torsdag den 15. oktober 2009

Fødselsdagsmiddag på Den Kinesiske Mur


I anledning af min fødselsdag havde vi bestilt bord på Den Kinesiske Mur i Viborg her til aften.
Vi havde bestilt til kl. 18, og havde fået at vide at vi skulle være færdige senest kl. 19 - men eftersom vi regnede med at skulle have buffet, burde det ikke være noget problem.

Da vi ankom stod der to hold i kø foran os, for at få anvist borde. Der gik omkring 3-5 minutter inden der kom nogen hen og hjalp de første, og da var det andet hold gået igen (de havde ikke bestilt). Vi fik ret hurtigt et bord efter det, fik bestilt buffet og en cola til mig (Lækkermåsen havde drukket sodavand hjemmefra, så han skulle ikke have noget at drikke, mente han - det fortrød han senere...) - og så var det ellers om at gå ombord i buffeten.

Der var en afdeling med ris, nudler, de obligatoriske friterede madvarer (kylling, krabbe, blæksprutte, kylling, forårsruller osv.) og 5-6 forskellige slags kød/sauce. En anden afdeling var med salatbar/grøntsager, frugt, forskellige slags råt/frossent kød i tynde skiver, og en form for sushi - her kunne man så vælge det man ville have stegt, sammen med forskellige dressinger/olier, og så stegte de det mens man ventede, ligesom vi kender det fra Djenghis Khan restauranten i Herning (det er vel det de kalder Mongolian Barbecue).

Jeg startede med ris, nudler og forskellige saucer med kød, og der var flere der var rigtig gode. Bl.a. almindelig karrysauce, rød karrysauce, oksekød i chilisauce, oksekød i sort pebersauce osv.
Derefter fik jeg en omgang af friture-tingene (eller det der var tilbage af dem - der var ikke ligefrem fyldt op under min runde) - det jeg fik smagt var ok, men det var ikke det hele der var lige sprødt, som det nu smager bedst.
Endnu en omgang af ris og saucer, og jeg fik også prøvet et par stykker af den såkaldte sushi. Jeg ved ikke hvor meget fisk der egentlig var i, eller hvor autentisk det i det hele taget var, for jeg har aldrig fået sushi før - men det var nu ikke det vilde sus. Den grønne wasabi-pasta (eller hvad det nu var) var meget stærk, men også meget tyk/fast i konsistensen, så den var ikke så nem at dyppe i - hvis det er det der er meningen.
Jeg er nok nød til at skulle have prøvet en gang ordentlig sushi engang, for at kunne vurdere om det er noget for mig.

Så skulle vi også prøve Mongolian Barbecue - der var hvidløgs-, chili-, karry-, barbecue- og soyadressing man selv kunne pøse på, og Lækkermåsen fik først med chili, derefter med karry, og jeg valgte hvidløg og soya blandet sammen. Det smagte fint - men jeg var ved at være mæt, så det var ikke det hele jeg kunne spise.
Lækkermåsen havde ikke spist ret meget af chili-blandingen før han måtte have et glas isvand - det var MEGET stærkt! Det var vi nu også blevet advaret om af nogen der havde prøvet den - men jeg tror alligevel han var lidt overrasket. Men han sagde den var god (jeg prøvede den ikke) - og bestilte derefter et glas vand mere.

Alt i alt var maden ok - bedre udvalg end i den traditionelle kina-snask. Men jeg ved ikke hvornår vi lige kommer der igen, for der var andre ting der absolut kunne være bedre.
Nu var det jo godt nok efterårsferie, så det har sikkert været medvirkende til at der var stort set fyldt op på en torsdag aften, og der stod mange i kø da vi gik - og der er altså plads til omkring 100 gæster. Så det er så som så med hyggen derinde, og personalet er ret fortravlede. Der kan være kø ved buffet-anretningerne, og der er ikke for godt plads til at både personale kan komme forbi, og komme og fylde op, og at gæsterne kan stå ugenerede og vælge maden i ro og mag.
De fleste af tjenerne/betjeningen var af asiatisk herkomst, men der var også et par danskere iblandt, og det var fint nok, for det var ikke dem alle der talte et 100% forståeligt dansk. Det var ikke alle blandt personalet der havde uniform på, så det var ikke alle man lige kunne spotte på påklædningen.
Personalet var dog vældig flinke, og faktisk også ganske hurtige til at komme med drikkevarer, og tage tomme tallerkener ud - men det hele virker meget fortravlet, og måske lidt som en pengemaskine, hvor det bare gælder om at få folk ind og ud igen hurtigst muligt, så der bliver plads til nogle nye. Selvfølgelig skal de tjene penge på det - men der må vel også godt være plads til en god oplevelse, og til at man kan nå at nyde sin mad i så meget ro og mag som der nu er?

