Vi startede ud med rundstykker lidt over 9 om morgenen, og derefter blev vi sat i gang med at lave coleslaw, og klargøre spareribs med rub. Der blev også lavet barbecuesauce både til benene og til frokosten, som bestod af tortillapandekager med pulled pork, noget af coleslaw'en og så barbecuesaucen.
Om eftermiddagen havde vi desuden ølsmagning med øl fra Nibe Bryghus, og os der var med, fik et ølglas med hjem, og Henrik havde desuden sponseret en kasse med 4 forskellige Nibe øl til os hver.
Aftensmaden bestod af benene, brisket, tyndstegsfilet og resten af coleslaw'en, samt lidt blandet salat.
Deciderede opskrifter har jeg ikke på ret meget, men jeg skriver alligevel lige lidt om hvad vi gjorde.
Wraps med pulled pork:
tortillapandekager
pulled pork
coleslaw
barbecuesauce
Pandekagerne varmes (selvfølgelig på grillen) og fyldes med den trukne gris, coleslaw og sauce efter smag.
Opskrifterne på den coleslaw vi lavede, og barbecuesaucen kommer her:
Coleslaw:
(opskriften, som stammer fra en af grillklubbens medlemmer, siger til 4 personer, men jeg tror den rækker længere - vi lavede dobbelt portion, og der var rigeligt til 10-12 mennesker, både til frokost og aften).
½ hvidkål
3 gulerødder
6 spsk. Miracle Whip Light 5%
2 spsk. Dijonsennep
2 spsk. rapsolie
4 spsk. æblecider eddike
2 tsk. salt
2 tsk. citronsaft
4 tsk. sukker
4 fed presset hvidløg
Gulerødder og hvidkål rives fint, dressingen røres sammen og blandes med kålen. Trækker i køleskab, gerne nogle timer.
Mængden af dressing er doblet op, da den overhovedet ikke rakte til at gøre kålen "våd" - men det er jo smag og behag hvordan man gerne vil have den.
Barbecuesauce:
(opskriften stammer fra en anden af grillklubbens medlemmer, som også deltog i går)
1 tsk løgpulver
160 g brun farin
60 ml hvidvinseddike
60 g honning
30 ml wochestershiresauce
300 g ketchup
60 ml soya
chilisauce efter smag
Alle ingredienser blandes godt, og koges sammen, minimum indtil farinen er opløst. Kan serveres både kold og varm.
Konklusion:
Grisen var rigtig god, og kombinationen med coleslaw og barbecuesauce i wraps gjorde den endnu bedre.
Coleslaw'en i sig selv var udmærket da der kom dobbelt dressing i, og den smagte egentlig af rimelig meget i betragtning af at den ikke var marineret først, lige som den jeg lavede sidste weekend.
Hvis jeg har tid nok vil jeg nok foretrække versionen fra sidst, men skal det gå lidt hurtigt og nemt, kan denne udgave godt være en værdig afløser.
Barbecuesaucen var rigtig god - og man kan jo justere den med chili alt efter hvor stærk man gerne vil have den. Den skal vi helt sikkert prøve at lave selv.
Aftensmaden var jo så spareribs (rubbede og marinerede), brisket (også marineret) og tyndstegsfilet (marineret i øl). Benene blev ikke 100% vellykkede, for WSM'en ville ikke ordentligt op i temperatur, og de kom derfor til at smage alt for meget af røg efter min smag, og efter Lækkermåsens smag var de ikke møre nok. Men man kan jo ikke vinde hver gang, det er charmen ved at grille.
Brisket (som er en udskæring af oksespidsbryst) har jeg ikke helt forstået meningen med - det er mørt nok osv., men jeg synes ikke det smager af ret meget, så efter min ydmyge mening er det ikke de mange timers grillen, og venten værd.
Tyndstegen nåede jeg ikke at smage, da jeg ikke kunne spise mere. Den så nu også lige rigeligt rød ud til min smag.
Men der var i hvert fald ingen der gik sultne hjem - og det var en rigtig hyggelig dag, især fordi vi ikke var så mange. Nu har vi prøvet både hvor vi var lidt over 20, og så de 10-12 stykker som i går (vi startede med 13 men et par stykker tog hjem inden aftensmaden) - og det er altså lidt mere intimt når vi kan sidde om ét spisebord. Det føltes mere som en middag med venner, end en komsammen for folk som fra starten kun har interessen for grillningen til fælles.
Så vi er helt sikkert med igen hvis der er andre der tør tage initiativet!
Billeder:
Hinderne bliver fjernet fra bensiderne
Grisen bliver trukket
Benene ligger med rub - og sukkeret smelter nærmest ind i kødet
Min wrap med pulled pork, coleslaw og barbecuesauce
Salat og brisket
Ingen kommentarer:
Send en kommentar