Viser opslag med etiketten svinekød - steaks koteletter mv.. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten svinekød - steaks koteletter mv.. Vis alle opslag

mandag den 5. november 2012

Opskrift: Braisserede svinekæber i øl og rødvin med kål- og rodfrugtsmos



I lørdags havde vi madklub, og temaet var "hvad vi har på lager". Det startede egentlig ud med "tøm fryseren", men udviklede sig til også at omfatte køleskab og tørlageret, så hovedingredienserne skulle bare være fra et af de steder.

Forretten bestod af aspargessuppe, som blev lavet delvist på aspargesskræller og -ender jeg har samlet sammen i fryseren det sidste 1 1/2 år.
Hovedretten blev svinekæberne som dette indlæg kommer til at handle om - der blev købt en klump på 3 kg sidste efterår da vi var i Metro, og det var meget passende at tilberede når vi skulle have gæster.
3 kg svin til os 3 ville trods alt være lige i overkanten.

Jeg har fået svinekæber 2 gange før, begge gange hos min søster, og hendes erfaring var at de bliver bedre i rødvin i stedet for øl. Efter lidt søgning fandt jeg dog en opskrift hos Ale.dk, hvor der bruges porter, og den tog jeg udgangspunkt i, men brugte knap så meget øl, og tilsatte så også rødvin for at få det bedste af begge dele.
Grøntsagerne der skulle give smag til sovsen blev tilsat efter hvad der var i køleskabet, og der blev smagt til og justeret med lidt forskelligt for at give sovsen mest mulig smag.
Tilbehøret blev en kål- og rodfrugtsmos lavet med hvad der var i grøntsagsskuffen - opskrift længere nede.
Endelig fik vi en rigtig vintersalat med grønkål og rosenkål, som kommer i et separat indlæg.
Dessert var der også, men den er ligeledes en historie for sig.

Braisserede svinekæber i øl og rødvin:
ca. 10-12 personer

ca. 3 kg svinekæber (der var ca. 34 stk. i min portion så regn med ca. 10-12 stk. pr. kg)
olivenolie og/eller ghee (jeg brugte halvt af hver)
salt og peber

6 små skalotteløg i grove stykker
3 almindelige løg i grove stykker
3 gulerødder i grove stykker
2 persillerødder eller pastinakker i grove stykker (jeg kan aldrig huske forskel så jeg aner ikke hvad der kom i, da de var blandede i en vej-selv pose)

10 fed grofthakkede hvidløg
4 stængler bladselleri i grove stykker
1 spsk tørret timian
6 laurbærblade
6 knuste enebær
1 mørk øl (jeg brugte en porter)
ca. 2-3 dl rødvin
3 spsk grov sennep
ca. 1/2 liter vand

3/4 l piskefløde
3/4 - 1 dl gastrik (se feks. fremgangsmåde her hos Meyer - jeg har aldrig fået blogget om det, men har selv lavet min af æblecidereddike og sukker) - hvis ikke du har eller gider lave gastrik, så brug evt. ekstra eddike og et skvis sirup eller sukker, afhængig af hvor sødlig du vil have sovsen
1/4 dl æblecidereddike
1 1/2 tsk salt
hjemmelavet oksefond
evt. maizenajævning
evt. madkulør (brugte jeg dog ikke)

