Fødselsdag med powershopping og klassefest

I går rundede jeg lyv-og-tyve 39 og har nu begyndt mit sidste år i 30'erne - jeg bryder mig ikke om det, men heldigvis er jeg jo kun omkring de 20 indvendigt, så gennemsnitligt er jeg omkring de 30. Det kan jeg bedre forholde mig til.

Dagen blev startet med friskbagte italienske boller (dejen var lavet dagen før så det var nemt - opskrift kommer senere) og kakao i mælken i dagens anledning, og så gik turen mod Metro i Århus. Jeg har fået mit eget Metrokort gennem Forbrugsforeningen, og første gang man bruger det inden for 30 dage, får man 20% rabat på samtlige varer, undtaget de varer der er på tilbud, og sådan noget som tobak, telefoner og lotto. Dvs. man sparer hele momsen.
Det skulle jo udnyttes, så det endte faktisk med at blive en temmelig dyr tur - men så fik vi også mange gode ting.
Af køkkengrej kan nævnes en ordentlig portion af mine højtelskede sylteglas (Quattro Stagioni), et par forcromede serveringsbakker, 4 pastatallerkener af den meget store og dybe slags, og 4 små firkantede skåle der passer til vores firkantede tallerkener.
Og så blev der ellers fyldt op med en bag-in-tube rødvin som er super god til prisen (Ricossa Barbera Piemonte), italiensk tippo 00 mel i 5 kgs poser, Callebaut chokoladeknapper, frysetørrede jordbær (til pyntning af desserter og kager), gelatinepulver (jeg skal have prøvet at lave skumfiduser!), cheddaroste, grovkornet sennep, Madagascar peberkorn, granatæbler og en hel masse andet.

Man bliver jo sulten af sådan en tur, så på vejen hjem blev det til fødselsdags-frokost på Burger King - en ting er helt sikker, hvis de ender med at åbne i Viborg, så har jeg sat mine ben i McD for sidste gang (ikke at jeg er der tit, men det hænder dog med en burgerglad mand). Burger Kings pommes frites er bare mange gange bedre!

Hjemme igen blev det til en lille lur i lænestolen, inden vi smuttede forbi min søsters svigerfar for at kigge på en lille konebil til mig - for den allerbedste fødselsdagsgave er nemlig at Lækkermåsen starter nyt job i morgen!
Dem der har fulgt med et stykke tid vil måske vide at hans arbejdsplads blev lukket i starten af året, men nu har han fået (indtil videre midlertidigt) mere eller mindre samme job i en anden afdeling af samme virksomhed, og skal altså starte i morgen.
Indtil videre bliver det sandsynligvis på kontrakt indtil nytår, men han håber han kan få sig selv gjort så uundværlig, at de vil beholde ham længere.
Under alle omstændigheder får vi brug for en bil mere, men ved ikke endnu hvad det ender med, så det bliver lidt spændende. Havde vi råd til en ny købte jeg en Fiat 500 - den er simpelthen for sød, men det ender nok med en 14 år gammel Nissan Primera i stedet.

Vi sluttede dagen af med at se Klassefesten i biografen, og den var som forventet - plat, pinlig og ret sjov, og de spiller nu altså godt (især Nikolaj Kopernikus og Anders W. Berthelsen).


I dag er helliget køkkenprojekter - jeg har lavet dessert, som er et projekt til Secret Recipe Club (så den kan først afsløres næste mandag), og vi skal have oksemørbradbøffer med svampestuvning, grøn pebersauce og æble/nøddesalat til aften (når vi nu ikke fik nogen rigtig fødselsdagsmiddag i går), så de ting er jeg også i gang med.
Og om lidt skal der laves kage jeg kan tage med på arbejde i morgen - det bliver en eller anden form for pæretærte, for der er nemlig henkogt pærer i stor stil efter vi fik lov at plyndre naboens træ. Mere om det en anden dag.

God søndag derude!

Opskrift: Boller i kokos-karry

Det er ufatteligt så svært det kan være at finde på hvad dagens aftensmad skal bestå af, når man nærmest ikke laver andet i sin fritid, end at kigge på mad - så jeg var lykkelig da jeg så Louise havde postet boller i karry i går. Det er temmelig længe siden vi har fået det sidst, faktisk tror jeg ikke det har stået på menuen i den tid jeg har blogget. Ergo havde jeg heller ikke en egen opskrift at gå ud fra.
Og når nu man synes ens mor laver de bedste boller i karry der findes, og man ikke selv kan finde ud af at lave det lige sådan - hvad gør man så?
Så laver man en helt ny version, som faktisk ender med at blive mindst lige så god - og i betragtning af at der mangler mindst ½ kg margarine i forhold til muttis udgave, så vil jeg næsten sige den er bedre (undskyld mor), om ikke andet så sundhedsmæssigt.

Jeg har førhen lavet bollerne ved at klemme fars ud af medisterpølse, hvis det skulle gå stærkt - men når ellers det hakkede svinekød er tøet op (hvad jeg kan være slem til at glemme), så går det jo egentlig ret hurtigt med at få dem lavet.

Sovsen (og det må jeg godt kalde den i stedet for sauce, for der skal nemlig være masser af den i denne ret) er helt jævn da jeg bedst kan lide den sådan, i stedet for at der er små stykker af løg og æble. Den er desuden blevet spicet lidt op med mangochutney, thailandsk karrypasta og kokosmælk, så den får lidt spark uden at være alt for stærk.

Ligesom flere andre jeg har læst om, valgte jeg denne gang at koge bollerne direkte i sovsen for at al den gode smag fra kødet kan komme til nytte - det sparer også vand til kogningen (da man nok ikke altid får brugt al kogevandet til sovsen), samt en ekstra grydes opvask.
Tilbehør blev ganske almindelige ris, og en gang råkost af æble og gulerod.

Boller i kokos-karry:

ca. 4 personer

Kødboller:

500 g hakket svinekød
2½ tsk fint havsalt
friskkværnet peber
1 løg blendet sammen med 1 spsk mælk
1½ dl havregryn, blendet
1 stort æg
1 lille stærk rød chili, finthakket
1 lille mild rød chili, finthakket

Rør det hakkede kød med salt og peber, og tilsæt det blendede løg, havregryn, æg og chili. Rør farsen godt sammen og stil den på køl i en halv times tid.

