Flere billeder længere nede
Så lykkedes det endelig med et komplet hjemmelavet måltid igen. Vi havde bestemt inden juleaften at vi ville have brugt en af de hele kyllinger vi havde i fryseren, så den blev taget op i går morges og lagt i køleskab, og tøet færdig op på køkkenbordet i dag. Jeg fandt på at "marinere" den i en Somersby pærecider blandet op med sambal oelek (vi får ikke drukket ret mange af de pærecidere vi har stående, og Henrik gider dem i særdeleshed ikke længere, så hvorfor ikke bruge dem lidt alternativt...), uden dog at vide om det giver noget særligt.
Tilbehør blev efter inspiration fra en opskrift i Spis Bedre, som jeg har lånt et par stykker af på biblioteket - en bulgursalat med rødbeder og fetaost.
Cider-marineret, grillet kylling:
1 hel kylling på 1200 gram
1 dåse pærecider
2 tsk sambal oelek
4-5 fed grofthakkede hvidløg
1 usprøjtet citron i både (ja altså det vil sige man BURDE bruge en usprøjtet, men det havde jeg ikke, så det blev en almindelig som jeg havde skrubbet først)
rapsolie
salt og friskkværnet peber´
Kyllingen rengøres og marineres i nogle timer i cider og sambal oelek. Vendes jævnligt, hvis ikke man vil ofre så meget cider, at det dækker.
Kyllingen duppes tør med køkkenrulle, fyldes med hvidløg og citron, og lukkes med kødnåle. Der pensles med rapsolie og drysses med salt og peber.
Lægges i stegholder med en foliebakke nedenunder, og grilles i Q320 i ca. 75 minutter ved medium varme.
Bulgursalat med rødbeder og fetaost:
3 dl bulgur
6 dl vand
1 tsk Oscar grøntsagsbouillonpulver
½ tsk tørret timian
2 medium størrelse hele rødbeder
vand til kogning
1 håndfuld grofthakkede valnøddekerner
1 lille håndfuld saltede græskarkerner
ca. 200 gram god fetaost i tern/smuldret
2 spsk blandede krydderurter fra frost (jeg brugte kruspersille, som jeg selv havde frosset ned fra en stor portion, og så en færdig krydderurteblanding man køber på frost i en lille firkantet pakke - jeg tror der er 8 forskellige slags urter i)
2 spsk balsamicoeddike (jeg brugte en med tomatsmag)
2 spsk olivenolie
flagesalt og friskkværnet peber
Bulgur koges i 12 minutter i vand med bouillonpulver og timian, og køles helt af i køleskab.
Rødbederne koges med skræl i ca. 45 minutter, skylles med koldt vand, køles helt af og skrælles (her fik jeg lejlighed til at prøve den Jamie Oliver 3-i-1 skræller jeg fik i julegave, og den var udmærket, selvom jeg synes plastikken virker en lille smule for billig). Rødbederne skæres derefter i små tern.
Når bulguren er helt afkølet, vendes valnødder, græskarkerner, fetaost og krydderurter i, sammen med eddike, olie, salt og peber. Alt dette kan gøres i god tid, hvorefter salaten stilles på køl.
Rødbedetern vendes forsigtigt i lige inden servering, i hvert fald hvis man gerne vil undgå at hele salaten bliver rød - er man ligeglad med det, kan man selvfølgelig bare gøre det med det samme, og knap så forsigtigt.
Konklusion:
Kyllingen blev desværre ikke så god som jeg havde håbet - man kunne godt smage pærecideren, og det var sådan set ok, men den blev lidt for tør efter min smag. Jeg tror bare jeg må konstatere at vi altså har mere held med at rotere en kylling på kulgrillen, så selvom det er mere bøvlet med optænding osv., så bliver det vist sådan næste gang.
Til gengæld blev skindet faktisk nogenlunde sprødt - det er kun lykkedes mig rigtigt 1 gang før i grill, og det var da jeg marinerede i øl, så det kan godt være det har noget med alkoholen og kulsyren at gøre :-)
Bulgursalaten synes jeg faktisk var udmærket - bare der er nok salt i, og så vil en ordentligt portion friske krydderurter også hjælpe lidt. Henrik synes vist den var for tør (men nu fik vi heller ingen sauce til, udover sød chilisauce til kyllingen) - men det skal nu ikke afholde mig fra at prøve igen en anden gang...
Billeder:
Man tager en kylling, en cider og noget stærk chili...
Og hvidløg...
Og citron - og er man doven, så gider man ikke fjerne kernerne
Så propper man fyldet i kyllingen og sætter hængelås på!
Den kogte bulgur
Rødbeder i tern (Jamie Oliver skrælleren giver pæne riller!)
De frosne krydderurter er tilsat
Det er svært at hakke feta ordentligt, når det er sådan en klistret version som den her
Det er i øvrigt denne jeg plejer at bruge, hvis det skal være feta i blok
Rødbederne er kommet i salaten, og har ikke helt farvet alt rødt endnu
Kyllingen bliver obduceret
Og min tallerken - skulle jeg være lidt kritisk her, kan jeg godt se at chilisaucen ikke passer helt i farven til bulgursalaten...
Ja jeg kan kun sige, at jeg glæder mig til at komme på besøg og gå om bord i dine lækre madretter! Kh pernille
SvarSletSmart måde at brugt de der cider på. Vi har nemlig også en halv kasse æblehindbærcider, der bare står og står.
SvarSletSS: Ja det er lidt lige som om det der cider værk har haft sit højdepunkt - jeg tror stadig vi har nogen af dem stående, jeg brugte til kyllingen!
SvarSlet