fredag den 3. februar 2012

Opskrift: Søde pitachips med kanelsukker og kikærte/chokoladedip (eller chokoladehumus)



Den egentlige dessert vi skal have i morgen når vi får gæster kan jeg ikke blogge om før slutningen af februar, da det er et bidrag til The Secret Recipe Club - men jeg har tilføjet en lille bid til desserten, som jeg har haft lyst til at lave et stykke tid, og da den er lavet færdig, får i den allerede i dag.
Pita chips har jeg forsøgt mig med tidligere, med rigtig godt resultat - dog i den salte udgave med parmesanost og krydderier.
Denne version er med kanelsukker, og er fundet hos A Pretty Life in the Suburbs.
Det er jo såre simpelt - flæk nogle pitabrød, pensl med rapsolie og drys med kanelsukker - i ovnen og færdig.
I stedet for kanel+sukker fik jeg så langt om længe taget hul på en dåse kunstigt sukker"krydderi" jeg på et tidspunkt har købt i Lidl - det har smag af æble og kanel, og ville dermed passe vældig godt til dette formål.
Dåsen indeholder sikkert også en del kunstige ting og sager (jeg har med vilje ikke kigget på ingredienslisten), men bruges skulle den altså.

Siden det nu er en form for chips der kommer ud af pitabrødene, så skulle der selvfølgelig også lidt dyppelse til, og der havde jeg kig på en kikærte/chokoladedip fundet hos Chocolate Covered Katie. Den er som nævnt lavet med kikærter som primær ingrediens, og det skulle bare prøves.

Søde pitachips med æble/kanelsukker:

pitabrød (hvide brød giver det bedste resultat og er mest jævne i tykkelse, men fuldkorns kan også bruges)
rapsolie
kanelsukker (eller som her en McEnnedy sugar seasoning med æble/kanel)

Flæk pitabrødene så du får to runde stykker af hvert pitabrød.
Pensl dem med rapsolie på den glatte side og drys med rigeligt kanelsukker (ryst evt. det overskydende af). Skær dem først halvt over, og derefter i trekanter og bag dem i ovnen på en bageplade ved 100 grader i ca. 15 minutter - nu skulle sukkeret gerne være nogenlunde smeltet. Skru op til 150 grader og giv dem 5-10 minutter mere, til overfladen begynder at blive en lille smule mørkere og sukkeret karameliserer.
Test om de er sprøde og tag dem evt. ud ad flere gange, hvis ikke de er færdige på samme tid (nogle pitabrød har det med at være ret ujævne i tykkelsen, så tag de tyndeste stykker ud først). Lad dem køle af på en rist og opbevar dem i en kagedåse, hvis ikke de skal serveres med det samme.

Konklusion:

Den første portion jeg lavede med fuldkornspita endte med at få lidt for meget (sådan er det når man går ind til computeren uden at stille et æggeur, og man så glemmer tiden), så nogle af chipsne blev lidt mørke. Men de smagte nu stadig godt. Anden omgang gik noget bedre, men der lavede jeg den også med lyse pitabrød, og en bedre slags der var mere jævne i tykkelsen.
De bliver sprøde, søde og smager fint af kanelsukkeret - det "kunstige" sukker jeg brugte havde så også en lidt syrlig smag, som jo skulle gøre det ud for æble, og det var kun en bonus. Om man kan efterligne den samme smag med noget naturligt ved jeg ikke lige - måske med helt fint pulveriserede tørrede æbleringe?
De kan sagtens spises som de er, eller sammen med yoghurt, frugtsalsa eller andre dessertagtige ting - eller måske knuses og bruges som "rasp".
Men her blev de spist med kikærtedippen.

Kikærte/chokoladedip:
ca. 4 personer


250 g kogte kikærter (kogt uden salt eller andre krydderier - jeg har en pose i fryseren, som er kogt uden noget, bortset fra natron, som gør at de koger bedre ud, og dermed kan blendes til mere jævn konsistens til humus, kager, dips osv. - så er det nemt at tage den nødvendige mængde op og tø op i mikroen, hvis der skal laves kikærtedip)
2 spsk god mørk kakaopulver
ca. 4 spsk skummetmælk (eller feks. mandel- eller soyamælk, hvis man vil holde den vegansk)
1-2 spsk nøddesmør (jeg brugte 1 spsk jordnøddesmør, men den kunne ikke smages, så egentlig er den ikke nødvendig - ellers skal der mere i næste gang)
2½ tsk vaniljeekstrakt
3 spsk daddelsirup (eller anden mørk sirup - man kunne også bruge sukker, men så skal den nok blendes noget længere, så sukkeret opløses og ikke knaser mellem tænderne. Alternativt kunne man også bruge flormelis, evt. en man selv har pulveriseret af mørkt rørsukker, så man får en lidt mørkere farve)

Blend alle ingredienser grundigt til meget jævn konsistens - det er vigtigt at kikærterne blendes så godt som muligt, så man ikke kan smage eller "mærke" dem for meget.
Hold evt. lidt af mælken tilbage fra starten og tilsæt lidt efter lidt, alt efter hvor tyk man ønsker dippen.