Karrysovs:

1 spsk rapsolie
2 tsk mild karry
1 stort skrællet æble og 1 løg blendet med lidt vand
7½ dl vand
2½ dl mælk
1 stor dåse kokosmælk (400 ml)
1 spsk Oscar grøntsagsbouillon (eller anden form for grøntsagsbouillon der passer til ca. ½ l vand)
1 tsk rød thailandsk karrypasta
2 tsk mangochutney (finthakket, hvis der er større stykker mango i)

Varm olie op i en stor gryde og svits karry deri. Tilsæt det blendede æble og løg og svits ved god varme til løglugten begynder at aftage, ca. 3-5 minutter. Tilsæt vand, mælk, kokosmælk, bouillon, karrypasta og mangochutney og bring sovsen i kog.
Form kødboller på størrelse med en spsk og lad dem koge i sovsen til de flyder op til toppen. (Kog evt. en enkelt prøve-bolle for at test smagen, hvis du som jeg ikke kan få dig selv til at smage på en rå fars. Så kan man stadig nå at justere feks. salt og peber inden hele portionen bliver kogt).
Jævn evt. sovsen med maizenajævning og smag evt. til med mere rød karrypasta og/eller salt.

Konklusion:

Dette bliver standardudgaven af boller i karry fremover - smagen af det almindelige karrypulver er ikke overvældende, men supplerer den thailandske karrypasta fint, og kokosmælken kan lige anes. Måske kunne den godt undværes helt, og dermed kan man reelt spare det eneste usunde fedt der er tilsat i sovsen - men jeg synes nu kokos-smagen passer godt til de øvrige smagsindtryk.
Kødbollerne fik lov at koge i sovsen temmelig længe, men var ikke tørre eller kedelige - og sålænge der er sovs nok i gryden, fungerer det perfekt at koge dem direkte i sovsen.
Der kommer helt sikkert boller i kokos-karry på menuen igen - og der kommer ikke til at gå lige så lang tid.

Kursus i madfoto

I søndags var Lækkermåsen og jeg til et lille fotokursus, der tog udgangspunkt i fotografering af mad. Det var et privat arrangement, med initiativ fra Christian (Madnørden) og Lotte (Degns Cuisine), som vi har mødt gennem Grillklubben.
Vi var 5 personer (herunder også Klidmoster), som lærte lidt om lyssætning, skygger, og "snyd" i madfotos - vores underviser var Orm, som var så flink at bruge noget af sin søndag på os amatører.
Desværre var Lotte blevet syg, så hun deltog ikke selv - men vi håber du har det bedre, og at vi mødes en anden gang :-)

Det hele foregik på Orms arbejdsplads, et foto-reklamebureau i Århus. Vi startede med en hjemmebagt bolle og lidt snak frem og tilbage, og vi hørte bl.a. lidt om hvordan det foregår når bureauet tager billeder af madvarer til reklameaviser.
Et eksempel var en færdigret som lasagne - når der skal tages billeder af den, så skiller de den simpelthen helt og aldeles ad, skyller pastapladerne og anretter den pænt igen med kødsaucen. Der må ikke hverken tilføjes eller tages noget fra retten, men den bliver altså anrettet og fotograferet i noget pænere udgave end man får den at se, hvis man køber den.

Efter morgenmaden gik vi ned i studiet, et rum med masser af godt lys, og et lille køkken.

Vi skulle have haft besøg af en kok, men hun meldte afbud, så heldigvis havde Christian nogle madvarer med, og kunne bl.a. anrette en tallerken med parmesanskåle, skyr-creme og friske asparges omviklet med skinke. Den tallerken blev fotograferet en del gange i løbet af dagen.

Det første vi lærte var noget om lys og skygger - noget jeg allerede har læst en del om, bl.a. på amerikanske blogs.

Det allerbedste lys at fotografere madbilleder i, er og bliver dagslys. Det gør det selvfølgelig vanskeligt at tage gode billeder af aftensmaden, når mørket er faldet på - måske derfor at mange "professionelle" bloggere laver maden tidligere på dagen. Men diverse opsætninger med stærke lamper kan også gøre en del.
Det eneste der er no-go hos mange er at bruge blitz på madbillederne - jeg har selv gjort det tidligere, men forsøger at undgå det nu, i videst muligt omfang. Men eftersom jeg ikke har tænkt mig at holde blog-pause hele vinteren, så vil der uden tvivl stadig komme nogle blitz-billeder - mere fancy skal det heller ikke være.
Medmindre selvfølgelig jeg får en sponsor der gør at jeg ikke længere behøver arbejde, og dermed kan bruge dagtimerne på at lave mad :-)

Selvom man har det gode naturlige dagslys ind af et vindue eller feks. en terrassedør, så vil man i de fleste tilfælde mangle lyset fra den anden side, og dermed skabes der nogle skygger på motivet. Noget jeg også har måttet slås en del med i det ekstremt dårlige naturlige lys jeg har omkring koge-området.
Det er dog ret simpelt at gøre noget ved det. Her er et par eksempler hvor man gerne skulle kunne se forskellen:

På dette billede kommer der dagslys ind fra venstre og der er nogle mørke skygger til højre

På dette billede kommer der dagslys ind fra venstre, og til højre er der stillet en "reflektor" op.

Som reflektor kan man bruge mange ting - et stykke hvidt flamingo, et makeup-spejl, en plade med sølv-folie, eller bare en hvid plade.

Reflektoren gør at lyset kastes tilbage på motivet, så man undgår de mørke skygger der ellers vil opstå på den side der vender væk fra dagslyset.

På de ovenstående billeder skulle man gerne kunne se at skyggerne til højre på tallerkenen er knap så markante på det nederste billede, hvor der er anvendt reflektor.

Man kan også gøre det omvendte:

Til dette billede er der anvendt en sort plade til venstre (dagslys fra højre) - det forstærker skyggerne i venstre side, som selvfølgelig kan være ønskede i visse sammenhænge.

Og på dette billede er der anvendt en plade med sølvfolie, som kaster lyset tilbage på blomkålen, så skyggerne formindskes.

Derhjemme har jeg det sidste stykke brugt en hvid træbakke som reflektor. Jeg tager de fleste madbilleder på en lille rullevogn der står ved terrassedøren i køkkenet, og bakken fulgte med, og var det første jeg kunne komme i tanke om at bruge som havde en stor hvid flade, og som altid var lige ved hånden - og som oven i købet kunne stå af sig selv. Lige indtil det væltede ned i den skammel jeg har stående, så jeg kan tage billeder lige oppefra, og der blev slået hul i pladen. Men det er en anden historie.

