter (bl.a. i Luxembourg i 2008, hvor de var hyret til at spille koncert for en dansk bankmands søn, der fyldte 18 - det var en offentlig koncert som alle kunne købe billet til, men det var næsten lige så intim en oplevelse som den første i Silkeborg, med plads til ca. 500 mennesker), og jeg får hvert år et julekort gennem deres Net Pet klub. For nok ca. 20 år siden sendte de et par strømper med deres ko-hoved logo ud i julegave - dem har jeg stadigvæk, og de sidder fantastisk, selvom de er tæt på gennemslidte i hælen.

7. Jeg tror jeg har nogle lettere autistisk-lignende træk, bl.a. min trang til at have enormt meget styr på min krydderiskuffe, og til dels min bogreol - som dog ikke får så mange nye tilføjelser længere, efter jeg er begyndt at læse bøger på iPhone og iPad. Jeg vil ikke kalde mig selv en liste-person (altså en der styrer alting med lister - bortset fra indkøbslisten på telefonen, den kan jeg ikke leve uden) - men jeg har det generelt bedst med at vide hvad der skal ske i løbet af en dag, hvor mange jeg skal lave mad til, og hvem der er hjemme hvornår.
Med en mand der er fuldstændig modsat og meget spontan, er jeg dog tit tvunget til at følge med og udfordre mig selv, og det er sikkert sundt nok (selvom det ind i mellem giver anledning til en del diskussioner) - jeg synes også jeg er blevet bedre til bare at sige "ok" og så gå ud og sætte håret, når det pludselig bliver foreslået at vi skal ud af døren om 5 minutter - men jeg har det stadig bedst med at vide at nu kan jeg sætte mig i sofaen, og så skal vi ikke mere i dag...

- fortsættes -

lørdag den 11. januar 2014

Vind bøger om 5:2 fasten


Sponsoreret indlæg

I samarbejde med Politikens Forlag, har jeg fået lov at give to bøger væk, som mange garanteret synes er spændende pt, hvor 5:2, eller periodisk faste, er en af de mest omtalte nye livsstile og kostomlægninger.

Jeg har været på 5:2 i en periode i efteråret, hvor det egentlig gik ret godt, ind i mellem også med helt at undvære kalorier på fastedagene, da jeg synes det var nemmere ikke at spise, end at skulle stå og udregne kalorier - jeg nåede at tabe ca. 4 kg, inden voksende arbejdsbyrder gjorde at jeg simpelthen ikke havde overskud til at tænke på det længere. 
For godt nok skal man jo netop ikke tænke særlig meget over maden de dage man faster (i hvert fald ikke hvis man undlader at spise), men til gengæld er det ekstra vigtigt at få ordentlig mad dagen inden faste, for at sikre at blodsukkeret ikke stiger helt op i skyerne, så man fristes til at spise på fastedagen. Og det var dagen inden fastedagene, der så gik i ged, med det resultat at jeg på planlagte fastedage ikke kunne overholde fasten alligevel, og gik amok i alt muligt når jeg kom sulten hjem fra arbejde.

Nu er planen at jeg starter igen - egentlig skulle det have været allerede i denne uge, men det gik af forskellige årsager også i ged. 
Men NU skal jeg. 
Ja jeg skal.

Derfor var det også meget belejligt at jeg blev spurgt om jeg ville skrive lidt om to nye bøger fra Politiken, og desuden måtte udlodde begge bøger til jer derude.

Den første bog er:

"5:2 Kurens Kogebog" 

- en opfølger til  Michael Mosley og Mimi Spencers bog ”5:2 Kuren”, skrevet af Mimi Spencer og Dr. Sarah Schenker, med forord af Michael Mosley.

Jeg skal indrømme at jeg ikke selv har fået læst den første bog, men af det jeg har nået at læse af Kogebogen, så indeholder den også en del relevant info om baggrunden for fastemetoden, og tips og tricks, udover deciderede opskrifter.

