lørdag den 8. august 2015

Noget (faktisk en hel del) om opbevaring af madvarer i glas og flasker

Hvis jeg skal imødekomme min egen forudsigelse om at der ikke skal gå 8 måneder mellem indlæggene igen her på bloggen, så skal jeg da vist snart i gang.
Så til en start kommer der lige en kort opdatering mht. Lækkermåsen og hans sygdom - 27.04 var han til en ny scanning i Århus, den 04.05 var vi ude at få resultatet, og det var heldigvis rigtig gode nyheder. Ikke mere kræft i kroppen, så nu skal han bare til kontrol/undersøgelser med jævne mellemrum de næste år.
Det var en stor lettelse at vi kan komme videre og ikke skal tænke mere på kemo- og strålebehandlinger. Heldigvis er han (7-9-13) sluppet for permanente bivirkninger, og er tilbage på fuld knald på arbejde efter at have været væk i nøjagtig 6 måneder. Den eneste måde man kan se det nu er at hans hår har ændret sig efter det er vokset ud igen :-)
---
Nå men i dag kommer der ingen opskrift, men i stedet tips til brugen af glas og flasker til opbevaring af tørvarer i skabe og skuffer.
Mit indlæg om krydderier og krydderiskuffen med glas fra Gläser und Flaschen er vist et af de mest populære på bloggen indtil nu (muligvis fordi der var en give-away involveret, men det virker dog også som en del har kunnet bruge tippet om glassene fra Tyskland) - så måske nogen også kan få gavn af at se hvordan jeg har indrettet mine køkkenskabe med tørvarer, og hvad jeg bruger til opbevaring.

Semi-autismen med krydderiskuffen går igen i køkkenskabene, for jeg kan godt bruge meget tid på at rydde op i dem, og om-organisere så der er bedre plads og man bedre kan overskue hvad man har. Faktisk har jeg lige brugt et par timer på det igen i dag, og det inspirerede lige til at komme i gang på bloggen igen.

Hvorfor bruge glas til opbevaring?

Fordelen ved at bruge glas i stedet for bare at sætte åbnede poser med ris, mel, gryn, frø osv. ind i skabet, er selvfølgelig at der bliver lukket tæt til, så der ikke kan gå dyr i (man kan selvfølgelig bruge poseklemmer, og det gør jeg da også stadigvæk, hvis jeg har åbne poser som jeg fylder over i glassene fra). Men tit fylder tingene faktisk også mindre i et glas eller en flaske, end hvis de står i en pose og roder rundt.
Fordelen ved at bruge glas frem for plastic, er at man ikke altid kan vide hvad der er i de plasticbøtter man køber, heller ikke selvom de er fødevaregodkendte. Mig bekendt kan der ikke vandre giftige ting og sager fra glas over i madvarer, så derfor kan man være noget mere sikker hvis man bruger glas - hvis altså man går op i den slags ting.
Det betyder ikke at jeg ikke bruger plasticbøtter - men jeg bruger dem primært til ting med forholdsvis kort opbevaring i køleskab og fryser, hvor tingene i glas godt kan stå længe i skabene før de bliver brugt.
Endelig så giver glas også bedre overblik i skabet - man kan tydeligt se hvad der er i glasset eller flasken, i stedet for at der ligger poser stablet med tryk på, som i øvrigt er foldet sammen og lukket med klemmer.

Hvilke glas og flasker?

Det er flere år siden jeg begyndte at købe glas til opbevaring, og det er primært den italienske Quattro Stagioni serie jeg bruger - jeg mener de var på tilbud i Netto på et tidspunkt, hvor jeg så købte heftigt ind af alle størrelser, og siden har jeg suppleret når de har været på tilbud igen, både i Netto og Bilka (i Bilka har jeg dog ikke set dem længe) og i Imerco. (Jeg bruger dem i øvrigt også som sylte- og henkogningsglas).
Man kan få en billigere serie der ligner dem meget, hvor der også er et frugtmønster på glasset - men de er efter min erfaring ikke nær så gode - lågene føles ikke så nemme at skrue på, og de fås heller ikke i så mange størrelser og varianter. Til QS serien kan man desuden bestille nye låg i feks. Imerco (hvilket er nødvendigt hvis man bruger dem til henkogning) - det tror jeg ikke man kan med de billigere glas.
Man kan selvfølgelig også sagtens bruge glas fra feks. syltede agurker, rødbeder osv., eller andet der passer i størrelsen, hvis man allerede har nogen og ikke vil bruge penge på at købe nye.
Det vigtiste efter min mening, er egentlig at de har skruelåg - jeg bruger feks. Weck glas også til syltning, men de er noget bøvlede at åbne og lukke hurtigt pga. gummiringen og lukke-clips. Dog kan man få plasticlåg til dem, men jeg synes ikke de er så praktiske til opbevaring i skabene.
Her på det sidste er jeg begyndt at bruge alle mulige slags flasker til opbevaring også - og de er faktisk tit endnu bedre at bruge end QS glassene, da flasker ikke fylder så meget i bredden, men i nogle tilfælde kan indeholde det samme som de mindre glas.
Jeg bruger pt. flasker fra feks. ketchup, æblemost, smoothies, eddike, vodka, vand med brus osv. - og det gode ved dem er jo at de koster ikke noget ekstra at købe (ligesom glas fra feks. rødbeder), når man allerede har købt dem for at indtage det der er i dem. Faktisk har jeg også en enkelt gang bedt om lov til at tage et par vandflasker med hjem fra en restaurant - det var sindsygt dyrt vand med meget lidt brus, så jeg følte jeg fik lidt mere for pengene ved at få flaskerne med hjem.

