søndag den 7. august 2011

Opskrift: Appelsinmarmelade med chili


Som nævnt her blev der, udover limonade, også lavet appelsinmarmelade i går.
Jeg fandt en opskrift hos Canningwithkids, hvor der også skulle habanero chili i, og det var jo lige noget der passede mig - habanero havde jeg dog ikke, så det blev i stedet til et par andre små røde nogen fra fryseren.
Dem puttede jeg i krydderikuglen, som jeg dermed fik indviet - primært for at undgå at chilifrøene kom med i marmeladen.

Jeg brugte noget mindre sukker end i den oprindelige opskrift - måske derfor blev marmeladen også ret tynd, så måske jeg skulle vælge at kalde det syltetøj i stedet.
Canningwithkids skriver ikke noget om at blende marmeladen, men det gjorde jeg altså med stavblenderen, da marmeladen var kogt færdig, da jeg ikke er så vild med alt for store stykker appelsinskal.

Appelsinmarmelade med chili:
ca. 1½ liter

½ kg øko/usprøjtede appelsiner med skræl, vaskede og skåret i tynde skiver
saft og fintrevet skal af ½ citron
6,25 dl vand
6½ dl sukker
2 små røde stærke chili inkl. frø - der prikkes lige lidt huller i

Appelsinskiver, citronsaft og -skal og vand bringes i kog i en gryde, og koger ved svag varme i ca. 40 minutter, mens der røres jævnligt. Chili puttes i krydderikugle eller en gazepose og koger med i yderligere 30 minutter mens der stadig røres jævnligt.
Krydderikuglen fjernes, der skrues op for varmen og sukker tilsættes. Kog ved høj varme i ca. 10 minutter indtil marmeladen (forhåbentlig) begynder at tykne.
Tjek enten med et sukkertermometer at temperaturen har nået ca. 105 grader - eller lav marmeladeprøven. Hæld lidt marmelade på en kold tallerken og lad den køle lidt af. Træk en finger igennem marmeladen. Hvis den ikke løber sammen, skulle den være færdig.
Hæld marmeladen på skoldede, spiritusskyllede glas med det samme (fyld op til ca. 2 cm fra åbningen) og sæt låg på. Efter åbning opbevares marmeladen i køleskab.

Konklusion:

Som nævnt - noget tynd i konsistens, men smagen fejler ikke noget - den er frisk og sommeragtig, og lige tilpas blendet til min smag, så skallen ikke smager for bitter.
Den er egentlig ikke stærk i smagen, så den kunne nok godt have tålt en enkelt habanero chili - men det må blive en anden gang.