Søndag havde vi egentlig snakket om at køre en tur til Estes Park, et naturområde nordvest for Denver - men Henrik havde hørt fra flere af kollegerne på fabrikken at det havde været en noget kedelig tur på denne årstid, så i stedet endte vi med at køre til det kæmpestore indkøbscenter, FlatIron Crossing i Broomfield (natur/shopping - shopping/natur - det kan da næsten godt sammenlignes eller noget).
Vi ankom i god tid inden de åbnede kl. 11, og det var nok meget godt, for jeg tror vi kørte rundt og rundt i næsten en halv time inden vi fandt ud af hvor hovedindgangen til de indendørs butikker var. Det er ikke sådan lige til for nogle jyske bonderøve som os, at komme til sådan en super-mall...
Vi brugte næsten den første time i en Ultimate Electronics butik, hvor de har alverdens elektronik-udstyr - lige fra pc'er til tv, vaskemaskiner og køleskabe (amerikanere, selvfølgelig).
Vi sad lidt i et af de mange superbløde sofaarrangementer og så lidt af Transformer 2 filmen, og fik derefter en lang snak med en pc-ekspedient, som gerne ville høre lidt om Danmark.
Derefter var vi bla. inde i Apple-butikken, for Henrik havde set sig lun på et TomTom car-kit til iPhone til bilen - men der var ikke ret meget at spare i forhold til at købe den hjemme, så det droppede vi igen.
Det mest spændende var måske nok en tur i Macy's, hvor køkkenafdelingen trak.
Ikonet Martha Stewart lægger navn til en masse spændende køkkengrej, så det blev bla. til et nyt sæt måleskeer i metal. Cup-målene havde jeg allerede købet andetsteds...
Vi havde også lidt kig på en majskolbeskræller fra Oxo, med indbygget opsamlingsfunktion - men vi blev enige om at med den, trods alt, beskedne mængde friske majs vi spiser om året, så kunne vi nok godt overkomme at skrælle dem manuelt - eller bruge de løse. Men fiks var den - og var det ikke fordi at friske majs stort set kun kan købes om sommeren, og de er relativt dyre, så kunne jeg sikkert godt have overtalt mig selv til at vi skulle have haft en...
Jeg kunne sagtens have proppet mange andre ting i kurven, men både pengepung og manglen på kuffertplads sagde nej, så vi nøjedes med at kigge.
Vi var egentlig ikke inde i så mange butikker i centeret, men vi fik prøvet nogle af deres berømte popcorn med forskellig smag. Der var en salgsbod med Doc Popcorn, hvor man bla. kunne få med jalapeño og cheddar ost, så vi fik hver en med halvt af hver.
Især den med ost smagte godt - den med chilien gav anledning til nogle voldsomme nyse- og hoste anfald undervejs hos os begge, da det er noget helt fint pulver der drysses på, og hvis man trækker vejret ind samtidig med at man spiser dem, så kan man altså godt mærke chilien! Men vi fik da opfyldt vores efterhånden langvarige ønske om stærke popcorn...
Efter en hurtig frokost i centeret (græsk pitabrød med kød og falaffel) kørte vi videre til Outlet centeret i Loveland, for jeg ville gerne have en Nike trøje ligesom den Henrik købte ved vores første besøg, og han ville gerne have et par fritidssko. Vi fandt det vi kom efter, og så fik vi lige købt en lille værtsgave hos Harry & David, som har nogle rigtig lækre ting vi desværre ikke rigtig selv får prøvet.
Turen gik nemlig videre til en anden af Henriks amerikanske kolleger, Bob, som jeg havde mødt da vi havde flokken af amerikanere hjemme hos os tilbage i november - han havde inviteret på en tidlig aftensmad hjemme hos sig selv, med selskab af sin kæreste Peggy.
Også her gik snakken derudad, og vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag med Bob og Peggy.
Bob grillede kyllingebryst og hakkebøffer, som blev til rigtige amerikanske hamburgere, og Peggy havde lavet kold kartoffelsalat (meget lig noget vi kunne finde på at lave i DK), en bønnesalat med grønne bønner, svampesauce og ristede løg (ikke lige så stor en favorit), og så fik vi en rigtig snasket chokolade-ostekage med friske jordbær til dessert - yum!
Der kom også lidt gaver med hjem fra Bob. Han er en ivrig jæger, og hans børn og børnebørn er alle involverede i processen med at tilberede kødet når de har skudt noget, så vi fik både et stykke tørret kød med, marineret i teriyaki - jeg ved ikke helt hvad kød det var, men det smager meget lige som beef jerky - og så en slags pølse af antilopekød med cheddarost og jalapeño. Meget spændende at prøve!
Han havde også et rigtig fint jagt-billede til Henrik - det ligger pt. pakket ned, så jeg kan kun huske at det er i gule/brune farver og har et dyr som motiv.
Og så ville han have givet os en bog han viste os, men vi ville ikke være bekendt at tage imod den, så vi har i stedet tænkt os at bestille den selv, for den er ret morsom.
Det er The Onion der har udgivet den, og bogen hedder Our Dumb World: The Onion's Atlas Of The Planet Earth.
Den er lavet som en slags atlas med en side for næsten alle lande i verden, der beskriver landets forhold på en meget sarkastisk og nogle steder lidt ondskabsfuld måde. Men hvis man kan tage det for hvad det er, så ser den umiddelbart rigtig sjov ud, og vi glæder os til at få den hjem så vi kan læse det hele.
Man kan få en lille forsmag på den via deres google map kort her http://www.theonion.com/content/international/atlas
Omkring halv syv tog Peggy hjem, så vi satte også kursen mod Brighton igen, efter en hyggelig eftermiddag.
Hjemme igen på hotellet kunne vi følge med i de sidste par timer af Oscar uddelingen, så for en gangs skyld blev den set live...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar