Velkommen til min mere eller mindre organiserede blanding af almindelig mad med (for det meste) høj fokus på naturlige og gode råvarer, lavet fra bunden - og lidt Low Carb/LCHF, RAW food (især på dessertsiden) - og nu også 5:2 fastemetoden.
søndag den 20. oktober 2013
Opskrift: Pulled pork rilette med baconfedt
Udover confit de canard, så er noget af det lækreste man kan bruge andekød til, en anderilette - så kan alverdens købepålæg godt komme an.
Jeg har tidligere leget med tanken om at prøve at lave rilette af svin - dog ikke hvilken som helst slags svin, men pulled pork. Det er jo i forvejen så mørt og trevlet når det er trukket, at det ikke kræver det store arbejde at lave det om til rilette.
Eftersom der blev produceret 6 kg pulled pork i sidste uge til familien da vi holdt Bonussønnens fødselsdag, og de langt fra kunne konsumere det hele, så har jeg brugt lidt af resterne til at udføre tanken. Baconfedt har jeg altid i køleskabet, og jeg har egentlig kun manglet en anledning til at få brugt noget af det.
Som tænkt, så gjort.
Pulled pork rilette med baconfedt:
ca. 350 g
275 g pulled pork, findelt med to gafler
75 g baconfedt plus lidt ekstra til at dække med
ca. 3 g friskplukket timian (eller fra frost)
1 lille fed finthakket hvidløg (ca. 1-2 gram)
salt og friskkværnet peber
Smelt de 75 g baconfedt og bland det i kødet sammen med timian og hvidløg (brug evt. en håndmixer så du er sikker på fedtet bliver blandet godt med kødet) - smag til med salt og peber.
Skold et glas og skyl det i spiritus, pres riletten godt ned i glasset og dæk med smeltet baconfedt. Opbevar glasset på køl, og dæk gerne med ekstra baconfedt hver gang der er taget af det.
Konklusion:
Det her er ikke lige så godt som anderilette, men det kommer godt deropad - serveret på en god skive rugbrød (eller som her kernebrød uden mel), og med en god hjemmesyltet rødbede (hvor jeg skamløst har kopieret Klidmosters ide med at stikke dem ud i figurer) og lidt flagesalt ovenpå, så mætter sådan en mad godt.
Mht. holdbarhed tør jeg ikke sige hvor længe det kan stå - svinet havde allerede stået i køleskabet i 4-5 dage inden jeg lavede rilette af det, så det sidste bliver spist i dag. Men laver man riletten med det samme man har trukket grisen, dækker den med fedt og tager sine forholdsregler med altid at bruge en ren kniv osv., så vil jeg gætte på at holdbarheden i hvert fald er en uge, måske mere.
Uanset om det så kun bliver til en enkelt mad når du har en lille rest pulled pork, så vil jeg anbefale at du prøver.
Etiketter:
pålæg,
svinekød - steg
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
mmmm sidste gang jeg lavede pulled pork - puttede jeg resterne i små ramakiner og forsejlede med fedtet fra formen- det smagte virkelig dejligt- jeg havde dem ca 7 dage i køleskabet og frys resten
SvarSletned- men bacon fedt lyder virkelig skønt :)
Henriette: Jeg tror lige baconfedtet giver det sidste til smagen, men uanset hvad er pulled pork jo godt. Jeg laver også altid en stor portion og fryser ned så der er en nem portion i fryseren :-)
Slet