Det med roen fører mig til det sidste kritikpunkt - der var indrettet legerum i den ene ende af restauranten, med bolde osv., og det var fint for dem der havde børn med. Men hold da op hvor er der bare nogen forældre der burde tage fat i deres børn og bede dem opføre sig ordentligt!! Der var meget larm nede fra rummet (som var med et vindue ud til resten af salen, og en dør, som i øvrigt stod åben konstant) - og vi sad endda næsten så langt væk som vi kunne komme.
Mange af boldene fra legerummet lå smidt rundt omkring i selve spiseområdet, så man faktisk risikerede at falde i dem, hvis man ikke lige så sig for - plus at det bare ikke så særlig charmerende ud.
Jeg synes personligt der var nogen der burde have bedt deres afkom om at få ryddet op efter sig og lade være med at smide med boldene udenfor legeområdet - og ja, igen kommer jeg til at lyde som en børne-hader, men jeg gider bare ikke når folk ikke har kontrol over, eller holder øje med deres yngel.

Alt i alt - vi blev mætte, og maden smagte som den skulle - men hvis vi skal ud og spise for at få en oplevelse, og hygge, og snakke med hinanden - så tror jeg ikke det bliver Muren vi vælger næste gang. Så er betingelsen i hvert fald at det er på et tidspunkt hvor der ingen børn er :-)

Billeder:

Nudler og ris, med forskellige saucer


To slags "sushi" med wasabi og syltede ingefær


Jeg tror ikke der var meget fisk i


Selvom det måske godt kunne ligne blæksprutter lidt i den her?


Flere gode saucer - denne gang lidt bedre adskilt


Mongolian Barbecue med oksekød, porrer, løg, champignon, gulerødder, og soya og hvidløgssauce

13 kommentarer:

  1. Jeg tror I er kommet på et uheldigt tidspunkt. Keg har været der flere gange og har netop været forundret over, at man til trods for en fuld pakket restaurant kan sidde og tale normalt,stille og roligt. Har heller aldrig været udsat for at skulle gå til et bestemt tidspunkt - sidst vi var dernede sad vi og spiste 2½ time i fred og ro. En enkelt gang fik jeg at vide da jeg ville bestille bord, at vi skulle være ude kl. 19 - men da ringede jeg vel og mærke last minute, ved 17.30 tiden, så det var okay, så valgte vi bare at lade være med at tage derned den dag.
    Selvfølgelig skal folk holde styr på deres børn - et legerum er ikke en fribillet til forældrene så de ikke behøver at se efter dem, enig! men jeg kan stadig bedst lide ordet "børn" frem for "yngel", vi er jo trods alt mennesker, ikke fisk :-)
    hilsen Inger

    SvarSlet
  2. Hej Inger
    Tak for din kommentar!
    Jeg tror også du har ret i at det var et uheldigt tidspunkt, da det var i efterårsferien, som jeg også skriver.
    Jeg har heller ikke 100% afskrevet dem - på mit arbejde har vi planer om at tage derind en gang efter nytår en almindelig hverdagsaften, og så regner vi med der er lidt mere ro.
    Og ja, beklager brugen af ord som henleder tankerne på dyreriget - men jeg fik nok lige hidset mig selv lidt op :-)

    SvarSlet
  3. Det var dog en uforskammet måde at svine en NY åbnet restaurant til, Maden smager supper og der er altid fyldt op, masser af plads til alle, selvom der er mange mennesker, stille og roligt og børn kan man faktisk kun høre hvis man hader børn, som jeg kan forstå du gør, det lyder ikke til du selv har børn og det er bedst for dem, du må have haft en træls barndom.
    Den Kinesiske Mur i Viborg har kun givet min familie gode oplevelser, og jeg er sikker på at mange hundrede vil give mig ret, se bare hvor svært det er at få et bord......................................

