Vi har travlt med et malerprojekt her i påsken, og det hele griber lidt om sig, som sådan noget har det med at gøre. Derfor bliver der heller ikke tænkt så meget i mad som man måske skulle tro, i betragtning af at det nu er påske, og fantastisk (grill)vejr.
I dag står vi dog for grillmenuen der skal indtages sammen med et par naboer (en lammekølle vi havde i fryseren, som efter planen skal udbenes og fyldes og roteres på kuglegrillen, nye kartofler, fetadip, en rest foccacia fra fryseren, og måske lidt forrets-snacks i form af saltede mandler og de ristede rugbrødsstænger jeg fandt hos Kinna.dk).
I torsdags havde vi gæster, og så skulle der selvfølgelig tænkes lidt over menuen. Eller dvs., vi behøvede egentlig ikke tænke så meget, for den havde faktisk været planlagt i flere måneder.
De besøgende venner, M&J, introducerede os for nogle år siden til begrebet fondue-pander, som de havde lånt sig til. Ja altså jeg aner ikke om det er det, det hedder, eller hvad det hedder, men det kalder vi det i mangel af bedre.
Det kan vel nærmest kaldes en mellemting mellem fondue (hvor man bruger en gryde) og Raclette (hvor man bruger små pander), og består i al sin enkelhed af et passende stativ, den spritbrænder man bruger til fondue, og så en stegepande i miniformat, hvor man så selv tilbereder sin mad på.
Efter at have prøvet det hos M&J i sin tid, gik vi selv på jagt efter en færdig købe-løsning, og fandt på DBA.dk et stativ med to brændere og to pander, som vi købte.
Panderne var dog ikke så gode, så efterfølgende har vi købt 4 nye, og lidt større (ca. 12-13 cm i diameter), hos HWL, og de fungerer perfekt.
Der var dog kun plads til to pander på det oprindelige stativ, så i sidste uge var vi jagt i genbrugsbutikker efter stativer der kunne bruges, og vi fandt en holder (med gryde til chokolade, tror vi) til den nette sum af 20 kr., samt en keramik kaffekandevarmer (ligner det). Den gik dog i stykker undervejs da den åbenbart ikke kunne holde til varmen, og blev skiftet ud med risten fra mikroen, som også egnede sig fint.
Så var udstyret på plads.
Der kom følgende på bordet, som man selv skulle sammensætte sin menu ud af:
marinerede hummerhaler (fungerede som forret, sammen med foccacia - marinaden var stort set den samme som vi brugte til store rejer sidste påske)
spejlæg
bacontern
cocktailpølser i skiver
små hakkebøffer
bløde løg
forkogte kartofler i ternforkogte basmatiris
forstegt kyllingebryst
hjemmelavet karrysauce
madlavningsfløde
salt, peber, chiliketchup og paprika
radiser, tomater, ærter, fetaost, grønne asparges
Og så var det ellers bare med at bruge fantasien.
Desserten skulle selvfølgelig også laves på panden, og her havde pandekager været et oplagt valg - men eftersom vi allerede havde fået det hos M&J, så skulle der ske noget nyt.
Jeg bad derfor om hjælp diverse steder på nettet, og fik et forslag om friske ananas-skiver dyppet i mørk muscovadosukker, stegt i smør, flamberet i cognac og serveret med flødeskum.
Vi havde dog ikke lige lyst til at lege med flambering over åben ild, så i stedet marinerede vi skiverne nogle timer i en chili/chokoladelikør, dyppede i sukker, stegte i smør, og serverede med vaniljeis og drys af mørk chokolade.
Yderligere opskrift er vel nærmest unødvendig.
Derfor er der egentlig også kun karrysaucen at give opskrift på - derudover vil jeg lade billederne og kommentarerne dertil fortælle resten af historien, og i øvrigt bare fortælle, at det er en superhyggelig måde at få mad på. Og desuden er det en fordel at ALT kan forberedes i god tid. Men det ved jer der sværger til almindelig fondue eller Raclette sikkert alt om.
Karrysauce:
3-4-5-6 personer, alt efter hvordan den bruges
1 spsk flydende Becel (eller ghee, eller olie)
1 spsk karrypulver (ikke alt for stærkt)
1 løg á ca. 100 g pillet vægt, skåret i mindre stykker
1 halvrynket madæble, skrællet og skåret i mindre stykker
2 dl vand
2 dl minimælk
2 tsk Oscar øko hønsebouillonpulver (så fik jeg også afprøvet den fra blogtræffet - og ja, den smager bedre end den almindelige udgave!)