Efter kurset i søndags har jeg forsøgt mig med at vikle staniol om et almindeligt malerlærred - det kom der dette resultat ud af, fuldstændig uredigeret:

Verdens bedste brød med dagslys fra højre - der er ret mørke skygger i venstre side.

Og her med sølv-pladen til venstre - den har en lidt ujævn overflade som gør at lyset ikke falder helt stabilt - men det er i hvert fald med til at gøre lyset bedre.

Der kræves lige en lille fod til lærredet for at det kan stå selv - men ellers er det faktisk en udmærket opstilling for en amatør som mig.

Når reklamefolk skal tage madbilleder findes der, som nævnt ovenfor, flere forskellige tips til at gøre motiverne mere indbydende. Det er ikke alt sammen noget der kan anbefales hvis man gerne vil spise maden bagefter - men det var meget sjovt at se, så lidt vil jeg lige fortælle om her.

- For at undgå at en øl mister skummet, kan man hælde lidt bagepulver i og røre forsigtigt rundt - vi erfarede fra første række hvordan skummet vokser - også udover glaskanten.

- Hvis man vil give det indtryk at en drink/øl mv. er meget kold, sprøjter man selvfølgelig vand på glasset/flasken med en lille parfumeflakon (jo finere forstøvning, jo bedre) - og hvis man først har sprøjtet lidt hårlak på glasset/flasken, hænger "kondensdråberne" angiveligt bedre ved.

- Hvis man skal bruge grønne grøntsager, får de en mere frisk grøn farve hvis de får et kort opkog i vand med lidt bagepulver. Vi testede det med et par grønne asparges, og jeg fik godt nok ikke taget billeder, men det var nu ret tydeligt at se forskellen. Jeg smagte dem ikke efter kogningen, men det forlød at det godt kunne smages - omend det ikke blev uspiseligt.

Til gengæld blev den lilla blomkål blå efter kogning, så det kan åbenbart ikke anbefales med lilla grøntsager!

Alt i alt var det en rigtig hyggelig dag med nogle gode tips til både mig som tager de fleste billeder af maden derhjemme, og til Lækkermåsen, som fandt ud af at man kan bruge både pc og iPad til at styre kameraet med, hvis man har de rigtige programmer.

Klidmoster og jeg fik i øvrigt lov til at gå på rov i bureauets hyggelige lille baggård, hvor der var både æbletræer, pæretræer og et skønt ferskentræ. 

De sidste ferskner sad dog så langt oppe, at vi ikke kunne nå dem, men vi fik hver en stor pose æbler med hjem - og måtte i øvrigt nok begge græde lidt indvendigt, da vi så al den nedfaldne frugt som gik til spilde...

Opskrift: Salat med figner, parmesanost, kylling og serranoskinke

Udgangspunktet i gårdsdagens aftensmad blev en rest kyllingebryst fra weekenden. Kødet var en anelse tørt, så genopvarmning var ikke umiddelbart en mulighed - derfor kom tanken om kold servering i en salat.
Hvad skulle der så mere i, udover salat?

Kød/pålægsskuffen viste sig at indeholde en pakke serranoskinke, som jeg passende kunne prøve at riste sprød i ovnen og bruge som drys (aldrig prøvet før, men jeg har jo kunnet se at det bliver brugt mange steder, det med ristningen). Desuden lå der efterhånden en del frisk figner og ventede på at blive brugt - nogle var købt med salat som formål, og nogle fik jeg foræret af Christian da vi var til fotokursus i Århus i søndags (mere om det en anden dag).
Sammen med kyllingen, nogle semi-tørrede tomater, en blok parmesanost fra fryseren, og lidt solbæreddike og god olivenolie som dressing, så udgjorde det en god og egentlig ret mættende salat.
Lækkermåsen fik dog nogle friskstegte kyllingestykker i stedet for kylling i salaten, da han har det bedst med varmt kød, og vi fik begge nogle kartofler med resterne af whiskysaucen - og så kunne vi heller ikke rokke med ørerne bagefter.

Salat med figner, parmesanost, kylling og serranoskinke:
1 person

et par store håndfulde blandet salat, skyllet og afdryppet
1 stegt og afkølet kyllingebryst i tern
1 håndfuld semi-tørrede tomater
1 frisk figen i halve skiver
et lille stykke parmesanost i flager
30-40 g serranoskinke
solbæreddike (eller anden frugt/bæreddike)
olivenolie

Start med at tænde ovnen på 200 grader - læg bagepapir på en bageplade, og læg skinkeskiverne på og sæt dem i den varme ovn. Bag dem i ovnen i ca. 5-10 minutter, til de begynder at blive sprøde - tiden varierer noget alt efter hvordan ovnen varmer, og hvor tykke skiverne er. Hold godt øje med dem, da det pludselig går hurtigt! Køl dem lidt af, og bræk dem i mindre stykker.
Arranger salat, kylling, tomater, figner, ost og skinke på en tallerken, og dryp med lidt eddike og olie.
Og nyd.

Konklusion:

Når Lækkermåsen af sig selv siger "god salat!", så er det tegn på at noget er gjort rigtigt - og den var rigtig god. Det sprøde fra skinken, det søde og bløde fra fignerne, det salte fra osten, og det syrlige fra eddiken - nam nam.
Det er første gang jeg har brugt helt friske figner i maden (har kun brugt dem i is tidligere), men det bliver vist ikke sidste. Så det er jo godt at der stadig er 5 i køleskabet.

Opskrift: Whiskysauce

En hjemmelavet whiskysauce slår købeversionen med flere længder - og selvom der også er noget færdiglavet (nemlig barbecuesaucen) i den version Bianca har postet her, og som jeg efterabede i torsdags, så er den alligevel noget mere hjemmelavet end den man kan købe fra feks. Jensens Bøfhus, som bare skal blandes op med fløde.


Jeg fulgte Biancas opskrift, men tilsatte en smule chipotlepulver for at give den lidt spark (og i dag hvor vi har spist resten, er den blevet en lille smule stærkere, så den trækker altså noget smag ved at få lov at stå nogle dage).


Fedtafgiften er der på ingen måde taget hensyn til i denne fremgangsmåde, men man kunne måske godt lette den lidt ved at erstatte noget af fløden med mælk - men det gjorde jeg ikke. 