Klargøring af glas og flasker

Nye glas som feks. QS:
Disse kan uden problemer komme i opvaskemaskinen og tørrer også fint - og det er selvfølgelig altid en god ide at vaske dem inden man bruger dem første gang. Der plejer kun at sidde et lille klistermærke i bunden, som er nemt at pille af.

Genbrugsglas og -flasker:
Bruger man genbrugsglas eller -flasker kræver det tit lidt mere at gøre dem klar - hvis man vil have fjernet etiketterne, og at man får dem gjort ordentligt rene.
Etiketterne kan tit være temmelig genstridige at slippe af med. Jeg har dog nu, mener jeg, fundet den mest effektive og hurtigste måde at fjerne dem på, i hvert fald for mig, og det er altid en god ide at gøre INDEN man putter glasset eller flasken i opvaskemaskinen, da man kan risikere at limen nærmest brænder fast på glasset, og bliver meget sværere at få af.

Sådan fjernes etiketter:

Når glasset/flasken er tom, sætter jeg flasken eller glasset på en fugtig karklud på et skærebræt (med et underlag under) så hverken skærebræt eller glas skrider, og så ridser jeg i etiketten med knivbladet på en lille kokkekniv som jeg ikke er så øm over hvis den skulle blive beskadiget - så skyller jeg glasset under den varme hane, så der kommer lidt vand ind ved ridserne og kan blødgøre papiret, og lader den evt. stå lidt (der er som udgangspunkt ingen grund til at lade glasset ligge i blød og bruge en masse vand på det).
Så skraber jeg videre med knivbladet (oppefra og ned - det er trods alt en lidt skarp kniv) indtil så meget af etiketten som muligt er fjernet, og der kun er lim tilbage (skyl evt. et par gange med varmt vand for at blødgøre mere af papiret). I nogle tilfælde går det meget nemt og etiketten er lige til at skrabe af - andre gange skulle man tro producenten havde intentioner om at etiketten skal kunne overleve en atomkrig, så der er stor forskel på hvor nemt det er - men jeg har endnu ikke været ude for at det ikke kunne lade sig gøre med den skarpe kniv.
Når etiketten er væk, er der jo som regel noget lim tilbage på glasset, og det plejer at lykkes at fjerne det med ét ud af to midler: madolie eller opvaskemiddel.
Jeg plejer at prøve med opvaskemiddel på den grove side af en skuresvamp først - ser det ikke ud til at virke, pøser jeg almindelig billig rapsolie på svampen og skrubber videre (og skyller med varmt vand løbende så man bedre kan se om limen forsvinder).
Hvis det er olien der virker, så får den også lidt opvaskemiddel igen til sidst, en tur under den varme hane, og så et viskestykke så man kan se om man har fået al limen af. Ellers gentages med enten olien eller opvaskemidlet.

Når etiketten er fjernet, så er det tid til at rengøringen!

Bruger man genbrugsglas fra feks. rødbeder og agurker, kan man selvfølgelig enten vaske dem af i hånden eller i opvaskemaskinen - har der været eddikelage i glasset, skal man dog lige være obs på om eddikelugten forsvinder - eddike harmonerer ikke nødvendigvis så godt sammen med alle typer tørvarer.
Det samme gælder jo så i sagens natur, hvis man genbruger eddikeflasker - eller andre glas med stærkt lugtende madvarer (feks. kan oliven, tapenade og den slags godt være svære at neutralisere).

