søndag den 20. september 2009

Opskrift: Pita-pizza med kartofler



I dag var vi en tur på jagt efter noget spaghnum til de rhodo'er som vi stadig ikke har fået sat i jorden - og på vejen kom vi lige forbi en brugs hvor vi ville proviantere lidt, og så var der lige nogle billige pitabrød - 2,95 kr. for en pakke med 6 i.
Det gav lige inspiration til frokosten da vi så kom hjem - hurtige pita-pizzaer på bagestenen i grillen.
Lækkermåsen lavede den traditionelle med masser af kød og ost, og jeg fik en enkelt af samme slags - men fandt så også lige på at prøve noget lidt anderledes, nemlig med kartofler. Så ud fra det jeg lige kunne komme i tanke om, og havde i huset, så blev det til følgende.

Pita-pizza med kartofler:

½ pitabrød (flækket på tværs)
1-2 spsk sød chilisauce
½-1 hel kartoffel (afhængig af størrelse) i meget tynde skiver (jeg brugte rivejernet, hvor der også er sådan en tynd snitte-anordning)
ca. ½ lille løg i tynde skiver
olivenolie
frisk rosmarin
kryddersalt

Pitabrødet flækkes på tværs og chilisaucen smøres på den "ruflede" side - altså den der egentlig vender ind mod midten af brødet. (Der kan sikkert også bruges andet end chilisauce, men det var det eneste jeg lige kunne finde, som jeg syntes ville passe til - ellers kan man evt. nøjes med at smøre med olivenolie).
Kartoffelskiverne lægges på så de dækker hele brødet, men kun i ét lag.
Løgskiver lægges på efter smag, der dryppes med god olivenolie, og drysses med en god kryddersalt og friske hele eller hakkede rosmarinblade.

Bager ved højeste varme på bagepladen i grillen i ca. 10 minutter.

Konklusion:

Meget anderledes hvis man kun er vant til masser af ost og kød - men absolut rigtig godt, og ikke mindst en del sundere end den traditionelle, da det eneste fedt der er på pizzaen, er fra den sunde olivenolie. Og ikke at forglemme, så er det også meget billigt, hvis man alligevel har et par kartofler i huset og et par pitabrød i fryseren - og meget nemt og hurtigt hvis man har en gasgrill (det kan selvfølgelig også laves i ovnen).
Til næste gang vil jeg nok lige prøve at tjekke på nettet hvad andre også putter på til kartofler - kunne forestille mig noget med en god tynd skinke og måske rucola - men det må studeres inden det bliver aktuelt igen.

Billeder:

Den rå pizza


Den færdige pizza


Og et par close-ups




1 kommentar:

  1. Tilføjelser:

    - Rødløg i stedet for almindelige løg
    - Maldon salt i stedet for kryddersalt
    - Danablu ost i små klumper

    SvarSlet