Mig skal staten nemlig ikke bestemme over.


Whiskysauce:
ca. 4-5 personer


2 dl barbercuesauce (det behøver ikke være Kraft, jeg brugte en billigere variant fra Rema, som jeg ikke lige kan huske navnet på)
½ l piskefløde
oksefond terning/brik/pulver der passer til ca. ½ liter væske
1 tsk karry
1 tsk paprika
½ tsk peber
2 tsk tørret rosmarin
2 spsk whisky
1/4 tsk chipotlepulver
evt. lidt maizenajævning hvis man gerne vil have en tyk sauce.

Hæld barbecuesauce og fløde i en gryde sammen med bouillon og bring det i kog. Rør krydderier ud i lidt vand og tilsæt dem i gryden - lad det koge i ca. 5 minutter og tilsæt derefter whisky og chipotlepulver. Smag til med salt og peber og evt. lidt mere whisky, og jævn evt. med maizena.


Konklusion:


Fantastisk whiskysauce, som jeg kunne spise med ske. Det var der heldigvis ingen der så at jeg gjorde kunne. Den er fyldig, kraftig, blød og lidt stærk, og er bare skøn til både kartofler og kød.  

Opskrift: Spelt te-boller med kardemomme

Da vi for efterhånden nogle uger siden holdt fælles fødselsdagsbrunch for Lækkermåsens familie, skulle der bl.a. hjemmebagte boller til. Jeg var blevet så glad for te-bollerne med kardemomme at jeg bestemte mig til at lave dem igen, men denne gang med lidt grovere mel i. Så jeg fandt noget groft speltmel frem fra gemmerne og lod det erstatte 1/4 af hvedemelet.
Jeg rettede portionen lidt til så det passede med ca. 30 boller på 50 gram hver - normalt ville jeg nok lave dem lidt større, men siden det nu var til en brunch hvor der var en del andre ting på menuen også, var 50 gram passende.


Spelt te-boller med kardemomme:
ca. 30 stk. á 50 g

3,75 dl lunkent vand
75 g gær eller 1½ pose tørgær - jeg brugte det sidste
1 tsk salt
1 stort æg
110 g sukker
110 g smagsneutral olie - jeg brugte en god rapsolie
2 tsk stødt kardemomme
200 g groft speltmel
600 g hvedemel


Gæren opløses i vandet, og sukker, æg, smør/olie og salt røres i (jeg brugte røremaskine).

Bland mel og kardemomme og tilsæt det lidt efter lidt.

Dejen æltes godt igennem - den skal være blød og smidig. Den skal derefter hvile/hæve i 2 gange 15 minutter, og æltes forsigtigt efter hver hævning. Efter sidste gang æltning vejes dejen af og formes til boller, som hæver tildækket på bagepladen i 15 min.

Ovnen varmes imens op til 200 grader almindelig varme og bollerne pensles evt. med æggestrygelse (jeg brugte en pasteuriseret æggeblomme og lidt mælk), hvorefter de bages midt i ovnen i ca. 15 minutter. Hold øje med dem hvis der er penslet med æg, da de godt kan blive lidt mørke.

Når de er færdigbagte køler de af på en rist (hvis man kan lade dem stå så længe) - er fryseegnede. Hvis man vælger at fryse dem, gøres dette mens de stadig er en smule lune.


Konklusion:


Om man vælger at tilsætte groft mel eller ej, så er disse boller gode uanset hvad. Det lidt grovere mel giver en bedre mæthedsfornemmelse, og det er jo ikke nogen dårlig ting - men de er stadig lette og luftige, ligesom en te-bolle skal være.
De bliver helt sikkert lavet igen.

Opskrift: Vaniljeekstrakt og lidt om vaniljesukker

God vaniljeekstrakt er temmelig dyrt i indkøb, og kommer som regel i ret små portioner. Det kan dog fås til mere rimelige penge bl.a. i England hos VanillaMart - og så kan man gøre det allerbilligste, nemlig at lave det selv.

Det er meget simpelt når først man har nogle vaniljestænger (som man passende også kan købe i en af de billigere netbutikker, i stedet for at nøjes med de små indtørrede gnallinger fra Tørsleff, som koster en bondegård til sammenligning), og noget alkohol at putte dem i. Det processen kræver mest af er tålmodighed - det tager nemlig ca. 6 måneder at lave en rigtig god ekstrakt.

Jeg gik i gang helt nøjagtigt den 28. december 2010, men har først for ca. 14 dage siden siet en portion fra og hældt på flaske, som nu får lov at stå og trække som en god årgangsvin. Nogle mener i hvert fald at den vil ældes med ynde og blive bedre og bedre med tiden - hvis ikke den er brugt inden.
Desuden har jeg stadig et glas stående med det der ikke var plads til i flasken, og det glas er igen fyldt op med henholdsvis vaniljestænger og spiritus, så det kan stå og blive til ekstrakt i løbet af de næste 6-9 måneder. Det er nemlig lidt upraktisk først at gå i gang med næste portion, når man har brugt hele flasken.

Der er lidt forskellige meninger om hvor mange vaniljestænger man skal bruge til hvor meget spiritus, og også lidt om hvorvidt man skal bruge hele eller tomme stænger - i min første portion tog jeg det ikke så nøje, men fyldte bare vanilje i efterhånden som jeg fik tomme stænger til rådighed.
I den nye portion der er sat over, er der både tomme stænger, og hele stænger hvor vaniljekornene er skrabet ud og tilsat. Jeg har desuden skåret stængerne i mindre stykker for at få en større overflade - og så har jeg nok brugt ca. 7-8 stænger til ca. 2½ dl vodka, som er den spiritus jeg har valgt at anvende.

Der står en masse spændende ting om vaniljestænger her, og det er også her jeg har set ovenstående mængde foreslået - der er selvfølgelig forskel på størrelsen, men der anbefales ca. 30 gram vanilje til 2½ dl spiritus, og spiritusen skal være på 37,5-40%. Dette skyldes at alkoholprocenten på den færdige ekstrakt skal være på min. 35%, og at vaniljestænger afgiver en vis mængde vand, som vil fortynde alkoholen. Man får derimod ikke noget ud af at bruge alkohol med større procenter, da den ikke vil kunne trække så meget smag ud af vaniljestængerne.

Så frem med vanilje, sprut og et glas - og så er det bare at vente.

