Smagstest af Gaea produkter

Som flere andre bloggere var jeg så heldig at få lov at teste nogle produkter fra den græske producent Gaea, som laver olivenolie, oliven, tapenade, madlavningssaucer, diverse græske specialiteter og eddike. Heraf er en del af produkterne økologiske.

Mit indlæg har været lidt undervejs, for det første fordi vi var på ferie i sidste uge, og selvom jeg nåede at modtage kassen med produkter inden ferien, så måtte testen udskydes lidt, da posten på mit arbejde, hvor jeg fik pakken leveret, havde været noget skødesløs. Kassen var nærmest smidt ned på kanten af en anden kasse med et skarpt hjørne, og det betød desværre at to af flaskerne fik slået bunden ud - hvilket selvfølgelig også betød at det sejlede med olie inden i kassen.
Anne-Sophie fra Lahme, som stod for kontakten, var heldigvis så sød at sende mig tre nye flasker olie, så jeg faktisk havde 4 flasker i alt - tak for det Anne-Sophie :-)
De kom mens vi holdt ferie, så i denne uge var vi endelig klar til test.

For at få lidt objektive meninger, havde vi inviteret nogle græsk-glade venner på besøg i eftermiddag, så vi kunne få den bedst mulige bedømmelse frem. De havde både to børn og farmor med (de kom direkte fra fåreflytning på Kongenshus), så der var nok af holdninger at holde styr på - sønnen på 6 spiser også oliven, hvilket jeg synes er ret sejt (til gengæld kan han ikke lide tapenade - ligeledes hader han marcipan men kan godt spise mandler. Noget tyder på han er til de rene råvarer, og ikke blandingsprodukter).

Vi linede det hele op på den overdækkede terrasse, serverede flutes, rusks (græske tvebakker), saltkiks og saltstænger til, sammen med kølige drikkevarer, og så var det bare at gå i gang.


Jeg har stiftet bekendtskab med Gaea før, da vi bla. har købt nogle tapenader med hjem fra Kreta, og jeg har også set produkterne herhjemme (fortrinsvis olie, oliven og tapenade - at de også lavede bl.a. madlavningssaucer og eddike var nyt for mig) - jeg har dog ikke selv købt olierne før, så dem var jeg spændt på at smage. Nogle af olierne og tapenaderne indgår i fast sortiment hos vennerne, så de var heller ikke ubekendte med smagen - men det var rimeligt nyt for os alle at skulle smage på ren olie på den måde. (Vi prøvede det dog på Kreta i foråret, hvor vi besøgte en olivenoliefarm).

Når nu vi var så mange mennesker, var det nødvendigt at gå systematisk til værks, så der blev hældt olie i dybe tallerkener med navn på olien, og så smagte vi på én af gangen, mens der blev kommenteret og noteret.
Det samme gjorde vi med tapenaderne og oliven.

Vi startede ud med olivenolierne.

Til venstre Sitia fra Kreta, Kritsa også fra Kreta, og endelig Kalamata fra fastlandet.

Ifølge det tilsendte materiale har olierne følgende kendetegn:

Sitia, Crete D.O.P. Ekstra jomfru olivenolie

Koldpresset, single origin olivenolie fra Sitia på Kreta. En velafbalanceret olie med intens frugtig smag med toner hen ad friske grønne grøntsager og artiskok. Olien er velegnet til lyst kød, pasta og fisk og endda i søde sager, fordi den friske smag komplimenterer sødmen fra for eksempel nødder.

Kritsa, Græsk ekstra jomfru olivenolie

Denne olivenolie fra et landmandskooperativ i Kritsa på Kreta har vundet utallige priser og er det ubetingede stjerne-produkt hos Gaea. Mikroklimaet i Kritsa er ideelt til olivenproduktion, og Kritsa har en århundredelang tradition for olivendyrkning. Kritsa-olien er skabt ud fra den traditionelle Koroneiki-metode, hvor tre forskellige typer oliven presses sammen inden for tre timer efter høsten.

Oliens dybe aromatiske smag efterlader en lang peberagtig eftersmag, der balancerer perfekt mellem bitter og krydret. Den smager skønt bare med brød og salt, men er også velegnet til grønne salater, fisk og i saucer. Brug den desuden, når du bager brød eller i desserter sammen med intens mørk chokolade, hvor de krydrede toner matcher den bløde sødme fra chokoladen.