Start med at fjerne den sene/hinde der sidder på kæberne - den ligner lidt det der sidder på en mørbrad - du kan se et billede af kæber med og uden sener hos Ale. Det gøres nemmest med en lille skarp kniv, men det tager lidt tid - især hvis man skal rense 34 stk.
Når kæberne er klar, duppes de tørre med køkkenrulle og krydres med salt og peber, og en god sjat olivenolie og gerne ghee, som kan tåle høj varme, varmes godt op i en god stegegryde. Brun nu kæberne nogle stykker ad gangen i gryden og tag dem op efterhånden - sørg for der er godt med varme på, så de steger i stedet for at koge - de skal have en god brun stegeskorpe så det kan give smag til retten. Det kan godt være bunden af gryden bliver lidt mørk af den hårde varme, men det giver smag til sovsen, og opløses når der kommer væske i.
Når alle kæberne er brunet, tilsættes evt. lidt mere fedstof i gryden, og nu brunes 2xløg, gulerødder og persillerødder/pastinakker af ved god varme i 3-5 minutter.
Når grøntsagerne har fået farve, tilsættes hvidløg, bladselleri, timian, laurbær, enebær, øl, rødvin og sennep, sammen med svinekæberne og vand til det lige dækker, og blandingen bringes til en simren, som den skal fortsætte i ca. 1 1/2 time - her fik kæberne 1 time og 40 minutter. Tjek jævnligt om der er nogle urenheder der skal skummes af.
Tag en kæbe op og tjek om den er ordentligt mør efter 1 1/2 time - hvis ikke, så giv dem 10-15 minutter mere.
Når kæberne er møre, fiskes de op og køles af.
Suppen sigtes og al væsken presses ud af grøntsagerne i sigten så mest mulig smag kommer med i sovsen.
Suppen hældes tilbage i en ren gryde og nu tilsættes piskefløde, gastrik (hold evt. lidt tilbage og smag til senere), ekstra eddike, salt og oksefond (jeg har ikke mængder på hvor meget fond jeg brugte - det var i forskellige størrelser terninger af den gode, mørke hjemmelavede slags, men prøv med lidt og tilsæt mere senere hvis der stadig mangler smag).
Sovsen koges stille og roligt ind til ønsket styrke og smag - jeg endte ud med ca. 2 liter færdig sovs.
Grunden til jeg først kogte den ind efter de sidste ingredienser blev tilsat, er at det efter min mening er svært at smage sig frem til hvor meget den skal koges ind før det hele er kommet i - men det kan man selvfølgelig gøre som man lyster.
Jævn evt. sovsen med lidt Maizena rørt ud i koldt vand, og giv den lidt farve med madkulør hvis du synes den er for bleg (min oksefond havde farvet den så meget, at det faktisk ikke var nødvendigt her, men smag (og fond) er jo forskellig).
Læg svinekæberne tilbage i sovsen og varm dem op i 5-10 minutter.
Server evt. med nedenstående mos og en god syrlig salat som kan modsvare den lidt sødlige sovs.

Kål- og rodfrugtsmos:
ca. 8 personer

1 lille knoldselleri ca. 125 g renset vægt
1 blomkål ca. 775 g
3 medium gulerødder
ca. 400 g broccoli
en håndfuld jordskokker
evt. 4 små kartofler (kan sagtens undlades, men kom med fordi de skulle bruges)

4 spsk smør 
½ dl fløde
1 rød finthakket chili uden kerner
1 spsk limesaft
2 tsk salt
2 store håndfulde grofthakkede nødder


Alle grøntsager renses/skrælles, skæres i store tern, og koges i usaltet vand i 15-20 min. til alt er meget mørt.
Si vandet fra (gem det evt. og kog det ind til grøntsagsbouillon) og mos grøntsagerne med en kartoffelmoser eller pisk med elpisker (da der kun er meget få kartofler i, bliver blandingen ikke klistret ligesom hvis det kun var kartofler) til det hele er godt most ud.
Tilsæt smør, fløde, chili og limesaft, og smag til med salt.
Når mosen er smagt til, hældes den op i et (evt. smurt) ovnfast fad og der dryppes med lidt olivenolie og drysses hakkede nødder på.
Mosen gratineres nu i ovnen ved 190 grader til den er gennemvarm - har den været kølet af, skal den nok have ca. 20 minutter, men pas på at nødderne ikke bliver brankede - dæk evt. med staniol.

Konklusion:

Åhh manner det er efterårsmad når det er bedst!
Jeg kunne seriøst spise den der sovs med ske (måSKE er det også SKEt) - et par af gæsterne syntes tilsyneladende at den var en anelse for sød, og så sammen med mosen som også har en vis sødme fra rodfrugterne, men jeg var altså solgt. Man kan ikke decideret smage hverken øl eller rødvin i sovsen, men det hele giver en fantastisk smag, som kun flødesovs kan have. Og så satte den hjemmelavede oksefond lige prikken over i'et.
Svinekæberne bliver fantastisk møre og lækre, næsten i stil med pulled pork.
Så må man sige at det er noget hurtigere at lave svinekæber.
Mosen er et rigtig godt alternativ hvis man gerne vil undgå for mange kartofler (som jeg jo normalt gerne vil), og den kan sagtens laves helt uden, og med hvad man nu har af rodfrugter - jeg har også lavet noget lignende med blomkål og søde kartofler, og det var heller ikke ueffent.
Alt i alt - skøn simremad som jeg sagtens kunne lave igen.
Hvis altså jeg kan finde svinekæber til en fornuftig pris.

