onsdag den 4. januar 2012

Opskrift: Varm bacondressing


Jeg er ikke gået decideret på kur her efter nytår - men jeg kan mærke på min krop at den trænger til mere af det sunde. Mere frugt og grønt, mere stabile måltider og flere af dem i mindre omfang, og ikke mindst mindre hvidt brød og hvedepasta. Bestemmer stofskiftet sig så til at den godt vil være medvirkende til at smide et par kilo oven i hatten, så skal der ikke lyde nogen klager herfra. Men jeg forventer ikke noget.

I går lykkedes det mig at nøjes med at fortærre et halvt stykke pandebagt brød, og i dag er jeg kommet gennem dagen uden en eneste bid der minder om noget man kan putte pålæg på. Det er da en sejr på brød-kontoen.
Til gengæld har jeg fået en salat med en ret syndig dressing til aftensmad i dag - men åhh det var godt.
Sprøde baconstykker, baconfedt, løg, eddike, sukker og dijonsennep. What's not to like. Godt nok er der kulhydrater i fra sukkeret, men så fanatiske skal vi jo heller ikke være. Hovedsagen er at det lykkedes at undgå brødet og pastaen, og at få nogle gode proteiner ind.
Og at det smager godt.
Bacon smager altid godt.
Måske lige undtaget i bacondrømmekagen - den er altså et nummer for speciel.

Opskriften fandt jeg her hos Foodwishes. Jeg hældte dressingen på en mættende salat af rester fra den blandede nytårsalat (uden mango og granatæble), babyspinat, kogte og godt krydrede kikærter (bare lige optøet fra frost, så de var kolde), tomater, avocado og rester af noget krydret kyllingefilet.
Så fik jeg også indviet en af mine nye pastatallerkener fra Metro.
Der kan være en ret god portion salat i.

Varm bacondressing til salat:
1-2 personer (jeg kunne sagtens have spist hele portionen på den ene tallerken salat, men jeg begrænsede mig lidt, så der også er lidt til i morgen)

1 spsk rapsolie
150 g baconskiver, skåret i små stykker (gem fedtet!)
godt ½ dl finthakket løg
1 presset fed hvidløg
2 spsk + 2 tsk æblecidereddike
2 spsk risvinseddike
4 spsk vand
4 spsk sukker
3/4 spsk Dijon sennep
jævning af ½ tsk Maizena og 1 spsk vand
2-3 spsk baconfedt (gem endelig altid det sigtede fedt hver gang du steger bacon - det kan bruges til så mange ting, og holder sig fint i et glas i køleskabet)
salt og friskkværnet peber
et lille nip cayennepeber

Steg bacon sprødt i rapsolie - læg bacon til afdrypning på køkkenrulle, og gem baconfedtet. Lad 1 tsk blive i panden og svits løg heri i ca. 5 minutter, til det begynder at tage farve, uden at blive for mørkt.
Tilsæt hvidløg og svits i 1 minut, uden at hvidløget tager farve.
Tilsæt 2xeddike, vand, sukker og sennep og pisk dressingen jævn i panden. Varm op til kogepunktet og hæld Maizenajævningen i - lad dressingen koge et par minutter under piskning, til den tykner.
Tilsæt baconfedt under piskning, hæld baconstykker i, og smag til med salt, peber og evt. cayenne hvis den godt må have lidt bid.
Server varm til en god salat.

Konklusion:

Salt - syrlig - sød - røget - og lækker.
Det her kan godt gå hen og blive ny favorit til dressing, når der skal gøres lidt ud af det. Og især egner den sig godt til sådan en mættende salat med kød i. Men egentlig tror jeg nu den passer til næsten hvilken som helst salat.
Man kunne også bare spise den med ske.


8 kommentarer:

  1. Ih du godeste, sikke da en laber dressing. Jeg er fuldkommen forlibt i den :-)

    Jeg gemmer altid mit baconfedt og har nu nok til at bage en omgang småkager af. Skal bare liiiige tage mig sammen.

    SvarSlet
  2. Som allerede nævnt er jeg også ret sikker på det lige er noget for dig.
    Baconfedt må være dronningen inden for dyrefedt - andefedt er kongen :-)

    SvarSlet
  3. Den er straks noteret under 'nøj-det-vil-jeg-prøve-listen', som... hrm... er alt for lang i forvejen, men dette her ser altså superspændende ud :-)

    SvarSlet
  4. Piskeriset: Don't I know it - jeg fandt opskriften for et par dage siden, og den måtte altså foran i køen. Foran de mange hundreder opskrifter jeg har gemt som skal prøves en dag. Måske.
    Den her kunne bare ikke vente :-)

    SvarSlet
  5. Jeg ELSKER varm bacondressing, det er gudespise :-) Har lavet det et par gange........

    Mange hilsner
    Birthe

    SvarSlet
  6. NYBH: Ja det er en fantastisk opfindelse. Endnu en ting som bacon er uovertruffen til (og så kan man næsten føle sig sund mens man spiser salaten).

    SvarSlet