tirsdag den 11. oktober 2011

Opskrift: Salat med figner, parmesanost, kylling og serranoskinke



Udgangspunktet i gårdsdagens aftensmad blev en rest kyllingebryst fra weekenden. Kødet var en anelse tørt, så genopvarmning var ikke umiddelbart en mulighed - derfor kom tanken om kold servering i en salat.
Hvad skulle der så mere i, udover salat?

Kød/pålægsskuffen viste sig at indeholde en pakke serranoskinke, som jeg passende kunne prøve at riste sprød i ovnen og bruge som drys (aldrig prøvet før, men jeg har jo kunnet se at det bliver brugt mange steder, det med ristningen). Desuden lå der efterhånden en del frisk figner og ventede på at blive brugt - nogle var købt med salat som formål, og nogle fik jeg foræret af Christian da vi var til fotokursus i Århus i søndags (mere om det en anden dag).
Sammen med kyllingen, nogle semi-tørrede tomater, en blok parmesanost fra fryseren, og lidt solbæreddike og god olivenolie som dressing, så udgjorde det en god og egentlig ret mættende salat.
Lækkermåsen fik dog nogle friskstegte kyllingestykker i stedet for kylling i salaten, da han har det bedst med varmt kød, og vi fik begge nogle kartofler med resterne af whiskysaucen - og så kunne vi heller ikke rokke med ørerne bagefter.

Salat med figner, parmesanost, kylling og serranoskinke:
1 person

et par store håndfulde blandet salat, skyllet og afdryppet
1 stegt og afkølet kyllingebryst i tern
1 håndfuld semi-tørrede tomater
1 frisk figen i halve skiver
et lille stykke parmesanost i flager
30-40 g serranoskinke
solbæreddike (eller anden frugt/bæreddike)
olivenolie

Start med at tænde ovnen på 200 grader - læg bagepapir på en bageplade, og læg skinkeskiverne på og sæt dem i den varme ovn. Bag dem i ovnen i ca. 5-10 minutter, til de begynder at blive sprøde - tiden varierer noget alt efter hvordan ovnen varmer, og hvor tykke skiverne er. Hold godt øje med dem, da det pludselig går hurtigt! Køl dem lidt af, og bræk dem i mindre stykker.
Arranger salat, kylling, tomater, figner, ost og skinke på en tallerken, og dryp med lidt eddike og olie.
Og nyd.

Konklusion:

Når Lækkermåsen af sig selv siger "god salat!", så er det tegn på at noget er gjort rigtigt - og den var rigtig god. Det sprøde fra skinken, det søde og bløde fra fignerne, det salte fra osten, og det syrlige fra eddiken - nam nam.
Det er første gang jeg har brugt helt friske figner i maden (har kun brugt dem i is tidligere), men det bliver vist ikke sidste. Så det er jo godt at der stadig er 5 i køleskabet.

2 kommentarer:

  1. Wow, Heidi, hvor ser det godt ud!! Det skal klart på min liste :-)

    Mange hilsner
    Birthe

    SvarSlet
  2. NYBH: Mange tak, det kan kun anbefales :-)

    SvarSlet