onsdag den 23. marts 2011

Opskrift: Små fiskefrikadeller med rejer, og mango mojo



Fisk er ikke det der bliver vist mest af her på bloggen - og dermed heller ikke det der bliver spist mest af i det  lille hjem. Men engang imellem skal det jo til, og så er fiskefrikadeller en rimelig tilforladelig måde at få den sunde fisk indenbords.


Jeg stødte tilfældigt på madplanen for denne uge fra Føtex, hvor menuen den ene dag var fiskefrikadeller, kartofler og en mango mojo (en slags mango salsa), og det lød lige som noget jeg kunne forestille mig var godt, i stedet for det traditionelle med feks. persillesovs eller bare remoulade. (Man kan tilsyneladende kun linke til den i den specifikke uge den er på menuen, så derfor intet link).

Den ene gang jeg har lavet fiskefrikadeller før, brugte jeg en færdigrørt fars fra en fiskebil, men denne gang havde jeg bestemt at jeg ville lave den fra bunden af, så jeg vidste 100% hvad der var i. Jeg har lige læst en artikel på nettet hvor der stod, at færdigblandet fars fra supermarkederne tit indeholder næsten 50% vand og mel, og selvom fiskebilernes udgaver måske er noget mere lødige, så nægter jeg altså at betale for vand og mel i den mængde - jeg ved slet ikke hvad vand har at bestille i en fiskefars!
Superbest (hvor jeg endte med at købe frisk torsk og lyssej, som de har liggende på is) havde også to slags færdigrørt fars til 20 kr. pr. ½ kg, men jeg kunne se på ingredienslisten at vand var på en 3. plads over ingredienser, så det endte altså med de noget dyrere, men hele stykker fisk.

Jeg ændrede lidt på fyldet i dellerne, og fandt desuden nogle andre opskrifter på mango mojo som jeg også tog lidt fra (bl.a. her, her og her) - jeg doblede desuden opskriften på deller op, så der blev en ret stor portion ud af det, men de skal også slå til, til torsdag, og til fryseren.
Vi fik også ovnstegte aspargeskartofler til - de var imidlertid noget kedelige, og fremgangsmåden er vist også beskrevet så mange andre steder at det ikke er nødvendigt at komme nærmere ind på dem.

Fiskefrikadeller med rejer:

1 kg hvid fiskefilet (jeg brugte 1/3 torsk og 2/3 lyssej - den skulle lige gås efter og de sidste ben fjernes med en pincet, men ellers var den fin og frisk)
2-3 tsk groft salt
ca. ½ liter mælk eller fløde 8% (jeg brugte halvt af hver)
2 æg
ca. 2 tsk sambal oelek (eller anden chilisauce)
et drys hvid stødt peber
ca. 4 spsk kartoffelmel
150 g grofthakkede rejer fra frost (tøet op i køleskab fra morgenen)
1 frisk rød grofthakket chili
2 fintsnittede forårsløg
½ dl finthakket dild

Skær fisken i strimler og hak den i blender eller food processor sammen med 2 tsk salt i ca. 1 minut, til farsen har den ønskede grovhed (her lykkedes det mig tilsyneladende at ødelægge den fine blender jeg vandt til madbloggertræffet - den begyndte pludselig at ryge fra bunden og lugte meget dårligt, men heldigvis havde jeg en anden hakker jeg kunne bruge til det - øv, men det er jo risikoen ved gratis ting). 
Tilsæt mælk/fløde, æg, chilisauce og peber - hold igen med den sidste tsk salt, til der evt. laves smagstest.
Blend farsen videre i ca. 2 minutter, til den er jævn.
Hæld den ud i en skål, tilsæt kartoffelmel og rør den igennem til den virker tilpas fast.
Tilsæt de hakkede rejer, chili, forårsløg og dild, og stil evt. farsen på køl en times tid, så den kan nå at sætte sig.
Lav evt. en smagstest ved at stege en lille delle på panden - tilsæt om nødvendigt den sidste tsk salt og evt. mere chilisauce.

Form farsen til små frikadeller med en teske - dyp den i en kop med varmt vand inden hver frikadelle formes, det gør at farsen slipper hånden nemmere - og steg dem i feks. rapsolie på en pande ved god varme i 3-5 minutter på hver side, afhængig af tykkelse, til de er gyldne og gennemstegte. Det er svært at se hvornår fiskefars er gennemstegt, men skær evt. en over og mærk efter om den er gennemvarm, og om kødet er nemt at skille ad.
Frikadellerne kan også brunes kort og steges færdige i ovnen - eller, som jeg har overvejet lidt til en anden gang, formes til helt runde boller og hurtigt dyppes i kogende vand til de holder faconen, og så steges færdige på panden - så får de en pæn rund facon, hvis man er til dén slags.

Mango mojo:


1-2 modne mangofrugter, skrællet og skåret i tern (eller ca. 400 g mangotern fra frost, som jeg brugte - det er nu dejligt at man kan få det på frost til sådan nogle ting som det her)
½ hakket rødløg

1 fed presset hvidløg
¼ dl friskpresset limesaft

1 tsk rød tabascosauce (kun hvis man kan lide den stærk!)
et drys finthakket dild

Blend mango eller hak i minihakker til den er jævn i konsistent. Tilsæt rødløg, hvidløg, limesaft og smag til med tabasco. Stil på køl til serveringen og pynt med lidt hakket dild.

