lørdag den 26. juni 2010

Guldbryllup med mad fra (vistnok) Glashuset i Ikast

I går var vi til guldbryllup i familien, og vi fik rigtig lækker mad, som vist nok kom fra Restaurant Glashuset i Ikast (jeg skriver vist nok, fordi jeg fik forklaringen under en dans med guld-gommen, og jeg er ikke helt sikker på om det var fra selve restauranten eller fra nogen som tidligere har haft med den at gøre - men Glashuset blev i hvert fald nævnt!)

Vi fik en fantastisk fisketallerken som forret - jeg har sjældent set så imponerende en anretning (men jeg er så også rimelig nem at imponere):


Der var brød, en sprød kiks med laksemousse og (gætter jeg på, størrelsen taget i betragtning) vagtelæg - nedenunder en blåmusling, og en stor reje i glas med lidt spirer


En helt tynd knækbrøds-sprød kiks af en slags med noget ost på, den hvide skål med tun-carpaccio, parmesanost og oliven, og nederst en hel jomfruhummer


Til venstre rejer i pesto, og til højre ristet hvid fisk (kunne muligvis være hellefisk, uden at jeg er ekspert) i en slags dressing med grønne asparges nedenunder


Der var noget for enhver smag, og jeg spiste det hele, bortset fra muslingen - dem har jeg det altså ikke helt godt med...

Hovedretten var oksemørbrad med ovnstegte kartofler, svampesauce (og her snakker vi store stykker og hele svampe), 4 forskellige salater og en form for tzatziki, og 3-4 forskellige slags hjemmebagt brød med smør
Fra venstre øverst er det en salat med bla. broccoli og æbler, som smagte fantastisk pga. dressingen som jeg desværre ikke kunne identificere nærmere - en salat med tomater i en cremet peberrodsdressing, tzatzikien, en salat med pærer, fetaost, ruccola, soltørrede tomater og sprødristet pølse (måske chorizo), og til højre en salat med ananas og måske blomkål eller hvidkål - den var jeg ikke helt vild med da den var en anelse bitter


Men ellers alt sammen meget lækkert og ikke så gammeldags som man godt kunne have "frygtet" fra et guldbrudepar - stor ros for det!

Desserten var hjemmelavet islagkage (måske med nødder i) med marcipantop, to slags sorbetis, og friske og halv-syltede bær


Og så lige et billede af de flotte borddekorationer som parrets datter havde lavet - pæoner og roser i smuk symfoni (de to blomster gik igen i æresporten, hvis ikke jeg husker helt galt)


Alt i alt en super god fest hvor der var godt gang i dansen og snakken, og festen blev holdt i perfekte omgivelser ude på landet i et lejet festhus, lige ned til en sø - så der var god mulighed for at trække frisk luft (og røg i lungerne) ind i mellem retterne, uden at genere naboer med musik eller snak. 
Natmaden er der ingen billeder af, og det var også aftenens eneste kritikpunkt - det var boller med pålæg, og pålægget slap simpelthen op allerede efter første runde, så jeg tror måske det ikke var alle der fik hvad de kunne have spist. Lidt synd, men det var jo ikke noget festens hovedpersoner kunne gøre for.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar