søndag den 3. november 2013

Opskrift: Andefond med maksimal udnyttelse af hele anden - og så lige lidt om andeflæskesvær

Halvfrossen andefond
Nu nærmer Mortens aften (og for den sags skyld også juleaften) sig igen, og hvis der skal and på menuen med hele rækken af tilbehør, så er det ikke for tidligt at tænke over hvordan du vil have din andeSOVS.
Skal den være hjemmelavet fra bunden med fond du har selv har kogt ind, eller køber du en færdiglavet andesovs?

De sidste par gange vi har holdt jul har jeg lavet fond og sovs fra bunden, og nu må det vist være på tide at der kommer en opskrift, så jeg i det mindste selv har fremgangsmåden stående til fremtidige år.
I første omgang kommer det til at handle om fonden, da en god fond er det vigtigste udgangspunkt for en god sovs.

Saltede andebouillon"terninger"
Da vi holdt jul sidste år stod menuen for 2. gang på confit de canard. Det kommer der som udgangspunkt ikke så meget fond/sovsemateriale ud af, for selvom der ender med at være en del væske i gryden efter fedtet er sorteret fra, så er denne væske meget salt da lårene har ligget i salt i et døgn inden de koges i andefedt.
Da jeg lavede confit tidligere sidste år endte jeg dog alligevel med at koge denne "fond" ind også, og den blev gemt som "isterninger" lavet i silikoneforme, og kunne derefter bruges som (ret) salte bouillonterninger til at smage sovsen endeligt til med.
Andesmagen er der jo stadig, og som regel skal der alligevel lidt salt i sovsen for at den bliver perfekt.

Men altså, for at sikre at der var noget at lave sovs af til juleaften, så gik jeg i gang allerede i forbindelse med Mortens aften sidste år. Vi havde to hele ænder liggende i fryseren - nogle vi købte for nok 3-4 år siden fordi vi regnede med vi skulle bruge dem til at smelte fedt fra til confit (det endte vi så med at købe i stedet, og det bruger/genbruger vi stadig af) - men de lå der altså stadig, og ville nok have godt af snart at blive til noget spiseligt.

Derfor stegte jeg dem til Mortens aften, og brugte alt det jeg kunne til at lave fond til julesovsen af.
Selve ænderne blev spiselige, men uden at være fantastiske (det var de nok for små til), så hvis du gerne vil finde den perfekte måde at stege and på, så er det desværre ikke her du finder fremgangsmåden. Hvis jeg skulle lave en hel stegt and igen, så blev det imidlertid på samme måde som her, med at stege anden på forhånd (gerne dagen inden, dog nok ved lavere grader og i længere tid, og gerne forsøgt roterende på grillen), partere den og genopvarme den på dagen, penslet med lidt andefedt og drysset med lidt flagesalt. Så er der god tid til at lave fond og sovs klar også, hvis det skal på bordet sammen med anden.

Til gengæld for den manglende perfekte and, så vil jeg godt love der kommer en god fond ud af anstrengelserne, hvis du gør som nedenstående.
Og dermed også fundamentet til en god sovs - i hvert fald hvis du nogenlunde deler min smag i sovs.

Fonden er lavet i tre omgange af henholdsvis afdryp i ovnen, indmaden og grøntsager, og skroget og fyldet, så alt bliver udnyttet til mindste detalje.
Det kan vi godt lide i disse Stop Spild af Mad tider.

Bare vær obs på at den kræver at man går i gang i god tid, så start senest dagen før du skal bruge sovsen.

Ænderne lukkes til med kødnåle
Andefond med maksimal udnyttelse af hele anden:
ca. 1 liter

2 ænder (jeg brugte to fra frost på hver ca. 2400 gram - ikke nogen jeg kan finde på at købe igen, men de skulle bruges nu hvor de var købt)

Fyld:
2 store æbler i både
2 appelsiner i både (jeg brugte økologiske og skrællede dem derfor ikke)
Overskydende fedt (evt. også fra
 overskydende skind) smeltes fra
2-3 figner i både
to håndfulde grofthakkede rosiner
en dusk persille

2-3 spsk andefedt (eller olivenolie)
indmad og hals fra ænderne (jeg fjernede dog leveren)
de yderste afklippede vingespidser
2 løg i både
2 gulerødder i skiver
1 porre i ringe
vand

Indmaden og halsen
Indmaden fjernes fra ænderne, de skylles godt indvendigt, tørres med køkkenrulle, og gnides med salt og peber. Hvis der sidder meget fedt ved rumpen skæres det af og gemmes til senere.
Fyldet fordeles i de to ænder, og både hals og rumpe samles med kødnåle. Lårene og vingerne bindes ind til kroppen med madsnor så de ikke får for meget varme.
Ænderne lægges med brystet nedad på en rist over en bradepande med 1 1/2 l vand i, og steges til en kernetemperatur på ca. 80 grader - der findes mange grader og tider at gøre det ved - jeg satte ovnen på 150 grader og de fik ca. 1 time og 40 minutter med brystet nedaf, derefter blev de vendt og fik yderligere 20 minutter. Her var centrumtemperaturen ca. 80 grader, men en større and skal selvfølgelig have længere tid. (En tommelfingerregel siger vist 1 time pr. kg and ved 165 grader - det passede så ikke til mine, men der er jo også forskel på ovne, og så kom jeg vist i øvrigt også til at bruge varmluft, nu jeg tænker over det). Skindet var på dette tidspunkt ikke sprødt, men hellere saftig and og blødt skind, end tør and og sprødt skind.
Grøntsager der brunes
sammen med indmaden
Når anden er klar, tages den ud og køler lidt af, hvorefter den parteres i lår, vinger og bryst.  Skroget gemmes til processen længere nede, og kødstykkerne gemmes på køl til det skal gøres færdigt og spises.
Vandet og afdryppet i bradepanden gemmes til næste trin. Der blev ca. 9 dl, da en del af vandet var fordampet.