Kalamata D.O.P. Ekstra Jomfru olivenolie

Kalamataolien er lige som de andre olier koldpresset og single origin, men adskiller sig i smagen fra Gaeas andre olier med sin let krydrede smag med toner af peber, æbler og duften af nyslået græs. Olien stammer fra det sydlige Pelopponnese og er alsidig i brug til både varme og kolde retter.

Vores bedømmelse af olierne:

Vi var generelt meget enige om at alle tre olier var mere eller mindre bitre i smagen, når man sådan smager dem helt naturel, kun med brød til.

At smage på olier på denne måde bliver ikke noget vi kommer til at uddanne os i (så hellere vin) - men når det er sagt, så er det jo også sjældent man spiser noget, hvor smagen fremstår så rent af olie.

Vennen lavede en lille blindtest med Kritsa og Kalamata olien, sammen med en økologisk af et andet mærke vi købte på olivenoliefarmen på Kreta, og der blev resultatet at den økologiske vandt, foran Kalamata på 2. pladsen og Kritsa på 3. pladsen. Den økologiske var simpelthen meget mildere i smagen, og ville måske endda kunne bruges i mayonnaise med godt resultat. Men den skal der ikke bruges mere tid på her, hvor det primært drejer sig om Gaea.

Jeg er ikke i tvivl om at alle de tre olier fra Gaea er af god kvalitet (Kritsa olien har som nævnt ovenfor vundet mange priser, og skulle være den bedste af de tre olier), og især luner det jo mit hjerte at de to af dem er lavet af oliven fra Kreta. De vil blive brugt med glæde til dressinger, stegning, marinader osv., og måske også hvis jeg får taget mig sammen til at forsøge mere med olivenolie til det søde køkken, i stedet for smør (her skulle Kritsa olien som nævnt passe godt til feks. chokolade, så det må jo næsten testes).

Vi gik videre til de to slags oliven:

I glasset til venstre var der økologiske grønne oliven, i glasset til højre blandede økologiske oliven (ifølge emballagen var det grønne, Kalamata og noget jeg mener der hed brunette oliven).

Her teksten fra det medsendte materiale:

Økologiske grønne oliven uden sten

Klassiske frugtige grønne oliven, der bare lige er en tand bedre end de fleste. Det gode bid og balancen mellem syrlighed og sødme gør denne oliven til en særlig fornøjelse sammen med et glas hvidvin. Kun konserveret med salt og citron.

Økologiske blandede oliven

Blandingen af grønne og sorte kalamata-oliven inviterer til at spise disse oliven som snack eller som en enkelt forret sammen med frisklavede bruschettaer. Kun konserveret med salt og citron. 

Vores bedømmelse af oliven:

Alle oliven var ret milde i smagen, og de to typer grønne oliven (fra glasset med kun grønne, hvor der ikke var sten i, og fra det blandede glas som var med sten) smagte forholdsvis ens.

Der var to slags brune oliven i det blandede glas, og den lyseste af dem var desværre lidt for blød og "snasket" i konsistens til at vi brød os om den - der var den mørke meget mere fast og indbydende.

Generelt var indtrykket at dem med sten i fra det blandede glas var bedst (bifaldet af sønnen på 6) - når man lige ser bort fra den bløde konsistens på de lysebrune.

Alle oliven havde en pæn størrelse og var, bortset fra en enkelt som havde en plet, pæne og regelmæssige.

Når jeg har købt oliven, har jeg mest købt Kalamata, men jeg ville sagtens turde købe især de grønne, når jeg engang har brugt alle dem jeg har importeret fra Grækenland.

Endelig var det blevet tid til tapenader:

Materialet fra Lahme fortalte følgende:

Grøn oliventapenade

Med Serien af Meze produkter inviterer Gaea til et afslappet måltid i gode venners lag. De syrligt-søde grønne oliven er smagt til med koriander, basilikum og hvidløg og bringer minder frem om ferien under sydens sol.

Soltørret tomat-bruschetta

Soltørrede græske tomater sammen med grønne oliven og gedeost, smagt til med hvidløg og basilikum i denne lækre spread lige til at smøre på det ristede brød. Nyd det til en afslappet meze-aften, eller brug den som forret i en snæver vending. 

Da jeg rodede skufferne igennem for at finde noget tilbehør til testen, fandt jeg faktisk Gaeas økologiske version af den grønne tapenade, som vi har købt på Kreta sidste eller forrige år - så den blev tilføjet til testen så de to grønne varianter kunne sammenlignes.