Konklusion:

Jeg var en smule skeptisk ved første smagsprøve, hvor jeg ikke havde fået blendet kikærterne helt grundigt nok - men da først konsistensen var mere jævn og glat, så var jeg solgt.
Denne dip er jo nærmest sund (hvis man lige ser bort fra sirup), men det kan man på ingen måde smage. Den er lækker, blød, cremet og chokoladeagtig, og passer perfekt til de søde pitachips. Den kunne også sagtens spises sammen med frugt, ovenpå pandekager, måske som fyld i en lagkage, evt. blandet med flødeskum. Mulighederne kunne godt ske at være mange.
Det skal dog siges at den selvfølgelig ikke er helt lige så blød og jævn som feks. smeltet chokolade, så det skal man ikke forvente - kikærterne har trods alt en fylde, og fibre, som gør, at de ikke kan køres helt i smadder - men jeg var alligevel positivt overrasket.
Jeg var noget loren ved det første gang jeg lavede noget sødt med kikærter - det er jeg på ingen måde mere.

12 kommentarer:

  1. Wow, jeg er helt vild med begge dele. Har dog kun kikærter i fryseren der er kogt med en kæmpe røvfuld krydderier - så det må lige vente lidt.

    Er MEGET spændt på at smage :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg håber ikke du bliver skuffet :-) Jeg tror dippen er bedst med noget der har noget konsistens i sig selv (hvis det giver mening) - men hvis bare man er forberedt på det, så kan jeg kun sige Prøv det!

      Slet
  2. årh hvad...chokolade humus...jeg er da SÅ meget solgt til den idé.
    Æv at det er søndag aften...vi får kun søde ting i weekenden, så den må vente til næste.
    TAK! Glæder mig allerede...WEEKEND - KOM HID! ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Serup: Chokolade humus - det er da selvfølgelig det navn den skulle have haft!!
      Jeg håber du vil synes om den - der var ikke begejstring alle steder fra i går, men som nævnt til Malou, så fungerer det efter min mening fint, hvis man serverer den sammen med noget der har lidt bid i sig selv. Meld gerne tilbage hvad du synes, når du har prøvet det :-)

      Slet
    2. hehe...vi kunne så ikke vente til weekenden...eller rettere: JEG kunne ikke.
      Har 'dagdrømt' om den hele dagen på arbejdet, så fik den lavet her til aften.
      Det var jo intet mindre end FANTASTISK! Mums det var/er lækkert. Alle herhjemme NØD det i fulde drag. Havde lavet dine kanel-pita til. Jeg kunne godt forestille mig et fad til Disney Sjov herhjemme fredag, hvor der også var en god portion (lidt syrlig) æblekompot til ved siden af...nøj det ville være en god 'trekant'.

      Tusinde tak for fif, mine kollegaer i afdelingen skal prøvesmage resten til afdelingsmødet i morgen. Er overbevist om, at den også dër går rent ind - har faktisk ikke snakket om andet hele dagen ;-)

      Slet
    3. Serup: Tusind tak for din tilbagemelding - det er skønt at høre at det var en succes, det er jeg virkelig glad for!
      God idé med en æblekompot til pita-chips'ne, det tror jeg vil passe perfekt sammen.
      Jeg håber også dine kolleger vil synes om resterne :-)

      Slet
  3. Det var dog en meget interessant kombination - chokolade og kikærter...

    SvarSlet
    Svar
    1. Linda: Ja interessant er helt sikkert en god måde at beskrive den på :-) Det lader nu til at være meget almindeligt at bruge kikærter til kager og søde ting, især i USA. Så det er bare med at bruge fantasien!

      Slet
  4. Ej hvor spændende med chokoladehummus - det må prøves :-)
    Hvordan gør du lige det der med kikærter og natron ? Herhjemme er kikærter nemlig ikke i så høj kurs hos andre end mig, så hvis jeg kunne få dem til at koge bedre ud, så de lettere kunne skjules, ville det være eminent.

    SvarSlet
    Svar
    1. Helle: Når kikærterne sættes i blød, hælder jeg en tsk natron i sammen med vandet, og når de koges, skiftes vandet ud, og igen en tsk natron tilsættes. Det er så til en hel pose kikærter på 900 gram.
      Nogle mener man kan smage det når man bruger natron, og at kikærterne mister noget af det sunde indhold, men det må man så gøre op med sig selv - om man vil risikere det til gengæld for at kunne blende dem til helt fin puré. Og lige netop til denne dip er det bedst at kunne det.
      Håber du får det prøvet og kamufleret godt nok :-)

      Slet
    2. Jeg fandt i øvrigt lige dette link (på engelsk), som godt nok handler mest om almindelig humus, men som meget godt beskriver det med at få kikærterne kogt helt perfekt, og hvordan man ser hvornår de er nok.
      http://www.nctimes.com/lifestyles/food-and-cooking/article_dd7145c8-19a1-5660-8e9a-f9ac54e72cc7.html

      Slet
    3. 1000 tak for svar! Jeg vil kaste mig ud i en omgang kikærtecamouflage en sen aften, hvor ingen i huset ser det ;-)

      Slet