søndag den 15. maj 2011

Opskrift: Snickerskage


I går var der ESC/MGP - og vi har en tradition med at se det sammen med et hold venner, hvis kalenderen ellers tillader det hos os alle.
I går var vi hos dem, og startede ud med en dejlig grill menu med to slags pølser, mørbrad, små kartofler, tomat/fetasalat, tzatziki, hjemmebagt brød og kryddersmør.

Jeg havde tilbudt at tage dessert/kage med - og nu hvor seneste medlem af køkkenmaskinefamilien har indfundet sig, var det jo nærliggende at lave noget med is. I ugens løb er der blevet lavet 5 forskellige slags med større eller mindre succes, men vi har egentlig kun smagt dem i rimelig blød tilstand, så det skulle også afprøves hvordan de bliver efter lidt optøning fra helt frossen tilstand.

Men der skulle også lidt kage til, og da især værtinden er meget glad for chokolade (deres hund er opkaldt efter det - altså den hedder ikke Chokolade, men en afart deraf), skulle det også være noget med denne ingrediens.

Jeg havde lige fået en stak Familie Journalen fra min mor, og fredag aften fandt jeg så det oplagte emne deri - en snickerskage!
Hvid smør/sukkerdej, peanuts, en mørk karamel/sirup og mørk chokolade. Temmelig mange gode sager på én gang.

I øvrigt er mit rabarbereventyr ikke slut endnu, for vennerne havde en hel skov af lækre og meget røde jordbærrabarber som jeg fik lov at gå amok i, da de ikke selv får dem brugt - så i dag er der blevet renset 3 kg rabarber, som er delt op i to portioner - en meget rød som skal bruges til saft og is, og en lidt mere grønlig som skal bruges til kager mv. En lille del af den røde er allerede forvandlet til sorbetis i dag. P.t. afventer vi at den bliver lidt mere frossen så vi kan smage.

Nå men al isen kommer der opskrifter på i andre indlæg.

Nu handler det om snickers.

Snickerskage:
ca. 4-6 personer alt efter mængden af tilbehør

200 g blødt smør
320 g sukker
3 æg
240 g mel
1½ tsk bagepulver
250 g saltede peanuts
1 dl piskefløde
1 dl lys sirup
1 spsk god kakao
2 tsk vaniljesukker (jeg brugte en hjemmelavet, lavet af blendet vaniljestang og rørsukker)
50 g sukker
250 g mørk chokolade

Smør og sukker piskes/røres sammen, gerne i røremaskine. Æg tilsættes 1 af gangen, og der røres til det er jævn sammenhængende masse.
Mel og bagepulver blandes sammen og røres i smør/sukkerblandingen, til man har en ensartet dej. Hvis den bliver alt for tør, tilsættes evt. en smule mælk.
Dejen fordeles i en 20x30 cm form beklædt med bagepapir (jeg brugte dog sådan en brødformsting med en løs glasplade i bunden, så man nemt kan få kagen ud - så kunne der nemlig også skæres skiver i passende størrelse). Peanuts fordeles på toppen og trykkes lidt ned i dejen.
Bag kagen ved 190 grader almindelig varme i ca. 40-50 min. - test med en strikkepind om der hænger dej ved. Hvis ikke, så er den færdig.
Imens kagen bager, koges karamel op af fløde, sirup, kakao, vaniljesukker og sukker - bare til sukkeret er opløst.
Den stadig lune karamel hældes over den varme kage, den får lov at trække lidt ved stuetemperatur så karamellen kan løbe lidt ned i kagen, og derefter afkøles kagen helt (gerne i køleskab et par timer, så karamellen kan stivne næsten helt).
Til sidst smeltes chokoladen over vandbad, eller i intervaller i mikroen (så den ikke bliver for varm), og pensles på den kolde kage (bliver pænest med en gammeldags bagepensel med hår - ikke en silikonepensel).
Pynt med lidt peanuts der trykkes ned i den stadig flydende chokolade.

Konklusion:

Lækker og ret syndig kage, som selvfølgelig ikke smager 100% som Snickers, men den minder i hvert fald meget derom. Især karamellen bliver god - den kunne jeg godt forestille mig man kunne bruge til feks. is og frisk frugt.

Billeder:

Dejen med peanuts er klar til ovnen


Karamellen er færdigkogt


Klar til chokoladen


Især endeskiverne er ret lækkert snaskede


Færdig kage


Og her serveret med 4 slags is (vi har ingen isske endnu, så det er svært at lave pæne kugler)


Smukke dejlige røde rabarber


5 kommentarer:

  1. Lidt sjovt, for den anden dag blev jeg lige præcist spurgt om jeg ikke kendte den kage, fordi jeg havde leget med peanuts og karamel. Men det gjorde jeg ikke, nu må jeg hellere gemme den :-)

    Mange hilsner
    Birthe

    SvarSlet
  2. UUUhhh.. den ser rigtig skøn ud den kage der. Den kunne jeg godt blive fristet til at lave. Tak for opskriften..
    :-)

    SvarSlet
  3. NYBH: Det kan du roligt gøre hvis du kan lide rigtige Snickers :-) Jeg tror i øvrigt der findes flere versioner, men denne går man i hvert fald ikke fejl af.

    Det Lille Køkken: Selv tak - håber du kan lide den :-)

    SvarSlet
  4. Snickers - nej føj! Det kan vi slet slet slet ikke lide *copy-paste opskrift til hemmeligt arkiv*

    .

    savle.

    SvarSlet
  5. TBS: Det der hemmelige arkiv, er det noget du deler ud af?

    SvarSlet