Mht. flaskerne er det selvfølgelig mest bøvlet at gøre dem rene når de har en meget smal hals - afhængig af hvad der har været i er de ikke altid så nemme at få helt rene, eller tørre, i opvaskemaskinen.
P.t. har jeg feks. en vodkaflaske stående med bunden i vejret, oven på et viskestykke - jeg ved ikke hvor længe der går før den er tør - men det er selvfølgelig vigtigt at flasken ikke indeholder noget som helst fugt/kondens, hvis man vil opbevare tørre ting i den.
Hvis du har et effektivt tip til hurtigt at få flasker 100% tørre indvendigt, uden brug af viskestykke, så må du meget gerne skrive en kommentar!

Mærkning af glassene

Glem alt om de små labels man kan købe til at skrive på, eller dem med fine billeder som man også kan købe, eller som måske følger med når man køber sylteglas - det er noget fanden har skabt, og de er som regel lige så svære at få af som etiketter på købeglas med rødbeder, agurker osv. Og hvis man jævnligt bytter om på indholdet i glassene og flaskerne, er det noget værre bøvl også at skulle skifte etiketter. (Det kan så godt være det kun er mig der synes det er hyggeligt at gå og flytte rundt på indholdet i køkkenskabet. Men jeg siger det bare).
Løsningen er lige så simpel som den er billig - malertape!
Jeg kan ikke huske hvor jeg læste om det for flere år siden, men siden har jeg kun brugt malertape - både til glassene i skabene, og til at mærke madvarer der bliver frosset ned.

Fordele ved malertape:

- det fås i flere bredder så man kan skifte efter hvad der passer til den størrelse glas man bruger
- man kan skrive på det med flere typer tusch og penne (dog hænger kuglepen ikke så godt ved, er min erfaring)
- det er nemt at hive/klippe af i den ønskede længde
- og sidst, men mest: det er nemt at hive af igen, hvis glasset skal bruges til noget andet

Jeg vil dog ikke afvise at malertape også kan klistre lidt for godt fast hvis det sidder i flere år (jeg erindrer at jeg engang havde malertape på nogle fodlister i et års tid, og at det var rimelig svært at få af - men det er en anden historie som ikke hører under mad) - men det er under alle omstændigheder nemmere at få af end de fleste labels man kan få til formålet.
Jeg har altid to ruller malertape i forskellige bredde, og en sort sprittusch, liggende i køkkenskuffen, så jeg kan mærke glas, og bøtter til fryseren.
Genialt - intet mindre.

Og inden nogen nu begynder at opponere mod at man hælder noget over i en flaske eller et glas, og smider posen ud så man ikke kan se hvor længe indholdet kan holde sig - så kan man jo klippe datoen af posen og sætte den fast på glasset med malertape - det gør jeg feks. også mht. tilberedningsmetode, hvis ikke jeg kan huske det, og ikke gider skulle slå det op på nettet.
I øvrigt kan mange af disse tørvarer jo holde i årevis udover MHT. datoen - sålænge indholdet ser ok ud, og ikke lugter underligt, må jeg indrømme at jeg ikke går så meget op i holdbarhedsdatoen.

Nu er vi så langt at rengøring og mærkning er klaret, og så er det bare at gå i gang med at fylde madvarer i glassene og flaskerne - og selvfølgelig lige tjekke at de kan være i højden, der hvor man har tænkt sig at stille dem.

Jeg bruger dem til alt fra ris, pasta, mel, gryn, kerner, frø, nødder, sukker, linser, kakao, vaniljestænger... you name it. Så længe glasset eller flasken er tør, og madvaren kan komme ned i, og ud af åbningen, så er der nærmest ingen grænser. Og det gælder bare om at bruge fantasien lidt og tænke over hvad man kan bruge dem til, inden man smider glas og glasflasker ud, efter de er blevet tømt.

Her er nogle eksempler:

Chiafrø og quinoa i vandflasker - sesamfrø og græskarkerner i æblemostflasker


Hel boghvede og hirsemel i QS saftflasker - HUSK, gærflager og boghvedemel i QS glas


Bulgur og couscous i flasker der har været øko-sodavand i - bulgur i eddike- (eller måske var det olie) flaske


Hel spelt i æblemostflaske - speltflager og 5-kornsblanding i små flasker der har været smoothies i


Og sådan ser der pt. ud i det ene skab, hvor der er pasta, ris og korn


Diverse frø, linser og glutenfri mel/frø mv.


Udtræksskabet med ingredienser til de søde sager 


Og masser af mandler og nødder



Hvis du er kommet helt herned - så kunne jeg godt tænke mig at høre hvordan du opbevarer tørvarer i dine skabe - bruger du glas, plastic, poserne de er købt i? Køber du nye glas (i så fald hvilke), eller er du til genbrugsglas og flasker?
Har du forslag til noget der kan gøre mit system endnu bedre - så kom også glad med kommentarer!