Vaniljeekstrakt:
ca. 2½ dl

ca. 30 g nye vaniljestænger (ca. 7-10 stk. afhængig af størrelse)
2½ dl vodka 37,5-40%

Skær vaniljestængerne helt igennem på langs og skrab kornene ud. Skær stængerne i mindre stykker på ca. 3-5 cm, og hæld både stænger og vaniljekorn i et rent og skoldet glas, feks. et henkogningsglas eller marmeladeglas.
Hæld vodka på og sørg for at al vaniljen er dækket så stængerne ikke tørrer ud eller risikerer at mugne - ellers tilsættes lidt mere vodka.
Luk glasset til og stil det et mørkt og ikke for varmt sted. De første par uger rystes glasset en gang hver dag, så det kan være en god ide at sætte glasset i et køkkenskab man ved man bruger hver dag. Allerede efter nogle få dage kan man se at farven på vodkaen begynder at skifte til brun.
Det næste stykke tid rystes glasset et par gange om ugen, eller når man lige husker det.
Efter ca. en måned kan man i princippet begynde at bruge af ekstrakten, men jo længere man kan lade den stå, jo bedre.
Får man tomme stænger til rådighed undervejs, kan man skære dem i stykker og også tilsætte dem - der kan aldrig komme for meget vanilje i, bare man sørger for at stængerne altid er dækket af vodka.

Efter ca. 6 måneder skulle der dog ikke rigtig være mere smag at trække ud af vaniljestængerne, så der kan man sigte ekstrakten og hælde den på flaske. Vil man gerne have vaniljekorn med, bruger man bare en fintmasket sigte - vil man have ekstrakten uden korn, hældes den gennem et kaffefilter (tog dog ekstremt lang tid i mit tilfælde) eller et stykke ostelærred (går meget hurtigere).
Og så er der skøn hjemmelavet vaniljeekstrakt, som garanteret vil vække glæde i en gavekurv.

Vaniljesukker:

De frasigtede vaniljestangs-stykker smider man selvfølgelig ikke ud - dem bruger man derimod til at lave vaniljesukker af. I mit tilfælde lod jeg stængerne dryppe helt af i en sigte, og lagde dem derefter i et stort fad med øko rørsukker, og lod det stå på køkkenbordet i et par dage, hvor jeg rørte lidt rundt nogle gange om dagen, indtil stængerne var helt tørre.
Derefter kørte jeg det hele, både sukker og vanilje, i en krydderikværn, så det blev blendet til fint pulver. Derved behøver vaniljesukkeret ikke piskes helt ud i det man skal bruge det i for at undgå sukker"korn", men kan bare røres hurtigt i.

Konklusion:

Det er først indenfor de sidste par uger at jeg så småt er begyndt at bruge af ekstrakten, så det er begrænset hvor meget jeg har anvendt den til. Jeg var lidt bange for at alkohol-smagen ville trænge for meget igennem, da den stadig lugter temmelig meget af vodka, men alkohol-dunsten vil uden tvivl neutraliseres i langt de fleste retter man kunne finde på at anvende den i, mens vaniljesmagen stadig hænger ved.
I nogle tilfælde vil jeg stadig vælge at bruge kornene fra de "friske" stænger, da det også ser pænt ud - men i en hurtig vending er ekstrakten super til at give smag med, og meget nem at dosere.
Vaniljesukkeret er super godt, og en fantastisk måde at bruge vaniljestangen til sidste krumme.

Ren win-win.

Opskrift: Creoler/cajun krydderi og noget om bland-selv krydderier generelt

Krydderiblandinger til feks. mexicansk mad er temmelig dyre hvis man skal købe dem fra gang til gang - feks. tacokrydderi og fajitakrydderi. Derfor blander jeg dem selv, og har man først prøvet det, er der overhovedet ingen grund til at gå tilbage til købevarianten. Hvis man laver en stor portion og opbevarer den i et lukket glas med skruelåg, kan det holde sig i månedsvis - og så er der altid en portion klar, hvis man en dag får en ulidelig trang til noget der smager mexicansk. (Jeg bruger denne til fajita - tacoversionen har jeg ikke blogget om endnu, men det kommer nok en dag).

Når man så skal lave disse blandinger selv, så er det en god idé at have investeret i nogle større portioner af grundkrydderier, som feks. paprika, løg- og hvidløgspulver, oregano, timian osv.  De kan fås i store poser i feks. Citti i Tyskland, og store dåser i bla. Metro - og pengene er hurtigt tjent ind, i stedet for at betale i dyre domme for små glas fra producenter der skal forblive uden navn (ikke at jeg har noget imod disse mærker - jeg kan sagtens finde på at købe dem, hvis det er mindre portioner jeg skal bruge og jeg ikke kan finde det andre steder), men jeg synes bare mange af deres krydderier er urimeligt dyre.

Det kræver selvfølgelig lidt ekstra plads at have alle krydderierne til bland-selv projekter, da sådan en 1-kgs pose med løgpulver kan være lidt svær at klemme ned i krydderiskuffen/op på krydderihylden/hvor man nu opbevarer sine krydderier. Jeg har mine til at stå inderst i et køkkenskab, og endda i et skab i baggangen, og så bliver der fyldt op fra dem og over i mindre glas, til krydderiskuffen.

En ny blanding jeg faldt over for ikke så længe siden, var cajun krydderi - jeg mener det var i en kogebog hos nogle venner, men jeg er ikke sikker - Lækkermåsen tog et billede af opskriften med mobilos, så jeg kunne få den med hjem, og jeg har så lavet en lille tilføjelse, nemlig løgpulver, efter at have kigget lidt rundt omkring hvordan folk i USA blander deres udgaver.

Jeg har ikke gjort meget i "New Orleans" style mad, men har dog lavet en jambalaya en gang for mange år siden, og planen er at dette krydderi skal bruges til sådan en portion i løbet af næste uge. Jeg ved godt nok ikke lige hvor jeg skal opdrive den rigtige type røget pølse henne, men vi har forskellige gode tynde spegepølser i køleskabet, som jeg tror vil fungere udmærket, sammen med kylling.
Den rigtige opskrift at eksperimentere med skal bare lige findes.

I øvrigt kan en jambalaya være af både cajun og creoler typen - mere om forskellen mellem disse når opskriften kommer - jeg har nemlig endnu ikke helt bestemt mig til hvad variant det bliver. Derfor har krydderiet også fået navn efter begge.

