lørdag den 1. december 2012

Low carb/LCHF opskrift: Hjemmelavet kokosmælk


Jeg har været ved at sammenligne flere mærker kokosmælk herhjemme, og har konstateret at der er stor forskel på både kulhydratindhold, og hvor meget kokos der egentlig er i dåsen.
De dåser jeg har kigget på indeholder så forskelligt som mellem nogle-og-50 og 75% kokos - og her snakker jeg kun fuldfed kokosmælk, for light udgaven er snyd og bedrag. Der er bare tilsat mere vand og dermed mindre kokos - det gider vi ikke have, nej vi gør ej.

Udover kulhydrat- og kokosindhold kan det også være relevant at kigge på indholdet af tilsætningsstoffer/E-numre. Nogle af dem indeholder ingen suspekte ting, mens andre kan prale af hele 3 E-numre. De er, så vidt jeg ved, tilsat pga. konsistensen, men bør i de fleste tilfælde ikke være nødvendige til de formål man anvender kokosmælk.

I Real butikken i Förde Park ved Flensburg fandt jeg i november kokosmælk som indeholder hele 80% kokos, ingen E-numre, men godt nok 4% kulhydrat. Det valgte jeg at se stort på, da det vigtigste var det høje kokosindhold, og de manglende E-numre.
Der blev hamstret i omegnen af 15 dåser.
Hylden blev vist nok tømt. (Det var Lækkermåsen der sagde jeg skulle).

Nå men når nu det halve af en hylde i baggangen er fyldt af kokosdåser, så skulle man jo ikke umiddelbart tro jeg havde behov for selv at lave kokosmælk.
Det er bare ingen garanti for at jeg ikke kan finde på at gøre det.

Fremgangsmåden er egentlig ret simpel, men folk er ikke helt enige om at hvorvidt kokosen skal koges eller ej. Nogle overhælder den med kogende vand og lader den trække, nogle lader den koge i vandet, og andre bruger koldt vand.
Jeg bilder mig ind (uden at vide det) at kogende vand måske trækker mere smag ud af kokosmelet, så jeg brugte koge-metoden, men det er på ingen måde nødvendigt.

Kokos-"pulpen" der bliver tilovers laver man selvfølgelig til fint kokosmel, som kan bruges til bagning mv. Det kan nok ikke 100% erstatte det dyre mel fra Rawandmore, men i nogle sammenhænge bør det ikke gøre nogen forskel hvilken type der anvendes.

Jeg vender tilbage til kokosmelet en anden dag, da jeg ikke har tørret det der blev ud af denne portion endnu - det ligger i fryseren og venter på at der kommer en større portion til, så det kan betale sig at tænde dehydratoren.
Der går nok lige lidt tid.
Med de dåser kokosmælk der står i skabet.

Hjemmelavet kokosmælk:
ca. 1 liter mælk og ca. 140 g pulp der kan laves til fint kokosmel

200 g tørret og revet kokosmel, gerne økologisk (som det her fra Healthy Supplies)
1 liter vand

Kokos og vand koges op i ca. 5 minutter og køles lidt af, inden det hældes i en kraftig blender og blendes et par minutter, til kokosen er helt pulveriseret.
Mælken hældes igennem et osteklæde i en sigte over en skål - hvis stoffet er kraftigt nok, kan man vride den sidste mælk ud når ikke der drypper mere fra af sig selv.
Brug godt med kræfter - jo mere mælk der vrides ud, jo mere tør bliver pulpen og den skal dermed ikke tørre så længe i ovnen/dehydrator.
Kokosmælken kan opbevares på køl i 2-3 dage (kokosfløden vil stivne og lægge sig i toppen, lige som i dåse-kokosmælk) eller fryses ned i mindre portioner - eller anvendes med det samme.

Konklusion:

Mælken bliver ikke helt så tyk og cremet som fed kokosmælk fra dåse, men som det kan ses, så danner den alligevel kokosfløde på toppen, når den får lov at køle af. Det havde jeg faktisk ikke regnet med.

Smagen er nok heller ikke helt så kraftig af kokos som i købeversionen, men i en snæver vending kan det altså sagtens bruges til mange ting.
Prismæssigt, spørger du så. Kan det betale sig? Den kokosmel jeg bruger fra Healthy Supplies koster ca. 5,50 kr. pr. 100 g, dvs. der er for 11 kr. kokos til 1 liter mælk. Det må siges at være rimeligt billigt, især når kokosmelet oven i købet er økologisk.
Det ville svare til at en dåse med 400 ml økologisk kokosmælk kostede ca. 4,50 kr. (hvis man ser bort fra prisen på vand og strøm til kogning og blender).
Det får man ikke meget økologisk kokosmælk for i nogen butik.