Vores bedømmelse af tapenader:

Den røde variant var en favorit hos alle - den havde god tomatsmag, og smagte slet ikke af gedeost (som der også er i, hvilket man måske ikke lige forventer).

Glasset blev tømt som det eneste, og indholdet gik fint til både "tvebakker"/rusks og saltkiks.

Almindelig grøn øverst til venstre, tomat-bruschetta til højre, og øko grøn nederst

Mht. de to grønne tapenader, så var min, og fleres mening, at den økologiske var bedst. Den almindelige var ret grov i konsistens, og det var ligesom om at olien skilte ekstra meget fra fyldet, fordi de grønne oliven var så grofthakkede. Smagen var også mere "voksen", og mere gennemtrængende af oliven. 

Almindelig til venstre - øko til højre

Den økologiske var mere fin i konsistens, og lidt mere salt i smagen, og hang bedre sammen med olien så den ikke skilte.

Alle tre tapenader kan dog anbefales, og i øvrigt bruges til mange andre ting end bare at spise på brød. Tjek evt. Gaeas forslag til opskrifter.

Dette var slutningen på vores test-eftermiddag efter et par hyggelige timer - det var sjovt at lave en fælles vurdering og høre de forskellige meninger.

Samlet set vil jeg ikke tøve med at anbefale Gaeas produkter, og især kan jeg godt lide at de har en del økologi i sortimentet. Det kunne dog være spændende om man kunne købe flere af de specielle græske produkter i Danmark også, men ellers må vi have kigget efter dem, næste gang vi er i Grækenland.

Til slut kommer lige lidt flere stemningsbilleder fra eftermiddagen.

Der dyppes brød i Sitia olien

Sønnen har fået serveret en af de grønne oliven uden sten

HAPS! 

Der drysses lidt salt på brødet, sammen med olien

Opskrift: Barbecuesauce med HP sauce til spareribs

Jeg er en af de heldige der er blevet spurgt om jeg har lyst til at teste HP sauce og bruge det til forskellige retter, og skrive om det her på bloggen - og det vil jeg selvfølgelig meget gerne.
Jeg har egentlig aldrig rigtig brugt HP sauce så meget, og det var da også en af de ingredienser jeg ikke havde i skabet i forvejen - så det bliver en spændende udfordring at finde noget den kan bruges til.
Hvis du vil læse mere om HP sauce, findes der en masse info lige her.

I går modtog jeg så en flaske almindelig HP sauce med posten, og det kom i anvendelse allerede til aftensmaden.

Vi havde aftalt at grille sammen med flere af naboerne, og vi stod bl.a. for spareribs. Det var "bare" de færdiglavede fra Jensens (tror jeg det er), men Lækkermåsen fik alligevel hevet smokeren frem fra sit vinterhi for at give benene nogle timer deri ved lav temperatur (han kunne så også konstatere at vandfadet i smokeren var beboet af nogle knap så lækre substanser, så det gav anledning til en grundig rengøring først - men så er det da også gjort), og selvom vi normalt bare bruger den BBQ sauce der følger med benene (evt. med lidt ekstra chiliketchup i), så blev jeg enig med mig selv om at jeg lige så godt kunne få åbnet for HP saucen, og få lavet en hjemmelavet BBQ sauce hvor den indgik.

Jeg fulgte ingen opskrift, men gik ud fra nogle af de ting jeg normalt ville bruge til en BBQ sauce - så den kom til at bestå af følgende:

BBQ sauce med HP sauce:

3 spsk HP sauce
4 spsk ketchup (Heinz, selvfølgelig - Heinz!)
2 spsk brun farin
1 tsk løgpulver
1 spsk paprika
1 tsk æblecidereddike
2 tsk vand
1-2 tsk limesaft

Alle ingredienser piskes sammen, og pensles på de næsten færdigstegte ben (saucen skal kun lige sidde på de sidste 5-10 minutter, så den ikke brænder på pga. sukkerindholdet).

Konklusion:

HP saucen fungerer fint i en barbecuesauce/marinade. Den har en lidt syrlig smag, som passer godt til de øvrige ingredienser, og et lillebitte snert af spicy, som vi jo elsker (altså vi elsker jo endnu mere hvis det er endnu mere spicy, men det kan man jo heldigvis selv regulere).
Vi fik desuden kartoffelbåde fra fryseren (det skulle være den nemme løsning, og der skal ryddes ud i fryseren) der blev stegt i rigeligt rapsolie og med salt, i ovnen ved ret høj varme til de var sprøde, og så havde en af naboerne taget to salater med. En med marinerede rødløg, og en vandmelonsalat med mozarella.
Alt i alt en dejlig forårs-grill-aften-menu.