Creoler/cajun krydderi:
passer nogenlunde til et almindeligt størrelse krydderiglas, men kan selvfølgelig sagtens justeres ned eller op

5 tsk paprika
4 tsk fint havsalt
4 tsk hvidløgspulver
4 tsk løgpulver
2 tsk stødt sort peber
½ tsk cayennepeber (ifølge opskriften skulle der bruges 2 tsk, men erfaringen siger mig at min smertetærskel mht. cayenne er en del lavere, så jeg startede forsigtigt ud - og det viste sig at passe godt til min mund i dag - er man mere hårdhudet putter man selvfølgelig bare mere i)
2 tsk tørret oregano
2 tsk tørret timian

Alle krydderierne blandes sammen - kværnes evt. i en krydderikværn eller god blender, da oregano og timian ellers har det med at separere sig selv lidt fra de øvrige krydderier.
Anvendes til feks. jambalaya, men kunne også sagtens bruges som barbecue krydderi på en god bøf.

Konklusion:

En smagstest af krydderiet viser at det er godkendt - om smagen er autentisk creoler/cajun ved jeg af gode grunde ikke, men jeg er ret sikker på den vil bidrage positivt til jambalaya.

Opskrift: (Næsten) perfekte ovnstegte rodfrugter, og et lille tip til stegning af bøf

I fredags skulle der ovnstegte/bagte (hvad er mon egentlig forskellen?) rodfrugter på menuen - den nærmeste grønthandler havde tilbud på pastinak og persillerødder, jeg havde gulerødder i forvejen, og også 3 bagekartofler der så småt var begyndt at skyde lidt knopper, så det var i sidste øjeblik hvis de skulle indgå i noget spiseligt (heldigvis var de ikke blevet grønne, som de ellers har tendens til, hvis de får lov at ligge for længe).

Disse 4 frugter af jorden blev til, synes jeg selv, den bedste omgang lavet i ovnen, som det til dato er lykkedes mig at lave. Grunden til at overskriften kun siger Næsten perfekte, er at Lækkermåsen ikke var helt enig. Han syntes vist for det første, at ternene (som jeg havde lavet med Alligator chopperen) var for små, og måske for sprøde (vi er helt modsatte på det punkt).
Men jeg var mere end tilfreds da jeg bedst kan lide dem sprøde udenpå, og jeg tror succesen skal findes i netop tern-formen, i stedet for stænger eller både. Sidstnævnte har det med at blive for bløde, også udenpå - måske fordi jeg ikke har haft ovnen varm nok førhen, det vil jeg ikke afvise. Men i hvert fald virker det her, efter min smag.
Eneste minus er at hvis man skal lave dem i ét lag i en bradepande (så har de nemmest ved at blive jævnt sprøde alle sammen), så kan der faktisk ikke være mere end hvad to personer kan spise. Men så er det jo godt at vi netop kun var 2 i fredags.

Resten af menuen bestod af et par tykstegsbøffer fra ø-koen (den var Lækkermåsen heller ikke tilfreds med, hvor jeg faktisk var meget positivt overrasket over mørheden - tror seriøst der har været noget galt med hans smagsløg den aften) - de blev saltet et par timer inden tilberedning, og blev brunet i lidt olivenolie ved meget høj varme (8 ud af 9 på induktion), ca. 1 minut på hver side.
Derefter blev der skruet ned på 6, panden blev tørret af, og der kom lige dele olivenolie og hjemmelavet ghee på panden (havde ikke noget smør der var tøet op, ellers havde jeg brugt det). Da det var varmt, kom bøfferne på panden igen, i ca. 3-4 minutter på hver side.
Et tip jeg læste et sted som jeg ikke længere kan finde (som også beskriver ovenstående med først at brune, og derefter færdigstege i nyt fedstof), siger at bøffen vendes når kødsaften begynder at vise sig på overfladen, og når kødsaften også viser sig på den anden side, skulle den været stegt tilpas medium (den var dog stadig lige rød nok efter min smag, så den fik et minut mere på hver side - men et udmærket tip hvis man ikke ved hvad man ellers skal kigge efter).


Endelig havde jeg købt en færdiglavet rødvinssauce - jeg synes Arlas udgave er ret god af en færdiglavet sauce at være, og når den så lige får lidt chipotlesauce, piskefløde, og lidt nedfrosset kødsaft fra en culotte der blev sous vide't for et stykke tid siden, så vil jeg vove at påstå at den endda går til gæstemad, hvis man ikke har tid til at bruge flere timer på en hjemmelavet rødvinssauce.

Nå men det var rodfrugterne vi kom fra. Jeg gjorde som følger.

Ovnstegte rodfrugter:
2 personer

3-4 pastinakker
3-4 persillerødder
2 store gulerødder
3 store bagekartofler
man kan selvfølgelig bruge nøjagtig den blanding man har lyst til - rødbeder og jordskokker kunne også gå an - bare anvend en mængde så de kan ligge nogenlunde jævnt i ét lag i bradepanden
olivenolie
frisk eller tørret timian
frisk eller tørret rosmarin
friskkværnet peber
flagesalt

Rodfrugterne skrælles og skæres i tern på ca. 1x1 cm. Hvis man har en Alligator chopper, eller andet redskab der kan lave tern, så skal de bare skæres i skiver på ca. 1 cm, hvorefter chopperen klarer ternene til UG. Har man ingen chopper, kan det selvfølgelig gøres med en kniv - størrelsen er ikke så væsentlig, det er mere ensartetheden der betyder noget for at alle rodfrugterne bliver færdige på samme tid.
Bland rodfrugterne med ca. ½ dl olivenolie og en god håndfuld krydderurter - jeg brugte en blanding af tørrede og friske - salt og peber i en skål, eller direkte i bradepanden.
Varm ovnen op til 200 grader varmluft, og lad rodfrugterne stege i ca. ½ time, mens de vendes jævnligt, så de ikke brænder fast i bunden.
Når de er ved at være møre, skrues op til 215 grader, og de steges færdige til de er gyldne og sprøde - bliv ved med at vende dem rundt jævnligt, så de bliver sprøde på alle sider.
Server med det samme.

Konklusion:

Ja jeg har jo egentlig allerede skrevet den - perfekte til mig hvad angår sprødhed, smag og konsistens. Hvis Lækkermåsens smag skal rammes lidt bedre næste gang, så skal ternene være lidt større, og så må jeg i gang med kniven manuelt - så må vi se om jeg gider.
Jeg har lige spist resten af rødderne i dag, opvarmet i mikro med noget af den tiloversblevne sauce - og det var stadig godt.