    SvarSlet
  4. Kære Anonym

    Jeg har overvejet meget om jeg overhovedet skulle svare på dit indlæg, og hvor detaljeret jeg skulle gøre det - eftersom du kun skriver som anonym, ser du sikkert ikke engang at mit svar kommer, og i øvrigt har jeg svært ved at tage anonyme kommentarer af denne type alvorligt, især når man ikke engang gider skrive sit fornavn.
    Der kan faktisk godt kommenteres med et smil på læben selvom man ikke er enig i min udlægning – se feks. Ingers kommentar længere oppe.
    Dit indlæg skal nu alligevel ikke have lov at stå ukommenteret hen, og jeg er ikke den der vil slette en læsers kommentar, medmindre den er helt ude hvor kragerne vender. Så her kommer et LANGT svar, som andre måske kan få noget ud af (især måske dem der måtte dele din mening om mit indlæg). Jeg håber der er nogen der vil læse det, især min opfordring til sidst!
    Og så beklager jeg på forhånd at det mere kommer til at handle om børn og deres forældre, end om mad…

    For det første: Du har ret i at jeg ikke selv har børn, men til gengæld har jeg faktisk haft en glimrende barndom. Hvordan var din?
    Sagt på en anden måde, jeg kan ikke se hvad min barndom har med min anmeldelse af en restaurant at gøre – og hvis der i øvrigt er nogen der er uforskammede her, så er det nok nærmere dig, når du uden videre kan konkludere at det er godt for børnene at jeg ingen har! Jeg håber du fik det bedre af at få dén kommentar ud.

    Min mand som var med den famøse aften, har i øvrigt et barn (og dermed har jeg et bonus-barn, som jeg faktisk elsker!!), og han var helt enig med mig i at der var nogle forældre der skulle have lettet måsen og bedt deres børn om at dæmpe sig lidt, og lade være med at smide legerums-bolde overalt (faktisk var han mere forarget end jeg var) - så det overrasker dig måske, men det kan man altså sagtens have en mening om selvom man HAR børn.

    Dernæst: At du synes man kun kan høre børnene hvis man hader dem står helt for din egen regning - jeg hader på ingen måde børn (hvis du læser hvad jeg skriver, så står der faktisk at ”jeg kommer til AT LYDE SOM en børnehader”) – og hvis du yderligere læser bare en lille smule mellem linjerne, så er det rent faktisk forældrene jeg kritiserer, og ikke børnene, for hvordan skal børnene vide bedre, når de tilsyneladende ingenting får at vide om hvordan man opfører sig på sådan et sted?

    (fortsættes)

    SvarSlet
  5. (fortsat)
    I øvrigt skriver du ikke noget om at du har været der den samme aften og på det samme tidspunkt som mig, og medmindre du har det, kan du dårligt have en mening om hvordan lydniveauet og rodet fra legerummet var lige netop den aften. Og det VAR sgu generende! (Havde ellers lovet mig selv at jeg ikke ville bruge bandeord, men det smuttede – sgu). Hvem som helst kunne være faldet i en af de bolde der lå spredt rundt i spiselokalet og helt ude ved toiletterne (og nej, det er ingen overdrivelse) – synes du det lyder som noget der er ok, uanset hvor familievenlig en restaurant gerne vil være? Hvem har ansvaret for det, hvis ikke det er forældrene? Og hvis nogle fra personalet havde kommenteret det, havde de så også bare været nogle børnehadere?

    Mit indlæg er min anmeldelse af en restaurant, og til en anmeldelse hører helhedsindtrykket, ikke kun hvordan maden var.
    Hvis du nøjes med at læse det jeg skriver om selve restauranten/maden/personalet, vil du forhåbentlig også se at jeg beskriver maden vi fik – jeg skriver at noget af det er godt, og ja, at noget er mindre godt, og noget har jeg ikke prøvet før, så det har jeg svært ved at sammenligne med noget andet - og at der mangler noget hist og her.
    Og skulle det ikke næsten være sært hvis det hele bare var super duper perfekt, især på sådan en travl aften?