Billeder:

Min tallerken

Benene havde fået lige nok inden de blev smurt ind i sauce, så de blev lidt sorte (og tørre) - men de smagte udmærket 

Opskrift: Rødløgstærte med yderst grov tærtebund, og blandet salat med vinaigrette - Produkttest: Løgismose salatost blok - med citron & basilikum

Jeg brokkede mig her over at jeg altid har alt for mange faneblade åbne i browseren, fordi jeg ikke får gemt links til retter jeg skal have afprøvet i fremtiden. Nu har jeg langt om længe fået det i system, så jeg laver bogmærker i forskellige kategorier, og det fungerer faktisk rigtig godt. Nu får jeg dem da gemt inden jeg når op på max. 20 åbne faner...
Når en ret er afprøvet, sletter jeg den fra bogmærkerne, og så ender opskriften i stedet her - eller den ender i de evige opskriftsmarker, hvis ikke den er værd at blogge om.

Nu kan jeg så rimeligt nemt bladre igennem kategorierne når jeg skal finde på noget til aftensmaden, i stedet for at sidde og fifle med forskellige lister og programmer - og det var på den måde jeg fandt tilbage til opskriften på en rødløgstærte fra Familie Journalen. Den kom på menuen i dag.
Jeg ændrede dog en del på den - bl.a. lavede jeg tærtedejen meget grov, med oprindelse i denne opskrift - og så tilsatte jeg revne kartofler og hvidløg til fyldet, plus lidt ekstra krydderier.

Tilbehør blev en blandet salat af diverse rester fra køleskab og grøntsagsskålen, og så fik jeg afprøvet en af Løgismose salatostene fra madbloggertræffet - den med citron og basilikum.
Endelig en vinaigrette til salaten, og så var maden klar.

Rødløgstærte med grov tærtebund:
ca. 4 personer

Bund:


1 dl havregryn

50 g rugmel

50 g grahamsmel
50 g fuldkornshvedemel

50 g hvedemel
1 dl minimælk
½ dl rapsolie
lidt salt

Kør havregryn, mel, mælk, olie og salt sammen i røreskål med dejkrog - saml den til sidst med hænderne.
Tryk den ud i en smurt tærteform på ca. 26-28 cm i diameter - det er nemmere end at rulle den ud, da den er temmelig sej i konsistensen. 

Prik den med en gaffel og bag ved 200 grader almindelig varme i 15 minutter. Det er ikke nødvendigt at holde kanten oppe med staniol som man tit gør med almindelig tærtedej. Tag den ud og lad den køle lidt af mens fyldet laves.

Fyld:

200 g bacontern

450 g rødløg i halve tynde både

4 store fed grofthakket hvidløg

2 spsk grofthakket frisk rosmarin

4 små revne kartofler

1 spsk rødvinseddike

1 tsk tørret salvie
1 tsk groft salt

masser af friskkværnet peber

60 g pecorino-ost (eller evt. parmesan)

Steg bacon på en varm pande til ternene begynder at blive gyldne. Tilsæt rødløg, hvidløg og rosmarin, og steg det med til det begynder at blive blødt, men uden at det tager for meget farve.
Tilsæt kartoflerne, eddike og krydderier, og lad det stege til den værste eddikedamp er forsvundet. Smag til med salt og peber.
Hæld fyldet i den forbagte tærtebund og drys osten over. Bag færdig ved 200 grader almindelig varme i ca. 20-30 minutter, til osten begynder at blive gylden (pecorino ost smelter ikke rigtigt, så vent ikke for længe på at det sker).

Salat:


fintsnittet spidskål
rucola
cherrytomater i kvarte
syltet rød peberfrugt i små tern
sorte marinerede oliven
saltede græskarkerner
Løgismose salatost med citron og basilikum


Vinaigrette:

1 spsk tomatbalsamico
1½ tsk dijonsennep
1 tsk flydende honning
3 spsk olivenolie

1 spsk vand (fordi balsamicoen var blevet noget tyk)
1 fed presset hvidløg
salt og friskkværnet peber


Pisk det hele sammen og lad det trække, gerne i min. ½ time inden den serveres til salaten.