tirsdag den 18. januar 2011

Opskrift: Krydret ovnstegt flæsk med kartofler og "light" persillesovs

            

For snart længe siden købte jeg en pakke flæsk på tilbud, som blev smidt i fryseren til flæsk-trængende tider - og den dag var endelig kommet i dag.
Sidste gang jeg/vi lavede flæsk var det på gasgrillen, med et halvbrændt resultat - så i dag blev de lavet i ovnen, så jeg lidt bedre kunne holde øje med dem.
Jeg havde set på www.grillguru.dk at nogen giver flæsket en rub inden stegningen for at give mere smag, så jeg brugte denne Grill Mates Sweet & Smokey rub, som vi købte i USA.

Der skulle selvfølgelig kartofler og persillesovs til. Sidste gang brugte jeg Karolines mælkesauce, men i dag ville jeg forsøge fra bunden, men uden at den blev alt for fed, så jeg fandt en fedtfattig version hos Arla jeg tog udgangspunkt i.

Vi skulle egentlig have haft en råkostsalat til også, men tiden løb fra mig, så det blev ved de tre hovedingredienser.

Krydret ovnstegt flæsk:

ca. 3-5 store skiver flæsk pr. person
salt
rub

Flæsket tørres med køkkenrulle, drysses med lidt salt, og rubben gnides ind i flæsket på begge sider. Sættes i køleskab på en tallerken i en times tid, til rubben er "smeltet".
Flæsket lægges på en rist over en bradepande, og sættes øverst i en kold ovn, som tændes på 225 grader.
Flæsket vendes et par gange efterhånden som det begynder at blive sprødt - efter ca. 20 min. skrues varmen ned til ca. 185 grader til flæsket er færdigstegt - pas på det ikke bliver for mørkt, især hvis der er sukker i rubben!

Persillesovs, light version:
ca. 3-4 personer

½ liter minimælk
ca. 2 spsk maizena
½ spsk Oscar hønsebouillonpulver
½ tsk sukker
ca. 2 dl meget finthakket frisk persille (jeg brugte kruspersille denne gang)
salt og hvid peber

Maizena piskes ud i mælken, og det hele koges op - juster evt. med mere maizena hvis den er for tynd, eller evt. lidt kogevand fra kartoflerne hvis den er for tyk.
Bland bouillonpulver, sukker og persille i, og kog igennem i 5-10 minutter mens der piskes, til persillen er blevet blød og ikke føles så grov i konsistensen. Den brænder let på pga. den fedtfattige mælk og manglende fedtstof, så sørg for at være grundig med piskeriset.
Smag til med salt og peber.

Konklusion:

Flæsket blev ikke 100% sprødt, men jeg var nød til at tage det ud lidt tidligere end jeg regnede med, da det var begyndt at blive lige lovlig mørkt. Smagen var dog supergod - det kan godt anbefales at rubbe det med en god krydderiblanding, i stedet for kun at give det salt og peber. Og da først det havde kølet lidt af, blev sprødheden også lidt bedre.
Sovsen blev også god - som sagt har den dog nemt ved at brænde på, så man skal være over den med piskeriset - og så skal den koges ordentligt igennem med persillen, da persillen ellers føles meget grov. Jeg ved godt at nogen først putter persillen i til allersidst, og ikke koger den igennem derefter, men jeg synes ikke den mister smag ved kogningen - og så vil jeg også gerne kunne spise resterne dagen efter.

onsdag den 14. juli 2010

Opskrift: Kold kartoffelsalat, og gourmetsaltede, marinerede og intervalgrillede skinkesteaks



Nu hvor jeg omsider har lært at koge kartofler, og eftersom der blev en del tilovers fra mandagens kyllingemenu, så var jeg ikke i tvivl om hvad der skulle laves af resterne: Kold kartoffelsalat!
Jeg har kun mødt én udgave af kartoffelsalat, som var bedre end min mors, og det var til en barnedåb for et par uger siden. Jeg fik spurgt kokken hvad der var i, men det eneste jeg kan huske hun sagde, var ymer og miracle whip, og så lage fra syltede agurker.
Så jeg måtte eksperimentere med, og tilføje lidt til den opskrift jeg for mange år siden sjussede mig frem til, ud fra hvad min mor (kan huske hun) plejer at komme i.

