søndag den 18. september 2011

Opskrift: Mini hvedebagels



Til brunchen i går havde jeg som ret nr. 2 lavet små bagels, der blev fyldt med krydret flødeost, tyndtskåret oksepastrami og tynde agurkeskiver.
Jeg har tidligere lavet grove bagels, men fandt denne gang en opskrift på hvedeudgaven på Allrecipes.com.
Under kommentarerne mener flere at de bliver alt for små hvis man laver 12 af den angivne portion, men det var netop min hensigt - så jeg endte faktisk med at lave 16 ud af portionen (jeg skulle bruge 12 til brunchen, og så var der nogle stykker som smagsprøver), og jeg syntes størrelsen kom til at passe fint i denne sammenhæng, hvor der var flere andre retter på menuen. Ønsker man en normal størrelse ville jeg dog nok lave 6-8 stykker ud af portionen.


Hvedebagels:
16 stk. i mini-størrelse - 6-8 stk. almindelig størrelse

1 tsk tørgær
3 dl minimælk
50 g blødt smør
2 spsk sukker
1 tsk salt
1 æggeblomme
ca. 9 dl hvedemel


Krydderiblanding til topping:


2 tsk sesamfrø
2 tsk blå birkes
2 tsk hvidløgspulver
2 tsk løgpulver
1 tsk letknust flagesalt


Varm mælken op til ca. 37 grader, hæld den i en skål (jeg brugte røremaskine, så den kom direkte i skålen hertil) og opløs gæren i den lune mælk.
Tilsæt blødt smør, sukker, salt og ægeblomme og bland det i røremaskinen, eller med grydeske hvis man bruger den manuelle metode.
Tilsæt ca. 7-8 dl af melet og ælt dejen til den er sammenhængende, blød og smidig - tilsæt mere mel om nødvendigt. Dejen æltes i hånden i ca. 6-8 minutter, eller i røremaskinen i ca. 5 minutter ved høj hastighed.
Hæld lidt rapsolie i en skål, læg dejen deri og vend den rundt, så den er dækket af olie. Dæk skålen til og lad dejen hæve et lunt sted i ca. en time, til dejen er fordoblet i størrelse.
Slå dejen hurtigt ned og form den til 16 lige store boller, hvis man laver mini-udgaven (jeg vejede dem af for at få dem nogenlunde ens i udseende). Tryk et hul i midten af hver bolle med en finger, og "træk" i hullet så det bliver et par cm i diameter - det lukker lidt til igen under hævning og kogning.
Læg bollerne på en meldrysset bageplade eller et stykke bagepapir - eller bare på køkkenbordet, dæk med et viskestykke og lad dem efterhæve i 10-15 minutter.
Smør en bageplade (evt. med bagepapir) let med fedtstof så den er klar til de kogte boller.
Tænd for ovnen på 200 grader.
Bring vand i kog i en stor gryde eller sauterpande - det er ikke nødvendigt med mere end ca. 5 cm vand, da bollerne flyder op til toppen med det samme. 
Læg bollerne forsigtigt i det kogende vand, én af gangen (jeg kunne have 5 i min gryde). Lad dem koge ca. 2 minutter, vend dem rundt og lad dem koge 2 minutter igen. Løft dem derefter over på den smurte bageplade med ca. 5 cm mellemrum. Bag dem i ovnen i ca. 20-25 minutter til overfladen er gylden og de lyder hule når man banker på bunden - toppingen drysses på når der er ca. 5-7 minutter tilbage af bagetiden - pensl evt. med en lille smule vand, hvis den ikke vil hænge ved. Afkøl på bagerist.
Kan fryses - dette gøres mens de stadig er lune.


Ved servering:
Skær dem evt. over og varm dem i ovnen ved ca. 150 grader til de begynder at blive sprøde (jeg kan godt lide at skærefladen bliver lidt sprød - derfor skærer jeg næsten altid boller over inden opvarmning).
Lad dem afkøle lidt igen, og fyld dem - i dette tilfælde med krydret flødeost, oksepastrami og tynde agurkeskiver. Jeg gjorde dem klar ca. 1½ time inden servering, og det fungerede fint.

Konklusion:

Størrelsen passede som sagt fint til en brunch, og smagen var der bestemt heller ikke noget i vejen med - faktisk var jeg positivt overrasket. Ikke at jeg er ekspert i bagels, men de virkede meget autentiske, i hvert fald i forhold til de købe-bagels jeg har prøvet.
Eneste minus var at jeg havde puttet krydderi-toppingen på inden de kom i ovnen, og den endte med at blive en smule brændt (det var primært løg- og hvidløgspulveret). De kunne sagtens spises, men en anden gang vil jeg vente med at putte toppingen på til 5-7 minutter før de er færdige, så det er også det jeg har skrevet i opskriften.

Secret Recipe Club

12 kommentarer:

  1. mmmmm lige så tænderne løber i vand :-)
    Heldige gæster du havde til brunch!!!

    SvarSlet
  2. Helle: Tak, jeg tror også de var ret godt tilfredse :-)

    SvarSlet
  3. Har ellers været lidt loren ved de der bagels-ting.. Men du får dem simpelthen til at lyde så nemme, så det vil jeg prøve en dag ved lejlighed - gud, hvor ser det godt ud. Jeg bliver sgu helt sulten nu... ;-)

    SvarSlet
  4. HvD: Ingen grund til lorenhed - det er bare at kaste sig ud i det :-)

    SvarSlet
  5. hi heidi, be proud of your blogging and tell us more about your best posts: i've invited you here http://www.organicallycooked.com/2011/09/happy-belated-blogoversary-seven.html

    SvarSlet
  6. Maria: Thank you for thinking of me - I will have a look at it in a few days when I have the time!

    SvarSlet
  7. Hvor ser de fine ud! Jeg falder altid på halen over ting i mini størrelser ;)

    SvarSlet
  8. ^Jeps, også mig, Hanne. Jeg falder pladask så lang jeg er ;-)

    SvarSlet
  9. Hvor er de fine! Jeg har til gengæld kun prøvet at lave dem i almindelig udgave, så det kan være, jeg skal nærstudere din grove version :-)

    SvarSlet
  10. Hanne og HvD: Pas nu på i ikke falder over hinanden!

    Piskeriset: Den grove version er ganske udmærket til feks. madpakken - hvedeudgaven er bedre til brunch :-)

    SvarSlet
  11. Tak for opskriften. Jeg lavede med som Onion bagels, med løg i, og de blev rigtig gode - selvom jeg glemte smørret...

    SvarSlet
    Svar
    1. Linda: Dejligt du kunne bruge opskriften, og at de blev lige som du husker (har set dit indlæg på din blog :-))
      Det kan være man skulle undlade smør næste gang så, hvis ikke det kan smages!

      Slet