Ca. et kvarter inden anden er stegt færdig, påbegyndes fond på indmaden.
Det evt. afskårne fedt fra rumpen smeltes i en gryde (hvis ikke du afsmelter fedt og ikke har noget i forvejen, så brug olivenolie) og indmaden, halsen og vingespidserne brunes deri ved god varme.
Når indmaden er brunet af, sænkes varmen lidt og løg, gulerødder og porre tilsættes og svitses med i ca. 5 minutter - det må gerne tage lidt farve.
Vand og afdryp fra ovnen
Tilsæt 1 liter koldt vand samt de ca. 9 dl vand/afdryp fra bradepanden, hvor anden nu gerne skulle være færdig.
Lad fonden simre mens anden køler lidt af - skum jævnligt urenheder fra - jo lavere varme/simren, jo mindre skum bliver der, men jo længere tid tager det også for fonden at koge ind.

Når anden er parteret, fjernes det meste af det resterende fedt og skind fra skroget (gem endelig skindet til andeflæskesvær! - se længere nede), og skroget brækkes i mindre stykker. Varm lidt fedt godt op i en gryde og brun skroget deri, og tilsæt derefter ca. halvdelen af fyldet fra ænderne (jeg brugte kun halvdelen for at undgå at fonden blev alt for sød af frugten).
Når det hele er brunet af, hældes det i gryden til den igangværende fond, og der tilsættes yderligere vand så det dækker (jeg brugte ca. 2 liter). Fonden simrer nu med fyld ved lav varme i nogle timer (afhængig af hvor lang tid du har til rådighed) til al smag er trukket ud af frugter, grøntsager og skrog, hvorefter fyldet sies fra (men smid det ikke ud endnu!) - først i en sigte for at grovsortere (pres så meget væde som muligt ud med en ske), og derefter sies fonden gennem et klæde.
Den siede fond koger videre og ind til der er ca. 1-1½ liter tilbage (her må der godt være lidt mere knald på temperaturen - når først den er siet skummer den næsten ikke) - dette er selvfølgelig kun vejledende. Jo mere den koges ind, jo stærkere bliver smagen, og jo mere skal den måske fortyndes når sovsen laves - men omvendt fylder den også mindre hvis den skal fryses ned som jeg gjorde, så det var det primære formål med at få den ned i mængde.

Når fonden er kogt tilpas ind, sættes den på køl et døgns tid eller natten over, til fedtet er stivnet på toppen - så er det meget nemmere at skrabe af og gemme. Fedtet kan sagtens gemmes i fryseren i flere måneder, ja nærmere år, uden at blive dårligt, og det er guld værd feks. at stege kartofler i, eller at bruge til confit de canard.
Fonden gemmes til sovsen, eller fryses også ned til den skal i brug.

Det frasigtede fyld gennemgås og alt det brugbare kød pilles af skroget. Det gemmes og bruges feks. til anderilette. Resten smides ud - nu kan det vist heller ikke gøre mere gavn.


Andeflæskesvær:

Hvis du har pillet skind af det stegte skrog, eller hvis der er nogen der ikke spiser skindet ved serveringen (og de ikke har nået at sutte for meget på kødstykkerne), så gem endelig skindet og lav "flæskesvær" ud af det (hvis det ikke allerede er sprødt).
Steg skindstykkerne på en pande ved medium varme, drysset med lidt flagesalt, til det meste af fedtet er smeltet af, og skindet er sprødt. Vend det jævnligt. Hvis der stadig sidder et fedtlag som ikke vil smelte væk, kan det forsigtigt skrabes af med en lille skarp kniv.
Lad skindet køle af på et stykke køkkenrulle, og spis det som en snack drysset med lidt ekstra salt - eller brug det evt. i en salat med andekød, i stedet for brødcroutoner.

Konklusion:

Der kommer en god og kraftig fond ud af denne fremgangsmåde - men styrken afhænger jo som nævnt af hvor meget du koger den ind.
Disse andeflæskesvær smager fantastisk og jeg stod og spiste dem nærmest direkte fra panden - er ikke engang sikker på der var nogen andre i huset der nåede at smage.

Next up: AndeSOVS!

4 kommentarer:

  1. Køb aldrig en and under 2800 g og gerne fra et andet sted end et supermarked, hvis der også skal være kød på kræet. Jo bedre anden har levet, jo bedre smager kødet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Som jeg allerede har skrevet er det heller ikke nogen jeg kan finde på at købe igen - men min kvalitetssans for fødevarer var noget mindre for ca. 3-4 år siden hvor disse ænder blev købt, og eftersom de var købt, skulle de heller ikke gå til spilde! Stop Spild af Mad, du ved :-)

      Slet
  2. hej, ved i hvor lang tid, en nykogt andefond kan holde sig i køleskab?

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har ikke prøvet at have den stående i længere tid, men jeg vil da tro en lille uges tid kan lade sig gøre, hvis den kommer på køl med det samme. Ellers kan man jo bare fryse den ned - hvis man har plads i fryseren :-)

      Slet