I dag er det min fødselsdag, og i aften skal vi heldigvis bare slappe af med middag på Bones (de er nemlig så flinke at de giver en gratis middag til den der har fødselsdag), sammen med min søster, svoger og niece, så jeg holder fri fra køkkenet i dag. Desserten tager vi dog herhjemme, det er nemlig de nedfrosne rester af citronpandekagerne fra i lørdags, og så rester af den kage jeg havde med på arbejde i går.
Allerede da jeg så den hos Nicolai for 1½ måned siden (den stammer fra NYBH, men det var fra før jeg begyndte at følge med hos hende, så det var hos Nicolai jeg blev opmærksom på den), bestemt jeg mig for at det skulle være den jeg ville tage med.
Jeg lavede dobbelt portion i forhold til Birthes opskrift, men ændrede lidt på dette og hint, så jeg skriver min version her, dog med udgangspunkt i 1 portion:
Gulerodskage med frosting:
350 g sukker
3 dl rapsolie eller anden smagsneutral olie
4 hele æg
300 g hvedemel
1 spsk. stødt kanel
1 tsk. fint salt
2 tsk. natron
350 g fintrevne gulerødder (jeg kørte dem en tur i minihakkeren)
50 g hakkede valnødder (jeg løb tør for valnødder da jeg også skulle gemme nogen til pynt, så jeg brugte halvt valnødder og halvt hasselnødder, hakket fint i minihakker)
Sukker og olie piskes meget grundigt med enten elpisker eller i røremaskine (jeg brugte sidstnævnte med piske-dimsen isat), til sukkeret så småt er opløst.
Æggene tilsættes 1 ad gangen, og der piskes igen grundigt til det er en luftig og ensartet masse.
Mel, kanel, salt og natron sigtes i røreskålen og blandes i ved lav hastighed (jeg brugte K-spaden med gummibelægning) - gulerødder og nødder vendes i til sidst.
Dejen hældes i en smurt bradepande eller en mindre form i passende størrelse - den hæver noget i højden, men dog mest midt på. Bages ved 175 grader midt i ovnen i ca. 60-70 minutter - prøv med en strikkepind om der hænger dej ved - hvis ikke så er den færdig.
Køles af, og smøres med frosting, og drysses med hele eller grofthakkede valnødder.
Frosting:
100 g flødeost naturel
35 g blødt smør
½ tsk flydende vanilje
100 g flormelis
ca. 1/4 tsk meget finthakket frisk ingefær
Flødeost og smør piskes godt sammen (jeg brugte elmixer), hvorefter vanilje, flormelis og ingefær tilsættes og piskes til blandingen er helt glat.
Den bliver en lille smule mere stiv af at stå i køleskab, men kan sagtens smøres ud selvom den er helt kold.
Konklusion:
Super lækker gulerodskage, og frostingen gør altså bare lige det sidste (men man skal ikke være olie-forskrækket). Den holder sig som skrevet frisk også her på 3. dagen, og jeg tror sagtens den kan spises i morgen også, hvis ikke vi får onduleret det hele i aften.
Den fik også ros fra kollegerne, og opskriften er udleveret til én, så den bliver i hvert fald gemt i arkivet til en anden god gang.
En ide til videreudvikling kunne være små chokoladestykker i dejen - det ville den bestemt ikke blive ringere af. Frostingen kunne også sagtens have tålt lidt mere ingefær, men det kommer selvfølgelig an på om man kan lide det.
Ekstrem lækker opskrift! LOVE IT
SvarSletGodt den gjorde lykke - takken er hermed sendt videre til NYBH, da det jo egentlig er en opskrift hun har fremskaffet :-)
Slet