mandag den 3. januar 2011

Godt nytår - og en lille midlertidig pause


Billede lånt fra http://ing.dk

Der har været stille på bloggen siden juleaften, og det er der et par grunde til.

Først og fremmest brugte vi 1. og 2. juledag på at flade totalt ud i hver sin sofa, med læsning (dog kun for mit vedkommende - at se Lækkermåsen med en bog i hånden vil være årsag til et hjertestop, tror jeg), film, serier og en god portion "morfædre" ind i mellem. Det var dejligt, tiltrængt - og faktisk også lidt anstrengende. I hvert fald havde jeg ondt i ryggen af at sidde/ligge så meget på de to dage, og det føltes helt rart at skulle arbejde lidt i ugen efter jul.
Madmæssigt stod juledagene på rester, burgere og nogle andre uspændende ting jeg allerede har glemt, så der er ikke det store at fortælle om.

Nytårsaften skulle vi have været sammen med madklubben hos vores vinkyndige venner, sammen med et fjerde par, men de planer gik i vasken.
Nytårsaftensdag lidt før middag, døde min svigermor. Hun havde fået konstateret lungekræft for kun to måneder siden, og det gik meget hurtigt ned af bakke til sidst, da hun fik problemer med at trække vejret, og til sidst gav kroppen op.
Da det stod klart hvor det bar hen, blev vi enige om at holde en fælles nytårsaften hos Lækkermåsens bror og svigerinde, sammen med hans far og søster og svoger. Så der blev samlet sammen hvad vi havde af mad, og så blev det faktisk alligevel til en hyggelig aften, hvor vi tog det hele meget afslappet - der var plads til både grin og gråd, og endda en lille lur i sofaen, inden klokken slog midnat.
Resten af weekenden er gået med planlægning af begravelse og alt hvad der nu ellers skal ordnes i den forbindelse, så madmæssigt er det heller ikke blevet til meget. Og denne uge står vist på ren overlevelse, indtil begravelsen er overstået, og vi kan finde ind i en nogenlunde normal rytme igen, i hvert fald hvad maden (og søvn) angår!

I næste uge ved jeg dog at jeg får noget godt at spise, i det mindste om mandagen - der starter det aftenskolekursus nemlig, som Hanne K. har lokket mig med til, hvor vi skal have "Mad og oplevelser for livsnydere" på Kongenshus Kro & Hotel. Vi skal 3 mandage i træk lave en 3-retters gæstemiddag med årstidens råvarer, og jeg glæder mig rigtig meget - både til at få lov at lave mad i et professionelt køkken, og ikke mindst til at møde Hanne ude i den virkelige verden - det bliver mit første møde med en med-blogger, og jeg må da indrømme at jeg er lidt spændt!
Jeg håber der bliver mulighed for, og tid til, at tage lidt billeder undervejs - hvis det lykkes, kommer der nok lidt på bloggen om oplevelserne.

Jeg håber på snart at vende tilbage på fuld kraft - men der skal lige lidt planlægning af menuer til først.
Indtil da, vil jeg nøjes med at følge med hos jer andre i blogland - og ønske jer alle et rigtig godt nytår!