Konklusion:


Hvis vi starter med salaten, så fungerede den fint - spidskål og rucola går egentlig overraskende godt i spænd sammen. Vinaigretten passede godt til - den nåede ikke at komme til at smage så meget af hvidløg, så næste gang må den godt trække lidt længere.
Produkttest: Løgismose osten kunne jeg godt lide - den har en god smag af citrus. Basilikumen ville jeg nok ikke specifikt kunne identificere hvis ikke jeg vidste det var basilikum der var i, men den gav stadig god smag.
Konsistensen var fin - lidt tør i det, men det synes jeg ikke gør så meget, når den alligevel skal smuldres i en salat. Den er godkendt, og jeg glæder mig til at prøve de andre oste også.
Tærten var ganske udmærket - altså tærtebunden er jo selvfølgelig ikke ligesom en almindelig bund, men jeg synes egentlig den er overraskende anvendelig, i betragtning af hvor sund den egentlig er. Der er masser af fibre i og kun sunde fedtstoffer. Gemalen var godt nok ikke overbevist - han synes alligevel den var FOR grov og tør og kedelig - så det er jo ærgerligt for ham at han må trækkes med den igen i morgen.
Fyldet var også ok efter min mening - måske blev løgene en anelse for bløde, så en anden gang skal de ikke have så lang tid inden bagningen, men smagen var fin af krydderier og urter, og den stærke løgsmag var væk.
Alt i alt var jeg godt tilfreds, og har ikke noget imod rester i morgen...


Billeder:

Den ret så grove tærtebund

Tærten med fyld er klar til ovnen

Tærten er færdig

Salatosten fra Løgismose

Emballagen

Vinaigrette

Salaten

Og en portion til mig

Produkttest: Helios økologiske mandler fra Californien, og Arla Buko friskost med radiser og purløg

Endnu et par tests af  sponsorgaverne fra madbloggertræffet har fundet sted i dag.

Helios øko mandler fra Californien:

Jeg har stået i køkkenet det meste af dagen, og en af de ingredienser jeg skulle bruge, var ristede mandler som topping til en bønnesalat. Derfor var det nærliggende at prøve de økologiske mandler fra Helios.

Første tanke:
Posen er svær at åbne uden at plasticen i toppen går helt i stykker, så det er nemmest at klippe den tværs over, og lukke med en elastik eller poseklemme.

Anden tanke:
Næsten alle mandlerne er pæne og hele - der var kun flækket et hjørne af nogle få, så meget positivt indtryk hvad det angår.

Jeg smagte en lille bid, inden jeg hældte dem på panden, som jeg skulle bruge, og smagen var god, og mandlerne sprøde.
De blev ristet på en pande med olivenolie og salt, og nogle af dem sprækkede under opvarmningen - næsten lige som pølser. Det tror jeg aldrig jeg har oplevet før med mandler - men det gjorde nu ikke noget.
Efter de var kølet af, var de stadig sprøde og pæne, så de er helt klart godkendt med
 ud af 6 kokkehuer. Den sidste hue ville være givet hvis jeg havde vidst at de var bedre end de bedste fra Spanien (som jeg ikke har smagt), og hvis indpakningen havde været lidt nemmere at have med at gøre.

Arla Buko friskost med radiser og purløg:

Midt i madlavningen  fik jeg lige lyst til et par kiks, og et kig i køleskabet efter noget passende at smøre på, resulterede i Arla osten med radiser og purløg. Den er ikke kommet i handlen herhjemme endnu, så det var absolut første gang der var mulighed for at smage den for mit vedkommende.

Jeg prøvede den både naturel, og med lidt snittet purløg på toppen.

Smagsmæssigt synes jeg ikke der er så meget "go" i den - den smager en lille smule af purløg, men jeg har svært ved at spore radiserne. Den er frisk og ikke for fed i konsistensen, så den kan sagtens spises hvis man også vil holde lidt igen på fedtfronten - og det hjalp på smagen at putte purløg på. Lidt friske radiser i sommersæsonen vil sikkert også være et hit. Men omvendt synes jeg det er lidt en skam at man "er nød til" at putte ekstra smag ovenpå sådan en type ost - så kan man næsten lige så godt bruge en naturel ost, og så putte den smag oven på man ønsker.

Jeg tror den får  ud af 6 kokkehuer herfra - jeg er ikke sikker på jeg vil købe den når den kommer i handlen. Den kan uden tvivl også bruges i madlavning, men der vil smagen helt forsvinde, og igen kan man lige så godt bruge en naturel ost.
Men fedt at være en af de forholdsvis få der får lov at smage den først!