onsdag den 8. september 2010

Opskrift: Paneret kyllingeinderfilet med chili-ris og jalapeño-ostesauce





I fredags var der travlt med forberedelser til lørdagens fødselsdag, men der skulle jo stadig noget mad på bordet, og jeg havde kigget lidt i nogle af de amerikanske blogs jeg følger med i.
Vi har en masse kyllingeinderfileter i fryseren, så jeg fandt en opskrift på chili-ris med jalapeño-ostesauce, og mexicansk kylling, som jeg konverterede til en paneret udgave med inspiration fra NYBH.


Paneret kyllingeinderfilet:
4-5 personer

10-12 stk. kyllingeinderfilet


Panering:

2 dl creme fraiche 18%
2 tsk. dijon sennep 
½ tsk. stærk chilipulver 
salt
friskkværnet peber¨


ca. 1 dl rasp
salt
friskkværnet peber
½ tsk stødt spidskommen

ca. 1 spsk olie
ca. 1 spsk smør 


Creme fraiche, sennep, chili, salt og peber blandes i en dyb tallerken. Rasp blandes med salt og peber og spidskommen i en anden tallerken.
Kyllingefileterne dyppes først i creme fraichen (overskydende "sauce" skrabes af på tallerkenkanten eller med hænderne), og derefter i raspblandingen.
Fileterne steges i en blanding af olie og smør på en ret varm pande til de er sprøde og brune på begge sider. Pas på at paneringen ikke falder af (det er en god ide kun at vende dem én gang).

Chili-ris:
til alt for mange personer! (jeg har det med at koge for mange ris...)

2 spsk olivenolie
1 lille finthakket løg
½ tsk stærk + 1 tsk sød chilipulver
ca. 4,5 dl ris (2 cups)
ca. 7 dl vand (3 cups
salt

Varm olie op i en høj pande eller en gryde. Steg løget under omrøring til det begynder at blive blankt, ca. 3-5 minutter.
Tilsæt chilipulver og rør grundigt rundt i ca. 1 minut, til løget er dækket af chili-olieblandingen. Tilsæt risene og steg dem med i yderligere 1 minut.
Tilsæt vandet og ca. 1-2 tsk salt, bring det i kog, og lad risene koge iht. pakkens anvisninger ved medium varme (her i 12 minutter).

Jalapeño-ostesauce:


1 pakke baconskiver (hældes over kyllingen som pynt)
2 fed finthakket hvidløg
2 friske jalapeñochili uden kerner, finthakket
1 pakke flødeost på 200 g (jeg brugte en Buko light)
ca. ½ liter hønsebouillon (jeg brugte Oscar pulver)
ca. 60 g revet cheddarost (jeg brugte en jeg fandt i Bilka med jalapeño i - hvor godt passede dét ikke lige)
evt. frisk koriander til pynt (det undlod jeg af hensyn til Lækkermåsen - som endte med ikke at få noget, fordi han rendte rundt hos diverse naboer og ikke var klar over det var spisetid. Så kan jeg lære at lade være med at tage specielle hensyn)


Steg baconskiverne sprøde og lad dem køle af på køkkenrulle. Hak dem i mindre stykker.
Hæld evt. lidt af baconfedtet fra og steg jalapeño i resten i et par minutter. Tilsæt hvidløg og steg i ca. ½-1 minut, uden at hvidløget bruner.
Tilsæt hønsebouillon, flødeost og revet ost, og varm op til saucen er jævn og cremet, og al osten er smeltet. Smag evt. til med bouillon, salt og peber.


Konklusion:


Det er vist comfort-food, det her! Ostesaucen er på ingen måde sund (til gengæld var den lige tilpas stærk), og det kan kyllingepaneringen heller ikke siges at være, men det smagte rigtig godt - omend kyllingen druknede lidt i saucen, så jeg ved egentlig ikke hvor meget paneringen smagte af.
Det var også lidt hektisk med at få det hele til at passe sammen, så alt var færdig på samme tid, men det gik nogenlunde, og alt i alt var det rigtig godt. Tobias konkluderede også, at det måtte jeg godt lave igen - godt vi har fået ham opdraget til at kunne lide stærk mad.


Billeder:


Løg steges i chilipulver



Kyllingen er paneret



Jalapeño hakkes



Cheddar med chili - den smager af pænt meget



Kyllingen steges



Færdige chili-ris



Færdig sauce



Og min tallerken