torsdag den 10. marts 2011

Opskrift: Spaghetti med cherrytomater og bacon



Jeg har en gang tidligere lavet Miras spaghetti med cherrytomater og bacon, uden at blogge om den da den lignede Miras version ret meget.
I dag fik jeg igen lyst til en gang pasta uden alt for mange vanskeligheder, så denne meget enkle, men samtidig meget smagfulde ret kom på menuen igen - det skulle være nemt og hurtigt, og gerne med rester til i morgen, hvor vi får en 1/4 ko hjem, som skal pakkes i en fryser. Hvis der vel at mærke er plads - det er noget spændende. Jeg har aldrig set hvor meget en 1/4 ko fylder før, så jeg har ingen idé om hvad jeg skal forvente.
Men nu har husbonden da i det mindste ryddet op i kummefryseren - så må vi se om der skal noget i skabsfryseren også, eller om vi skal til at dele ud af det ude på vejen.
Jeg er også ret spændt på hvilke udskæringer der er med, og hvordan kødet i det hele taget er. Det er naboens datter og svigersøn der dyrker næsten økologisk skotsk højlandskvæg - næsten, som i at det først er næste år de er officielt økologiske, men reelt er de økologiske for mig i år også.
Så mon ikke der er basis for andre oksekødsretter i tiden der kommer, end det sædvanlige med hakket kød og bøffer... (og hvis jeg ikke ved hvad vi skal bruge kødstykkerne til, så kan jeg vel altid hakke det - jeg lavede frikadeller i går med noget ret dårligt hakket kød fra en af de lokale slagtere - der køber vi altså ikke hakket kød igen. Der var alt for meget brusk og sejt kød med, som faktisk ikke kunne tygges - øv!)

Nå men det var så pastaen vi kom fra.
Jeg lavede som sagt lidt mere om på den i dag - brugte endnu mere hvidløg og olie, tilsatte løg og brugte balsamico i stedet for sukker, som det blev foreslået i Miras kommentartråd - og så serverede jeg min egen portion med frisk rucolasalat - også efter tip fra Miras kommentarer.
Så alt i alt blev det til følgende udgave:

Spaghetti med cherrytomater og bacon:
ca. 4 personer

500 g økologisk fuldkornsspaghetti

750 g cherrytomater (jeg brugte 500 g friske, og 1 dåse, som Mira også foreslår)
3 spsk olivenolie
1 spsk balsamicocreme (eller almindelig mørk balsamicoeddike)
5 fed finthakket hvidløg
1 lille finthakket rødløg
2 små finthakkede stærke røde chili
flagesalt og friskkværnet peber.
1 pakke baconskiver, skåret i mindre stykker
1 pakke bacontern

friskrevet parmesanost
rucolasalat

Ovnen tændes på 200 g almindelig varme.
Dåsetomaterne hældes i et ovnfast fad. De friske tomater skylles og hældes også i fadet - tilsæt olie, balsamicocreme, hvidløg, løg, chili, salt og peber, og bland det hele godt rundt. Balsamicocremen giver en brunlig farve, men den er knap så grim når spaghettien bliver blandet i.
Sæt fadet i den varme ovn i ca. 15 minutter - denne gang gav jeg det lidt længere, da de friske tomater var ret store, og lidt længere om at "splatte" ud (faktisk nåede de aldrig at blive helt møre, så jeg tror jeg kunne finde på at skære et lille hak i dem næste gang, så de hurtigere bliver udkogte ud).
Imens steges bacontern og skiver (hver for sig), så det afgiver noget af fedtet, og dryppes af på køkkenrulle - det skal ikke være sprødt, men bare være knap så fedt (ja man kan jo godt spare lidt på det fede hvor man nu kan - og bacon smager jo stadig af bacon, selvom det ikke er alt fedtet der er med, ikke? Bare husk at bruge køkkenrulle som er egnet til fødevarer - det er nemlig åbenbart ikke alle typer der er det!!)
Efter de minimum 15 minutter blandes bacontern med tomaterne, og baconskive-stykkerne lægges oven på. Det skal nu have ca. 15 min. mere, til bacon (måske) begynder at blive sprød (det gjorde min så ikke).
Imens koges pasta efter pakkens anvisning, og når den er færdig sies vandet fra, og spaghettien blandes i fadet med de færdige tomater og bacon.
Serveres med det samme med revet parmesanost og rucola.

Konklusion:

Som nævnt længere oppe, så er det en meget enkel ret, men den er samtidig meget smagfuld, i forhold til hvor enkle, og få, ingredienser der egentlig er i. Det er klart at solmodne cherrytomater vil give det bedste resultat - men på trods af at det absolut ikke er sæson for tomater lige nu, så blev smagen altså stadig god.
Jeg puttede ikke chili i første gang jeg lavede den, så det var første gang i dag - det gav en rigtig god varme med de ret stærke udgaver jeg brugte.
Manden brokkede sig ikke over at der ikke var mere kød i - hvilket er heldigt nok, eftersom vi skal have resterne i morgen.
Alt i alt - en skøn pastaret, som jeg tror jeg vil vende tilbage til mange gange.

Billeder:

Tomater klar til ovnen


Balsamico cremen er denne, som jeg engang har købt i Rema1000 uden helt at vide hvad jeg skulle bruge den til - men den egner sig glimrende til tomater


De færdige tomater


Pastaen er vendt i (godt man har et rengøringsvenligt fad, med det sauce der er brændt fast i kanten)


Min tallerken - ren nydelse!



2 kommentarer:

  1. Elsker pastaretter, så jeg tror da lige jeg "bliver nødt til" at afprøve denne :-)

    Mange hilsner
    Birthe

    SvarSlet
  2. Det kan du roligt gøre :-)

    SvarSlet