Hindbærsorbeten er den røde, hvis nogen var i tvivl
Mrs Cakeaholic har også været i gang med isen på det sidste, så fra hende snuppede jeg opskriften på hindbærsorbet. Jeg ændrede en smule i mængderne, så min version kommer her:
Hindbærsorbet med æggehvide:
ca. ½ liter
Grundsirup af:
1 kg sukker
1 liter vand
korn af 1 stang vanilje
Det hele koges op til sukkeret er opløst og køles ned - hældes på flaske og opbevares i køleskab, og kan derefter bruges til utallige sorbettyper.
Endvidere:
300 g friske eller frosne hindbær af god kvalitet
saft af ½ citron
1½ dl grundsirup
lidt mere end ½ bæger past. æggehvide (der er 1 1/4 hvide i det bæger jeg brugte)
25 g flormelis
Hindbær koges op med ca. ½ dl af siruppen (mest for at slå evt. bakterier ihjel - vi skal ikke risikere nogen polske ræsermaver her). Nu kan man enten sigte blandingen gennem en fin si (hvis man gerne vil undgå de små kerner i hindbærene - og det ville vi gerne, så det gjorde jeg ) - eller gå videre og tilsætte resten af siruppen sammen med citronsaft, hvorefter blandingen afkøles helt. Enten i køleskab natten over, eller som jeg gør (da jeg er alt for utålmodig til at vente) - i en skål i vasken hvor der er fyldt koldt vand og isterninger i. På den måde kan man godt køle det ned til køleskabstemperatur på nogle få timer, og det er noget vi kan lide.
Når blandingen er helt afkølet, køres den på ismakine til den begynder at blive tyk. Imens piskes æggehvide stiv og flormelis piskes i til det ligner marengs. Når isen tykner hældes isen over i skålen med marengsen, det vendes godt sammen, og det hældes tilbage i ismaskinen og fryses færdig til blød sorbet-konsistens. Fryses færdig i en lukket beholder i fryseren i nogle timer (afhænger af mængden).
Konklusion:
Meget lækker sorbet med perfekt konsistens og uden antydning af krystaller. Den har en virkelig god smag af hindbær, og denne fremgangsmåde bliver garanteret en genganger med andre smagsvarianter.
I dag er jeg dog i gang med at lave en anden slags sorbet uden æggehvide, for at sammenligne konsistens, men med æggehvide fungerer det i hvert fald.
Som Fjordrejen skriver i sin blog i en kommentar til dette indlæg, bør det egentlig ikke være nødvendigt at piske æggehviden før den blandes i - og det sparer selvfølgelig lidt opvask, så det prøver jeg nok næste gang jeg laver med hvide.
Hvor er jeg glad for at du kunne bruge min opskrift, har jeg ikke ret, den sad lige i skabet ;-)
SvarSletJo du har helt ret - den er perfekt! Kunne dog være sjovt at prøve at lave den uden æggehvide for at sammenligne. I rabarberversionen var det i hvert fald ikke nødvendigt.
SvarSlet