    Under alle omstændigheder hører helhedsindtrykket vel med til en anmeldelse? Jeg skriver også at det er i efterårsferien og at det sikkert er derfor der er så mange mennesker, og familier med børn, så jeg er udmærket klar over at det FOR OS var et dårligt tidspunkt, hvis vi to voksne gerne ville nyde vores mad i ro og fred, og snakke hyggeligt sammen. Men nu var det en pludselig indskydelse, og det gør det vel ikke kriminelt at have en mening om forholdene.

    Jeg beskriver i øvrigt personalet og forholdene omkring maden generelt, med både godt og skidt, og kan faktisk ikke rigtig se hvor jeg direkte sviner dem til. Men fortæl mig endelig hvor du ser en decideret sviner i noget der har med selve restaurationen, og ikke børnene, at gøre? Eller er det kun det, der er dit problem – at jeg kritiserer forældrene og dermed deres børn?

    (fortsættes)

    SvarSlet
  6. Jeg skriver i en anden kommentar at jeg gerne vil give restauranten en chance en anden gang, hvor man kan forvente mere fred og ro (og hvor maden og betjeningen dermed sikkert er i top), og at jeg i øvrigt beklager brugen af ord der kan henlede tankerne på dyreriget i forbindelse med børn - men jeg står ved at den oplevelse jeg havde den aften ikke var optimal for MIG/OS, og at dette bl.a. var pga. forældrene og deres børn.

    Andre vil forhåbentlig kunne se udover denne diskussion om børn og især deres forældre, og selv konkludere at det intet har med kvaliteten af hverken mad eller betjening at gøre, eller tilsvining af samme – smag mht. mad er jo heldigvis forskellig, og kan som sådan ikke diskuteres, og hvis man er forberedt på at der er mange mennesker, og dermed travlhed, og måske dermed også mange børn, så vil min oplevelse sikkert ikke skræmme nogen væk.

    Jeg er altså på ingen måde ude på at nedgøre restauranten, men jeg vil have lov til at skrive anmeldelser, både nu og i fremtiden, også hvis jeg synes noget har været utilfredsstillende, og også hvis det har med andre folks børn at gøre, hvis det er en del af oplevelsen. Hvis en ”professionel” anmelder havde haft samme oplevelse som mig, tror du så han/hun ville tage fløjlshandsker på hvis han/hun havde følt at støjende børn var et problem? Muligvis ville en anmelder have brugt nogle andre ord om børn end jeg har gjort (og beklaget), men til gengæld ville man sikkert have brugt meget værre ord om øvrige forhold der evt. var utilfredsstillende.

    Så bare af ren nysgerrighed - ville du skrive den samme kommentar til en madanmelder der havde skrevet ligesom mig, og fortælle vedkommende om han/hun er egnet til at have børn eller ej?

    Det glæder mig i øvrigt at du og din familie kun har haft gode oplevelser med restauranten – det får jeg forhåbentlig også en anden dag, og så kan du bide dig selv i næsen på at jeg vil skrive om det på min blog!

    Til sidst, og til alle andre: Jeg kan se på min statistik at mange af de besøgende på min blog er landet på denne anmeldelse, efter at have søgt på restaurantens navn, og jeg vil gerne opfordre fremtidige besøgende til at komme med deres mening om min anmeldelse, og denne diskussion i det hele taget (hvis ellers der er nogen der har fået tygget hele mit monsterlange indlæg igennem). Er det ok, eller ikke, at kommentere børn og deres opførsel på en restaurant – uanset om man selv har børn (som man selv har født) eller ej? Er der andre der opfatter min anmeldelse af restauranten som en decideret sviner?

