søndag den 26. september 2010

Opskrift: Dessertruller i rispapir med sirup/mynteyoghurt





Da vi var i Bazar Vest i sommerferien købte jeg rispapir, og jeg har lige siden ledt efter en anledning til at få dem afprøvet.
I dag kom jeg i tanke om at jeg havde set både Klidmoster og Piskeriset lave nogle dessertruller med dette rispapir (tak til jer begge for inspirationen!), og da der lå en mangofrugt i køleskabet som jeg godt kunne tænke mig at få taget hul på, så skulle det prøves som en lille dessert efter dagens reste-biksemad.
Udover mango puttede jeg en rigtig god og "stærk" chokoladeis i fra Møllevang, og et par hakkede chocolate chip cookies, og så dyppede vi i græsk yoghurt rørt med ahornsirup og finthakket mynte.


Dessertruller i rispapir med sirup/mynteyoghurt:
til 2 personer - 4 ruller


4 stk. rispapir
koldt vand
chocoladeis
ca. 1/4 mangofrugt i små tern
1-2 chocolate chip cookies

1 dl græsk yoghurt 10%
2-3 tsk ahornsirup
et par store finthakkede mynteblade


Start med 1 stykke rispapir ad gangen og læg det i blød i koldt vand i ca. 1 minut, til det er helt blødgjort. Læg det på en tallerken eller et skærebræt, og læg først lidt is i lange tynde skiver, ca. på midten af papiret. Læg derefter nogle mangostykker på og slut af med småkagestykker. Der må ikke være for meget fyld på, da det så er svært at få det hele til at blive inde i papiret.
Fold siderne af papiret ind over fyldet, og rul den derefter så stramt sammen som muligt.
Skal enten serveres med det samme, eller, hvis isen når at tø for meget op, kan rullerne lægges på en tallerken i fryseren til isen er nogenlunde frossen igen - men pas på at frugten ikke bliver for hård. (Nu brugte jeg en forholdsvis hård mangofrugt, men hvis man bruger mere moden/blød frugt, er risikoen nok ikke helt så stor).
Pensl evt. tallerkenen med lidt smagsneutral olie inden rullerne lægges i fryseren, da rispapiret ellers kan risikere at klæbe fast til tallerkenen (her taler erfaringen).

Bland yoghurt med sirup og mynte - hold evt. lidt sirup tilbage og smag den til - den skal være lige tilpas syrlig/sød. Lad den gerne trække i køleskab en times tid.

Konklusion:

Som sagt var det mit første forsøg med rispapir, og det gik heller ikke helt smertefrit - på en enkelt af rullerne kom der så meget fyld i, at siderne ikke ville forblive lukkede, så den var umulig at spise med fingrene (det var nu heller ikke så nemt med de andre, så det blev med kniv og gaffel). Og som skrevet klistrede papiret til tallerkenen da jeg stillede den i fryseren, men hvis man udelader isen som fyld er fryseren selvfølgelig ikke nødvendig, og så skulle det problem ikke opstå.
Mht. smagen, så var det supergodt! Det søde og bløde fra isen, det syrlige fra den faste mangofrugt, det lidt knasende fra småkagerne, og det syrligt/søde fra yoghurten udgjorde en perfekt kombination, og der var mange smagsindtryk i forhold til hvor simpelt det egentlig er.
Jeg pyntede med en dusk rosmarin da jeg havde noget liggende fordi det skulle i fryseren til koldere tider, og duften fra rosmarinen indbød faktisk til at inkludere det i retten også - men det "turde" jeg alligevel ikke. Vi har ellers fået en glimrende dessert med rosmarin (blommer i skiver ovenpå butterdej dryppet med honning og drysset med frisk rosmarin, bagt i ovnen og serveret med is), og det var overraskende godt - men det må blive næste gang der skal eksperimenteres med rosmarinen.
Konceptet indbyder i hvert fald til flere forsøg med desserter, men næste gang skal jeg nok lige først have prøvet med grøntsager og kød...

Billeder:


Yoghurt røres med mynte og sirup



Småkager kvæstes


Fyldes lægges på papir


Og de færdige ruller nydes!


5 kommentarer:

  1. De ser vel nok lækre ud! Ja, papiret kan godt drille lidt første gang, men jeg kan godt lide, at det tager så kort tid at tilberede, og så er der jo uendelig mange typer fyld, man kan putte i - genialt :-)

    SvarSlet
  2. Ja mulighederne med papiret tiltaler også mig, det er en spændende ting at lege med!
    Og så ved jeg til næste gang, at det vil være nemmere at bruge aflange stykker af frugt eller grøntsager i stedet for tern, så det vil forhåbentlig hjælpe en del på at det driller :-)

    SvarSlet