onsdag den 27. juli 2011

Opskrift: Bøfsalat og hindbærvinaigrette



Gårsdagens aftensmad efterlod en bøf fra grillen, som var for god at lade gå til spilde - normalt ville jeg nok fryse den ned i strimler til en gang biksemad på en idéforladt dag, men jeg havde bestemt mig for at den skulle bruges i dag - og det skulle ikke være i biksemad. 
Efter lidt grublen blev jeg enig med mig selv om at den skulle indgå i en slags salat. Helst ville jeg have lavet en slags thai bøf salat (yum neua) a la denne (man kan godt marinere kødet selvom det er stegt i forvejen, og så varme det forsigtigt op igen), men der skal så store mængder frisk koriander i, at jeg er overbevist om det ville være skilsmissegrundlag for min krydderurte-udfordrede mand.


I stedet kom jeg i tanke om at jeg hos Det Lille Køkken havde set en hindbærvinaigrette, som garanteret ville egne sig godt til en salat med kød - og da jeg havde en hindbæreddike stående i skabet var det oplagt at bruge den også.
Resten af salaten blev til med en anden rest kød fra fryseren (begge slags kød blev marineret i limesaft, sojasauce og hvidløg og derefter forsigtigt varmet), en mango, en rest frøskindsmelon (total yndlingsmelon, sammen med vandmelon, når ellers den smager som den skal), broccoli, en babysalatblanding, lidt rødløg og cashewnødder - og så var maden klar.


Hindbærvinaigrette:
ca. til 2 personer

1½ spsk hindbæreddike, købt eller hjemmelavet (eller hvidvinseddike - hvis der bruges almindelig hvidvinseddike, ville jeg nok sætte mængden af hindbær lidt op)
2 spsk olivenolie
1 tsk flydende honning
ca. 75 g hindbær, friske eller frosne (jeg brugte frosne, og hvis man gør det og har sit helbred kært, så er det i disse tider klogt at koge dem i 1-2 minutter hvis ikke de skal varmes op i retten - så det gjorde jeg)

Det hele blendes grundigt til olien og eddiken er emulgeret. Afkøles indtil servering.


Bøfsalat:
2 personer

ca. 200-300 g tilberedt mørt oksekød i strimler eller tynde skiver (råt kød kan selvfølgelig også bruges)

Marinade af:
2 fed finthakket hvidløg
saft af ½ lime
ca. 2 spsk sojasauce
olie til opvarmning


1 bakke babysalat blanding
1 mangofrugt i tern
ca. 1/4 frøskindsmelon i tern
ca. 1/3 broccoli i små buketter
1 lille finthakket rødløg
1 håndfuld grofthakkede cashewnødder


Kødet marineres  i min. en halv time, og varmes derefter op ved svag varme i lidt olie på en pande. Bruger man råt kød gennemsteges det.


Salatblanding arrangeres på en tallerken, de øvrige frugter og grøntsager ovenpå, og til sidst kødet og cashewnødderne som pynt. Til aller-aller sidst dryppes med hindbærvinaigretten.


Konklusion:


Jeg har gjort det før, det med at marinere noget allerede tilberedt kød, og det er næsten lige før det tager bedre smag end mens det er råt. I hvert fald var der supergod smag i kødet, og sammen med salaten og vinaigretten blev det til en ret mættende og lækker aftensmad. Vi fik ikke engang brød til.
Vinaigretten fortjener lige et par ord for sig selv - den er skøn, syrlig, sød og fyldig på én gang. Den blev lige lidt for bleg i farven, men det var fordi telefonen ringede mens hindbærene kogte - godt nok fik jeg dem taget af kogepladen efter 2 minutter, men jeg fik dem først ud af vandet efter ca. 10, og da var de altså blevet lidt blegfesne i det. Havde jeg været lidt hurtigere havde det hele nok været lidt mere pænt rødt.
Men altså  - den bliver klart lavet igen, og jeg er ret sikker på at hindbæreddiken er en gevinst at bruge. Og så er sådan en bæreddike jo himmelråbende nem at lave, så der er ingen undskyldning for ikke at prøve.

6 kommentarer:

  1. Kød i salat er altid godt, altså hvis man ikke er vegetar :)
    Dont worry med farven af hindbærvinaigrette, den kan piftes op med photoshop :)

    SvarSlet
  2. Vegetar er 100% en ting jeg aldrig bliver! Tænk aldrig at kunne spise bacon igen.
    Jeg har desværre ikke Photoshop så jeg må affinde mig med den fesne farve :-)

    SvarSlet
  3. Klidmoster: Tak, det smagte også dejligt :-)

    SvarSlet
  4. Det ser super lækkert ud, har længe ville lave noget ud af mine hindbær ... nu fik jeg lige det sidste skubm tak for det :)
    Sofie

    SvarSlet
  5. Madpaverne: Selv tak - jeg er glad for du kan bruge det til inspiration! (og at Det Lille Køkken inspirerede mig til det :-))

    SvarSlet