Konklusion:


Dellerne blev supergode - og de smagte stort set ikke af fisk (jeg har også engang hørt at fisk smager mest af fisk når det har været frosset, og det er ret nyttig viden, når man ikke er helt vildt begejstret for alt for meget fiskesmag). De havde lige tilpas et strejf af chili fra den friske røde chili, og sambal oelek, og forårsløgene gav en frisk grøn farve sammen med dilden, og lidt bid så der var noget at tygge på.
Måske kunne der godt have været mere kartoffelmel i, for de var en anelse løse i faconen - men omvendt bliver de måske også for tørre hvis der kommer for meget mel i - i hvert fald var smagen og konsistens god.
Mango mojoen var... skal vi sige, en anelse stærk! Jeg havde ikke lige fået smagt til med tabascoen, men havde bare puttet den mængde i der stod i en af opskrifterne, så derfor endte det også med at jeg puttede lidt mere mango i for at justere styrken lidt, og det hjalp også (mængden i opskriften er den mængde jeg endte ud med, så det er der taget højde for). Den er dejlig frisk og syrlig, og passer fint til fiskekødet, så det var en win-win - selvom Lækkermåsen endte med at spise dellerne på rugbrød med remoulade i stedet for at bruge mojoen, men hver sin lyst. I det mindste kunne han da lide dellerne.

Jeg tør også godt lave dem igen, efter denne opskrift - og i særdeleshed med fars lavet fra bunden!

Billeder:


Frisk lyssej og torsk



Den færdige fiskefars med skønne forårsfarver


Færdige deller - der var allerede blevet spist en 10 stykker direkte fra panden på det her tidspunkt (jeg siger ikke hvem det var, men det var ikke mig), så der blev egentlig jævnt mange ud af den portion


Mango mojo


Jeg bliver lidt i forårsstemning af dette billede, selvom det har blæst en halv pelikan i dag 


Det ligner næsten noget man kunne finde på at drikke


4 kommentarer:

  1. Det gad jeg godt at spise. Fiskedunser bliver bare bedre af hjemmerørt fiskefars af rigtige fisk. Vand på 3. pladsen ØV!

    SvarSlet
  2. Ja det er lidt sørgeligt at det er nødvendigt at putte så meget "fyld" i en færdig fars. Vi har deller nok til tre dage i den portion, som kostede ca. 100 kr. i fisk, så det er faktisk ikke så dyrt igen at lave den fra bunden af.

    SvarSlet
  3. Thomas Haugaard Jensen25. marts 2011 kl. 13.08

    Hej Heidi

    Faldt tilfældigt forbi og synes opskriften så spændende ud. Men synes du skylder dig selv en bedre oplevelse med fiske fars.

    Hvis du absolut vil lave den fra bunden synes for det første du skulle prøve med lidt laks i og så gerne grovhakke den.

    Men hvis du ikke har noget imod at mere end halvere din kilopris skulle du prøve og finde enten en fiskehandler eller en fiskeafdeling i et supermarked hvor de har hjemmerørt fiskefars i løs vægt i god kvalitet, det burde ikke være svært at finde og så er vi typisk nede på en kg pris på 40 kr. og det er lavet af de samme fisk som du køber og hakker selv.

    Hvis fisk lugter eller smager af "fisk" så er det fordi det er for gammelt, en nyfanget Torsk, sild eller ørred lugter ikke tro mig :-)

    Men med dine ingredienser (også rejer og de er fulde af vand) fik jeg en utroligt lækker fars ud af det og nogen fantastiske deller og med færdigkøbt fars rørt af min Grønlandske fiskekone i Brugsen

    At putte remoulade på disse deller er både dumt, hærværk og en hån mod Kokken stik ham en jakabov hvis du insistere på at lave mad til ham.

    Kan godt forstå at du synes mangoen var stærk hvis du brugte en teskefuld tabasco, jeg brugte mellem 5 og 10 dråber og den blev rigeligt stærk. Tabasco er virkeligt noget hvor der er behov for dråbevis tilsætning og tilsmagning.

    Men tak for en inspirerende opskrift.

    Vh

    Thomas

    SvarSlet
  4. Hej Thomas

    Tak for din lange tilbagemelding - det er fedt at nogen gider komme med tilbagemeldinger når de har prøvet en opskrift, og oven i købet komme med forslag til forbedringer.

    Jeg ville også gerne have været hos en fiskehandler, men tiden var lidt knap, og der var ikke en fiskebil i området hvor jeg befandt mig den dag - ellers vil jeg heller ikke afvise at jeg havde købt farsen fra dem, hvis indholdet så ok ud.
    Som jeg skrev, så havde butikken en færdig fiskefars i fiskeafdelingen, men med et stort vandindhold, så derfor valgte jeg at lave den fra bunden denne gang.

    Mht. konsistensen, så gik det, som jeg vist skrev, galt med blenderen jeg brugte, og derfor var der ikke helt styr på hvor fint den blev hakket.

    Jeg var selv overrasket over hvor stærk tabascoen egentlig var - jeg plejer gladeligt at dryppe ret meget på feks. en pizza, men der er smagen selvfølgelig heller ikke så koncentreret som den er i en mojo/salsa. Lad os bare sige at jeg har fået ny respekt for tabasco!

    Mht. ham der spiste remoulade, så tror jeg alligevel han ville sætte grænsen ved jakabov - han plejer nu at være rimelig god til at spise det der bliver sat foran ham, men samtidig er han også min største kritiker, og det kommer der nogen gange nogle diskussioner ud af, så det er aldrig kedeligt at være i køkkenet her :-)

    Igen, tak for din kommentar - jeg vil huske på dem næste gang der står fiskedeller på menuen!

    SvarSlet