Flere billeder længere nede
Bloggeriet har fået lov at ligge stille den sidste uges tid, da der har været en masse andet i tankerne - men nu er det vist på tide at få indhentet det forsømte.
Sidste søndag stod menuen på bagte rodfrugter, og det var egentlig fordi Rema1000 havde tilbud på fler-farvede rødbeder. "Tilbehøret" til rodfrugterne (Henrik vil nok udtrykke det anderledes), blev en bøf af marmoreret oksefilet.
Grillede bøffer af marmoreret oksefilet:
(vi har tidligere købt et helt stykke filet som vi skar ud til bøffer og frøs ned)
chilisauce
Santa Maria pebermixsalt
Bøfferne pensles med chilisauce og drysses med pebermix. Grilles på støbejernsrist i gasgrill ved medium varme i ca. 4 minutter på hver side.
Bagte rødbeder med appelsin:
2-3 personerca. 500 g rødbeder, skrællede og skåret i store tern
2 spsk oliven- eller rapsolie
saft og skal af 1 usprøjtet appelsin
salt
friskkværnet peber
timian
Rødbederne blandes godt med olie, appelsinskal og -saft og krydderier, og bages i grill eller ovn ved ca 200 grader i en times tid, til rødbederne er lidt sprøde udenpå. Pas på ikke at sætte for meget direkte varme på hvis de laves i grillen, for appelsinsaften kan godt brænde lidt på.
Bagte rodfrugter:
ca.3-5 personer
ca. 3 kg blandede rodfrugter, skrællede og skåret i pommes frites størrelse (jeg brugte gule og stribede rødbeder, gulerødder, pastinak og persillerødder)
ca. 1 dl oliven- eller rapsolie
salt
friskkværnet peber
timian
Rodfrugterne blandes godt med olie og krydderier, og bages i grill i et fad, eller i ovn i en dyb bradepande, ved ca. 200 grader i en times tid. Det fungerer bedst hvis de kan ligge i ét lag, da de så nemmere bliver sprøde, hvis det er det man går efter.
Konklusion:
Bøfferne var igen meget møre, og både chili og pebermix giver god smag.
Rødbederne var blevet en anelse brændte, nok pga. appelsinen, men det gav ellers en god smag. Jeg havde lagt 4 kugler sølvpapir under fadet for at det ikke skulle få for meget varme, men det var ikke helt nok. Næste gang vil jeg nok prøve uden appelsin, måske med citronsaft i stedet, og se om det er bedre.
De andre rodfrugter blev ikke så sprøde som jeg gerne vil have dem, men det er som nævnt nok fordi de lå i flere lag i fadet - det er nemmest med ét lag i en stor bradepande.
3 kg rodfrugter lyder af meget, og der var da også en del til overs - men de svinder alligevel mere end man lige regner med, så der skal en god portion til.
Alt i alt god aftensmad.
Billeder:
Øverst: pastinak og persillerødder
Midterst: gulerødder
Nederst fra venstre: gule rødbeder, bolchestribede rødbeder og almindelige rødbeder
Saft og skal af appelsin
Rødbeder klar til grillen
De øvrige rodfrugter klar til grill
Alle rodfrugter i grillen
Jalapeño pepper sauce til bøffen
Og godt med pebermix
De færdige røde rødbeder (normalt er jeg meget imponeret over Weberfadet og hvor let det er at få rent - men den halvbrændte appelsinsaft var godt nok halvsvær at få af. Næste gang bliver det nok med bagepapir...)
De færdige rodfrugter
Min tallerken
Ingen kommentarer:
Send en kommentar