Opskrift: Figen-is med brombær, kokosmælk og græsk yoghurt

Jeg har aldrig rigtig helt forstået pointen med figner - hverken de tørrede eller friske.
De tørrede er som regel på menuen til jul hos mine forældre, sammen med dadler og den "rigtige" konfekt. Dadler har jeg senere lært at sætte stor pris på, men fignerne har aldrig rigtig bevist deres eksistensberettigelse overfor mig.

Indtil den dag jeg så figen-isen her hos Green Kitchen Stories (vegetarisk dansk/svensk blog på engelsk, med fantastisk flotte billeder) - der var den præsenteret så smukt, at det bare måtte prøves. 
I sidste uge havde Superbest så tilbud på friske figner, så jeg øjnede chancen for at få isen lavet i anledning af at min søster kom til frokost i lørdags (vores forældre holder snart fælles rund fødselsdag, og vi skulle forsøge at finde på noget underholdning af en slags - ikke just nogen nem opgave, når man synes man har prøvet det hele, efter en del runde fødselsdage).

Jeg søgte lidt videre efter andre opskrifter på is med figner, og fandt også den her hos Chocolate & Zucchini, som er en videreudvikling af en meget populær opskrift af David Lebovitz, som har lavet bogen The Perfect Scoop - en bog jeg nok bliver nød til at eje en dag.
C&Z bruger græsk yoghurt i stedet for fløde i sin opskrift, og jeg bestemte mig til at kombinere de to opskrifter jeg har linket til, så der kom både kokosmælk og græsk yoghurt i.

Min version kom således til at se sådan ud.

Figen-is:
ca. 1 liter

8 friske figner, ca ½ kg - skyllede, stilken fjernet og hver figen skåret i 8 stykker
6 spsk vand
fintrevet skal af ½ citron
4 spsk mørk muscovadosukker
4 spsk mørk agavesirup
15 store brombær, friske eller frosne
1 lille dåse kokosmælk, 165 ml
100 gram græsk yoghurt
1 spsk Limoncello (eller citronsaft)

Hæld figenstykker, vand og citronskal i en gryde, bring blandingen i kog og lad den simre i ca. 10 minutter til fignerne er møre og næsten kogt ud.
Tilsæt sukker, sirup og brombær, og lad det koge videre i ca. 15-20 minutter, til det har konsistens som tynd marmelade.
Tag gryden af varmen og lad den køle af til stuetemperatur. Bland kokosmælk, yoghurt og Limoncello/citronsaft i, og blend det hele med en stavblender til ønsket konsistent (jeg ville ikke have større stykker frugt i isen, så den fik en god omgang).
Hvis ikke man kan lide de små kerner figner og bær, kan man køre ismassen igennem en sigte inden den fryses - det gjorde jeg dog ikke.
Sæt blandingen på køl natten over, eller til den er helt køleskabskold, i lukket beholder - og kør den derefter på ismaskine ifølge maskinens instruktioner.
Frys den færdig et par timer i lukket beholder, evt. med et stykke husholdningsfilm henover, så der ikke dannes krystaller.
Den er en smule hård når den tages ud af fryseren, så enten skal den lige stå på køkkenbordet i 10 minutters tid, eller man kan give den 15 sekunder i mikroen - så tør den nogenlunde jævnt hele vejen igennem.

Konklusion:

Isen får en meget mild og venlig smag af figen - man kan ane den græske yoghurt, hvilket giver den lidt friskhed, hvorimod kokosmælken ikke skinner tydeligt igennem (selvom min søster dog godt mente hun kunne smage den, da hun fik at vide den var i). Alt i alt en fin is, som i øvrigt også gør sig godt som milkshake, blendet sammen med skummetmælk.

Opskrift: Tomatsalsa (Secret Recipe Club)

I min 2. måned med Secret Recipe Club (som du kan læse mere om, og evt. tilmelde dig her), fik jeg tildelt bloggen The Ginger Snap Girl, af Gloria i det sydlige Californien.
Gloria har en masse lækre kage- og bageopskrifter, til dels fordi hun deltager i diverse kogebogs-grupper og udfordringer med kager og bagværk. Der var flere ting der så fristende ud, men jeg havde allerede besluttet at denne gang ville jeg hverken lave kage eller dessert, eftersom sidste måneds bidrag inkluderede både kage og is. Så jeg kiggede efter noget der ikke var sødt.
Det skulle samtidig være noget der var nemt og hurtigt at lave denne gang, og som ville udgøre et godt foto-emne (altså med nogle gode farver). Så jeg valgte Glorias Restaurant Style Salsa, som oprindeligt er en Pioneer Woman opskrift, tilrettet af Brown Eyed Baker, og derefter igen tilrettet af Gloria.
Så nu er der så en 3. tilretning af undertegnede.

Jeg holdt mig mere eller mindre til ingredienserne i opskriften, men ændrede på mængderne, og tilsatte også lidt ekstra af nogle ting.

Restaurant Style Salsa:
- tilrettet fra The Ginger Snap Girl (og Pioneer Woman plus Brown Eyed Baker)
ca. 6-7


Noter:
- Jeg brugte kun den halve mængde dåsetomater, men tilsatte desuden 1 stor frisk tomat
- Eftersom vi ikke rigtig har noget der svarer til "Rotel's diced tomatoes and green chilies" på dåse, brugte jeg kun den friske jalapeño chili
- Jeg brugte en smule mindre frisk koriander (pga. min koriander-udfordrede mand) - men der skulle altså noget i, da koriander efter min mening er en meget vigtig del af salsa. (Jeg endte i øvrigt med at spise det meste af det selv, så næste gang er jeg knap så hensynsfuld)
- Jeg brugte mere salt og sukker - af en eller anden grund fik salsaen en ret bitter smag, som jeg så forsøgte at udligne med salt og sukker - jeg er ikke sikker på om det måske var den friske limesaft, eller de rå løg der var synderen, men jeg havde lidt samme problem da jeg lavede Salsa Verde/Grøn Salsa med tomatillos fra dåse. Dengang troede jeg det måske var fordi tomatillos'ne havde taget smag af dåsen, men dåsetomater har slet ikke den samme bitre eftersmag, så indtil andet er bevist regner jeg med det er pga. lime eller løg, så det vil jeg forsøge at skære lidt ned på næste gang, for at se om det løser problemet. For at få mere sødme som kontrast til det bitre, brugte jeg desuden nogle søde syltede jalapeños fra Chilihouse.

