torsdag den 28. november 2013

Opskrift: Jordskokkesuppe med blomkål og porre


Efter at have haft en portion jordskokker liggende i køleskabet i over 2 uger (de var økologiske, og holdt sig i øvrigt forbløffende godt - de var stadig sprøde som om de var nyhøstede), fik jeg i sidste uge endelig brugt dem til en suppe. Jeg havde luret lidt på Nadias udgave, og ikke mindst de kommentarer der er til opskriften - men endte med en version uden kartofler som flere ellers anbefalede for at "dulme" jordskokkernes lidt specielle smag. I stedet brugte jeg en rest rimelig træt blomkål, sammen med bla. porre og et æble.

Jeg spiste suppen som hovedret, og den skulle derfor laves så man kunne spise en god stor portion - smagen bliver nemt lidt sødlig, men samtidig en smule anonym, så den skal smages godt til med noget syrligt og salt, og toppes med nogle gode ting der giver lidt knas og kontrast til den bløde suppe.

Om du vil bruge kartofler i suppen er selvfølgelig en smagssag - jeg synes blomkål fungerede fint, og med den rette tilsmagning er det ikke nødvendigt med andre rodfrugter for at opveje jordskokkernes specielle smag.
Bruger man blomkål i stedet for kartofler, bliver den også en anelse mere low carb, hvis det er det man går efter.

Jordskokkesuppe med blomkål og porre:
ca. 4 personer

2 spsk olivenolie
fine sprøde jordskokker
fra Økoradissen
400 g jordskokker i mindre stykker, renset vægt (hvis de er pænt rene, kan du sagtens nøjes med at skrubbe dem godt og lade være med at skrælle dem - men så bliver suppen måske knap så lys)
evt. 50 g jordskokker til at lave chips af til topping
150 g porre i skiver (brug både det hvide og noget af den grønne top)
2 store fed grofthakket hvidløg
175 g blomkål i store buketter
1 halvsyrligt æble i tern
blade fra 2 kviste frisk timian (eller ca. 1 tsk tørret)
1 liter hønsebouillon (jeg brugte 1 liter vand og 2 spsk Oscar øko hønsebouillonpulver, men har du hjemmelavet hønsefond liggende, så brug endelig den)
2 1/2 dl piskefløde
2 spsk citronsaft
1 spsk sherryeddike (eller evt. æblecidereddike)
evt. et drys chipotle chilipulver hvis der skal lidt spark i
salt og evt. peber (hvis du vil have suppen helt lys, så brug hvid peber)

forslag til toppings:
jordskokkechips stegt sprøde i olivenolie
chorizopølse i skiver, stegt i samme olie som jordskokkechips (jeg har købt en andechorizo hos Allegården, men alle slags krydrede pølser kan bruges, hvis man da ikke bare bruger bacontern, eller feks. ristet parmaskinke)
stegeolien fra jordskokkechips/chorizo
pesto (jeg brugte en hjemmelavet løvstikkepesto, som jeg har liggende i fryseren i små tern, så det er nemt at tage det op man skal bruge)

Varm olie op i en stor gryde og svits jordskokker sammen med porre, hvidløg og blomkål til det har taget en smule farve. Tilsæt æble og timian.
Hæld bouillon ved og lad suppen simre til alle grøntsagerne er godt møre - ca. 20-30 minutter, afhængig af størrelse på grøntsagerne.
Når det hele er kogt godt mørt, blendes suppen direkte i gryden med en stavblender, eller den hældes i en blender i mindre portioner og blendes til den er jævn og cremet.
Tilsæt fløde og varm suppen igennem - smag den nu godt til med citronsaft, eddike, evt. chilipulver og salt og peber, og server den rygende varm med de forskellige toppings.

Konklusion:

Det er mange år siden jeg sidst har lavet jordskokkesuppe, og jeg var egentlig lidt "bekymret" for om jeg overhovedet ville kunne spise mig mæt i den, eller om smagen var for bleg og kedelig. Men med de toppings jeg brugte (alle de nævnte), smagte den faktisk rigtig godt. Jeg fik den også lavet lidt over i det syrlige med den tilsatte mængde citronsaft og eddike, og det passer bedst til min smag.
Løvstikkepestoen var genial til - den meget fremtrædende og lidt specielle smag passede perfekt til suppen, og jeg skal helt sikkert have lavet en større portion når planten igen er vokset op i haven.
Jeg har vist aldrig fået blogget opskriften, men det må der så laves om på til sommer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar