mandag den 3. maj 2010

Der er stadig liv...

... men der har ikke været så meget mad at blogge om den sidste uges tid.
Jeg kom til at købe The Sims 3 til pcen i starten af sidste uge, og siden da er der altså gået meget tid med først og fremmest at få bygget vores eget hus i spillet så det ligner bedst muligt, og at få lavet tre Simmere der ligner os selv, og få spillet med dem.

Vi har også været aktive i haven - eller, dvs. Henrik har. Jeg har været ramt af birkepollenallergien de sidste 4-5 dage, så jeg har holdt mig mest muligt indenfor, og er stort set kun gået ud med store solbriller for at undgå den skide pollenstøv. Men det er da lykkedes at blive færdig med det nye rhododendron-bed, og så kom der også lige et par nye planter i inventarlisten, da vi var til plantemarked på Hald Hovedgård i søndags. To nye klematiser, som skal plantes når frosten er helt væk.

Madmæssigt har den mest stået på rester fra fryseren og andre nemme ting - vi havde dog et hold naboer ovre i lørdags til en gang marinerede og grillede stegeben (ikke at forveksle med spareribs), og det blev egentlig ok, så det kommer der måske et indlæg om i løbet af ugen.

Ellers forsøger jeg lige nu mest at nå til bunds i husrodet (altså i det rigtige hus, ikke Sims-huset) og vasketøjet - forhåbentlig kommer der lidt mere spændende ting på menuen i næste uge...