I pressebrevet fra Politikens Forlag står der bl.a.:

5:2 Kurens kogebog er skrevet af Mimi Spencer, der sammen med lægen og videnskabsjournalisten Michael Mosley står bag den danske og internationale bestseller 5:2 KUREN. 5:2 er den nye, revolutionerende og videnskabeligt baserede måde at spise på, som gør brug af let faste.

Kogebogen er en opfølger til kuren og indeholder 150 forslag til lækre retter fulde af næring og med lavt kalorieindhold, som gør det superlet at indarbejde 5:2 princippet i sin dagligdag ved at begrænse sit kalorieindtag til 500-600 kalorier to dage om ugen og spise normalt ugens øvrige dage.

Opskrifterne i bogen spænder fra enkle morgenmadsidéer til mættende, velafbalancerede aftenmåltider, alle kalorieberegnet af diætisten Dr. Sarah Schenker. Bogen har også en måltidsplan til både mænd og kvinder for en hel måned og et helt afsnit med hurtige retter til særligt travle hverdage.

Denne kogebog er perfekt at have ved hånden for alle, der enten allerede er gået på 5:2 kuren eller har lyst til at begynde.

Du kan læse lidt mere om bogen her hos feks. Saxo (har ikke kunnet finde den på forlagets egen side).

Den anden bog er:

"Sund og Slank med 5:2"

- med gode råd, skøn mad og masser af tips til dagene med let faste, skrevet af Louise Bruun og Birdie Bjerregaard

I pressebrevet fra Politikens Forlag står der bl.a.:

Revolutioner din krop med 5:2

De imponerende resultater af at spise mindre to dage om ugen har taget verden med storm.

Den danske ernæringsterapeut Louise Bruun har i flere år arbejdet med det revolutionerende 5:2 princip, som i al sin enkelhed går ud på at spise normalt 5 dage og ugen og faste let de sidste 2 dage.

5:2 er en fleksibel og effektiv vej til en slank og velholdt krop og et langt liv. Oveni får du mere energi, stærkere hjerneceller og sundere kredsløb.

I denne bog guider hun sammen med konsulent Birdie Bjerregaard læsere i gang med de to ugentlige fastedage. Bogen er fuld af opskrifter og praktiske råd og tips. Du får:

·         En 4 ugers kickstart
·         Råd om hvordan man gør 5:2 til en varig og sund livsstil
·         Tricks fra danskere, som lever godt med 5:2
·         Viden om, hvad faste gør ved kroppen
·         Tips om søvn, motion og mad på fastedagene
·         65 lækre opskrifter til fastedagene

Du kan læse lidt mere om bogen her hos Politikens Forlag.

For at deltage i konkurrencen om en af de to bøger, skal du bare opfylde følgende:

1. Læg en besked/kommentar til dette indlæg senest søndag den 19.01.2014 kl. 18.00, og fortæl hvilken bog du helst vil vinde - bogen skal kunne sendes til en adresse i Danmark, da jeg selv betaler portoen
2. Hvis du ikke selv har en blog som du linker til via din profil, eller hvis du skriver fra en anonym profil, så husk at nævne din email adresse så jeg kan få fat på dig hvis du vinder 

Jeg trækker to vindere (1 af hver bog) søndag den 19. januar om aftenen.

Good luck!

P.S. Jeg har kun nået at læse en smule af den første bog, så der kommer et eller to separate indlæg om bøgerne senere.

Opskrift: Chokolademousse med appelsin, og kandiserede nødder


Nu skriver vi 2014, og jeg er sprunget let og elegant hen over både jule- og nytårshilsner her på bloggen - de fleste fridage i de to uger omkring jul og nytår (som der heldigvis var en del af, da vi ikke har ret mange aftaler i forbindelse med julen, og jeg også havde taget et par ekstra fridage) blev nemlig tilbragt i total blogfri tilstand i lænestolen, i selskab med Mad Men på Netflix og DVD (vi klarede alle 6 sæsoner på de to uger - det svarer til ca. 55 timer, hvis nogen kan bruge den info til noget).
Forrige jul var det Modern Family vi gik ombord i, og det kan godt gå hen og blive en tradition, med en ny serie hver jul - Lækkermåsen er ellers ikke den store serie-kigger, men lige i juleferien spiller det bare, når der skal slappes totalt af.

