søndag den 29. maj 2011

Opskrift: Berømt tacotærte





Denne tærte har været på besøg i en del blogs efterhånden, og for et par uger siden blev det også min tur, efter at have taget tilløb i noget tid. Jeg havde gemt flere af versionerne derude fra, men tog udgangspunkt i denne, hvor jeg dog ændrede en lille smule.
Jeg lavede dobbelt portion af kødsaucen og brugte nok ca. 3/4 af portionen (resten blev til biksemad og fyldte tortillas), og så brugte jeg noget af HP saucen som smagsgiver.
Som tilbehør fik vi en blandet salat (bl.a. med en rest frisk ananas og nogle sukkerærtespirer vi fik gratis hos grønthandlen, da de var ved at nå udløbsdatoen) med balsamico/oliedressing.

Min ser derfor ud som følger:

Tacotærte:

Fyld 1:

1 kg g hakket oksekød
2 store finthakkede løg
6 fed finthakket hvidløg
2 poser tacokrydderi (jeg fik bla. brugt øko-versionen fra blogtræffet) 
3 dl vand
2 spsk HP sauce
friskkværnet peber

Svits kødet i en gryde sammen med løg og hvidløg, til kødet er brunet og løst. Tilsæt tacokrydderi, vand og HP sauce, og lad det simre, gerne i en halv times tid, mens tærtebunden og fyld nr. 2 gøres klar.

Dej:

1½ dl rugmel
1½ dl hvedemel
50 g smeltet smør
1 dl koldt vand
1 tsk groft salt

Rør alle ingredienser sammen (gerne i røremaskine) til dejen er samlet - min blev ret blød i konsistens. Pres dejen ud i en tærteform på ca. 27 cm, prik huller med en gaffel, og bag den ved 250 grader almindelig varme i ca. 10 minutter. Tag den ud og afkøl den lidt.

Fyld 2:

ca. 250 g gode cherrytomater i kvarte

1 rød peberfrugt i tern
2 dl creme fraiche 18%
4 spsk Hellmanns mayonnaise
2 dl revet ost

salt
friskkværnet peber
evt. lidt ekstra revet ost til toppen


Bland tomater, peberfrugt, creme fraiche, mayo og ost godt sammen, og smag til med salt og peber.


Samling af tærten:


Fordel fyld nr. 1 på den forbagte tærtebund. Hæld fyld nr. 2 på og drys evt. med lidt ekstra revet ost.
Bag tærten ved 200 grader almindelig varme i ca. 20-30 minutter til toppen er gylden og virker en anelse fast.


Konklusion:


Tærten smager virkelig godt, omend den er en smule vandet lige når den kommer ud af ovnen (det er nok tomaterne der afgiver en del vædde). Men smagen fejler i hvert fald ikke noget, og da vi fik resterne dagen efter, var den blevet lidt mere fast i konsistensen, og smagte mindst lige så godt.
Den tror jeg helt sikkert bliver lavet igen!


Billeder:

Kødsauce simrer



Færdig tærtedej - fin dej som er nem at arbejde med, og som er lidt sundere end mange andre versioner


Fyld nr. 2


Tærte klar til ovnen


Færdig tærte


Og min tallerken - man kan vist godt se at det "sejler" lidt




Ingen kommentarer:

Send en kommentar