    Hvis der er tilkendegivelser af at man deler Anonyms opfattelse (og hvis man kunne finde på at skrive det på samme måde som Anonym), så skal jeg gerne slette hele mit indlæg, og kommentarerne dertil, så der ikke er flere der bliver afskrækkede fra at besøge stedet ud fra min enlige erfaring…

    /Heidi

    SvarSlet
  7. Længe leve ytringsfriheden.
    Det er vigtigt, at vi som borgere i Dagens Danmark kan få lov til at sige vores mening især når den er nuanceret og sober som i Heidis blogs. Der bliver sgu ikke svinet nogen til i den anmeldelse, selvom den Anonyme kommentator selv sviner til i hendes indlæg. Jeg håber at Heidi lader den anonymes kommentar stå, så vi andre har lidt at læse af, når vi trænger til et lille grin.

    Jeg vil gerne prøve at spise på Den Kinesiske Mur, næste gang jeg er i Viborg især fordi jeg har læst så mange af Heidis anmeldelser, som altid er ærlige, nuancerede og aldrig sviner til. I modsætning til den Anonymes kommentar, hvortil jeg har én ting at sige:
    SKAM DIG

    Kærlig hilsen
    en trofast bloglæser
    Pernille

    SvarSlet
  8. Min mand og jeg har lige været afsted på den kinesiske mur (vi er på 2 dages bryllupsrejse på best westeren palas hotel. selv om det er 6 mdr siden vi blev gift.)
    Vi syntes det var rigtig hyggeligt og dejligt. Bare lige en lille positiv kommentar. :)
    Hilsen fru. Prüsse.

    SvarSlet
  9. Hej fru Prüsse

    Til lykke med brylluppet, jeg håber i har en god bryllupsrejse :-)
    Og tak for din kommentar, jeg er glad for at i havde en god oplevelse på Muren, og at du kommer med en positiv kommentar.
    Jeg har været på Muren en enkelt gang siden dette indlæg blev skrevet (det er der også en anmeldelse af), og det var en anderledes positiv oplevelse, så det var heldigvis nok et enkeltstående tilfælde :-)

    SvarSlet
  10. Hej!

    Jeg har for nylig hørt om "Muren", da der også snart kommer en restaurant i Herning. Jeg har været inde på deres hjemmeside og kigge på menukort, og min mund løb godt nok i vand, da jeg læste om deres mad. Derfor er jeg glad for, at jeg fandt din blog, så jeg kan få en ærlig mening fra "upartisk" person. Din anmeldelse har aldeles ikke skræmt mig væk, da vi jo alle har forskellig smag og jeg desuden elsker kinesisk mad og sushi! Din beskrivelse af maden er rigtig god og har i hvert fald givet mig lyst til at prøve den, når den bliver færdig i Herning. Tak for det ^^
    Som en lille side-info, så er sushi ikke rå fisk, men ris med vineddike - så der er ikke noget at sige til, at der ikke var meget fisk i, da dette ikke er et krav ;)

    Venlige hilsner,
    Eva

    SvarSlet
  11. Hej Eve

    Mange tak for din kommentar - jeg er glad for at den ikke har skræmt dig væk!
    God fornøjelse med Muren i Herning, jeg håber det bliver godt.
    Og så lærte jeg også noget mht. sushi :-)

    SvarSlet
  12. Når en restaurant laver et "åbent" legerum, er det dem der bør stå inde for larm fra børnenes leg. Man kan ikke som forældre forlange af sine børn (og det har du jo så ikke så meget forstand på Heidi), at de skal være stille, NÅR de leger, for at tilgode se de voksne! Det hænger ikke sammen...
    Børn skal have lov til at være børn, både dem der har og ikke har haft og har, en go barndom.
    Skal børn være et "dydseksemplar" for de voksne uden børn, så ødelægger man bestemt børn i deres barndom. Det er voksnes holdninger og ikke børns, der så bliver udformet i deres opførsel i et legerum.
    Ganske rigtigt, det larmer fra legerummet, men det er ikke børnenes eller forældrenes skyld. Helt igennem restaurantens, de bude lave lydisoleret rum, så børn kan og må være børn, så dem der ikke selv har børn, kan beholde deres moral i deres taske!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg havde ellers skrevet et langt svar til den anonyme Lotte, men jeg gider ikke blive ved med at skulle forsvare min holdning til børn og deres forældre på offentlige steder.
      Der bliver lukket for kommentarer på dette indlæg (hvis ellers jeg kan finde ud af det), og så må man skrive en mail hvis man har mere på hjerte!

      Slet