For et par år siden købte jeg Meyers Bageri, og jeg skal indrømme at det ikke er meget jeg har fået den brugt, siden jeg gik (primært) low carb vejen. Men en gang imellem kommer anledningen alligevel til at bage brød og boller, og i den forløbne uge er der blevet bagt madpakkeboller (dog ikke fra Meyers opskrifter, men bare en no-knead dej tilsat lidt fuldkornsrugmel og så lavet som boller i stedet for brød) til Bonussønnen, som har boet her mens han har været i praktik samme sted som jeg arbejder.
I dag blev det for 2. gang til en variant af Meyers gulerodsbrud, som morgenmad til BS og en overnattende kammerat - første gang jeg lavede dem for et par måneder siden, langtidshævede jeg dejen med en mindre mængde tørgær i stedet for frisk gær, og det gik egentlig så godt at jeg gentog successen.
Begge gange har jeg brugt god rapsolie i stedet for smør, og denne gang erstattede jeg også lidt af hvedemelet med fuldkornsrugmel for at gøre dem lidt mere mættende og fiberrige, og det lykkedes fint - jeg kunne ikke afholde mig fra selv at smage et par stykker (sådan helt nybagte og med godt smør, så ved jeg hvad jeg savner mest ved low carb livsstilen), og jeg var mæt pænt længe.
Fremgangsmåden lyder måske en smule vanskelig, men den er egentlig rimelig nem når man lige får taget på at blande dejen sammen - og det bedste er næsten at man slet ikke behøver fedte sine fingre til. Det hele kan klares med røremaskine, dejskraber og en paletkniv eller ske.
Win-win.
For sådan en som mig der ikke magter klistrede dejfingre.
Grove langtidshævede gulerodsbrud:
12-16 stk.
Dejen før hævning |
5 dl lunkent vand
50 g rørsukker (eller evt. sirup)
750 g god hvedemel, gerne øko (det blev dog bare en normal udgave denne gang, da jeg stadig kæmper med at få udryddet mængder af mel indkøbt før low carb fandt vej til hjemmet - godt pakket ind i plasticposer med poseklemmer på, opbevaret i et køligt skab, så kan det faktisk holde rigtig længe, også uden at der går mider i)
150 g fuldkornsrugmel
15 g fint uraffineret salt
75 g koldpresset rapsolie
Dejen efter ca. 15 timers hævning |
150 g solsikkekerner
3 medium groftrevne gulerødder
Hæld gær, vand og sukker i skålen til røremaskine og bland det godt sammen (evt. bare med en dejskraber eller grydeske). Tilsæt al hvedemelet sammen med salt, og ælt det godt med røremaskinen - tilsæt nu fuldkornsmelet og rapsolien, og lad røremaskinen ælte dejen ved medium hastighed i ca. 6-8 minutter, til man har en blød og smidig dej der ikke klistrer for meget, men som heller ikke er for tør. Hvis den virker alt for klistret, så ælt lidt mere hvedemel i, men det skal kun være så dejen lige slipper skålen.
Lad dejen ligge i skålen og dæk den med film eller en plasticbadehætte, og lad skålen stå på køkkenbordet i ca. 15-18 timer. Nu skulle den gerne være hævet til ca. dobbelt størrelse.
Skrab dejen ud på et melet bord med en plasticdejskraber og lav en fordybning i midten. Slå æggene ud heri, og hæld solsikkekerner og revet gulerod heri også.
Fold nu dejen sammen udefra og ind mod midten med dejskraberen, mens dejen ligesom hakkes i stykker, så æg, gulerod og solsikkekerner bliver blandet ind i dejen. Det skal ikke ende med en helt sammenhængende bolledej og den skal ikke æltes - den skal være ret løs og klistret - det hele samler sig når bollerne bliver bagt og hæver op.
Når man er tilfreds med konsistensen, deles dejen i 12-16 stykker (jeg fik 2x8 boller, og de blev pænt store) med en dejskraber eller paletkniv og løftes over på en bageplade med bagepapir eller silikonemåtte.
Lav god afstand imellem da de hæver en del - og det skal de gøre en times tid.
Varm ovnen op til 220 grader almindelig varme, og bag bollerne i midten af ovnen i ca. 15-18 minutter, til de bliver gyldne og lyde hule når man banker på bunden.
Lad dem køle af på en bagerist. De smager bedst nybagte, men kan fint gemmes et par dage, og evt. lunes i ovnen eller på en brødrister.
Jeg har endnu ikke prøvet at fryse dem, men får jeg det gjort kommer der lige en opdatering på hvordan de bliver efter optøning.
Konklusion:
Skønne boller som er luftige og bløde, men samtidig ret mættende og med rigtig god smag.
Jeg spiste som sagt et par stykker, med enten smør, ost eller pålægschokolade, og det hele fungerer sådan set lige godt.
Om der er meget forskel på at bruge 50 g gær og kun lade dejen hæve 1 time inden æg osv. røres i, og så lade den hæve med minimum mængde tørgær i 15 timer, det ved jeg ikke, for jeg har ikke prøvet den korte version endnu.
Sjovt nok var vi sammen med nogle venner igår, som havde bagt boller efter samme opskrift, men hvor æg, gulerødder og solsikke var æltet helt ind i dejen, så det blev helt jævne og runde boller. De var bløde og lækre, så der er altså frit valg mht. fremgangsmåden.
Uanset hvad er det en ret god opskrift ham Meyer har lavet.
Dette billede er fra første gang jeg lavede dem, uden rugmel |