søndag den 8. maj 2011

Opskrift: Barbecuesauce med HP sauce til spareribs


Jeg er en af de heldige der er blevet spurgt om jeg har lyst til at teste HP sauce og bruge det til forskellige retter, og skrive om det her på bloggen - og det vil jeg selvfølgelig meget gerne.
Jeg har egentlig aldrig rigtig brugt HP sauce så meget, og det var da også en af de ingredienser jeg ikke havde i skabet i forvejen - så det bliver en spændende udfordring at finde noget den kan bruges til.
Hvis du vil læse mere om HP sauce, findes der en masse info lige her.

I går modtog jeg så en flaske almindelig HP sauce med posten, og det kom i anvendelse allerede til aftensmaden.

Vi havde aftalt at grille sammen med flere af naboerne, og vi stod bl.a. for spareribs. Det var "bare" de færdiglavede fra Jensens (tror jeg det er), men Lækkermåsen fik alligevel hevet smokeren frem fra sit vinterhi for at give benene nogle timer deri ved lav temperatur (han kunne så også konstatere at vandfadet i smokeren var beboet af nogle knap så lækre substanser, så det gav anledning til en grundig rengøring først - men så er det da også gjort), og selvom vi normalt bare bruger den BBQ sauce der følger med benene (evt. med lidt ekstra chiliketchup i), så blev jeg enig med mig selv om at jeg lige så godt kunne få åbnet for HP saucen, og få lavet en hjemmelavet BBQ sauce hvor den indgik.

Jeg fulgte ingen opskrift, men gik ud fra nogle af de ting jeg normalt ville bruge til en BBQ sauce - så den kom til at bestå af følgende:

BBQ sauce med HP sauce:

3 spsk HP sauce
4 spsk ketchup (Heinz, selvfølgelig - Heinz!)
2 spsk brun farin
1 tsk løgpulver
1 spsk paprika
1 tsk æblecidereddike
2 tsk vand
1-2 tsk limesaft

Alle ingredienser piskes sammen, og pensles på de næsten færdigstegte ben (saucen skal kun lige sidde på de sidste 5-10 minutter, så den ikke brænder på pga. sukkerindholdet).

Konklusion:

HP saucen fungerer fint i en barbecuesauce/marinade. Den har en lidt syrlig smag, som passer godt til de øvrige ingredienser, og et lillebitte snert af spicy, som vi jo elsker (altså vi elsker jo endnu mere hvis det er endnu mere spicy, men det kan man jo heldigvis selv regulere).
Vi fik desuden kartoffelbåde fra fryseren (det skulle være den nemme løsning, og der skal ryddes ud i fryseren) der blev stegt i rigeligt rapsolie og med salt, i ovnen ved ret høj varme til de var sprøde, og så havde en af naboerne taget to salater med. En med marinerede rødløg, og en vandmelonsalat med mozarella.
Alt i alt en dejlig forårs-grill-aften-menu.

Billeder:

Min tallerken


Benene havde fået lige nok inden de blev smurt ind i sauce, så de blev lidt sorte (og tørre) - men de smagte udmærket 

2 kommentarer:

  1. Det er jo lidt snyd hvis du har brugt Jensens Spareribs, de er jo for-marinerede, så det vil være en blanding mellem jensens BBQ marinade og din hjemmelavede, det må du forsøge igen med hjemme-kogte ribs ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det har du i princippet nok ret i, men så meget tror jeg nu ikke de smager af - og i øvrigt brugte vi jo ikke den marinade der var med pakken, så det gik nu fint nok alligevel. Hjemme-kogning har vi desværre bare ikke den store succes med :-)

      Slet