torsdag den 5. januar 2012

Opskrift: Ovnbagte falafler og mellemøstlig yoghurtsauce


Sidste gang jeg lavede et bidrag til SRC i december, var der i min gruppe en opskrift på ovnbagte falafler.
Jeg har længe haft lyst til at prøve at lave falafler, men friturestegningen har afholdt mig lidt fra det - jeg gider ikke stå og makke med kogende olie, medmindre det er strengt nødvendigt.
Så en ovn-kreeret version var jo en velkommen lejlighed til at se, om falafler overhovedet er noget ved. Altså jeg har smagt dem færdiglavede før, men ikke friske fra frituren.
Konklusionen måtte derfor blive, at hvis en ovnbagt version blev en succes, så kan det også være jeg engang gider prøve med olien.

Jeg fulgte mere eller mindre opskriften fra Cairns Manor, men tilføjede lidt ekstra ingredienser (fulgte bla. Klidmosters råd om at bruge lidt rå kartoffel), og gangede portionen lidt op.
De blev serveret i nogle pandebrød, sammen med en yoghurtsauce (opskrift længere nede - kommer fra samme kilde som falaflerne), rå løg og sød chilisauce.

Ovnbagte falafler:
ca. 15-20 stk.

½ kg kogte kikærter - gerne kogt med en masse krydderier så de får smag i sig selv (og jeg vil mene de skal være kogte, da de ikke bliver tilberedt på samme måde i ovnen, som de gør i friture eller ved kogning - det største problem med kogte kikærter ved friturestegning skulle også være at kuglerne vil smuldre - det behøver man ikke være bange for i ovnen)
1 stort løg
ca. 75 g rå kartoffel
1 dl frisk persille
3 spsk frisk koriander
1½ tsk salt
1-1½ tsk røde chiliflager
5 fed finthakket hvidløg
1 tsk stødt spidskommen
1 spsk sesamfrø
2 tsk bagepulver (kan nok godt udelades - jeg synes ikke jeg kunne se den store forskel, og når der ingen væske er i massen, og den heller ikke kommer i forbindelse med olie eller vand, har bagepulveret vel ikke noget at gå i forbindelse med. Eller hvad?)
ca. 1½ dl mel


Kør alt fra kikærter til og med koriander i foodprocessor eller mini-hakker (evt. i mindre portioner) - hæld det i en skål, og bland resten af ingredienserne i. Hold evt. lidt igen med chiliflagerne.
Lad massen hvile i køleskab en times tid - kan også stå længere om nødvendigt. Smag evt. til med mere salt, peber og chiliflager (eftersom der ingen æg er i, sker der ikke noget ved at smage på den "rå" fars) - men pas på med chiliflagerne. Dem jeg brugte var ret stærke, og 1½ tsk var i overkanten, selv til min halv-hærdede mund.
Test om der kan formes små frikadeller uden at de falder fra hinanden - tilsæt evt. lidt mere mel hvis ikke farsen er sammenhængende nok.
Tænd ovnen på 190 grader almindelig varme - smør en bageplade med olivenolie, og form frikadeller af farsen som sættes på pladen - jeg brugte en isske for at få dem nogenlunde ens i størrelse - lidt mere end 2 spsk pr. falaffel.
Pensl overfladen med olivenolie og bag dem i den varme ovn i ca. 20 minutter - vend dem, pensl den anden side med olie, og bag dem i yderligere 15-20 minutter.
Spis dem med brød, salat, sød chilisauce, og yoghurtsauce.

Mellemøstlig yoghurtsauce:

2½ dl græsk yoghurt 2%

2 spsk tahini
2 fed finthakket hvidløg
2 finthakkede forårsløg
salt


Bland alle ingredienser godt, smag til med salt og lad trække i køleskab et par timer.


Konklusion:


Selvom ovnbagte falafler nok ikke kan sammenlignes helt med friturestegte, så var jeg positivt overrasket. Der var masser af smag i dem (og som nævnt måske lige i overkanten pga. chilien), og dette skyldes nok også de krydderier jeg har kogt kikærterne i.
De kan måske godt virke en anelse tørre da der jo ingen fedtstof er i, og de  heller ikke bliver friteret i noget - måske kunne man tilsætte en smule olie, for også at få farsen til at hænge lidt bedre sammen.
Under alle omstændigheder bliver de helt klart lavet igen, og næste gang en ordentlig røvfuld, så der kan komme nogen i fryseren - jeg har de sidste par dage spist dem på arbejde til frokost, bare med lidt sød chilisauce til, og det var heller ikke helt skidt. Det er i hvert fald en sund form for frikadelle, og en god kilde til protein.
Selv Lækkermåsen var positiv - og til spørgsmålet om han godt kunne forstille sig et måltid kun med dem, uden kød (for at være flink havde jeg stegt lidt kylling til ham også), var svaret overraskende ja.
Så har man hørt det med.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar