lørdag den 16. januar 2010

Opskrift: Chicken Parmigiana/Parmesankylling


Flere billeder længere nede

Inspirationen til fredagens menu kom fra http://www.thepioneerwoman.com/, som jeg kigger hos næsten dagligt. Hun formår at få det mest simple til at se fantastisk lækkert ud, og så har hun bare humor, hvilket jo også tit er en fordel når man laver mad.
Så jeg lavede denne opskrift på chicken parmigiana, med tilbehør af nudler, og hjemmelavede hvidløgs/krydderurteflutes, som jeg har forsøgt mig med en gang tidligere - denne gang blev lidt anderledes, og ikke mindst bedre!

Chicken Parmigiana/Parmesankylling:

5 personer

5 hele stk. kyllingebryst uden ben og skind, banket flade i en dobbelt frysepose
1.2 dl hvedemel
salt og peber
ca. ½ dl olivenolie (PW siger ½ cup (ca. 1,2 dl), men det synes jeg godt nok var meget - jeg havde puttet det hele i panden, men tog det halve fra efter at have stegt kyllingen, så jeg tror ½ dl er nok)
2 spsk smør
1 stort løg, hakket i tern
4 fed hvidløg, hakket
1,75 dl rødvin (ifølge opskriften kan hvidvin også bruges)
3 dåser á 400 gram hakkede tomater
2 spsk sukker
ca. ½ lille bundt friskhakket persille
2,5 dl (ca. 50 g) friskrevet parmesanost (vægten i forhold til mængden afhænger selvfølgelig af hvor hårdt man presser det sammen i dl-målet, men jeg tog bare løs vægt - og har man lyst til at bruge mere, er jeg sikker på at Pioneer Woman kun vil bifalde det...)
ca. 250 g nudler (eller en tynd pasta)
 
Bland mel på en tallerken med salt og peber.
Vend kyllingen i melblandingen og krydr evt. med mere salt og peber.
Varm olie og smør op på en stor pande/sauterpande (jeg brugte en stor en på ca. 32 cm i diameter, men det kommer an på hvor mange kyllingestykker man skal have plads til, og hvor store de er) ved medium varme. Når smørret er smeltet og olie/smørblandingen er varm, steges kyllingerne indtil de er brunede og let sprøde - ca. 3-5 minutter på hver side, alt efter hvor flade man har fået dem banket.
Tag kyllingerne af panden og hold dem varme på en tallerken under staniol.
Uden at rengøre panden, tilsættes nu løg og hvidløg, som steges ved medium varme i et par minutter, uden at brune. Tilsæt vinen og skrab bunden af panden, så alle smagsstofferne frigives. Vinen koges ind til ca. det halve, ca. 2-3 minutter.
Hæld hakkede tomater i og rør rundt. Tilsæt sukker, salt og peber efter smag, og kog ved svag/medium varme i 20-30 minutter til saucen tykner lidt. Til sidst tilsættes hakket persille og der røres rundt igen.
Læg nu kyllingebrysterne ned i saucen med "forsiden" opad, og dæk dem med revet parmesan. Læg låg på panden og sænk varmen til lav. Varm retten igennem til kyllingen er gennemvarm og al osten er smeltet - tilsæt evt. mere ost.

Kog nudlerne/pastaen når kyllingen er ved at være færdig, og hæld dem på en tallerken, med saucen og kyllingen ovenpå. Drys med persille og ekstra revet parmesanost.

Hvidløgs/krydderurteflutes:

½ ciabattabrød delt på tværs (jeg fandt nogle billige brød i Lidl, med forskellige smagstilsætninger - der var krydderurter, valnødder, oliven og neutral - jeg valgte den med oliven)
basilikumterning fra frost
1 lille fed hvidløg
1 lille dusk persille
1 spsk purløg (jeg brugte noget fra frost)
2 spsk olivenolie
salt og peber

Brødet ristes let på en brødrister med skorpesiden opad (altså den side hvor krydderblandingen skal smøres på, skal vende nedad!), eller varmes ca. 5 minutter i ovnen - dette er for at overfladen bliver en anelse sprød, så brødet ikke "fnulrer" når man smører krydder-blandingen på. Det lærte jeg efter den første gang jeg lavede dem!
Olien blendes med urterne og smages til med salt og peber. Blandingen smøres på det let ristede brød i den mængde man nu har lyst til. Drys med flagesalt og rist dem sprøde i en varm ovn eller grill - evt. på sølvpapir, så smøret ikke drypper ned i bunden når det smelter. Ca. 10-12 minutter ved 200 grader.
Når de ser gyldne og sprøde ud, tages de ud og skæres i mindre stykker på skrå og serveres med det samme.

Konklusion:
 
Brødene blev meget bedre denne gang end sidst - først og fremmest fordi de ikke blev brankede, men også fordi brødene var bedre. Næste gang må der dog godt komme lidt mere hvidløg i - men det fungerede rigtig godt at riste dem lidt før blandingen smøres på.
Kyllingen blev udmærket - næsten alt kan jo reddes med ost. Den fik dog måske en anelse for meget, ikke at den var decideret tør, men heller ikke decideret saftig. Måske er det fordi jeg havde købt "100% kød" som ikke var pumpet fuld af marinade - hvad kan man så lære af dét...
Saucen smagte ikke sådan af helt vildt meget, og jeg var også fristet til at putte lidt bouillon og chili i, men jeg havde bestemt at jeg ville følge opskriften så nøjagtigt, som det nu engang er mig fysisk muligt - det kan jeg så også lære af til en anden gang.
Alt i alt - ok middag, hvor brødene helt sikkert bliver gentaget en anden gang, mens det dog er lidt mere tvivlsomt med kyllingeretten.
 
Billeder:

Kyllingebryst får en med hammeren - jeg lagde dem i en frostpose, og lagde en ekstra pose ovenpå for at undgå der blev banket hul i


Brysterne vendes i krydret mel...


...og steges gyldne


Løg, hvidløg og rødvin


Jeg brugte en sydafrikansk vin vi havde fået af kokken på Lækkermåsens arbejde, som er sydafrikaner - den skulle være rigtig god


Det var jeg jo nød til at teste


Tomater og persille er kommet i


Jeg brugte de her hakkede tomater fra Bilka - de dåser kan IKKE anbefales! De var ekstremt svære at åbne med vores ellers udmærkede Raadvad dåseåbner - der var simpelthen for lidt kant i toppen til at den kunne få ordentligt fat. Så prøvede jeg med bunden, og det gik lidt bedre - men det er vel ikke helt meningen?!?


Kyllingen er dumpet i tomatsaucen - ethvert sammenfald med en menneskelignende skikkelse er utilsigtet


Revet parmesan - mmmmmm, ost....


Ost på kylling


Der skulle låg på - og det eneste låg jeg havde der passede til den store pande, var et stænklåg, så jeg måtte være lidt kreativ


Kyllingen er færdig


Krydderurteblandingen til flutes


1/4 ciabatta fra Lidl - et helt brød kostede den fyrstelige sum af 6 kr.


Ciabatta med krydderurteblanding - fantastisk grøn farve


De færdige brød


Min tallerken



1 kommentar:

  1. LOL havde slet ikke set den menneskelige skikkelse, men kan helt sikkert godt se den efter at være gjort opmærksom på den.

    SvarSlet