mandag den 16. maj 2011

Opskrift: Rabarbersorbet


Is-produktionen fortsætter - efter at have fået 3 kg jordbærrabarber forærende i lørdags, skulle der forsøges med en portion rabarbersorbet i går.
I modsætning til hindbærsorbeten fra lørdag, bestemte jeg mig til at prøve uden æggehvide, for at kunne have en sammenligning i nogenlunde frisk erindring.

Jeg fandt Grydeskeens opskrift som jeg gik ud fra, men brugte glukosesirup i stedet for lys sirup/honning, og brugte den grundsirup jeg også brugte til hindbærudgaven (halvt sukker halvt vand, feks. 1 liter vand og 1 kg sukker).

Rabarbersorbet uden æggehvide:
ca. ½ liter

2½ dl grundsirup
1 spsk citronsaft
250 g rabarber i skiver
1 spsk glukosesirup

Rabarber koges op sammen med 1 dl grundsirup og citronsaft, og simrer til rabarberne er godt møre. Blend dem evt. med en stavblender, og sigt dem hvis man vil være helt sikker på der ikke kommer "tråde" med (det gjorde jeg dog ikke - jeg gav dem bare en tur med Tryllestaven).
Hæld resten af grundsiruppen i sammen med glukosesirup, og lad blandingen køle af til køleskabstemperatur - enten i køleskab natten over, eller i vandbad med is.
Kør isen på ismaskine til den tykner, og frys den færdig i lukket beholder.

Konklusion:

Mindst lige så lækker is som hindbærsorbeten, selvom der ikke var æggehvide i. Og så synes jeg bare den har den mest fantastisk flotte farve - takket være de meget røde rabarber.
Eneste minus var at man fik ret meget pels på fortænderne af syren fra frugten - jeg overvejede at bruge Nonoxal men droppede det igen da det vist heller ikke lige er det sundeste - og så håber jeg at de par gange vi kan finde på at lave det om året ikke ætser tænderne væk.

6 kommentarer:

  1. Det lyder så lækkert med rabarbersorbet. Det har jeg aldrig smagt, faktisk. Men jeg elsker alt andet med rabarber - alt fra grød til Lagkagehusets rabarberhorn, så mon ikke jeg ville elske denne is :-)

    SvarSlet
  2. Det er jeg sikker på du ville :-)
    Den er i hvert fald god, selvom man lige skal vænne sig til pelsen på tænderne!

    SvarSlet
  3. Åh, den her må jeg helt sikkert lave, den ser forjættende ud :-)

    Mange hilsner
    Birthe

    SvarSlet
  4. NYBH: Det var den også, så du kan godt glæde dig :-)

    SvarSlet
  5. Yum, Yum ... fantastisk måde at bruge rabarber på. Det SKAL prøves!

    SvarSlet
  6. Hanne: Og det SKAL det bare :-) (Tror i øvrigt en lille snert af mynte ville være godt i også - jeg spiste dusken jeg havde pyntet med, og det var ikke dårligt!)

    SvarSlet