Vi fik dog også fejret både jul (hos mine forældre, da vi ikke havde Bonussønnen), og nytår (hos nogle venner 2 minutter herfra) - og det er nytårsdesserten det kommer til at handle om nu, da det var vores bidrag til middagen, udover diverse snacks og dips. (Som forret fik vi i øvrigt en lækker cremet svampesuppe med kalvebacon og brød, og hovedretten var langtidsstegt oksemødbrad vendt i urter og trøffelolie, små kartofler i ovnen, en salat med mango, papaya, tomat, persille og limesaft, og portvinssauce lavet på hjemmelavet oksefond, der havde stået og simret i næsten et døgn - 12 liter fond blev til ca. 6-7 dl sauce. Dét er kærlighed!)

For to år siden holdt vi nytår med de samme venner, hvor jeg lavede nøddekurve med forskellige slags is, og jeg kunne se på blogstatistikken op til dette nytår, at nøddekurve var ret eftersøgt - det er også en flot måde at anrette en dessert på, men det var jo prøvet, så der skulle noget andet til.

Det blev til en chokolademousse med appelsin, som vi første gang fik hos nogle genboer, som havde fundet opskriften hos Arla. Det skulle angiveligt være en ret børnevenlig mousse, forudsat at man ikke bruger den mørkeste chokolade, men jeg lavede den lidt mere voksen-agtig ved at bruge en blanding af 70% og 80% chokolade.
Jeg brugte lidt færre æggeblommer da jeg løb tør, flormelis i stedet for sukker så der ikke var risiko for knas, og lidt mere appelsinskal, men ellers fulgte jeg nogenlunde opskriften (pyntede dog med kandiserede nødder i stedet for chokolade, da dette også var pynten hos genboerne). 
Jeg har skrevet den som Arla laver den, bortset fra at sukker er udskiftet med flormelis, så smag dig frem mht. mængden af både flormelis og appelsinskal, så den rammer din smag bedst muligt.

Chokolademousse med appelsin:
ca. 4 personer

100 g mørk chokolade - jeg brugte ca. 2/3 70% og 1/3 80%
3 past. æggeblommer
2 spsk flormelis
1 tsk fintrevet øko/usprøjtet appelsinskal
2 past. æggehvider
1 1/2 dl piskefløde

pynt:
flødeskum
kandiserede nødder

Halvdelen af chokoladen smeltes over vandbad (jeg brugte knapper så jeg gjorde ikke yderligere ved dem, men bruger du pladechokolade, så hak det i mindre stykker) - jeg brugte en glasskål over en gryde, hvor kanten af skålen går helt ud over grydekanten, så man ikke risikerer damp/vand nede i chokoladen.
Tag skålen af varmen og rør resten af chokoladen i til det hele er smeltet.
Æggeblommer, flormelis og appelsinskal røres nu i chokoladen.
Æggehvider piskes stive, og fløden piskes til næsten fast skum. Vend æggehvider og flødeskum i chokoladen til det er jævnt fordelt, men uden at al luften røres ud.
Fordel moussen i 4 portionsglas eller skåle (lav evt. portionerne forholdsvis små, og hæld resten i en skål som man kan tage af bagefter - så går der ikke noget til spilde, hvis gæsterne ikke kan spise så meget) og sæt moussen på køl i mindst et par timer, og gerne natten over.

Lige inden servering pyntes der med flødeskum og hakkede, kandiserede nødder (som du må finde opskriften på et andet sted, for det mislykkedes for mig - sukkeret ville ikke smelte ordentligt, så jeg endte med at hælde fløde i, så det mere fik konsistens som karameller. Det smagte fint, men var jo ikke lige hensigten).

Konklusion:

Dette bliver en meget lækker og fyldig mousse, som mætter virkelig meget - og det var heller ikke os alle der kunne spise en hel portion.
Appelsinsmagen passer rigtig godt til chokoladen, men bryder man sig ikke om den, kan man selvfølgelig undlade at tilsætte appelsinskal.
Den skal nok blive en succes, med eller uden.