Der skulle jo lidt kød til - og jeg havde sat mig for at jeg ville prøve at give noget svinekød en chance. Det eneste svinekød vi egentlig spiser er normalt mørbrad (og stort set kun i fyldt udgave), pølser og flæskesteg - koteletter har vi det normalt ikke så godt med, da jeg tit synes det bliver uspiseligt tørt, eller simpelthen smager for meget af - gris.
Men i dag gik jeg på jagt i Superbest, og var egentlig klar til at hive en bakke koteletter med hjem, hvis der var nogen til en ordentlig pris. I stedet fik jeg så øje på nogle skinkesteaks, og så blev det lidt et kompromis med dem, da jeg satsede på de måske var lidt nemmere at have med at gøre.
Min idé var at gourmetsalte dem, og derefter marinere, og intervalstege. Hvis ikke de blev gode af det, så var det GOODBYE PORK!

Kold kartoffelsalat:
4-5 personer

1 kg kogte kolde kartofler, skåret i tern
3½ dl ymer
1 dl mayonnaise (jeg brugte en lidt fedtreduceret udgave, fordi det var den jeg havde)
2 finthakkede skalotteløg
2 tsk lage fra syltede agurker
1 spsk Miracle Whip (light)
1 tsk citronsaft
1½ tsk salt
1 tsk sukker
friskkværnet peber
evt. purløg

Ymer piskes sammen med de øvrige ingredienser til dressingen, og kartoflerne vendes i. Trækker i køleskab i minimum en time.
Da gemalen ikke er vild med purløg (undtaget når det befinder sig i fetadip), nøjedes jeg med at drysse det over min egen portion, men ellers ville jeg have puttet det i.

Gourmetsaltede, marinerede og intervalgrillede skinkesteaks:

4 skinkesteaks på ca. 1½ cm tykkelse, i alt 425 gram
0,8% salt i forhold til kødets vægt - dvs. i dette tilfælde ca. 3-4 gram helt fint salt (jeg har kværnet noget groft salt til formålet, så det bliver helt pulveragtigt - så er det nemmere at fordele jævnt)
marinade efter ønske (jeg fandt et brev i skabet med en Santa Maria Cajun marinade, som trængte til at blive brugt) - eller evt. bare friskkværnet peber

Kødet gnides med saltet jævnt over det hele, og trækker i køleskab i ½-1 time.
Marinaden pensles på, eller lægges i en pose sammen med kødet, og trækker i køleskab i yderligere ½ time.
Steaks'ne intervalgrilles på direkte varme  - først 2 minutter på hver side, så hviler de på en tallerken med staniol over i 3 minutter, og så steger de igen 1-2 minutter på hver side. Test evt. på en af dem som IKKE skal bruges til madbilleder (!), om den er nok på det tykkeste sted.
Serveres med det samme efter sidste stegning.

Konklusion:

Kartoffelsalaten blev ikke helt lige så godt som den til barnedåben - men jeg er næsten lige ved at sige at den kan måle sig med mo'ars. Jeg blev godt nok lidt bekymret efter at have puttet Miracle Whip i til 2½ dl ymer og ½ dl mayo, da jeg syntes smagen var alt for gennemtrængende. Men lidt mere ymer og mayo hjalp på det, sammen med de andre ingredienser også.
Tomaterne ovenpå er i øvrigt ikke orange fordi de var totalt umodne - det er orange tomater, og de var faktisk rigtig gode.
Og mht. svinet.... så vil jeg i al beskedenhed erklære det for en ubetinget succes! Nu ved jeg ikke hvordan en skinkesteak vil blive ved bare at smide den på grillen og give den 3-4 minutter på hver side med salt og peber - men mine erfaringer med intervalstegning indtil nu, siger mig at det altså er med at til gøre kødet mere mørt og saftigt. Og så regner jeg også med at gourmetsaltningen har gjort sit.
Der var masser af smag (primært fra den ret gennemtrængende cajun-marinade), og kødet var mørt og saftigt.  Så selvom jeg ikke heeeeelt er med på tanken om koteletter endnu, mon så ikke de får lov at få samme tur en gang, hvis jeg lige falder over nogen der er billige...