For et stykke tid siden så jeg en opskrift hos Tabernes opskrifter på en tyrkisk salat - kisir. Han lavede den med couscous i stedet for bulgur som vist er det traditionelle for kisir, men eftersom jeg har et par poser bulgur i skabet (både almindelig og grov), uden nogensinde at have prøvet at lave noget med dem, så blev jeg enig med mig selv om at lave den med bulgur.
Jeg kombinerede Tabernes opskrift med en jeg fandt her, da jeg synes den indeholdt mange gode ting også - bla. granatæblesirup, som jeg fandt i Superbest fornylig, og granatæblekerner som jeg havde en rest af i køleskabet. Chili, hvidløg og citronsaft var heller ikke nogen dårlig tilføjelse.
Persille skulle nok først have været tilsat til sidst, men i betragtning af at man jo skal være en smule påpasselig med at gemme noget med persille, hvis ikke persillen har været varmet med i retten, så valgte jeg at koge det med i et par minutter, inden bulguren kom i. Evt. kunne man servere lidt ved siden af som drys, hvis ikke man synes persillesmagen er stærk nok.
Vi fik en gang ovnstegte kyllingelår til, krydret med paprika, karry og salt - selve lårkødet blev fint, men skindet var ikke den store succes - tror måske lige de skulle have været penslet med lidt olie. Så jeg nøjes med at videregive min version af kisir/bulgursalaten.
Kisir/tyrkisk bulgursalat:
4-5 personer
4 spsk olivenolie
2 gulerødder i små tern
20 grønne bønner (haricot verts) fra frost skåret i halve
2 store finthakkede løg
1 ds hakkede tomater, det meste af vædden siet fra (hvis vædden bruges, anvend da mindre mængde vand) - eller 4 grofthakkede friske tomater
2 terninger grøntsagsbouillon
1 dl ærter
3 spsk koncentreret tomatpure
5 dl vand (der skal i alt anvendes ca. samme mængde vand/væske som bulgur)
400 g (5 dl) grov bulgur
1½ spsk granatæblesirup (nar eksisi)
1 spsk citronsaft
1 lille potte persille, grofthakket
2 finthakkede forårsløg, inkl. det pæneste af det grønne
2 friske grønne finthakkede chili, de fleste kerner fjernet
2 fed presset hvidløg
1 tsk stødt spidskommen
pynt:
granatæblekerner
finthakkede forårsløg
evt. hakkede mynteblade
Olie varmes op ved middel varme i gryde - gulerødder og bønner steges i ca. 5 minutter, hvorefter løg tilsættes og steges videre, til løgene begynder at blive gennemsigtige.
Tilsæt tomater og opløs bouillonterningerne i gryden - tilsæt derefter ærterne. Bland tomatpure i vandet og hæld det hele i gryden, og lad det koge op.
Når blandingen koger, tages gryden fra varmen, og bulguren røres i.
Tilsæt granatæblesirup, citronsaft, persille, forårsløg, chili, hvidløg og spidskommen, og rør godt rundt. Kom låg på gryden, dæk evt. med et viskestykke, og lad bulguren trække i ca. 20-30 minutter (på min pose stod der at den skal koge i 15 minutter, men jeg har læst andre steder at den ikke bør koge, men kun trække i den varme væske, og det tog altså næsten en halv time, inden det meste af vædden var suget op, og konsistensen føltes tilpas. Eller også er det couscous der ikke må koge, måske jeg har forvekslet de to - men det fungerede nu fint nok uden kogningen).
Smag til med salt og evt. peber.
Salaten kan enten serveres mens den stadig er lunken, eller afkøles helt i køleskab og serveres kold.
Ved servering hældes den ud på en stor tallerken og flades ud, eller den hældes bare i en almindelig skål, og pyntes med granatæblekerner, forårsløg, evt. hakkede mynteblade, og der dryppes med lidt olie.
Konklusion:
Hvorfor søren har jeg aldrig fået lavet noget lignende med bulgur før! Salaten blev supergod - masser af smag, hvor især tomater, citronsaft og spidskommen trænger sig på. Jeg var virkelig positivt overrasket over hvor meget smag der var!
Vi spiste den ved en temperatur mellem lunken og varm, og uden dog at have smagt den kold endnu, tror jeg også jeg vil foretrække den varm.
Eneste minus var egentlig at chilien overhovedet ikke kunne smages (jeg brugte et par af de aflange grønne man normalt kan købe i plasticbakker i supermarkeder) - næste gang skal der en del mere chili i, eller nogle flere af kernerne skal med i gryden også.
Men alt i alt - meget positiv overraskelse. Næste gang den skal laves, tror jeg det skal være til en gang tyrkiske frikadeller/kødboller...
Billeder:
"Saucen" koges op
Den grove bulgur tilsættes
Granatæblesirup - det er åbenbart meget anvendt i mellemøstlig mad, og det vidste jeg ikke noget om da jeg købte det
Den færdige salat
Og min portion
Jeg kan lide din udgave med granatæblerne:) Den skal jeg prøve.
SvarSletTak skal du have! Kunne være sjovt at høre hvad du synes om denne version, når du nu har perfektioneret din egen udgave :-)
SvarSlet