Planen var at vi skulle til Frederikshavn og Skagen, og derudover hvad vi kunne finde på undervejs i området.
Vi ankom lørdag kl. 11, eftersom bookingen gennem booking.com sagde det var muligt at tjekke ind allerede det.
Det viste sig imidlertid at være en fejl, da værelset først var klart kl. 13. Nå men vi havde jo heller ikke noget vi skulle nå, så vi kørte den korte tur ned til havnen, og fandt Søstjernen hvor vi kunne få frokost.
Jeg bestilte en gang buffet med forskellige slags fisk mv., og Henrik bestilte et stjerneskud.
Det er vist det største stjerneskud jeg endnu har set - eller i hvert fald det med de fleste rejer!
I buffeten var der bl.a. fiskefrikadeller med remoulade, to slags sild med karrysalat, lidt forskellige grøntsager/salat (jeg tog kun lidt af en slags broccolisalat), hele jomfruhummmere, varmrøget laks og en fiskepate.
Fiske-dellerne var rigtig gode - jeg har endnu tilgode at prøve at lave dem selv, men jeg tror det skal prøves engang, med hjemmelavet remoulade også. Den røgede laks var også god - patéen var ikke så meget mig.
Jeg fik også ris med kylling i karry og mørbrad og grøntsager i sauce. Begge dele udmærkede, men da var jeg ved at være mæt.
Så fandt vi på at vi ville hejse den parasol der stod ved siden af vores plads, så solen ikke skulle bage for meget på vores mad.
Det gik ikke så godt. Det gik faktisk skidt.
Henrik stod og baksede med snoren og stængerne og pludselig lød der et knæk - den ene af stængerne var brækket, fordi den stødte imod rækværket. Kom ikke og sig at jeg ikke er gift med en stærk mand.
Så kunne man jo godt føle sig mest fristet til at bare at tage benene på nakken og ikke vise sin røv for bare skosåler - men vi spiste færdigt, og da vi gik ned for at betale, fortalte Henrik det som det var til tjeneren - at det var noget skidt.
De tog det meget pænt, og sagde at det skulle vi ikke tænke på, de havde en god forsikring - og i øvrigt var der også så meget hærværk.
Så selvom vi tilbød at give dem vores navn og adresse, så slap vi med regningen på ca. 250 kr.
Således opmuntrede vendte vi tilbage til hotellet lidt i kl. 13, og fik vores værelse.
Ikke særlig prangende, men umiddelbart var der det der skulle være - dobbeltseng, fjernsyn, badeværelse og gratis internet.
Vi fik os installeret, og kørte derefter mod Skagen, hvor vi havde planlagt en tur med Sandormen ud til Grenen. Som sagt så gjort.
Der var pænt mange mennesker derude
Jeg har været på Grenen som barn, men det er nu stadig en spøjs oplevelse at stå i vandet og at se vandet slå ind fra begge sider.
Vi tog en gåtur inde i Skagen, ned gennem gågaden og ned på havnen, inden vi vendte næsen mod hotellet. Der skulle lige en lur til, før vi kunne klare mere.
Om aftenen kørte vi ind til Frederikshavn og delte en pizza, og derefter vendte vi lige forbi Palmestranden, som man jo næsten skulle se, når nu man var i området.
Der står grill-tønder til fri afbenyttelse - hvilket er en rigtig god ide, så man slipper for engangsgrillerne i sandet, og risikoen for at nogen kommer til skade.
Og ristene er endda mærkede!
Resten af aftenen blev tilbragt i sengen med fjernsyn og en bog...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar