torsdag den 5. januar 2012

Low carb/LCH og almindelig opskrift: Anderilette


Der var rigeligt kød tilovers fra de confiterede lår nytårsaften, og selvom vi spiste reste-bix om søndagen, var der stadig overskud.
Noget af det blev pillet af og kom i fryseren - resten endte dagene i en portion anderilette.
Ja altså jeg ved godt at julen er overstået - men der er vel ingen der siger, at man ikke kan spise rilette den 5. januar. Så det er hvad jeg gjorde.

Jeg har skelet til Fjordrejens version - ikke fordi der er nogen voldsom videnskab i ingredienserne, men for lige at få en idé om blandingsforholdet.
Jeg nøjes i øvrigt med at gå ud fra at man allerede har noget tilberedt kød når man finder på at lave rilette - vil du have fremgangsmåden helt fra bunden (evt. med et alternativ hvor man koger i fond i stedet for fedt), så tjek Fjordrejens link - eller min opskrift på  confiterede andelår (jeg bilder mig ind at lår er bedst, da kødet ikke så nemt bliver tørt. Men i øvrigt kogte jeg et bryst med i fedtet til nytårsaften for lige at teste hvordan det blev i forhold til lårene, og det bliver i hvert fald bedre i andefedt, end det hidtil er lykkedes mig at lave på pande eller i ovn).

OBS: Jeg har ikke ændret på noget i opskriften for at gøre den low carb, for det er den så rigeligt i forvejen - derfor hører den både ind under low carb og almindelige opskrifter - eneste forskel er om man spiser den på rugbrød eller kernebrød uden mel, og om man bruger sukker-syltede agurker/rødbeder.

Anderilette:
ca. 325 g

ca. 200 g mørt andekød, enten fra skroget (det behøver ikke nødvendigvis blive kogt, men så er du sikker på det er mørt) - eller feks. rester af confiterede lår, som altid er meget møre
ca. 125 g smeltet andefedt - gem lidt til at toppe op med (jeg har i sin tid købt 2 kg andefedt hos Allégården, og det fedt renser jeg hver gang det er brugt til confit, og fryser ned igen - derfor har jeg altid fedt i fryseren, men ellers bør der smelte nok fedt af en and der laves i ovnen over en bradepande, til at bruge til rilette - den afsmeltede væske i bradepanden sies og køles af, og så kan fedtet nemt skrabes af da det flyder ovenpå - og resten af væsken kan bruges til fond, hvis ikke den er for salt)
ca. 2 g fint salt (ca. 10-12 g pr. kg)
friskkværnet peber
tørret timian

Findel kødet med to gafler, eller lad røremaskine klare arbejdet med K-spaden. Kødet skal være så findelt som muligt.
Bland det smeltede andefedt i (kan også med fordel gøres i røremaskinen) og smag til med salt og peber og timian.
Fyld riletten i spiritusskyllede glas (hvis den skal gemmes) og pres det godt sammen - lav et låg af andefedt, så der ikke kommer ilt til riletten.
Gem i køleskab. 
Server på rugbrød (eller kernebrød uden mel hvis det skal være low carb) med syltede agurker og/eller rødbeder (opskrifterne på disse indeholder sukker, men de kan selvfølgelig købes sukkerfrit - eller evt. syltes med Sukrin, men det har jeg ikke prøvet).
Kan holde i hvert fald en lille uges tid i køleskab selvom der er taget af den, og fedtlåget dermed ikke længere er intakt.

Konklusion:

Jeg kan kun fortryde at jeg ikke lavede dette sidste år til jul, hvor der alligevel var gang i de confiterede lår. Men bedre sent end aldrig.
Dette er jule-pålæg af bedste slags - fed, fyldig og forrygende.
Selv den bedste hjemmelavede sylte kan til hver en tid godt gå hjem og lægge sig.
Jeg stemmer på riletten fremover.

Gud ved om man ikke kunne gøre det samme med pulled pork - og så bruge baconfedt?

5 kommentarer:

  1. Det er bare det pureste guf! :-D

    Har prøvet med pulled pork, det bliver vildt godt - men der skal ikke så meget fedt til. Baconfedt lyser helt perfekt til formålet :-P

    SvarSlet
  2. Dvs. du brugte andefedt til pulled pork også?
    Det må klart prøves med baconfedt snart - har heldigvis en rest PP i fryseren :-)

    SvarSlet
  3. Ser helt vildt godt ud, det må prøves ved lejlighed

    Hvor lang tid kan det holde sig, hvis det får fedtlag? Og skal det stadig i køleskab?

    SvarSlet
  4. Unknown: Det kan i hvert fald kun anbefales :-)
    Jeg er desværre ikke klar over holdbarheden med fedtlag - jeg ville under alle omstændigheder opbevare den i køleskab, men når først der er taget hul på fedtlaget, ved jeg ikke hvor længe man skal regne med.
    Kødet blev kogt den 30. december, og jeg lavede riletten den 3. januar - vi spiste af den i går, så nogle dage kan den i hvert fald klare sig. Men jeg tror nu heller ikke den får lov at stå ret meget længere end det, hvis du prøver :-)

    SvarSlet
  5. Kommentarer kopieret fra low carb bloggen, hvor indlægget slettes:

    Charlotte den 2.23. nov. 2012 09.34
    Tænk det har jeg aldrig selv fundet på. Jeg er glad for du nævner Allegården - der har jeg været fast kunde i maaaaange år, har dog hver gang jeg har lagt bestilling ind glemt at købe ande- eller gåsefedt. Kernebrød uden mel??? Har du bagt det selv?
    Mange hilsner Charlotte

    heidi23. nov. 2012 10.08
    Charlotte: Jeg har faktisk ikke prøvet at bestille andet end fedt hos Allégården, men nu er der jo lige kommet en mail om deres sidste varetur i år, og jeg har overvejet om jeg skulle prøve noget. Bare en skam de ikke er økologiske!
    Ja kernebrødet er det her http://hejdislow.blogspot.dk/2012/07/opskrift-kernebrd-kernerugbrd.html - vist også kaldet Stenalderbrød mange steder. Der er mange der laver en udgave der ligner, og jeg bruger det som fuld erstatning for rugbrød. Bager et stort brød som jeg skærer i skiver og fryser ned, så det er nemt at tage op efter behov :-)

    Charlotte den 2.23. nov. 2012 13.06
    Tak - ligner lidt den samme opskrift som jeg bruger til knækbrød, dog uden æg. Det ser skøøøønt ud.
    Jeg har også lige fået mail fra Allegården om lev. her i nordjylland:-).
    Du har ret, ingen økologi - dog har hendes store kyllinger (op til 4 kg.) haft et meget bedre liv, mere plads, hver dag frisk strøelse samt mørkt om natten, ingen vækstfremmer - kun en transporttid på 60 meter fra indfangning til slagtehus. Hi hi, får ingen rabat hos Allegården.
    Mange hilsner Charlotte

    heidi24. nov. 2012 17.11
    Jeg håber også at deres fjerkræ har et bedre liv end så mange andre steder, så jeg tror jeg skal have prøvet en hel kylling på et tidspunkt. Men kan godt være jeg lige venter til næste varetur :-)

    SvarSlet