lørdag den 28. august 2010

Opskrift: Grønne boller


En af mine kolleger har flere gange haft nogle boller med i madpakken, som så rigtig gode ud - de er med både spinat og gulerødder så de har en rigtig flot farve, og grøntsagerne er også med til at holde dem saftige.
Opskriften er fra Femina.
Fordelen er at dejen ikke skal æltes, men bare røres sammen og lægges på pladen med en ske - det er noget vi kan li', ja det er, for jeg hader at ælte dej med hænderne. (Eller - hader er måske så meget sagt - min au pair mor sagde engang at man kun kan elske mennesker - alt andet kan man synes godt om, holde meget af osv., men "elske" er forbeholdt mennesker - og da hade vel må siges at være det modsatte af elske, så kan man nok også kun hade mennesker, og ikke ting eller begreber. Så derfor synes jeg meget meget lidt om at ælte dej med hænderne).
I morges fik jeg langt om længe taget mig sammen til at gøre forsøget selv - jeg lavede et par ændringer, da jeg brugte friske babyspinatblade i stedet for frosne kugler, A38 i stedet for Cultura, jeg tilsatte hørfrø, brugte tørgær i stedet for frisk, og brugte vist knap så meget mel (jeg målte dog af i gram i stedet for dl, så jeg ved ikke lige hvor mange dl det svarede til). Jeg puttede desuden en ekstra ½ dl vand i, da jeg syntes den virkede lidt for tør til sidst.
Min version er som følger:

Grønne boller:
11-12 stk.

1 pose tørgær (eller 50 g frisk)
3 dl lunkent vand
100 g frisk grofthakket babyspinat
1 dl Cheasy A38
2 tsk. fint salt
200 g revne gulerødder (3 stk. - jeg brugte minihakker)
2 spsk. rapsolie
1 dl solsikkekerner
2 spsk hørfrø
1½ dl rugmel
ca. 400 g hvedemel

Opløs tørgæren i lunkent vand, tilsæt spinat, A38 og salt, og rør godt rundt.
Hæld de revne/hakkede gulerødder, olie, solsikkekerner, hørfrø og rugmel i, og bland godt.
Kom hvedemelet i lidt ad gangen til dejen stadig er klistret, men ikke våd, og rør godt rundt i et par minutter. Lad dejen hæve under et viskestykke i 15 minutter.
Tænd ovnen på 200 grader almindelig varme, tag et par skeer og form bollerne med disse, uden at bruge hænderne, direkte på bagepladen med bagepapir. Drys evt. med lidt mel eller solsikkekerner (det gjorde jeg dog ikke). 
Lad bollerne hæve tildækket i 20 minutter, og bag dem midt i ovnen i 20-25 minutter, til de er lysebrune og gennembagte. Afkøles på en rist, og fryses evt. ned i lukket frysepose, mens de stadig er lidt lune.

Konklusion:

Fine boller som virker meget bløde og saftige - jeg lavede et par små boller til smagsprøver, som jeg spiste med ost og tomatmarmelade, resten røg i fryseren så der er til madpakken.
Jeg havde kun kommet 1½ tsk fint salt i, hvilket er lige i underkanten, så skal de laves igen, bliver det med 2 tsk, som jeg også har skrevet i opskriften.

Billeder:

Spinat hakkes


Mel hældes i


This little piggy - didn't make it into the bowl


Klar til ovnen


De færdige boller



Havarti ost og tomatmarmelade på mini-boller

Ingen kommentarer:

Send en kommentar