1 dåse flåede eller hakkede tomater, inkl. saft
1 stor frisk tomat, flået og hakket
ca. 3/4 dl hakket løg
2 fed hakket hvidløg
1 hakket jalapeño (jeg fjernede først stilk, frø og frøvægge, men tilsatte gradvist noget af frøvæggene og nogle af frøene, indtil den fik den rigtige styrke efter min smag)
2-3 skiver sweet pickled jalapeño peppers with dill (man kunne også bruge lidt honning og ekstra frisk jalapeño)
ca. 4 spsk hakket frisk koriander (næste gang går jeg hele vejen og bruger den dobbelte mængde)
saft af ½ lime - ca. 1 spsk
1 tsk salt
1½ tsk sukker
1/4 tsk stødt spidskommen


Hæld det hele i en blender og brug puls-funktionen til salsaen har den rette konsistens. (Min blev ret tynd, men jeg foretrækker den også uden for mange klumper). Hvis man gerne vil have lidt mere farve fra den friske koriander, og lidt mere koncentreret smag, så nøjes evt. med at hakke det med en kniv, og tilsæt det til sidst, uden blende det med.
Sæt salsaen på køl i lukket beholder i mindst et par timer - den kan holde i ca. 5 dage (hvis ikke den er spist inden. Den her var væk dagen efter).
Server med tortilla chips eller nachos, eller enhver anden type Tex-Mex mad, som kræver noget god, hjemmelavet salsa.


Konklusion:


Som jeg allerede har nævnt, var det et problem med den bitre smag, men ekstra salt og sukker hjalp, og efter at den havde trukket nogle timer i køleskabet var det meste af den bitre smag forsvundet, og den blev meget bedre. 
Den var ikke for stærk til mine smagsløg, men havde en smule bid, som jeg bedst kan lide det.
Jeg regner med at gå tilbage til denne opskrift, og få den justeret indtil den årsagen til bitterheden er fundet, og den passer perfekt til mine smagsløg.


Se mit bidrag til SRC for august her!
---

Secret Recipe Club September: Restaurant Style Salsa

In my second month with the Secret Recipe Club (you can read all about it, and join here!), I was assigned to The Ginger Snap Girl, written by Gloria from Southern California.
Gloria has a lot of delicious looking cake and baking recipes, partly from participating in various cook book groups and challenges. There were several things that looked tempting, but I had already decided that this month, I would not do anything that had to do with baking or desserts, since last month's contribution included both cake and icecream - so I started looking for something savory.

I came across the Chicken Chili, which looked yummy and quite healthy (and I like the idea of using chicken - I used turkey before, which also came out really well, but I can see that Gloria doesn't agree with me :-)) - there was the Chicken and Creamy Mushroom Wild Rice Casserole that also looked really delicious. And there was the Asian Slaw that I have already planned to make for another occasion.
But for the SRC, I decided to settle on something that was easy and quick to make, and would make a nice photo object (meaning, most of all, some nice colours). So I went for the Restaurant Style Salsa, which is originally a Pioneer Woman recipe, adapted by Brown Eyed Baker, and then again adapted by Gloria.
So now, it has a 3rd adaptation by yours truly.

Basically, I used the ingredient list, but changed the quantities of several things and added a little extra of others.

Restaurant Style Salsa:
- adapted from The Ginger Snap Girl (and Pioneer Woman plus Brown Eyed Baker)
makes about 2½-3 cups


Notes:
- I only used half the amount of canned tomatoes but added a big fresh one
- We don't really have anything similar to Rotel's diced tomatoes and green chilies in a can in Denmark, so I left that out, and only used the fresh jalapeño
- I used a little less cilantro, as Hubby is not into it (correction: he hates it) - but leaving it out completely was not an option, since cilantro is a very important part of salsa. So it had to go in there, but in a smaller portion so he wouldn't discover it quite as easily (I ended up eating most of it myself anyway, so next time, I won't be so considerate!)
- I used more salt and sugar - for some reason, it had a really bitter taste at the beginning, which I tried to even out with the salt and sugar - I'm not sure if it was the lime juice or the raw onions, but I had the same problem when I made Salsa Verde/Green Salsa with canned tomatillos recently. At that time, I though it might be a bitter taste from the canned tomatillos, but canned tomatoes do not have that same bitter aftertaste, so for now, I am blaming it on the lime/onions, and will probably cut down a bit on the onions next time, to see if that solves the problem. To add more sweetness, I also added a few slices of some sweet pickled jalapeños.

14 ounce can peeled and chopped tomatoes with juice
1 big fresh tomato, peeled and diced
1/3 cup chopped white onion
2 cloves chopped garlic
1 chopped jalapeño (at first, I removed the stem, ribbing and seeds, but gradually added most of the ribbing and some seeds to adjust the heat to my taste)
2-3 slices of sweet pickled jalapeño peppers with dill (you could probably use a little honey and extra fresh jalapeños instead, but since it was only used to get rid of the bitter taste, hopefully it won't be necessary for anyone else)
1/4 cup chopped cilantro (next time I will go wild and use the full ½ cup)
juice from ½ lime - approx. 1 tablespoon
1 teaspoon salt
1½ teaspoon granulated sugar
1/4 teaspoon ground cumin
Add everything to a blender and pulse until you have the right consistency. (Mine turned out pretty thin, but luckily I prefer a salsa that is not too chunky). If you want more cilantro-green colour and more concentrated cilantro taste, just chop some of it with a knife instead, and add it at the end, without blending more.
Cover the salsa and chill for a couple of hours in the fridge - it will keep for up to approx. 5 days (if you haven't eaten it. Mine was gone the day after).
Serve with tortilla chips or nachos, or any other Tex-Mex food that requires some good, homemade salsa.
Conclusion:
As I already said, the salsa had a bitter taste at the beginning, which I blame on either the onions or the lime juice, so next time, I will try to use less onion and see if that helps.
The extra sugar and salt, plus the sweet pickled jalapeños helped, though, and after resting in the fridge, there was no more bitternes, and it was all good. 
It wasn't too hot for my taste, but had just the right bite.
I will definately be going back to this recipe, and adjust it until it is perfect for my taste buds.


To see my August contribution for SRC, click here!
---