2 tsk Hot mangochutney (hold evt. lidt igen med denne, afhængig af hvor stærk en karry du har brugt - saucen i min udgave bliver med et god bid, men ikke uspiselig stærk)
evt. salt og peber
evt. Maizena-jævning
Becel varmes op i en gryde, og karrypulver svitser heri. Hæld løg og æble i og lad det svitse med nogle minutter, til løgene begynder at blive bløde.
Tilsæt vand, mælk, bouillonpulver og mangochutney og lad saucen koge ved lav varme i nogle minutter til den er gennemvarm. Blend den med stavblender til den er jævn og cremet.
Smag til med salt og evt. peber hvis nødvendigt, og jævn evt. med Maizena hvis saucen er for tynd (det gjorde jeg dog ikke, da jeg godt kan lide den ikke er for tyk).
Saucen kan bruges som almindelig sauce til et stykke kød, eller der kan blandes flere grøntsager og feks. kylling i.
Keramik-dims med pande på - vi havde savet et stort hul ud med vinkelsliber (når jeg siger vi, så inkluderer det ikke nødvendigvis mig) for at få plads til spritbrænderen - men den kunne altså ikke klare mosten, og revnede efter kort tid
Den her holder fungerer til gengæld perfekt
Stativet vi fandt på Den Blå Avis
Hummerhaler til forret - jeg havde klipper dem op i både ryg og "mave" og fjernet tarmstrengen, inden jeg lagde dem i marinade, så det var bare at krænge dem ud af skallen, og så var de klar til spisning
Færdige hummerhaler med brød og lækker dyppelse
En minihakkebøf, bacontern, cocktailpølser og kartofler
Jeg brugte asparges som en slags spiselig bordpynt, med lidt vand i bunden så de kunne holde sig friske - det gør de i øvrigt stadig, her 3 dage efter
Som velkomst (og til maden) fik vi afprøvet endnu en sponsorgave fra blogtræffet - Æble+hindbærbrus fra Aarstiderne - super lækker drik, som kun indeholder æblesaft, hindbærsaft og kulsyre - intet andet. Den er frisk og boblende, og smager virkelig af det der er i
Her er der kommet fløde, chiliketchup og paprika ned til bøffen, kartofler og cocktailpølse
Kylling, karrysauce og ærter
Og finalen - ananas i smør og mørk muscovadosukker
Sukker og smør blev næsten sirupsagtig, og blev hældt over da jeg spiste min
*nomnomnom*
SvarSletAltså det er jo ligesom at spise sydpå - de hummerhaler er jeg helt pjattet med! Lækkert måltid I fik :-)
Nej, hvor ser den ananas lækker ud :D
SvarSletPiskeriset: Tak, og ja, hummerhalerne var lækre, der var bare for få af dem :-) Næste gang vi skal have dem, tror jeg de skal udgøre hovedmåltidet.
SvarSletCarina: Tak, det var den også - omend en smule til den søde side med alt det sukker. Måske creme fraiche også kunne bruges til i stedet for is, hvis man gerne vil skære lidt ned på det søde!
Ejjjjjjj, hvor er det bare en god idé med de der pander. Må en tur på loppemarkeder og se, om jeg kan skaffe noget lignende - eller i en spejdershop:-)
SvarSletOg den der ananas vil jeg slet ikke udtale mig om..........!!!!!
Håber du nyder påsken trods alt malerarbejdet:-)
LaTascha: Det er nemlig en rigtig god ide - og lidt mere alsidigt og med flere muligheder, end både fondue og raclette. God jagt efter noget egnet!
SvarSletI øvrigt kan jeg anbefale at købe panderne først, og så tage en med ud og prøve hvordan den står fast i det stativ du evt. senere finder - de pander vi har, har et ret tungt skaft, så der skal ikke meget ubalance til før de kan risikere at vælte, uden indhold i.
Og ja tak, jeg nyder bestemt påsken men er allerede deprimeret over at den snart er slut - kunne godt bruge en uges mere fri, både til malerarbejde og afslapning - god påske til dig :-)
Hvor er det en sjov ide med panderne. Det er så hyggeligt at lave maden færdig sammen med gæsterne.
SvarSletSS: Det er nemlig rigtig hyggeligt - og jeg vil helt sikkert også forsøge at få brugt dem noget mere fremover :-)
SvarSlet